on my own... ~ Daniel

Daniel lagde mærke til at hun rødmede, trods hendes forsøg på at gemme det. Han gav hendes hånd et kærligt klem. "Jeg er beæret." Sagde han med et skævt, charmerende smil om læberne. Han kunne høre stemmer lidt væk, og var ret sikker på at det var nogen fra gruppen. Han ville ringe til Quinn senere og forklare hvorfor han var smuttet. Hun ville forstå det.
Han så lidt overrasket på hende. "Har du glemt at jeg selv har en hund? Arno?" Spurgte han drillende. Han var langtfra bange for hende, derimod mente han at de var fantastiske væsner. "Hvorfor? Har du fået en hund?" Han begyndte at kunne se byens bygninger.

Hun smilede lidt til ham, en smule hemmelighedsfuldt.
Men lige så snart hun hørte stemmerne i nærheden kunne hun mærke de små hår i nakken rejse sig.
Hendes øjne skiftede atter fra blå/grå til gyldne, og hun så kort væk fra ham for at han ikke skulle opdage det. En indre kamp fra hendes side - skulle hun fortælle ham det, eller lade være? At hun ikke længere var tryg ved hans gruppe? At hun frygtede for sin egen sikkerhed, når de var i nærheden?
Hun lod være. Hun ville ikke blande ham ind i det. Hun ville ikke bede ham vælge. Efter et par dybe vejrtrækninger rettede hun sig op og forsatte med at gå. Bygningerne tårnede sig snart op over træerne og da de efterlod skoven bag sig og trådte ind i astfaltsjunglen, kunne hun ikke undgå at føe et stik af savn rettet mod følelsen af græs mellem tæerne.
''En hund...? Nej, min kære, en hund kan man ikke kalde hende.'' smilede hun roligt, inden hun så op på himlen. Det regnede ikke så voldsomt mere, men lyn formede sig tydeligt på himlen. Højlydte brag kunne høres.

Daniel betragtede bygningerne som de nærmede sig, og lagde derfor ikke mærke til noget. Han så undrende på hende, da hun snakkede igen. Han rynkede svagt på panden. Det var tydeligt at han var forvirret. Han fik øje på bygningen hvor de boede. "Hvis hun er ikke en hund, hvad er hun så?" Spurgte han undrende.
Da de nåede hen til bygningen åbnede han døren for hende og gik først ind når hun var gået indenfor, og lukkede døren bag dag. Han gik op af trapperne til den etage hvor hun boede. "Hey, jeg måtte godt se dine tegninger, ikke?" Spurgte han drillende.

Hun smilede da de nåede til deres opgang.
"Hun er en ulv. En direulv." Svarede hun inden hun begyndte at gå op af trapperne, rystende af træthed.
Hun så lidt opgivende på ham. "Du må se nogle af dem" svarede hun roligt inden hun åbnede sin dør. Ingen låst dør hos hende længere.
En ulv der var næsten dobbelt så stor som en almindelig stor hund kom løbende hen til dem og sprang op på Lyssas skuldre så hun tvang Lyssas ned og ligge på ryggen. Delilah logrede og bjæffede glad indtil hun så Daniel. Så rejste hun børster og knurrede advarende.
Lyssa smilede bare. "Delilah, sit." Sagde hun og ulven satte sig pænt på plads ved siden af Lyssa som prøvede at komme op og sidde.

En direulv. Han havde hørt om den slags ulve og engang set en mens han havde gået i skoven. Hvordan kunne hun have en direulv som kæledyr? Det fandt han nok snart ud af. "En direulv. Jeg har hørt lidt om dem. Hvornår fik du hende?" Det måtte have været efter deres sidste møde for sidst han havde været i hendes lejlighed havde der bestemt ikke været nogen direulv. Han ville have kunnet huske det hvis der havde været en.
Han smilede svagt. "Det glæder jeg mig til." Han var nysgerrig omkring de tegninger. Ingen havde tegnet ham før. Han betragtede ulven, der nærmest overfaldte Lyssa med et svagt smil om læberne. Han tog sig ikke af at ulven derefter knurrede af ham. "Hvor er hun sød." Sagde han og grinede kort. Han rakte sin hånd ned til hende for at hjælpe hende op at stå.

