I'm a nightingale! ~ Daniel

t: omkring halv ti om aftenen
s: Daniels lejlighed
v:udenfor er det vidunderligt skumringsvejr
p: klik her
o: hvad der nu end er i hans lejlghed

Efter flere uger som singel, havde hun efterhånden vænnet sig til tanken om det.
Hun havde været så klog at få et arbejde - som hun endnu ikke havde fortalt Daniel om. Hvad ville han ikke sige til at hun arbejdede på en burlesque-bar?
Hun havde lejet lejligheden under hans - var blevet hans underbo. Ikke at man så meget til underbo-delen. Det meste af sin vågne tid tilbragte hun i hans lejlighed når hun ikke arbejdede. Det var typisk om natten.
I dag havde hun så besluttet sig for at tage en ekstra ''vagt'' hvilket resulterede i at et perverst svin havde bedt hende om en lapdance. Da hun havde nægtet, havde han smidt sin øl ud over hende. Guinness Extra Stout stank som bare fanden! Hendes 'uniform' måtte derfor til rens, og hun havde intet andet end hendes kort nederdel, en tanktop, et slips og en lædervest at tage på. Men det funkede da også meget godt.
Hun smuttede direkte op i hendes 'andet hjem' - Daniels lejlighed, og gik ud og nappede et glas vand. Igen smed hun et par mønter i krukken hun havde stående i hans køkkenskab. Bare som tak for at han endnu ikke var flippet over hendes påklædning og opførsel.
Hun smilede roligt inden hun smed sig på hans sofa med benene i vejret, hovedet hængende nedaf, med sin iPod tændt med dårlig pop-rock musik som hun rockede løs til mens hun sang med. Højlydt.

Daniel sad inde på soveværelset ved skrivebordet som stod derinde. Foran ham var et stykke papir og en lommeregner. Han var ved at regne ud hvor mange penge gruppen fik for at købe våben og hvad de så kunne købe.Han kunne selvfølgelig have skrevet det ind på en computer, men han brød sig ikke helt om computere. De var underlige og besværlige. Det undrede ham hvordan Lyssa havde råd til en lejlighed når hun ikke havde et job, men han havde valgt ikke at spørge hende om det. Han ville ikke snage i hendes privatliv. Daniel havde en forbinding om sit venstre håndled, da han havde været lidt uheldig for et par dage siden - igen. Han brækkede ofte sine knogler, han skulle til at være mere forsigtig. Arno lå henne på sengen og sov. Det hele var så fredeligt.. indtil Lyssa begyndte at synge højt. Daniel sukkede og prøvede at ignorere det, men det var svært. Hvordan kunne hun dog holde ud at lytte til det musik?! Han rejste sig op fra stolen og gik ind i stuen. Han stoppede op ved døren og så på hende. "Er du sød at skrue lidt ned? Jeg prøver at arbejde." Spurgte han venligt, trods han var lidt gnaven.

Han var åbenbart ikke så godt humør som hun kunne ønske sig at hun var.
Derfor skruede hun roligt ned, og rejste sig fra sofaen. ''kom her.'' grinte hun drillende, inden hun tog fat i hans 'raske' hånd og hev ham hen til sig.
''Haster dit arbejde så meget?'' spurgte hun med hænderne på hans hofter. ''Jeg kunne hjælpe til?'' smilede hun drillende. Hendes musik kørte stadig i hendes ene øre, men hun så bare på ham og rokkede lidt fra side til side.
''jeg kan sagtens smutte ned til mig selv, hvis det er for generende at jeg er her?'' spurgte hun, oprigtigt. Hun kunne godt smutte, men hun havde ikke lyst. Hun havde lyst til at han var i snakkehumør, at hun kunne drille og han ville drille igen. Den stressede og gnavne Daniel var ikke hendes bedste ven.

Han havde hovedpine og hans arm gjorde lidt ondt. Han var også ret stresset, hvilket han var ret ofte. Det værste var nok at han aldrig rigtig havde ferie. Han gikroligt hen til hende, selvom hun egentlig bare trak ham hen til sig. Han lagde hovedet lidt på skrå. Hans hvide skjorte var knappet forkert og han havde sorte shorts på. "Lidt, ja. Jeg skal lave en seddel over hvilke våben de skal købe, men først skal jeg finde ud af om vi har råd til det." Han sukkede svagt. "Det behøver du ikke." Han smilede svagt.
Han trak på sin ene skulder. "Det er ikke generende at du er her, jeg vil bare gerne være færdig." Han var dog snart færdig. Han manglede bare at skrive våbenene ned, de skulle have og så var han færdig. Han tog øreproppen fra iPod'en ud af hendes øre. "Er det ikke svært at koncentrere dig med musik i ørerne?" Spurgte han, en smule drillende.

