Lullaby.. ~ Daniel

Han forstod hendes bekymring. Hvis der skete ham noget og han døde mistede hun ham helt.. og barnet ville ikke have en far. "Som sagt vil jeg træne de nye rekrutter. Det er ikke så farligt." Han smilede svagt til hende og fulgte efter hende. Han var ærlig talt spændt på at barnet blev født.. og han fik langsomt en ide som han ville udføre snart. Når tiden var inde, altså! Det skulle ske det rigtige tidspunkt og først skulle han skaffe det han havde brug for.
Han så på hende, da hun knækkede sammen. Hans øjne lyste af bekymring. "Lyssa.." Han udtalte hendes navn blidt og kærligt. Han lagde sin hånd på hendes skulder og tog hundesnoren fra hende. Han viklede hundesnoren om sin arm og løftede hende derefter op i sine arme, nu hvor det var ret tydeligt at hun havde besvær med at gå op af trapperne. Hvis hun ikke strittede imod ville han begynde at gå op af trapperne. "Hvorfor ser du så syg ud, elskede?" Spurgte han.

Lyssa sagde intet til at han tg hende op i sine arme. Faktisk, gjorde hun intet andet end at hvile panden mod hans hals.
Hun var så træt... Så udmattet.
''Jeg er bare træt..'' mumede hun og lukkede øjnene lidt, mens hun håbede på at han ville lade det ligge.
Træt, det var hun. Men det var mere end det. Lægen havde beordret hende sengeliggende, med fuldkommen ro, hvis hun ikke skulle tabe barnet. Men Arno luftede ikke sig selv, og soveværelset var uden vinduer. Hun hadede det. Hun havde brug for sine vinduer!
Det viste sig, at hun havde brug for sengero, meget mere end hun selv vidste. Hun var millimeter fra en abort, hvis hun ikke med det samme lagde sig og blev liggende.
Lægen havde ment at det var en depression. Det var udelukkende for Arnos skyld at hun var taget til lægen - hvem skulle passe ham hvis hun døde? Arno var den sidste del af Daniel som hun havde.. Indtil i dag.

Daniel nåede hen til hendes dør og gav langsomt slip på hende imens han sørgede for at hun endte med at stå op rigtigt. Han så ned på Arno med et svagt smil om læberne som forsvandt, da han så på Lyssa og bekymringen lyste igen ud af hans blå øjne. Han elskede hende jo og han hadede at se hende så svag.. Hun var normalt stærk og selvstændig.
"Så tager du en lur imens jeg laver mad." Sagde han bestemt. Han nægtede at diskutere det, hun skulle have det bedre! Han ville hade sig selv så længe hun havde det dårligt. Han tog ekstranøglen til hendes lejlighed op fra sin lomme og låste op. Han holdte døren åben for hende og ville først gå ind når hun var gået ind. "Kan jeg sove her i et par dage? Jeg solgte min lejlighed, så jeg er nød til at finde en ny." Han så spørgende på hende.

Hun satte sig i sofaen og så på ham.
Hun vidste godt at han bekymrede sig for hende, derfor valgte hun at undlade det værste.
"Du kan blive her så længe du vil... Det ved du da også godt." Sagde hun roligt, og klappede på sofaen hvor Arno let hoppede op og puttede sig op af hende.
"Daniel, jeg var til lægen for en uge siden.." Mumlede hun, så stille at hun håbede at han ikke hørt edet.
Det var også hans barn. Han havde retten til at vide hvad der var af problemer med graviditeten nu.
Hun så lidt ned på Arno. Hun var begyndt at elske den lille bisse. Men nu tog Daniel ham vel med sig når han flyttede...?
"De er bange for at, at..." Hun tav, opgivende.
"De er bange for at jeg er i risikogruppen for spontan abort..." Sukkede hun og puttede sig lidt med Arno. Hun var begyndt at fryse, til trods for at hun havde sjal på.