"Jeg fandt hende ude i skoven... Tro mig, nogle gange er det en fordel at være en animator.." Smilede hun da hun kom op og stå. "Delilah går du ud og låser døren?" Sagde hun da hun havde trukket Daniel med ind i stuen. Ulven rejste sig blot og gjorde som hun sagde.
Derefter gik Delilah ind og lagde sig på et tæppe inde i stuen og så vagtsomt på Daniel.
Lyssa smilede blot. "Hun er meget beskyttende" smilede hun inden hun viste ham hen til sofaen og fik ham sat ned.
"Er der nogle specifikke tegninger du vil se?" Spurgte hun en smule tøvende

Daniel betragtede roligt direulven. Direulve var smukke og fantastiske væsner, men så vidt han vidste, så var de ikke egnet som kæledyr, men det var nok muligt når Lyssa var animator? Han fulgte efter hende ind i stuen eftersom hun trak ham med derind. Han satte sig ned på sofaen og så op på hende. Han havde stadigvæk var overkrop, eftersom hans trøje var ovre i skoven, men han var ligeglad. "Det kan jeg se. Det er tydeligt hun holder af dig." Han havde et blidt smil om læberne.
Han tog hendes hånd. "Dem du bedst kan lide." Svarede han og gav hendes hånd et kærligt klem, inden han gav slip. "Du har vel ikke tilfældigvis en trøje eller noget som jeg kan låne, der passer til mig?" Spurgte han og lagde hovedet lidt på skrå.

Hun smilede roligt, grinende indvendigt.
''Jo, det har jeg.'' smilede hun inden hun gik direkte ind i soverværelset.
Nu håbede hun inderligt, at den ikke lugtede for meget af hende selvom hun havde sovet med den i over en uge. Hun kunne nærmest ikke undvære den skide trøje længere.
Hun gik ind og lagde den på sofaen ved siden af ham og tog den ene af kasserne med papirer i og begyndte at gennemrode den for tegninger af ham som hun syntes at han kunne se uden at hun ville føle sig alt for flov.
Mange af dem var halvnøgne -bar overkrop og underbukser var ikke et sjældent syn på hendes tegninger. Ikke at han fik lov til at se nogen af dem. Dem gemte hun væk nede i bunden af kassen.
Hun fandt en frem, hvor han sad og lavede regnskab. En anden hvor han lå og sov, en tredje hvor han puttede om hende, en fjerde hvor han lavede mad. Det var alt sammen hverdagssituationer, og alligevel... Så var de specielle for hende. Det var ikke rart, med en fotografisk hukommelse, specielt hvad angik minder. Og alligevel, når det kom til hendes tegninger, var det som om hun nærmest bare kunne printe mindet ud med en blyant.
En sidste tegning havde ligget og gemt sig mellem nogle af dem hun havde rakt hen til ham - deres første kys. Egentlig, var det ikke meningen at han skulle se den, men hun tænkte ikke over det på nogen måde, da Delilah kom hen og lagde hovedet i hendes skød. Hun smilede blidt til ulven og nussede hende mellem øjnene. Delilah så stadig en smule overvågende på Daniel.
Lyssa sad dog bare i skædderstilling på gulvet og nussede Delilah. På bordet lå den stak med tegninger han måtte se, og på sofaen lå hans t-shirt. En t-shirt han havde lånt hende første gang de mødtes.

Daniel så efter hende, da hun gik ind i soveværelset. Han lænede sig tilbage i sofaen og lukkede sine øjne. Det var en lettelse at de var blevet gode venner igen... Var de mere end venner nu? Han åbnede sine øjne. Det var et spørgsmål som han ikke kunne besvare. Han ville gerne have de var mere end venner og Lyssa havde vist tegn til at hun også ønskede det, men.. Skulle man ikke spørge hinanden om den slags? Mennesker kaldte det at når man var sammen for kærester, ikke? Han måtte hellere forhøre sig lidt i gruppen. Han så hen imod Lyssa, da hun dukkede op igen. Han tog imod trøjen og betragtede den lidt med et skævt smil. Han tog den derefter på. Den lugtede af hende. Det havde han dog ikke noget imod. Han tog en af tegningerne på bordet og den første han så var den hvor han lavede regnskab. Han lagde tegningerne ved siden af hinanden på bordet og så skiftevis på dem.
Han tog den som forestillede deres første kys. "Jeg kan bedst lide den her." Sagde han med et lille grin og viste den til hende.