Hun smilede roligt til ham, men blev en smule mut at se på da han tog hendes musik fra hende.
''hit med den, sonnyboy! Jeg overlever ikke uden musik!'' grinte hun roligt.
Hun smilede forsat, og kyssede ham på hagen, drilsk. ''jeg skal nok dæmpe mig, så jeg ikke er alt for distraherende.'' grinte hun roligt inden hun så undret på ham.
''våben? Jeg troede i var fredelige?'' smilede hun drilsk. ''Skal du så ikke lære mig at slås? Kom nuuuuu!'' smilede hun drillende, og puffede kort til ham.

En kærlig latter forlod Daniels læber. "Sonnyboy?" Han så lidt undrende på hende. "Jeg giver den ikke tilbage. Du må lære at leve uden." Sagde han drillende og fik et kækt glimt i øjnene. Det hjalp lidt på hovedpinen at snakke med Lyssa, men kun lidt, hvilket dog var en utrolig lettelse. Han rynkede svagt på panden, da hun kyssede ham på hagen. Hun forvirrede ham. "Mange tak. Du er en engel." Han rakte hende dog stadigvæk ikke øreproppen.
"Vi er skam fredelige, men det er væsenerne vi jagter ikke altid, så vi må forsvare os selv." Han smilede svagt. "Nu gør du mig bekymret. Har du brug for at lære at slås?" Han fik en drillende, varm glød i sine øjne.

''Helt ærligt! Jeg har brug for den!'' mumlede hun en smule mut. Ingen løgn, havde hun ikke sin musik kunne hun ikke øve til næste aftens show.
''Jeg har ikke brug for at slås. Men det kunne være at du ville have en sparringspartner. Jeg vil vædde med at jeg kan nogle tricks du ikke har set før.'' sagde hun roligt, inden hun rakte ham tunge drillende.
''kom nu, Daniel. Jeg har brug for den.'' sagde hun en smule frustreret. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun kunne ikke øve uden musik!

Daniel kneb mistænksomt øjnene lidt sammen. "Hvorfor har du brug for den?" Spurgte han og rakte hende øreproppen. Han trådte et skridt væk fra hende, da det føltes lidt underligt at stå så tæt.
Han smilede svagt. "Har du nogensinde skudt med en pistol?" Spurgte han. Han satte sig på sofaen og så spørgende på hende. Han kunne nok godt lære hende at slås, også selvom han håbede at hun ikke kom til at skulle bruge det. "Desuden, jeg har ikke en partner når jeg er ude efter et væsen. Jeg går altid alene." Han lagde armene over kors.

Hun slukkede for iPod'en og satte sig på hans sofabord, hvorefter hun så direkte på ham.
''jeg bruger musikken på arbejde.'' sagde hun roligt, med et lille mystisk smil.
Om hun havde brugt en pistol før? Aldrig.
''Hvad skulle jeg dog bruge den til?'' smilede hun roligt, en smule drabeligt. ''Daniel, jeg er for himlens skyld ikke dum. En pistol kan dræbe - ja. Men den kan ikke torturere svar ud af folk - det ved du godt er mit speciale.'' sagde hun roligt, hvorefter hendes øjne kort gled over i en gul farve, og hendes tænder blev halvlange og spidse. Hurtigt blev hendes udseende normalt, og hun smilede forsat.
Hun vidste godt at han ikke kunne lide den del af hende, den drabelige del. Han kunne vel ikke lide at Nymeria - Lyssa's ondskabsfulde og sadistiske side kom frem. Forståeligt nok, hun var ikke særlig behagelig. Nymeria var ikke en anden personlighed, men resultatet af flere år med forsøg og tortur på hendes krop. Nymeria var hende der overlevede det hele, tog det til sig, lærte det hele. De var ikke seperate personer, men Lyssa tog afstand til brugen af Nymeria. Altid.

