Hold dig væk (Alayne)

Tid: Skumrings tid en dag i april
Omgivelser: Der er blevet mørkere hvilket ikke gør de smalle gyder hyggeligere
Sted: En smal og snakset gyde
Vejr: Skumring, lettere overskyet, lunt efter en lang varm dag
Påklædning: Sorte bukser og hvid skjorte

Newt var taget fra bageren som han hjalp i klokken fire. Mørket var faldet tidligt på. Tidligere end det normalt gjorde. Gaderne begyndte at blive farligere. Newt kunne prise sig lykkelig for at hans ene evne var de skærpede sanser og hurtige reflekser. Hans hår var svedigt og fedtet. Det hang lidt ned i panden, men han kunne sagtens se. Han kunne stadig lugte duften af nybagt brød fra bageren. Han arbejdede sådan set ikke med at bage. Det duede han ikke til. Han smed rundt med store melsække. Det var et hårdt miljø der var i Rosenclaw. Det var skam heller ikke en dans på røde roser at være Newt. Han var blevet forvist fra himmelen efter sit første besøg på jorden. Han var kun ti år og Ashtorn havde taget ham til sig som var de far og søn. Ashtorn havde allerede en datter og også en kone. Datterens navn var Liva. Liva var født stum. Det var selvfølig en udfordring, men da Newt var kommet til byen havde hun næsten lært at skrive og stave så hun kunne føre en samtale på den måde. Ashtorn lå alvorligt syg derhjemme og Newt var den eneste der kunne forsørge familien. Liva var kun otte, moderen skulle tage sig af Ashtorn. Det var ikke nemt at have så mange meneskeliv i hænderne når man kun var fjorten. Ashtorn havde lært Newt alt han vidste om alting. Newt var også god til at slås. Han kunne sagtens slå fra sig og det var der skam også brug for i Rosenclaw. Han havde slået en mand ud og i samarbejde med en af bagerenes drenge og en sæk mel havde han næsten fået en til at dø. Newt gjorde det nu mest i selvforsvar. Og hvis han skulle forsvare nogen han holdte af. Som for eksempel Avery. Bagerens datter. Newt var dybt forelsket i hende. Hvis hun ikke havde haft to storebrødre ville de måske ha ført en samtale der ikke handlede om mel. Newt skulle til at sætte tempoet op hvis han ville nå hjem med grøntsagerne og det brød han havde fået i løbet af dagen. Newt gik dybt i sine tanker da han hørte et skrig. Fra en pige. Måske var det Avery? Han skyndte sig at gemme det lune brød og grøntsagerne der lå i en papirspose. Han lagde dem et tørt sted ind i mod en mur. Der var nok en pejs eller noget derinde for muren var dejlig varm. Et skrig lød igen og Newt begyndte at løbe.

"Du er en flabet møgunge!" hylede Cecillie. Hun var psygisk syg men det anede Alayne ikke.
Alayne tørrede øjnene og stormede ud fra køkkenet. "Kom tilbage din...!" skreg Cecillie og løb efter hende. Alaynes hjerte bankede hårdt og hurtigt. Hun låste døren op og skyndt sig ud. Cecillie løb ikke efter hende. Hun stormede ned af trapperne. Hun var hurtigt ude af døren for hun boede kun på 2. sal. Hun spænede ud på gaden.
Hun havde aldrig været ude på gaden uden sin far i hånden. Det var hæsligt for et barn at bo i Rosenclaw. Bange for at Cecillie skulle komme løbe efter hende, løb hun ned af gaden. Hun var rædselslagen. Hun vidste hvor hun skulle hen. Til sin fars arbejde. Det var en luset bygning langt herfra men lige meget hvor langt væk det var så ville hun derhen.
Hun løb igennem det lette mørke da nogle greb fat om hendes ankel. Hun skreg og faldt. Hun tog for sig med armene. En eller anden mand der lignede en fuld vagabond havde et godt tag i hendes ankel. Hun skreg igen og tog fat i hans benede fingre.
Hun havde ikke løst til at røre ham men hun gjorde det alligevel. Men hun var hjælpeløs. Hun skreg igen. "Hjææææælp!"