Hun så lidt på ham, da han viste hende den tegning han bedst kunne lide. Hun kunne mærke hvordan hun rødmede igen, denne gang kraftigt. Hun så ned på Delilah igen, og nussede hende forsat i pelsen omkring panden. Hun prøvede ihærdigt ikke at se op på ham igen, før hendes rødmen var forsvundet bare en smule.
Hun smilede lidt for sig selv, ved mindet om deres kys. Hun kunne nærmest mærke hans læber mod sine igen.
Hun så lidt ned af sig selv, og bed sig i læben.
''jeg burde gå i bad.'' grinte hun lavt. ''og få noget tørt tøj på.'' grinte hun derefter, inden hun rejste sig pop fra gulvet, til Delilahs store misfornøjelse.

Daniels smil blev bredere, da hun rødmede. Han lagde tegningerne i en stak på bordet igen. Han rejste sig op fra sofaen og gik hen til hende. "Okay." Sagde han blidt. "Jeg håber det er i orden at jeg ligger mig inde i din seng? Jeg er ret træt." Han stoppede op foran hende.
Fuldkommen ligeglad med om hendes evne ville ødelægge det tog han fat i hendes arm, trak hende tættere ind til sig og trykkede sine læber blidt imod hendes. Efter et par sekunder trak han sig væk og gav slip på hende. Selv hvis hendes evne ville trække ham ind i en af hendes minder gik han ind i soveværelset og satte sig på hendes seng.

//Kort svar, sorry. ^^

//det ok. Elsker din underskrift //

Hun smilede stille til ham, men stivnede lidt da hun så ham komme tættere på.
''det gør ikke mig no-'' hun blev gjort tavs af hans læber. Hun kunne mærke hvordan hendes mave boblede af glæde over hans kys, og hun sukkede en smule opgivende da han flyttede sig igen.
''hey, jeg har jo også sovet i din seng før.'' fniste hun en smule tøset. Hun kunne ikke lade være i nærheden af ham.
Hendes minder fór forbi hendes indre blik, men påvirkede ikke ham. Hun prøvede ihærdigt ikke at lade dem påvirke ham på nogen måde.
Hun trippede ud på badeværelset hvor hun tændte for bruseren og smed den gennemblødte kjole hun havde på. HUn trådte ind under det skoldhede vand og sukkede nydende. Hun havde ladet døren til badeværelset stå åben - en vane hun nu havde på grund af Delilah.
Da det gik op for hende at hun havde glemt tøj, sukkede hun indvendigt - frustreret.
Så måtte hun jo bare gå ind og hente noget iført et håndklæde, når hun var færdig i badet.

Daniels hjerte havde slået hurtigere imens hans læber havde været imod hendes, men han lod som ingenting. Det var tydeligt for ham lige nu at han var forelsket i hende. "Det er rigtigt." Sagde han og blinkede drillende til hende. Han virkede forandret. Lige nu var han ikke som han havde været for nogle måneder siden. Han var ikke så uskyldig mere.
Han tog sine sko af og lagde sig på hendes seng. Han lukkede sine øjne og foldede sine arme bag hovedet. Der gik dog ikke lang tid før han åbnede sine øjne og så rundt. Hans tanker begyndte at vandre. Hun havde tegnet ham, så måske skulle han prøve at tegne hende? Han satte sig op. "Lyssa, hvor er dine papirer og blyanter?" Spurgte han højlydt, så hun ville kunne høre ham.

//Tak og i lige måde.

Hun steg ud af badet, og tog et håndklæde om sig. Hendes hår dryppede stadig, og duften af lavendler hang om hende som et slør.
Hun gik ud af badeværelset, og gik hen og tog blankt papir og kruset med blyanter og gik ind til ham.
''Lige her.' sagde hun og lagde det ved siden af ham, og begyndte at kigge i sit skab for at finde hendes mindst afslørende tøj. Hun vidste ikke hvorfor, men hun havde ikke lyst til at vise sin hud...
Hun ville ikke vise ham for meget - han var anderledes.
Hun fandt et par lange natbukser frem med skyer på, og en top med tynde stropper. Hun smilede kort til ham, inden hun begyndte at tage tøj på - i skjule af sin skabslåge. Hun nåede at tage bh og trusser på inden hun lukkede skabslågen og tog derefter natbukser på, og kravlede i toppen.
Hun så lidt på ham, smilende.