Havde hun et arbejde? Nu blev han nysgerrig! "Jeg vidste ikke at du havde et arbejde. Hvad arbejder du med?" Han så spørgende på hende med et skævt smil om læberne.
Han fik et svagt kækt glimt i øjnene. "Der tager du fejl. Man kan sagtens bruge en pistol som tortur middel, men vi torturere slet ikke. Jeg bruger min aura til at få dem til at snakke. Du har vel bemærket hvor kraftig min aura kan være. Den kan påvirke andres opførsel." Han trak på sin ene skulder. Han lænede sig tilbage i sofaen, da hendes tænder blev halvlange og spidse. Han brød sig virkelig ikke om det, men det var en del af hende, og det accepterede han.
"Forresten, hvordan går det med Theo? Er i stadigvæk sammen?" Det var selvfølgelig helt i orden, hvis hun ikke ønskede at svare på spørgsmålet.

Hun smilede let til ham, inden hun trak på skuldrene.
''jeg arbejder på en bar.'' sagde hun med et let drillende smil. Hvad skulle hun ellers sige? At hun optrådte halvnøgen og til tider også serverede drinks? Nej vel?
''Jeg har ikke hørt fra Theo i en evighed...'' Sukkede hun. ''så jeg tror ikke at der er mere mellem os. Faktisk, er jeg nok også bedst tjent uden en changer der hele tiden prøver at være sit bedste sammen med mig..'' sagde hun stille. Hun var lettet, egentlig. Over at Theo og Damian ikke havde vist sig. Hun havde ikke brug for deres ynk.
''Jo tak, din aura kender jeg skam alt til. Men nogle gange er et par gode slag eller et par flænsede negle altså bedre.'' sagde hun smilende. Hun var psykopatisk - det vidste hun jo godt selv.
''Du tager afsted alene..'' mumlede hun. ''Det er jeg nu ikke helt tryg ved, Daniel. Tænk hvis der skete dig noget..'' sagde hun, inden hun så direkte på ham, en smule bekymret.

Hvis hun arbejdede på en bar, hvad skulle hun så bruge musik til? Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad skal du så bruge musik til?" Spurgte han med et svagt smil om læberne. "Hvilken bar er det? Måske kunne jeg besøge dig imens du arbejder." Det kunne være ret hyggeligt, og lidt skægt.
Han vidste ikke helt om han kunne være bekendt at være en smule glad for at hun ikke havde hørt fra Theo. "Har du prøvet at besøge ham?" Spurgte han.
"Kun hvis det er meget vigtigt, hvilket det som regel ikke er." Han ville ikke have at hun tog med, da han ikke ville risikere at hun kom til skade, men det ville han ikke sige, så han kom med en masse undskyldninger, som faktisk var rigtige.
"Der sker mig hele tiden noget, men jeg lever stadigvæk." Han løftede sin brækket arm lidt. "Du skal ikke bekymre dig." Han smilede drillende.

''Det... øøøh....'' hun grinte en smule nervøst.
''jeg er ikke sikker på at du ville kunne lide det.'' grinte hun og smilede uskyldigt til ham.
Hun vidste ikke helt om han overhovedet ville tillade det - hun var jo en slags bror for hende.
''jeg arbejder på en burlesque-bar et par gader herfra.'' sagde hun roligt, inden hun så lidt undret på ham.
''du ville hellere komme til skade selv, end have mig med bare én gang?'' spurgte hun undret, smilende.
Egentlig, havde hun ikke lyst til at besøge dem. Hun havde det okay uden ham. Hun havde det godt sammen med Daniel, som venner.

Hvad mente hun mon med at han nok ikke ville kunne lide det? Han rynkede svagt på panden. Hvad var burlesque? Han havde aldrig hørt det ord før og kendte derfor ikke til ordets betydning. "Øh.. Hvad er en burlesque bar? Er det ligesom en normal bar?" Spurgte han undrende. Han var begyndt at pille lidt ved sin forbinding.
Han trak på sin ene skulder. "Ja. Jeg blev sendt herned for at hjælpe menneskerne og jeg vil dø i forsøget." Han smilede svagt. "Du, derimod, er ikke sendt herned. Du behøver ikke at hjælpe dem. Du kan leve et normalt liv, så godt du nu kan som en Animator." Hans svage smil blev en smule bredere. "Jeg har forresten et spørgsmål."

