on my own... ~ Daniel

Daniel gik hen til hende og rakte udefter hendes hånd. Han vidste ikke om det var trist at hun ikke kunne mærke smerte ved nogle ting, eller om det var en god ting. "Jeg håber at det ikke går dig på, at du ikke kan mærke smerte, så." Han smilede svagt og trykkede derefter kort sine læber imod hendes. Han gik hen imod døren og så kort på hende over skulderen.
"Vi ses snart." Han løftede kort sin hånd til et vink og åbnede døren. Han gik ud af lejligheden og lukkede døren efter sig. Han løb op af trapperne til sin egen lejlighed og begyndte derefter at planlægge datee.

Efter at han var forsvundet op til sig selv, satte hun sig udmattet i sofaen og krøb lidt sammen.
Det var naturligt nok, at par gik på dates. Men var de nu også dét? - et par?
Hun kendte ikke meget til det, langtfra. Hun var tæt på at give op og bare fortælle ham hvordan hun havde det med forhold. Hun var bange… Bange for at hun glemte hvordan det var at være alene - indtil han så ville tage tilbage til Himlen og efterlade hende på Jorden. Hun ville ikke tale med ham om det, for det ville bare gøre ham trist.
Nu ventede hun blot på en sms fra ham om hvordan hun skulle klæde sig til deres kommende date.
Nu forventede han forhåbentlig ikke at hun var den perfekte date. Det vidste hun at hun ikke var.
Hun gik ind i soveværelset og begyndte at kigge på tøj - hvad mon hun skulle have på? Hun så igennem de mange sæt tøj hun havde - alle for vovede til en ’formel’ date med Daniel. Kørte kjoler, osv. Stiletter.
Hun ventede igen, blot på en sms.

Der gik nok en time før han sendte Lyssa en sms om at hun skulle finde noget behageligt at tage på til skoven og at de kunne mødes udenfor bygningen. Da han havde sendt sms'en gik han ud af sin lejlighed efter at have givet Arno mad og lidt mere vand i sin skål. Han havde en hvid langærmet trøj, cowboybukser og sorte converse på. Han havde to tæpper under armen og en madkurv i den anden hånd. Han stod lænet op af muren og betragtede menneskene der gik forbi ham.
Planen var at de kunne spise henne ved skoven og derefter måtte hun bestemme om de skulle tage hjem, eller tage et andet sted hen. Han lukkede sine øjne imens han lænede sit hoved bagover, så hans ansigt var vendt op imod himlen.

Picnic, i skoven? Hun løftede et øjenbryn, en smule opgivende.
Han vidste vel, at hun havde været på sin første date med Theo på en picnic?
Hun tog et par løse jeans på, og en sort træningsbh som lignede en ganske almindelig top. En halvgennemsigtig t-shirt udover.
Hun tog sin taske over skulderen - med hendes piller raslende i den ene lomme, og forlod lejligheden, hvor hun låste døren efter sig. Hun smilede let til ham da hun så ham vente udenfor.
''Er det bare mig du venter på?'' grinte hun roligt.

//undskyld! Har haft travlt med AT-projekt, sidder nu med en skide synopsis...//

Hvis Lyssa ikke ønskede at have en date i skoven kunne hun fortælle ham det, og han ville med det samme finde på et andet sted, de kunne være på date. Han tænkte bare at siden hun var Animator, ville det være rart for hende at være omgivet af skoven, når en del af hende jo tilhørte der. Han åbnede sine øjne, da han hørte Lyssas stemme og vendte sit ansigt imod hende med et svagt, kækt smil om læberne. "Ja, og selv hvis det havde taget dig et par timer at gøre dig klar, ville det være ventetiden værd." Han rettede sig op, så han ikke længere stod lænet af op af væggen.
"Du ser smuk ud." Kort trykkede han sine læber imod hendes pande, inden han begyndte at gå. "Denne vej." Han så på hende over skulderne. Han ville have taget hendes hånd, men han havde hænderne fulde, desværre.