Daniel rødmede svagt over at hun kun havde et håndklæde om sig, og så hurtigt ned i sengen. Han så først op, da hun lagde papiret og kruset med blyanterne ved siden af ham. Han tog papiret og en nogenlunde spids blyant, hvorefter han begyndte at tegne. Han var ret god til det mente han selv. Han så op på hende, da hun havde fået tøj på. Han smilede svagt og så derefter ned i papiret igen.
Efter et par minutter var han færdig. Han puttede blyanten i kruset igen og betragtede tegningen lidt. Det forestillede hende i skoven ved siddende ved en sø. Han rakte hende tegningen. "Her." Han så spændt på hende. Han var ret nervøs for om hun ville kunne lide tegningen.

Hun satte sig på sengekanten og så lidt på tegningen. Han var ikke dårlig, når det kom til at tegne, men hans stil var mere... over i det overnaturlige. Så smuk var hun ikke i virkeligheden - det vidste hun jo godt.
''den er virkelig smuk, Daniel.'' smilede hun, nærmest til sig selv. Var det virkelig sådan han så hende?
Hun bed sig lidt i læben, inden hun lagde tegningen på det ene natbord ved siden af sengen og lagde sig ved siden af ham.
''jeg har savnet dig..'' mumlede hun for sig selv, omhyggelig med ikke at putte sig op af ham - intet der gjorde ham ukomfortabel.

//kort svar, undskyld//

For Daniel var Lyssa den smukkeste nogensinde, men selvfølgelig betød udseende ikke alt for ham. Hendes personlighed var også vigtig. Han smilede blidt, da hun sagde at tegningen var smuk. "Næsten lige så smuk som dig." Det var befriende at kunne give hende komplimenter uden at det ville føles underligt. Han lagde sig på siden, så han lå med fronten imod hende.
Han tog hendes hånd og kyssede håndryggen. Han smilede blidt til hende. "Jeg har også savnet dig." Sagde han kærligt. Det var dog som om hun holdte sig på afstand, men hvorfor ville hun gøre det? Han betragtede hende roligt imens tankerne vandrede i hans hoved. Han strøg sin hånd op og ned af hendes arm.

Hun smilede til ham, i et blidt og varmt smil.
Hun var egentlig ret træt, men skjulte det så godt hun kunne, mens hun lod ham nusse hendes arm.
''hvor længe har du ventet på at sige det?'' smilede hun, en smule drilsk, og puffede blidt til ham.
Det var som om, at hun kunne være sig selv, sammen med Daniel. Hun skulle ikke skjule hvem hun var - som hun havde været tvunget til sammen med Damian og Theo.
Pludselig slog det hende, at hun var nødt til at fortælle ham dte inden han blev for knyttet til hende.
Men hvordan fortæller man dem man elsker, at man elsker at slå ihjel?
Hun kunne ikke få sig selv til det - tænk hvis nu han ikke kunne klare det? At han ikke ville forsætte det de havde på grund af det... Hun kunne mærke hvordan hårene rejste sig overalt på hendes krop ved tanken om at skulle være foruden ham igen.

En blid latter forlod hans læber, da hun puffede til ham. Han blinkede drillende til hende. Han fornemmede at der var et eller andet som gik hende på, men han var i tvivl om han skulle spørge ind til det. "Ret længe." Sagde han og trak på sin ene skulder med et svagt smil om læberne. Han fik et kækt glimt i øjnene, der tydeligt viste at han snart ville gøre noget ret så lusket. Hurtigt havde han lagt sig over, og hans hænder imod madrassen holdte ham oppe, så han ikke lå direkte på hende.
"Hvad er det der går dig på?" Spurgte han blidt og lagde hovedet lidt på skrå. Grunden til at han havde lagt sig over hende var for at hun ikke kunne stikke af. Dog hvis hun ikke kunne lide det, ville han selvfølgelig fjerne sig igen. Hun skulle bare sige til. Han ville ikke gøre noget som hun ikke brød sig om.

Hun så lidt op på ham, med et tøvende smil. Skulle hun fortælle det? Hvis hun gjorde, ville han så ikke være forpligtet til at fortælle det til gruppen? Eller overreagerede hun? Måske var det slet ikke så stort et problem?
''Det er lidt svært at forklarer... Du har set en smule af det...'' sukkede hun og så lidt rundt for at undgå hans øjne.
''skal jeg være ærlig, så ved jeg ikke hvordan jeg skal sige det...'' mumlede hun opgivende. Hun sukkede stille og prøvede at finde ud af hvordan hun skulle sige det. Hun var vred på sig selv nu, ret så meget. Hvorfor kunne hun ikke bare sige det? Hey skat, jeg dræber mennesker der har gjort mig ondt - for sjov! Nej, det siger man ikke...