Hun så undrende på ham.
''det er en strip-bar, Daniel.'' grinte hun roligt, inden hun smilede til ham.
''jeg er den eneste overlevende af guderne må vide hvor mange fra det sted. Jeg er sikker på at der en grund til det.'' sagde hun roligt.
''jeg kommer aldrig til at leve et normalt liv. Selvom jeg kunne.'' grinte hun smilende, inden hun prikkede ham på næsen.
''spørg løs. Jeg kan alligevel ikke lyve for dig.'' smilede hun bare. Hvad kunne han dog ville spørge hende om?

Daniels mund blev formet som et O. Han tog sig til hovedet med sin raske hånd. "Hvorfor arbejder du på en s..str..." Han kunne ikke få sig selv til at sige ordet og sukkede derfor opgivende. Forhåbentlig forstod hun hvad han mente.
"Er du begyndt at kunne huske lidt mere?" Spurgte han og smilede skævt. "Og hvorfor så ikke det?" Han rynkede lidt på næsen, da hun prikkede til den.
"Hvordan føles det at være vild med nogen? Altså, som mere end en ven?" Han så spørgende på hende med en uskyldig glød i sine blå øjne.

Hun så smilende på ham, inden hun så lidt ned.
''jeg tjener fint på det. Der er utrolig nemt at tjene ekstra.'' sagde hun roligt, inden hun lukkede øjnene kort.
''jeg husker nok til at ønske at jeg ikke huskede noget som helst.'' sagde hun stille, og sank stille.
Hun huskede blandt andet, at hun havde haft en storebror... Engang...
NU var det hendes tur til at være forbavset.
''Er du faldet for en?'' spurgte hun med et lille smil inden hun så ham direkte i øjnene. Hun kunne mærke hvordan hendes hals slog knuder.

Daniel vidste ikke særligt meget om strippere, men rigeligt nok til at han mente at det var synd for kvinderne, der arbejdede som strippere. Han ønskede derfor ikke at tage hen til et sted, hvor der var strippere, mest fordi han ikke tænkte som de fleste fyre på hans alder. "Jamen.. Er det ikke.. Træls nogle gange?" Spurgte han. Det var tydeligt at han var overrasket.
"Var det virkelig så forfærdeligt?" Han havde ondt af hende. Tænk at skulle gå igennem det helt om igen når hun rørte ved andre.
"Det ved jeg ikke. Jeg ved ikke hvordan det føles at være vild med nogen. Det lyder underligt, men.. jeg har aldrig prøvet det før." Han smilede svagt. "Men, du er.. var vild med Theo, ikke? Hvordan var det?"

''jeg bliver behandlet godt, til trods for hvad andre tror. Jeg gør intet jeg ikke vil.'' lovede hun ham, med et lille smil.
Hun vidste godt at han ikke kunne lide det.
''Jeg så min eneste familie blive slagtet.'' sagde hun stille. Ikke nok med at hun så det - hun var tvunget til at gøre det mod hendes egen familie.
''det med Theo... Det var vidunderligt. Det var som om, at jeg ikke bare kunne være mig selv, men jeg kunne få det bedste frem i ham. Han var så glad når jeg var i nærheden af ham.'' sagde hun med et svagt smil.
''jeg var selvfølgelig bange for at der skete ham noget, men jeg vidste også at han kunne klare sig selv.... Og æligt, så følte jeg mig så levende sammen med ham. Så vild og fri. Jeg hadede at han ikke ville være sammen med mig, andet end med kys og fletten fingre. Ingen intimitet... Jeg ville være så tæt på ham som muligt..'' sagde hun stille. Hun kunne mærke hvordan tårer pressede sig på. Ikke på grund af Theo, men på grund af hendes bror... Han havde lignet Daniel så meget. Hun ham i hver millimeter af Daniel. Og hun elskede Daniel for det.
''hvem er det, Daniel?'' spurgte hun en smule nysgerrigt.

Selvom han ikke kunne lide at hun arbejdede som stripper,så kunne han ikke gøre noget ved det. Det var hendes liv og hun bestemte over det. "Det er dejligt at høre. Hvis de nu vil have dig til at gøre noget du ikke vil, så siger du det til mig, ikke?" Han smilede venligt til hende. Han ville gerne hjælpe hende, hvis hun kom i problemer.
"Det er jeg ked af at høre, Lyssa. Det er ikke let når ens familie dør, men det er bare værre at se dem dø." Han havde været så heldig ikke at se sine forældre dø foran ham, men han havde også været for ung til at kunne forstå det. Han kunne ikke engang huske hvordan hans forældre så ud.
"Men, har du det stadigvæk sådan? At du vil være så tæt på ham som du kan?" Spurgte han. Han kløede sig nervøst i nakken. "Øhm.. Bare.. en pige fra gruppen.." Han så ned i gulvet.