Hun smilede til ham, og ventede blot på at han ville tage første skridt mod skoven - hvor han havde planlagt at de skulle på date.
Hans hænder var optaget - desværre - så hun valgte at stikke sin hånd igennem mellemrummet mellem hans ene arm og hans hofte - så de nærmest gik lidt middelalder-royalt.
Hun vidste godt at de ikke var kærester. For himlens skyld, en engel med en kæreste? Nej vel?...
Hun ville stadig være efterlyst for mordet på mindst fire mennesker, og lidt andet hist og her. Men det måtte noget politiet tog sig af - og ikke Daniels gruppe. Hvis gruppen skulle tage sig af det - var det Daniels pligt at melde hende, i værste tilfælde dræbe hende.
Én tanke kunne hun dog ikke slippe, selv i denne stund hvor hun var på vej på date.. Han skulle rejse. Der var intet valg - en dag, før eller siden, skulle han rejse fra hende. Hun ville blive efterladt på Jorden, og hvis hun så en dag var heldig, ville hun selv komme i Himlen... Selvom... Det troede hun ikke engang selv på.

''Hvor skal vi hen?'' spurgte hun roligt inden hun så lidt rundt. Hun kunne mærke varmen stige hende til kinderne da en ung kvinde lavede 'nuuuurh'-udtrykket da hun så Daniel og Lyssa går hånd-i-arm.

Daniels smil blev bredere, da hun stak sin hånd igennem hans ene arm og hofte, så de gik arm i arm. Det var en lettelse at de ikke skændtes. Han så på hende, da hun spurgte om hvor de skulle gå hen. "Først tager vi hen til skoven og finder et godt sted at spise. Derefter bestemmer du om vi tager hjem igen, eller du vil noget andet." Han havde et blidt glimt i øjnene imens han kiggede på hende. En blid latter forlod hans læber efter at en kvinde sagde 'nuuurh', da hun gik forbi dem.
"Du rødmer så kært." Sagde han og smilede kærligt til hende. Han så kort rundt imens han gik. Han kunne se at byen var ved at ende, så de var nok snart ved skoven.

Hun havde lyst til at puffe hårdt til ham, bare for at modbevise at hun var 'kær'. Men hvad vidste hun om det? Hun kunne ikke se sig selv lige nu - tværtimod kunne hun se ham. Og som altid, strålede han nærmest af liv og lykke. Var det på grund af hende?...
''Jeg ved nu ikke, om kær, er et ord man kan bruge om mig - tværtimod, så tror jeg at det er hvad folk tænker om os som et.... par.'' sagde hun bare, men man kunne tydeligt høre det svære i hendes stemme da hun tvang sig selv til at ytre sidste ord.
Hun var ikke klar til noget fast, ikke endnu. Hun vidste godt hvorfor, men det ville være svært at forklare ham, hvis han endelig spurgte.
Hun var bange, for at åbne sig op igen. Hun havde prøvet, dengang med Theo. Resultatet var at hun var blevet såret, bange og urolig... Daniel havde kun set en brøkdel af hendes 'sorg' over bruddet med Theo - ikke fordi hun fortrød det. Men hun hadede at være alene - og Daniel havde travlt med Quinn på det tidspunkt...

Hun tvang sig selv til at slå jalousien ud af sit hoved. Det var jo ikke Quinn der gik arm-i-arm med Daniel, på vej på date - vel?
Hun tog en dyb indånding.
''Lad os håbe at du kender mig bedre end Theo gjorde.'' grinte hun - det ville være utroligt pinligt hvis Daniel troede at Lyssa var vegetar. Hun elskede jo det rå, røde, kød.

Daniel så undrende på hende. Et par? Han misforstod det sikkert, men ville hun gerne være et par? Han kunne ikke bestemme sig for om hun ville være et par eller ej. "Vil du gerne være et par?" Spurgte han blidt og så spørgende på hende. Han havde intet imod at blive hendes kæreste, han ville faktisk gerne, men han ville ikke presse hende til noget. Det skulle gå i hendes tempo.
Han smilede svagt over det hun sagde. "Jeg har boet med dig. Jeg kender dig bedre end han gjorde." Han havde pakket forskelligt slags mad. Råt kød, da han jo vidste at hun var animator, og derfor tænkte at hun nok ville have det, et par sandwiches til ham og hende, hvis hun nu ikke ville have kødet, og et par flasker vand og cola. Han begyndte at kunne se skoven efterhånden, træerne der skød op imod himlen, og den behagelige sang fra fuglene blev tydeligere efterhånden som de kom tættere på skoven.