Daniel smilede over at Arno puttede sig op af Lyssa. Det var tydeligt at de to var blevet tætte imens han havde været væk, hvilket han var utrolig glad for. Han satte sig på den anden side af Lyssa på sofaen og betragtede hende roligt imens hun snakkede. "Tak." Han smilede skævt og lagde hovedet lidt på skrå. Han var virkelig heldig at have hende som sin.. Ja, hvad var hun egentlig for ham? Hun var ikke rigtigt en ven, men de var heller ikke i et forhold..
Hans smil forsvandt straks efter hun var færdig med at snakke. Spontan.. abort.. Han lukkede sine øjne og sukkede svagt. Efter lidt tid åbnede dem han igen. "Hvorfor har du ikke passet på dig selv?" Han havde en alvorlig glød i øjnene. Han kunne nærmest virke sur, men det var han ikke. Han var bare helt vildt bekymret for hende og barnet. Men mest hende. "Hvis du siger at det er fordi jeg var væk, tænkte du så ikke på at jeg hellere ville have at du var glad og rask, end at du sulter dig selv og bliver syg?"

Hun så ikke på ham, men hun kunne mærke hans glødende blik mod sig. Hun bed lidt sammen.
Hvad skulle hun sige? Hun havde været ensom, ked af det... Hun havde ikke haft lyst til at gøre noget som helst.
"Jeg... Jeg ved det ikke." Svarede hun bare. Hun kunne ikke sige andet, hun havde ingen ide om hvordan hun skulle forklare det.
"Når du er væk... Jeg kan ikke... Det er som om jeg ikke selv er her. At jeg sidder i vinduet hele tiden, og ser min krop gøre alt det jeg ikke vil..." Hviskede hun opgivende.
"Jeg er ikke mig selv uden dig.." Sagde hun inden hun krøb helt sammen og lukkede øjnene for at få hovedpinen til at gå væk.

Igen forlod et svagt suk hans læber. Så dette var altså hans skyld. Han kørte en hånd igennem sit hår og så tomt ud i luften. Hvorfor havde hun ikke tænkt på at han ville have ønsket at hun havde det godt? Eller at Arno havde haft brug for hende? Han så endelig på hende igen.
"Lys, tænkte du på at Arno havde brug for det? Og at jeg ville have at du var glad?" Han så spørgende på hende. Ærlig talt, så sårede det ham at hun havde gjort de forfærdelige ting imod sig selv. Han følte virkelig at det var hans skyld. Så han måtte gøre noget ved det. Han ville ikke forlade hendes side før hun havde det godt igen. "Jeg tager ikke på arbejde ved gruppen, eller nogen andre steder, før du har det godt igen." Han havde et stædigt glimt i øjnene, der tydeligt viste at det ikke var til diskussion. Han havde bestemt sig og det ville ikke kunne ændres.

Hun krøb bare endnu mere sammen, som en lille pige der fik skældud. Hun var tæt på bare at lukke helt af, bare glemme det hele igen. Forsvinde ned i hendes minder og gemme sig dér.
Det var ikke et godt sted at gemme sig, men det var hjemme... Det var... Det var hendes hjem. Hvor frygteligt det end var at indrømme, så hørte hun til i den celle. Hun var trænet til det. Ikke til at være en lille grå mus der bare rundt på en engle-animator hybrid. Det var ikke naturligt.
Hun rejste sig uden at sige noget til ham, med tårer løbende ned af sine kinder, og gik ind i soveværelset hvor hun gemte sig. Hun havde alt lys slukkes, kun lyden af vandet der løb sparsomt gennem radiatoren ved hendes natbord kunne høres.
Hun sad op af radiatoren, og lukkede øjnene. Hun kunne mærke de tårer fra før stadig trillede frit ned af kinderne, og i et kort sekund var det som om hun egentlig var ligeglad med alt.
Hun måtte være syg. Det var den bedste forklaring. Hun var syg, det var derfor hun ikke jublede når hun så ham. Derfor hun ikke kunne spise. Derfor hun ikke sov ordenligt.
Men hun kunne ikke få sig selv til at indrømme det. Ikke overfor ham. Lægen havde slagtet den depression hun var ude i skulle medicineres. Men det kunne føre til en abort. Og det turde hun ikke risikerer.
Hun hev efter vejret, stille. Hun kunne høre Arnos vejrtrækning i stuen, men Daniels var hun så uvant at den gjorde hende nervøs. Der gik ikke længe, inden hun gled ned i minderne, og bare sad fuldkommen stille op af radiatoren.