Newt for afsted. Skriget var ikke til at holde ud. Det skar helt ind til hans ben. Han gøs. Pigen var sikkert ikke langt derfra. Newt stod pludselig foran en lille pige og en halvfuld idiot. Idioten halede pigen til sig. Newt tog de sidste fem skridt hen til dem og langede den fulde mand en på siden af hovedet. Manden strammede kun grebet om pigens ankel. Newt knyttede sin næve og gav manden en ordenlig kæberasler. Grebet blev løsnet, men fyren var ikke færdig. "Gå lidt væk, lille ven." Sagde Newt. Manden rejste sig og lagde op til kamp. Newt fik en hård næve i siden. Selvom gutten var fuld var han ikke slap. Newt valgte at gå efter hans næse. Den så ud til allerede at ha været brækket en gang før. "Jeg håber at du ser væk," Sagde Newt henvændt til pigen. Hun var nok bare på Liva's alder og hun kunne sikkert ikke tåle for meget vold. Newt lod sin næve suse ind i fjæset på manden. Ja, den havde været brækket før og nu endu en gang. Maden tog sig til næsen og før han faldt over en sten gav han Newt en ordenligt salg i ansigtet og det efterlod en flænge i hans læbe og dermed også en blodstænk på hans hvide skjorte. Newt kunne igen slappe af. Manden var faldet om og lå på jorden med blodet strømmende ned fra sin næse. Heldigt at han var fuld. Ellers havde Newt og den lille pige været færdig. Newt vendte sig i mod pigen. Han havde ikke rigtige set på hende før. En sug gik igemmen hans mave. Hun minede ham og Avery og Liva på samme tid. Han trak på smilebåndene. "Er du okay? Og hvad fanden laver du her ude?" Newt's tone var rolig, men han kom for sent i tanke om at man ikke skulle bande foran små børn. Han mumlede et eller andet uforståligt og så ned i jorden. Så satte han sig ned. Han var helt mørbanket. Et prust fra manden fik ham til at indse at det muligvis ikke var det bedste sted at ligge. "Kom. Vi må hellere gå." Sagde han og rakte sin hånd til pigen da han havde rejst sig.

Alayne lukkede sin øjne og skreg og kæmpede. Hun græd virkelig meget. En eller anden kom løbende. Hun skreg og græd. Hun skulle ud af det her mareridt og det kunne ikke går hurtigt nok. Ham der kom løbende slo den anden mand. Alayne mærkede negle borde sig ind i sin ankel. Hun sparkede ud samtidig med hun lukkede øjnene. Nu blev hun sluppet. Hun rullede væk og kom så på benene. Hun havde lyst til at løbe væk men så alligevel ikke. Hun blev stående presset op af en mur for at sikre sig at ingen kunne røre hende. Hun var alt for bange til at være lettet over gutten havde reddet hende.
"Jeg håber du ser væk," sagde han. Hun lukkede skræmt øjnene. Hun hørte støn og lyden af slag. Hun havde aldrig været så utrolig bange før.
"Er du okay? Og hvad fanden laver du her ude?" var det næste hun hørte. Hun åbnede øjnene og så på redningsmanden. "Jeg.." sagde hun med en tynd pibe stemme som næsten ingen kunne høre. Vagabonden lå med blod ud af næsen på vejen bagved redningsmanden.
Han rakte sin hånd hen mod hende. "Kom vi må hellere gå." sagde han. Hun tog forsigtigt hans hånd. "Jeg kan ikke komme hjem.. Jeg vil ikke.." sagde hun nu lidt højere end det før. Hun var ved at brække sig af skræk og hun snøftede stadig.