Hun stivnede mentalt ved hans spørgsmål. Hun vidste det faktisk ikke, måske ville hun godt? Men...
Hun var usikker. Hun ville ikke være hende vis kæreste forlod hende for at vende tilbage til himlen..

Hun nikkede over hvad han sagde, om at de havde boet sammen. Faktisk, savnede hun den tid. Det hele var nemmere dengang de ikke havde hæmninger over for hinanden. Nu var de desværre gået over til at være private.
''Tjaa, nu må vi jo se.'' smilede hun blidt, mens hun undveg at svare på hans spørgsmål om hvorvidt hun ville være et par - hun kendte jo ikke engang svaret selv! Bare det at gå på date med ham, virkede grænseoverskridende i deres venskab..
Da de endelig nåede skoven, så hun ingen forhindring i at smide trøjen, så hun blot havde toppen på. Hun hadede at gå i tøj der var for... besnærende.

Daniel rynkede svagt på panden over at hun ikke svarede på hans spørgsmål, men han valgte at lade det ligge, selvom han følte sig en smule såret, men hvorfor han følte det vidste han ikke. Måske fordi han håbede på noget som hun gav udtryk for ikke at ville? Måske misforstod han det hele? Dette var jo trods alt første gang, hvor han var på date og havde følelser for en pige som blev gengældt. Han var ret nervøs. Han så på hende, da hun trak sin trøje af, og pludselig rødmede han svagt, så hurtigt så han væk fra hende og foldede tæppet ud på græsset. Det var et ret hyggeligt sted at holde picnic, det var et lille sted, der ikke var omgivet af træer, men derimod af blomster og græs. Man kunne høre fuglenes sang ret tydeligt.
"Jeg var lidt usikker hvad du ville have, så jeg tog lidt af hvert med." Han satte sig ned på tæppet og stillede kurven ved siden af sig. Han åbnede kurven og tog boksen, hvor det røde kød var i op, og så spørgende på hende. "Jeg tænkte at siden du var en animator, og dit dyr var ulv, så.. kunne det være, du gerne ville have rødt kød?" Det var tydeligt at se og høre på ham at han var nervøs.

Hun ville forklare ham det, men lod være. Hvad hvis han ikke forstod det? At hun ikke ville stemples som værende den efterladte...
Da de endelig satte sig, og han tog boksen med kødet frem, smilede hun stort - så stort at han kunne se hendes canines som var langt mere lig ulvetænder end menneskers.
"Du er vidunderlig, Daniel, det ved du godt - ikke?!" Smilede hun inden hun tog imod boksen.
Hun åbnede den dog ikke, indtil han havde fundet noget til sig selv at spise, blot for at hun ikke ville virke som en grovæder. Men hendes krop skreg på mad efterhånden, og hun var snart nødt til at spise, hvis hun ikke skulle gå over til at være Den Anden Lyssa. Hun havde ikke noget godt navn til denne skizofrene del af sig selv, langtfra. Hun vidste ikke engang om det var en anden side af hende...
Hun smilede forsat til ham, afventende.

Daniels smil blev bredere, da han kunne se at hans valg om at tage rødt kød med havde været klogt. Han rakte hende boksen imens en blid latter forlod hans læber. "Ja, det ved jeg." Han blinkede drillende til hende og tog den boks med sandwicherne i op af kurven. Han åbnede boksen og tog en af sandwicherne op. Derefter trak han et par coladåser op, men for en sikkerheds skyld havde han også taget en flaske vand med.
På en måde virkede det hele akavet, men måske var det bare hans nervøsitet? Gad vide om man kunne se på ham at han var nervøs? Han tog en bid af sin sandwich. Hvad skulle han sige? Var det meningen at der skulle være så stille?

