Maybe, you should just forget this, Daniel...?

Hendes uniform: klik!
Gaderne var tomme.
Ikke noget under, taget i betragtning at klokken var tre om natten, og det var isnende koldt udenfor. Måske burde hun ikke bare være gået - måske burde hun havde givet besked til Daniel først? Men hvad nyttede det, når han ikke ville lade hende gå? Havde han vidst, hvad hendes lille spadsertur skulle bringe hende, havde han lænket hende til sengen.
Iført sin gamle uniform, som nu var spændt en del ud i det læder der var ved maven, gik hun mod pakhusene i udkanten af byen. Hun skulle mødes med Plague. Navnet, var som altid, en del af deres fælles fortid. Plague var den eneste anden overlevende fra lejren - på alder med Lyssa. Andre var små børn, gamle svage animatore.. Ingen af dem kunne forvandle sig, som Lyssa og Plague. Og tanken frydede hende. Hun var noget specielt.
Plague, var modsat Lyssa, vred på alle andre end animatorerne. Døden var for mild en straf for alle dem der blot havde set til, mens hans egne var blevet tortureret og mishandlet.
Lyssa havde, indtil for en uges tid siden, ikke kendt til de andre. End ikke til Plague. Det var helt underligt, at hun ikke var den eneste af sin slags længere. At hun faktisk havde noget der kunne minde om en familie. Men Plague så anderledes på tingene… Plague var deres leder, og Lyssa deres øverstbefalende. Men hvad det skulle bruges til, forstod hun ikke. En flok børn, og nogle gamle mennesker, kunne ikke engang lave et oprør. Hvordan skulle de så kunne indfange de ansvarlige og straffe dem? Hvis han forventede at hun stod for det - i hendes tilstand - måtte hun bakke ud.
Men hvad Plague havde planlagt var noget helt andet…
Da hun ankom til pakhuset som de andre boede i midlertidigt, var det første der ramte hende lugten af frygt. Og den komme ikke fra en animator. Lugten af engel slog hende i næseborene og fik hende kort til at tænke på Daniel, som lå i sin seng og sov. Forhåbenligt.
Hun åbnede dørene, for at se et grufuldt syn ramme hende. Et kors var placeret midt i pakhusets forhal, alle børnene sad omkring det og stirrede på englen som var spændt fast med ryggen ud mod Lyssa og de andre. Lange sår prægede englens nøgne krop, og fjerene på vingerne var klippet i stykker. Det var en mandlig engel. Men han var mørkhåret, og hendes smertestøn var ikke lig Daniels. Hun kunne mærke kvalmen stige hende til strubelåget, hvorefter hun i en dyb truende snerren fik hidkaldt Plague.
’’Hvad FANDEN er det her!??’’ knurrede hun, og man kunne kort se at Plague veg tilbage for den vrede hun-animator.
’’Kan du ikke huske… vi snakkede jo om at… du ved, englene…’’ Lyssa så skarpt på ham.
’’Vi har ALDRIG talt om, at englene skulle korsfæstes og lemlæstes fordi du er magtliderlig!’’ nærmest brølede hun. Plague veg endnu mere tilbage da hun løftede hånden i et tøvende forsøg på at knalde ham én.
’’Du får ham ned, nu. Du bærer ham ind ved siden af, og finder ALT hvad jeg skal bruge for at lappe ham sammen igen - er det forstået!?’’ Plague nikkede spagt.
Lyssa sukkede mens hovedpinen voksede, og Plague hjælp den mishandlede engel ned og bar ham ind i et andet rum, hvor en seng stod klar til sårede animatorer. Nu herskede der ingen tvivl om, at Lyssa bestemte over Plague, som ellers havde udnævnt sig selv til lederen.
Havde Daniel set dette.. Han ville jo aldrig tilgive hende, for at lade dette ske. Stakkels engel… Lyssa gik ind til englen, og satte sig undskyldende ved siden af ham i sengen.
’’Jeg ved at det ser ud som om de ville gøre dig mere ondt… Men tro mig, der sker dig ikke mere… Jeg er her for at hjælpe dig. De gik over stregen, og de går ikke ustraffet for det. Dine vinger kan jeg ikke redde, men jeg kan hele dine sår… I hvert fald de fysiske…’’ sagde hun med ømhed i stemmen.
Hun var lige op over hendes fødsel snart. To uger, maks fire. Og alt hvad hun gjorde, gjorde hun med sit barn i tankerne. Barnet var halvt engel. En hybrid, men det var ikke ensbetydende med, at det skulle leve i frygt for sin mors venner og familie. Aldrig.
En af de største bekymringer hun havde lige nu, var hvis Daniel alligevel var fulgt efter hende og havde set dette… Se hvem Plague var, hvad han var i stand til… Hun gøs, og afventende stadig Plagues tilbagekomst med nål, tråd, iod og bandager.