Og pludselig følte han sig som et monster. Hvorfor sagde hun ikke andet? Hvorfor fortalte hun ham ikke det som hun tydeligvis gemte fra ham? Stolede hun ikke længere på ham? Flere spørgsmål fór igennem hans hoved og han kunne ikke undslippe dem. Da han havde drømt om sin tilbagevenden var det ikke endt sådan her, men det skulle han nok have forudset. Selvfølgelig var glæden som de kort havde haft hurtigt væk igen. Han rejste sig op fra sofaen og strøg kort Arno over hovedet, inden han gik ud i køkkenet. Han begyndte at bikse pasta med kødsovs sammen, og hvis hun ikke havde ingridienserne ville han gå ud og købe dem. Han puttede pastaen over på en tallerken og hældte kødsovs ovenover. Han tog en gaffel og kniv, hvorefter han gik ind til hende på værelset.
Han stillede tallerkenen med bestikket på hendes natbord og tændte for lyset. Han satte sig foran hende. "Jeg har lavet noget mad til dig. Hvis du gerne vil have noget at drikke, så skal jeg nok hente det til dig." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Og prøv at spise op. Hvis din tallerken ikke er tom inden dagen er omme, så får du intet kys." Han fik et drillende glimt i øjnene, og håbede at hendes humør snart blev lidt bedre.

Hun følte sig dum, dummere end normalt. Han gjorde alt for at hjælpe hende, forstå hende. Og hun kunne ikke engang tage imod hans hjælp...
Hun tog tallerkenen og begyndte forsigtigt at spise. Hun ville nok ende med at kaste det op igen, men hun ville ikke støde ham i det.
"Tak..." Sagde hun inden hun så på ham, med blanke øjne. Det var tydeligt at hun jo ikke havde det godt, men hun vidste godt selv hvad der skulle gøres ved det. Hun måtte på jagt. Hun havde brug for sin jagt. Men hvis det skadede barnet, så...
Hun havde næsten spist op, da hun mærkede hvordan alt inde i hendes krop vendte og drejede sig.
Rastløsheden hev i hende, meget. Hun ville ikke være hjemme nu. Hun ville ud og løbe, jage.
Hun sukkede.
"Kan du ikke passe Arno lidt...? Jeg har brug for lidt luft.." Sagde hun da hun havde rejst sig og støttede sig til sengen.

Lettelsen spredte sig i hans sjæl og krop, da hun begyndte at spise. Så længe at hun langsomt begyndte at spise ville hun sandsynligvis få det bedre. Ellers ville han simpelthen rive hende med hen til hendes læge og få af vide hvad der skulle til. Han ville ikke miste hende, eller have at hun havde det så dårligt. Hun betød alt for ham. "Det var så lidt." Han strøg hende blidt over håret.
Han tog hendes tallerken, da det virkede til at hun var færdig med at spise og stillede den på natbordet. Han rejste sig op og så på hende. "Det kan jeg godt." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Skynd dig tilbage.. okay?" Han så bedende på hende. Han ville helst tage med hende, men hvis hun gerne ville være alene, så var det fint. Så længe hun kom tilbage igen. Han rakte udefter hendes hånd for at trække hende ind til sig og trykke sine læber imod hendes.

Hun gengældte hans kys ømt, med bævende læbe. Hun havde sådan savnet ham!
Hun lagde armene om halsen på ham og trykkede sig ind til ham, som om hun prøvede at overbevise sig om, at han var der. At han ikke bare var et fantom af hendes fantasi.
"Jeg elsker dig..." Hviskede hun inden hun slap ham for at komme udenfor.
Der var varmt i lejligheden nu, alt for varmt. Hun havde brug for at løbe. Men hun vidste at det kunne gå galt, og derfor tog hun den med ro. Hun håbede ikke at der skete noget. Hun smilede stille.

//beklager lang sparetider, og kedeligt svar..

Han ville aldrig forlade hende igen. Han havde savnet hende alt for meget. Det havde været som om at imens han var oppe i himlen havde der været et tomt hul i hans hjerte. Han havde ikke følt sig hjemme og han havde længtes efter at komme tilbage. Det var et held at rådet havde besluttet sig for at lade ham komme tilbage. Han smilede svagt da hun hviskede at hun elskede ham. "Jeg elsker også dig." Sagde han. Han så efter hende, da hun begyndte at gå.
Han tog tallerken og vaskede den op, hvorefter han lagde den på plads igen. Han satte sig i sofaen ved siden af Arno og ventede derefter bare.

//Jeg beklager at der går lidt længere tid imellem mine svar. ^^

(Emnet her afsluttes nu. Det bliver for langtrukkent at kører i det samme hele tiden opretter et nyt emne til os og sender et link til dig )