Hun smilede varmt til ham - Theo havde ikke været klog nok til at medbringe kød på deres date, selvom han vidste at hun var mer dyr end menneske.
"Første date?" Spurgte hun roligt, da hun nærmest kunne lugte hans nervøsitet. Det var sødt, at han var så nervøs.
Hun åbnede bøtten med kødet, og tog en dyb indånding. Friskt. Men, han havde næppe jaget det selv - det ville være meget ulig ham.
"Jeg er glad for at du tog det her med. Jeg er ikke ligefrem vild med brød og salat til hverdagskost." Smilede hun drilsk. Men hun tog sig selv i at drille og så lidt legesygt på ham.
Roligt men fast satte hun bøtten fra sig. Hun lænede sig frem, mod ham. Hendes læber kærtegnede blidt hans hals, videre ned mod hans brystben.
*du behøver ikke være nervøs*, om han hørte det eller ej, vidste hun ikke. Hun var ikke fuldt ud trænet i brugen af sin evne.

Der var en masse tanker i Daniels hoved i dette øjeblik, men en tanke var højere end de andre. Hvad pokker skulle han sige? Han blev ved med at finde på noget som han kunne sige, men når han skulle til at sige det stoppede hans sig selv. For hvad hvis det var dumt at sige? Hans tanker blev afbrudt af hendes stemme, og det lettede ham en del. Hans tanker gjorde ham stresset. "Jep.. Jeg har jo kun været på jorden i tre år.." Han trak på sin ene skulder.
Han havde købt kødet henne ved en slagter, eftersom han ikke kunne lide at dræbe dyr. I det hele taget brød han sig ikke om at dræbe, men til tider var han nød til det. Han smilede blot lidt over det hun sagde om at hun var glad for at han havde taget kødet med, da han ikke vidste hvad han skulle sige. Han rødmede kraftigt, da hun lænede sig frem imod ham og hendes læber berørte hans hals. Hans hjerte bankede kraftigt, og han var næsten lige ved at tro at hun kunne høre det. Tøvende lagde han en af sine arme om hende imens han stillede sin sandwich ned i bøtten igen.

Hun smilede for sig selv og lagde sig ned over ham, så han også lå ned.
Hun bed ham blidt i halsen, men hun lyste af uro og fortvivelse.
Efter få sekunder kunne hun knap trække vejret, og hun skælvede voldsomt. Men hun nåede ikke at trække sig væk, inden at de begge blev hevet ned i et minde:

rummet var mørkt, med undtagelse af de få stearinlys der oplyste vindueskarmen og sofabordet.
Lejligheden var nem at genkende, som Lyssas egen. Ulvinden lå og sov trygt i sofaen. På gulvet lå et keyboard som Lyssa sad foran. Hun var iført en top der var flænset efter en uheldig animatorepisode, og meget små shorts. Hun spillede stille, mens hun sang med. Hun havde lukkede øjne, mens hun prøvede at fokusere på at ramme tonerne rigtigt, selvom det så ud til at falde hende helt naturligt.
"I can hold my breath
I can bite my tongue
I can stay awake for days
If that's what you want
Be your number one

I can fake a smile
I can force a laugh
I can dance and play the part
If that's what you ask
Give you all I am

I can do it
I can do it
I can do it

But I'm only human
And I bleed when I fall down
I'm only human
And I crash and I break down
Your words in my head, knives in my heart
You build me up and then I fall apart
'Cause I'm only human

I can turn it on
Be a good machine
I can hold the weight of worlds
If that's what you need
Be your everything

I can do it
I can do it
I'll get through it

But I'm only human
And I bleed when I fall down
I'm only human
And I crash and I break down
Your words in my head, knives in my heart
You build me up and then I fall apart
'Cause I'm only human

I'm only human
I'm only human
Just a little human

I can take so much
'Til I've had enough

'Cause I'm only human
And I bleed when I fall down
I'm only human
And I crash and I break down
Your words in my head, knives in my heart
You build me up and then I fall apart
'Cause I'm only human"
På sofabordet kunne en bog skimtes, om hvordan man opgav sine evner som animator, og blev et menneske. Længere nede på bogen stod der dog, at forhold mellem engle og mennesker var forbudte. Hun var rådvild... Derfor sang hun bare, for at glemme.

Lyssa træk sig hurtigt væk fra ham igen, mens hun krøb sammen. Hun prøvede at fremstamme et 'undskyld' men det blev ikke til andet end ufuldendte stavelser. Hun var tæt på at bare rejse sig og flygte fra det hele.