Daniel fik et undrende, lidt forvirret, glimt i øjnene over det hun sagde. Havde han set noget af det? Han var ikke sikker på hvad hun mente. Han smilede opmuntrende til hende og trykkede kort sine læber imod hendes kind. "Intet vil kunne ændre mine følelser for dig, Lyssa." Hviskede han og så kærligt på hende. Han blev ret nysgerrig om hvad det var som hun gerne ville sige, men ikke vidste hvordan, dog ville han ikke tvinge hende til det.
"Bare sig det, Lys. Der skal ikke være nogen hemmeligheder imellem os mere." Hviskede han kærligt. Lys var hans nye kælenavn til hende, så han håbede at hun ikke havde noget imod at han kaldte hende det. Der var en speciel grund til at han ville kalde hende Lys, men det ville han kunne fortælle hende om, hvis hun spurgte.

''Lys? Er det ikke lidt ironisk?'' spurgte hun en smule undrende, inden hun bed sig i læben.
Hun ville gerne fortælle ham det, ville hun ikke? Hun ville dele alt med ham - bare lette sit hjerte over for ham.
''Jeg har jo en lidt creepy hobby for tiden..'' sagde hun, inden hun så prøvende på ham.
''Jeg jager mennesker..'' hun havde sagt en brøkdel nu - nu måtte han selv kunne regne resten ud.
At hun jagtede mennesker var jo... en underdrivelse. Hun jagtede dem, hun torturerede dem, hun slagtede dem - og til tider var hun ikke sig selv når hun gjorde det.
Hun genkendte sjældent de følelser hun havde, når hun slog ihjel. Hun ville oftest skrige, græde, panikke, når det gik op for hende at hun opdagede hvad hun havde gjort.

Daniel trak lidt på sin ene skulder. "Nej,  du er mit lys, så det passer perfekt." Han smilede charmerende til hende imens han havde et kærligt glimt i øjnene. Han mente det. Selvom det lød som noget fra en film, så passede det. Hun var virkelig hans lys.
Han rynkede svagt på panden, da hun sagde at hun jagtede mennesker. "Det er jo ikke meget mere anderledes end at jeg jagter væsner." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hvorfor jagter du mennesker?" Han så spørgende på hende. Nu hvor hun var igang med at fortælle en hemmelig burde han nok også fortælle hende en hemmelig. "For hver dag der går, jo tættere kommer vi på den dag, hvor jeg skal tilbage til Himlen." Sagde han som om det ikke var så vigtigt.

Hun lyttede ikke specielt meget efter - hun prøvede febrilsk at finde ud af hvad hun skulle sige, hvorfor hun jagtede mennesker.
''fordi jeg kan lide det...'' fik hun mumlet - nok mest til sig selv. Men hun stivnede brat da hun hørte hans ord, hørte hans lille hemmelighed. En hemmelighed, der knuste hendes hjerte og spredte stumperne som aske i vinden.
Hun så bare på ham, og man kunne se i hendes øjne hvordan pupillerne trak sig sammen og derefter udvidede sig - som ved ekstrem smerte eller vrede.
Hurtigt fik hun kravlet væk fra ham, og satte sig op i senge - hun så nu ned i gulvet, ned på det latterlige gulv som hun hadede, men ikke kunne undvære...
''tilbage...'' man kunne hører hendes stemme skælve, hendes rysten og direkte opgivende tonefald.
''du.. skal tilbage... til... himlen...'' mumlede hun inden hun rejste sig fra sengen. Hun kunne mærke blodet forsvinde fra hendes ansigt da hun blev bleg.

Daniel så undrende på hende, og en smule overrasket også, da hun sagde at hun godt kunne lide det. Hvad skulle det betyde? Hvorfor kunne hun godt lide at jagte mennesker? Han kneb øjnene lidt sammen. "Hvorfor kan du godt lide det?" Spurgte han, en smule bestemt. Han fortrød ikke den bestemte tone i hans stemme eftersom han blev bekymret nu.
Daniel så undskyldende på hende, trods det ikke var hans skyld at han en dag skulle tilbage til himlen. Han rejste sig op og gik hen til hende. "Lyssa, der kan gå flere år før det sker. Det kommer an på hvordan det går med at redde menneskerne. Som det ser ud nu vil der gå et par år, men det kan hurtigt ændre sig. Lad os nyde den tid vi har sammen, okay?" Han så bedende på hende med et svagt smil om læberne.