Daniel havde fået en besked om at en engel var blevet taget fra en anden gruppe, og var blevet bedt om at hjælpe. Sammen med de nye engle som havde deltaget i gruppen ledte han efter englen og der gik skam heller ikke lang tid før de vidste hvor englen var. Daniel havde en hvid skjorte, sorte jeans og sorte sko på. Han havde en pistol i sin ene hånd præcis ligesom de andre engle som var med ham. De skulle finde englen uanset hvad.
Daniel betragtede pakhuset foran ham og nikkede kort til englene. En af dem sparkede døren op og de gik alle indenfor imens de sigtede på formskifterne med deres pistoler. Daniel kunne lugte englens blod. Han skyndte sig ind i rummet, hvor blodet var stærkest og rettede pistolen imod personen, der var ved englen. "Træd langsomt væk fra ham." Snerrede han og kort efter at have sagt det gik det op for ham hvem det var. "Lyssa?!" Hans øjne var chokeret, men kort efter blev de fyldt med forvirring og skuffelse. Havde hun været med til at torturere englen? En af englene så undrende på Daniel. "Kender du hende?" Spurgte englen. Daniel valgte ikke at svare. "Hvad laver du her, Lyssa?" Han havde troet hun havde været ude at gå, eller noget...

Lyssa så først forvirret på Daniel, og dernæst en smule arrigt. Hvad fanden i helvede lavede han her!?
Hun rejste sig, efter at have set ømt på den sårede engel.
''Pak de våben væk, øjeblikkeligt! Hvad fanden frestiller det, at i kommer anmasende her og peger på os med pistoler!?'' knurrede hun og så direkte på Daniel.
''Plague er ude for at hente redskaberne til at hjælpe englen her. Jeg forklarer med glæde, men dine venner her skal vente udenfor. De er ikke udtaget reglerne her på stedet.'' hun gik hen til Daniel.
''Ud med jer. Daniel, dig skal jeg lige tale med.'' sagde hun og så afventende på englene.
Hvis de gik, ville hun lægge en hånd på hans kind, hvis ikke ville hun blot smile diskret til ham - inden hun ville forsætte med at forklarer.
''Plague kaldte mig herud, med påstanden om at han havde en overraskelse til mig. Han havde tydeligis misforstået min udtalelse om at vi måtte gøre noget ved vores forhold til jeres race. Jeg havde på intet tidspunkt regnet med at han ville skade en engel...'' sagde hun inden hun så hen på den sårede engel.
''jeg lapper ham sammen og giver ham noget for smerterne. Så kan i få ham med et sted hen til en bedre behandling. Men i kan ikke flytte ham i denne tilstand. Det må du kunne forstå, Daniel.'' sagde hun inden hun så en smule undskyldende på ham.
Plague kom luskende ind ad døren med en bakke med nål, opløselig tråd, iod og bandager.
''H-her Lyssa...'' mumlede han og stillede den fra sig, inden han så hadsk på Daniel og forsvandt ud af lokalet. Lyssa sukkede blot.
''jeg havde aldrig troet at man kunne føle had til en, blot for racens skyld..'' sukkede hun og så ned.
Derefter tog hun bakken og så kort på Daniel inden hun gik hen og satte sig ved sengen inden hun begyndte at rense diverse sår så hun kunne sy dem sammen.

(undskyld at det tog så lang tid. Har prøvet at svare tre gange udover denne, men siden går ned...)

Daniel fnøs lavmælt og rystede lidt på hovedet. "Vi har våben pegende på jer fordi I har tortureret vores engle ven." For Daniel var det grund nok til at sigte på dem med et våben. Engle passede på deres egne. Hvis man torturerede en af dem ville alle hjælpe. Daniel tøvede lidt, da hun sagde at hans venner skulle vente udenfor, men nikkede kort til englene som begyndte at gå ud. Han lagde sin pistol i et bælte efter at have slået forsikringen til. Han lagde armene over kors og reagerede ikke på at hun lagde sin hånd imod hans kind. Han ville have en forklaring nu.
"Det kan jeg forstå. Hvad jeg ikke forstår er hvorfor, du bare gik uden at fortælle mig det." Hvad skulle han ikke tro når hun bare forsvandt? Han så kort på fyren som gik hen til dem med en bakke, hvor der var redskaber på. Daniel rynkede svagt på panden over det hadske blik han fik fra fyren og fik et kraftigere irriteret glimt i øjnene. Han så på Lyssa. "Lap ham sammen hurtigt. Englene oppe i himlen kan bedre tage sig af ham." Sagde han og stillede sig ved siden af sengen hvor englen lå. Han betragtede sårene og vreden lyste ud af ham. "Hvis han havde været død ville din race have fået store problemer." Mumlede han lavt.

Lyssa så en smule vredt ned, over Daniels tydeligt overlegende måde at tale til hende på.
''Havde han været død, havde jeg ikke været her.'' sagde hun bare, en smule frustreret.
Hun havde lyst til bare at græde. At sætte sig ned og vræle indtil hun ikke kunne mere. Men lige nu var hun vred. Vred på Plague, på Daniel og på sig selv. Alt dette, var hendes skyld.
''jeg går som det passer mig, Daniel. Vi er ikke gift - heldigvis. Det ville skabe for store problemer.'' sagde hun , inden hun begyndte at sy den stakkels engle sammen.
''Daniel, har du overvejet at fortælle englene deroppe om at du skal være far?'' spurgte hun, stille. Hun havde ikke lyst til att høre svaret, men kunne ikke lade være med at spørge.