Daniel fornemmede hendes uro og skulle til at sige noget, men stoppede sig selv, da han røg ned i en af hendes minder. Han brød sig ikke om at se hendes minder, mest fordi det ikke var noget som hun gav ham lov til at se. Han følte at han trængte ind i hendes privatliv, men det var jo ikke med vilje, hvilket hun sikkert var klar over. Han måtte vel bare se på. Han havde ikke andet valg og han var alt for nysgerrig til at kunne se væk. Det første han lagde mærke til var Lyssa og keyboardet, men der gik ikke specielt lang tid før han lagde mærke til bogen. Han havde aldrig fået af vide at forhold mellem engle og mennesker var forbudt, men det gav på en måde mening. Engle var ikke kommet til jorden for at få forhold med mennesker, men for at hjælpe dem med deres liv.
Han åndede lettet op, da mindet var ovre og han var tilbage i nutiden. Han satte sig op og så en smule trist på hende. "Lyssa, prøvede du at blive menneske? Hvorfor?" Han så undrende på hende. Han valgte dog ikke at kommentere på at forhold var forbudt imellem mennesker og engle for Lyssa var ikke et menneske, men spørgsmålet var også om de overhovedet var i et forhold.

Hun startede med at krybe sammen og så ned i græsset. Hun vidste ikke hvad hun skulle sige. Hvorfor? Hun anede det ikke. Måske var hendes evne forbundet med hendes race? Måske, hvis hun blev menneske, ville evnen forsvinde og de kunne være sammen uden problemer... Men så ville det ikke være tilladt.. Hun tog en dyb indånding.
''Jeg håbede, at min evne var forbundet til min race. At jeg kunne slippe af med den, hvis jeg blev menneske. Men det er umuligt at skille sig af med sin race, desværre.'' svarede hun stille og så undskyldende på ham.
''selv hvis vi var i et forhold, ville det blive kompliceret, for vi kan ikke engang røre hinanden på grund af mig.'' hun kunne mærke tårerne pible frem i hendes øjne, men prøvede at behærske sig.
''Jeg... jeg vil kunne være tæt på dig. Jeg vil kunne... røre dig... Kysse dig... holde dig i hånden...'' hun var nødt til at tage dybe vejrtrækninger nu, for at undgå at græde.
Hun havde brug for at være normal... Men det blev hun aldrig.
''jeg ville aldrig gøre noget for at såre dig.. det ved du..'' hviskede hun inden hun lukkede øjnene og kunne næsten se hvordan hendes sidste offer havde tigget for hendes fødder.. dengang hun havde været ligeglad med om Daniel skulle myrde hende. Hun var ligeglad.
Men ikke længere. Nu betød han langt mere, end et hævntogt på noget der bare ødelagde livet for så mange.

Daniel gjorde an til at ville lægge sin hånd på hendes skulder, men han stoppede i bevægelsen. Han kunne ikke risikere at blive revet ind i endnu et minde. Han så ned i jorden imens hun snakkede. Da hun var færdig med at snakke, så han igen på hende. "Lyssa, jeg vil ikke lade det stoppe os." Beslutsomt tog han fat i hendes arm for at trække hende ind til sig.
"Og det ved jeg. Forhåbentlig ved du også at jeg aldrig vil gøre noget for at såre dig." Han var ligeglad med om han blev revet ind i en af hendes minder. Hvis han gjorde ville han blot se på og når det slutted ville han ikke lade hende trække sig væk. "Hvis du gerne vil røre mig, kysse mig og holde mig i hånden, så træk dig ikke væk når minderne viser sig. Jeg vil aldrig dømme dig ud fra det jeg ser du har gjort i fortiden for det er fortiden.Det vi skal tænke på er nutiden."

Hun stivnede brat da han tog fat i hende, og så skete det igen. Endnu et minde - men denne gang et minde som hun for alt i verdenen ikke ønskede at han skulle se. Hendes første møde med Theo...