Hun nikkede roligt til ham inden han begyndte at mumle noget med en fra gruppen.
''Jeg har ikke følelser for ham, nej.'' sagde hun inden han så lidt ned på sine fingre.
''en fra gruppen, huh? hvordan er hun?'' spurgte hun stille. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sank.
Men hvad havde hun regnet med? At det var hende? Nej, han ville ikke falde for hende. Ikke en som hende.
Enhver han kunne falde for, måtte være vidunderlig. Men var hun ikke god nok, ville hun få svært ved at blive accepteret af Lyssa.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre nu. Hun havde nok brug for at gemme sig lidt, bare... være ensom og depri.
''jeg må nok hellere komme ned og få spist lidt.. Havde du ikke noget... arbejde... du skulle klare?..'' hun så lidt hen på sin iPod inden hun rejste sig og rettede lidt på sit tøj.

Daniel nikkede kort og besluttede sig for at lade snakken om Theo ligge. Daniel smilede for sig selv. "Hun er køn, en smule genert, men meget venlig." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige. Han havde snakket lidt med hende, men mest omkring hendes træning. Han havde overvejet at invitere hende ud, en date som menneskerne kaldte det, men kunne ikke få sig selv til det. "Jeg har lyst til at invitere hende ud, men jeg tør ikke. Når jeg er omkring hende har jeg lyst til at snakke med hende og beskytte hende, lidt ligesom jeg føler omkring dig, og hjælpe hende så godt jeg nu kan. Men måske er det noget jeg bilder mig ind? Måske holder jeg bare af hende som en ven?" Han vidste det ikke.
Han så lidt overrasket på hende. "Jo, det havde jeg. Tak." Han smilede svagt.

Hun nikkede stille.
'hun lyder skam sød nok.'' sagde hun roligt inden hun tog sin iPod og gik mod døren.
''vi ses senere.'' sagde hun stille, mens hun tog dørhåndtaget og åbnede døren.
''og held og lykke med hende den søde og generte.'' smilede hun stille, et falskt smil, inden hun lukkede døren bag sig.
Det var ikke fordi han ikke måtte være lykkelig. Langtfra, hun ønskede ham så lykkelig som muligt.
Stille og roligt begyndte hun og tage trapperne ned til etagen under hans. Hun fumlede med at låse sig selv ind, mens hun kunne mærke hvordan en klump voksede i hendes hals.
''bare en pige fra gruppen... fint...'' sukkede hun inden hun begyndte at smide tøjet for at gå i bad.

Daniel så undrende efter Lyssa, da hun gik. Hun var lige pludselig begyndt at opføre sig helt underligt. Han rystede lidt på hovedet og gik ind på værelset. Han fortsatte derefter med sit arbejde. Der gik nok et kvarter før han var færdig. Han gik derefter hen til Lyssas lejlighed.
Han havde endnu ikke fået en nøgle til hendes lejlighed, hvilket han heller ikke regnede med at få, og bankede på. Han ville gerne spørge hende om hvad der var galt, for der var jo et eller andet! Måske var hun bare træt? Eller også så var der sket noget? Der var mange muligheder, men han ville ikke gætte på hvad det var. Han ville vide det.

Hun havde smidt alt tøjet og stod forsat under bruseren mens hun mumlede latterlige små taler.
Hun kunne høre det bankede på, men hun reagerede ikke til at starte med. Da hun endelig opdagede det råbte hun blot at der var åbent.
Hun magtede ikke engang at gå ud og snakke med ham. Hun prøvede at gemme det væk, at låse hendes følelser for ham inde.
om han selv var gået ind eller ej, vidste hun ikke. Men hun tog et håndklæde om sig, og gik ind i hendes stue. Der var en sofa, som hun sov på til tider, og ellers var der intet andet.
Hendes soveværelse var desværre ikke meget at prale af. Og køkkenet indeholdte kun en vandhane med vask til, et køleskab, en stol og et bord.
Hun havde ikke brugt særlig meget tid i lejligheden, så hun var ligeglad.
man kunne forveksle hendes makeup der var tværet ud fra badet med tårer der havde ødelagt makeuppen. Hun var ligeglad.
Hun var singel, det var jo det hun ville... Var det ikke?...