Træningssalen var stor nok til at indeholde en basketballbane. Midt i det hele stod en ung mand i bar overkrop. Sveden piblede af ham, mens han trænede. Hans tattoveringer dækkede det meste af armene, oglidt ned over brystkassen. Iført slidte jeans og en stram t-shirt stod Lyssa i døren ind til træningssalen og stirrede med åben mund på ham. For få minutter siden havde det været Damian - en lille sky og ikke spor atletisk fyr. Hun var totalt mind-blown.
Lidt efter lidt skred mindet frem - men ikke som normalt. Dette var små bidder der sprang i tid, som om der var noget der blev gemt for godt væk. Noget han bare ikke måtte se - eller som hun bare ikke ville se.
Pludselig stod han med armene om hende, med et charmerende men foruroligende farligt ansigtsudtryk. Han bed sig i læben.
''Du kan jo lide ham, min bror. Hvorfor skal det altid være mig der skal gøre det her?'' hviskede han med en sød ånde mod hendes ansigt. Hun fik mumlet et 'giv slip', men han klemte endnu mere til. Hvis man kendte Lyssa godt nok, ville man kunne se at hun var bange, men samtidig så fascineret af ham at hun ikke kunne undgå at føle sig tiltrukket. Hans beslutsomhed, hans styrke..
''Hvorfor kysser du ham ikke?'' smilede han kælent. ''-eller mig, for den sags skyld?''
''giv så slip!'' gispede hun og nærmest prøvede at flå sig fri. Uden effekt. Få minutter inden havde hun været en ulvinde, og det havde tæret på hendes kræfter.
Han smilede og nærmede sig hendes ansigt, hvor hun nærmest skreg af angst og panik, hvorefter hendes ansigt stivnede i et udtryk af smerte. Sådan så hun ud, når hun delte minder med folk. Det var et lyn af smerte, hvorefter hun blev følelsesløs i hele kroppen. Theo så undrende på hende, mens hun bare stod der, og pludselig rev hun sig fri ved at flå ham over brystkassen. ''Jeg sagde, slip mig!'' Med tårer i øjnene forsvandt hun ud af døren, hvorefter man kunne se Theo løbe efter hende...

Lyssa krøb sammen, i Daniels arme. Hun trak sig ikke væk, i frygt for at han ville blive fornærmet. Men følelsen af at hun var ved at kaste op kunne ikke gemmes væk. Hvad gjorde dette ved hende? Og hvad var der sket i mindet? Hvorfor var dele af det ikke med? Hun kunne jo ikke selv kontrollere det - kunne hun?
En skarp smerte gled over øjnene på hende, og hun gispede svagt.
''En anden gang... Så foretrækker jeg at vælge mine minder..'' gispede hun, med et svagt smil da hun så op på ham - undskyldende.

Han ville lyve hvis han sagde at det ikke smertede ham lidt at se mindet om hendes første møde med Theo. Det irriterede ham at Theo havde presset hende sådan, men sårede ham at man tydeligt kunne se at Lyssa var interesseret i ham. Han fortrød lidt, men kun lidt, at have rørt ved hende, så han var tvunget til at se det. Da mindet stoppede var hans blik tomt og han så bare på hende. Han reagerede ikke på det hun sagde før der var gået lidt tid. Han trak sig lidt væk fra hende, men tvang sig selv til at smile lidt. "Det beklager jeg."
Han kunne allerede nu konstatere at daten var ødelagt. Tankerne om at Theo var immun overfor hendes evne, og Daniel ikke var, irriterede ham inderligt. Han så væk fra hende, da han vidste det ville gøre ondt at se på hende og vide at han ikke kunne hjælpe hende. "Savner du nogensinde Theo?" Spørgsmålet røg bare ud af ham. Han havde ikke tænkt yderligere over at stille spørgsmålet, så han fortrød det hurtigt, men han ville gerne høre hendes svar.

Bare det at han trak sig væk fra hende, gjorde at hun knap kunne sige noget.
Da han så spurgte om hun savnede Theo, kunne hun mærke hendes hjerte klemme sig så hårdt sammen at det gjorde ondt.
Hun rejste sig uden et ord, og så lidt ned på ham, men det var ikke til at tyde hendes ansigt.
''Nej, Daniel. Jeg savner ikke Theo. For jeg har verdens bedste ven, måske endda kæreste..'' sagde hun inden hun lagde armene om sig selv og begyndte at gå tilbage mod byen. Hun var tæt på at bryde sammen nu, hun kunne ikke mere. Nej, hun savnede ikke theo. Men hun savnede hende ven, Damian. Hun så ham aldrig, ikke efter bruddet med Theo.
Hun snøftede stille, mens hun bare gik. Hendes brystkasse gjorde ondt. Hun så ikke tilbage, hun ville bare have at han løb op bag hende, og lagde armene om hende. Bare, fik alt til at gå væk.
Men efter det han havde set, var det nok for meget at bede om..

Måske endda kæreste? Han rynkede svagt på panden. Da han havde spurgt om hun ville være et par havde hun jo ikke svaret. Hun var virkelig forvirrende nogle gange. Han så efter hende da hun gik og sukkede svagt, inden han rejste sig op. Han begyndte at løbe efter hende og da han nåede hen til hende, stillede han sig foran hende for at forhindre hende i at gå videre.
"Du svarede ikke på mit spørgsmål, da jeg spurgte om du ville være et par. Du forvirrer mig, Lys. Jeg ved ikke hvad du vil have, eller hvad du ønsker. Jeg vil gerne være sammen med dig, men... Hvis Theo kontaktede dig og havde en god forklaring på hvorfor han ikke havde kontaktet dig før, ville du så vælge ham fremfor mig på grund af hans immunitet overfor din evne?" Han så spørgende på hende. Hvis hun svarede ja, så havde de ikke mere at snakke om. Han ville ikke risikere at blive smidt væk som affald hvis Theo vendte tilbage. "Desuden, så er det som om du holder en masse skjult for mig." Han så ned i jorden. "Og til tider virker det også som om du var mere glad, da du var sammen med Theo, end med mig." Han beskyldte hende ikke for noget, det var i hvert fald ikke meningen, men han fortalte bare det han følte.

(Pis! Min ipad mente så at den skulle fryse, så det fine lange indlæg jeg havde skrevet forsvandt... -.-)

Hun stivnede og så direkte ind i øjnene på ham. De små gulstænkt i hendes øjne flød rundt som flydende karamel.
Hun tog en dyb indånding. "Daniel..." Sukkede hun inden hun tog hans hænder i sine.
"Jeg elsker dig. Jeg ville aldrig vælge Theo over dig. Aldrig." Smilede hun, en. Smule ømt. Hun havde ondt, og hun var træt. Hun havde brug for hvile og ro snart. Ellers ville hun ikke blive ved med at være sød og rar.
"Jeg svarede dig ikke, for jeg vil ikke virke for ivrig. Jeg ser dig som min kæreste, på visse punkter. Jeg prøver at lade være med at tænke på, at du officielt ikke er min kæreste. At du teknisk set kan gøre hvis du vil med andre, uden jeg har et ord at skulle have sagt." Sagde hun inden hun så ned på deres hænder.
"Jeg var bange i længere tid... For at du, eller din gruppe, har bestemt jer for at jeg stadig er en trussel og derfor skal skaffes af vejen.." Hviskede hun stille.
"Jeg er stadig bange for, hvad du ser. Når vi røre ved hinanden, når vi sidder og snakker. Jeg er bange for, at du ikke kan håndtere det. En dag er det ikke et blidt minde du ser.." Sukkede hun.
"Vil du ikke nok prøve at forstå, hvor meget jeg end ønsker at du og jeg er sammen officielt, så er jeg for bange til at det bliver aktuelt... Ikke før jeg har lært at kontrollere hvad end det er der sker mellem os når evnen overtager..." Hviskede hun og så ham igen i øjnene.

Da hun tog hans hænder var han nervøs for om, han igen ville ryge ind i et minde, men heldigvis gjorde han ikke. Hans hjerte sprang et slag over efter hun havde sagt at hun elskede ham, men det kunne ikke ses på ham. Han gav hendes hænder et blidt klem, og ventede på at hun var færdig med at snakke. "Jeg er ikke typen, der dater to eller flere piger på en gang." Sagde han. Selvom de ikke var kærester, så ville han ikke date andre piger end hende. "Hvad angår min gruppe, så kunne jeg ikke finde på at sladre om dig. Hvis jeg snakker om dig derhenne vil det ikke være om, det du har gjort, men om hvor meget jeg holder af dig." Han smilede kærligt til hende.
Han havde allerede set et minde som sikkert ville jagte ham i en del tid, men han måtte tænke på at det var fortid. "Og hvad hvis du ikke kan lære at kontrollere det?" Han frygtede hendes svar til det spørgsmål.

//Nederen..