I'm a nightingale! ~ Daniel

allerede i det sekund han havde taget musikken ud af hendes øre, havde hun grebet ham i håndleddet og knurret vredt. Lige indtil hun så at det var ham.
Hun stivnede i et kort sekund og så lidt ned, mens hun mumlede en undskyldning.
''Du må altså ikke forskrække mig, Daniel..'' sagde hun med et lille grin. Hun smilede ellers bare roligt til ham, og tog sin sandwich hvorefter hun gik ind og satte sig i sofaen.
''hvad så?'' sagde hun roligt, og tog en ordenlig bid af sin mad, hvorefter hun så på ham igen.
Hun havde ikke lyst til at se trist ud, som en lille efterland killing.
Hun havde hurtigt vendt alle de noter med bagsiden opad, da det gik op for hende hvad der stod på hver eneste note.

Daniel tog sig ikke af at hun greb fat i hans håndled. Det var kun godt at hun reagerede sådan på det, i tilfælde af at det ikke havde været ham, men en hel anden, der var kommet ind i hendes lejlighed. Han smilede venligt til hende. "Du skal ikke undskylde. Jeg er glad for du reagerede sådan." Sagde han og en kort latter forlod hans læber.
"Undskyld." Han fulgte efter hende ind i stuen og satte sig ved siden af hende. Han lænede sig roligt tilbage i sofaen. "Jeg vil gerne snakke om det fra igår og denne gang vil jeg ikke lade dig slippe." Sagde han drillende, men han mente det også alvorligt.

Hun så lidt på ham uden egentlig at vide hvad hun skulle sige.
''hvad er det du så gerne vil vide?'' spurgte hun inden hun tog endnu en bid af sin sandwich, inden hun så mod vinduet igen.
Hun havde næsten brug for bare at glemme alt det der skete i går. Og med en dag som i dag, havde hun langtfra brug for at skulle forklare sig selv.
Hun orkede ikke forklare hvorfor hun var faldet for ham, hvorfor hun hele tiden havde holdt det hemmeligt. Hvorfor hun selv ikke nu ville tale med ham om det.
Hun bed sammen. Hun havde ikke brug for at skulle analyserer sine følelser. Hun ville ikke.
''Hvorfor er det så vigtigt for dig, at tale om noget som kun kan gøre mere skade at tale om?'' hun så nu direkte på ham.
''Jeg er sikker på, at det kan være lige meget. Du går tilbage til din gruppe, kommer videre med dit liv.'' sagde hun stille. ''for du har et liv at komme videre med.'' sagde hun, inden hun så ud af vinduet igen. Hun hev lidt efter vejret, for at skjule at hun igen lod hendes følelser tage over.

Daniel så lidt på sin forbinding. Han havde allerede tænkt over hvilke spørgsmål han skulle stille, faktisk havde han ikke tænkt på andet hele dagen. På grund af det var han kommet til at falde over en kasse, så han havde brækket sin arm.. igen.. Og sjovt nok den samme, men det havde han ikke tænkt sig at fortælle hende. "Lad os nu sige at jeg gengældte dine følelser, hvad så med din evne? Og jeg ved godt jeg hele tiden bringer ham op, men hvordan tror du Theo ville reagere?" Hvis Theo blev sur, så var det ikke retfærdigt, da man ikke selv bestemte over hvem kunne lide.
"Fordi jeg ikke ville kunne holde med at tænke på det før vi har snakket om det. Det vil ende med at distrahere mig hele tiden." Som det havde i dag. Han så ned i gulvet. "Lyssa, hver dag var den samme før jeg mødte dig. Arbejde med gruppen og være hjemme. Jeg blev ikke sendt herned for at få venner eller hygge mig. Jeg blev sendt for at beskytte menneskerne, men efter et par uger blev jeg ensom. Tre år gik sådan." Han rystede lidt på hovedet. "Og hver gang..." Han stoppede sig selv. Han ville ikke fortælle hende det.

Hun vendte sig så hun så direkte på ham.
''min evne er... kompliceret. Den er latterlig, åndssvag. Men den kan trænes.'' sagde hun stille. ''og Theo... så længe han ikke engang gider at svare mig, kan jeg ikke se en grund til at skulle bekymre mig om ham.'' sagde hun bare. Hun så lidt på hans bandage.
''vi skifter lige den dér bagefter.'' sagde hun stille.
''hør her, du gengælder ikke mine følelser. Du har en anden pige at tænke på.'' sagde hun, en smule for analytisk.
'Hun tog endnu en bid af sin sandwich, og så igen ud af vinduet. Hvad skulle hun ellers gøre? Springe direkte på ham? For guds skyld, han var jo hendes ven!

Daniel lagde hovedet lidt på skrå imens han lyttede til hvad hun sagde. "Trænes til at du selv bestemmer hvornår minderne viser sig, eller?" Spurgte han undrende. Han rynkede svagt på panden. "Svare dig? Jeg troede ikke at du ville kontakte ham." Han havde nok taget fejl.
Han så på sin bandage. "Men jeg skiftede den da jeg vågnede op." Sagde han. Hvorfor skulle den nu skiftes igen? Han så på hende igen. "Jeg sagde ikke at jeg havde følelser for pigen. Jeg sagde jeg ikke vidste det. Hvis jeg har følelser for dig så ved jeg det ikke. Jeg har aldrig prøvet det før." Han trak på sin ene skulder.

HUn så lidt på ham, opgivende.
''måske, jeg ved det ikke... Jeg tvivler på at der er nogen som helst der kan lære mig at styre hvornår jeg vil vise dem.'' sagde hun bare..
''jeg har skrevet til ham længe... men han svare aldrig. Så, for mit vedkommende, er jeg singel.'' sagde hun bare.
''jeg vil bare sikre mig at der ikke er noget alvorligt galt med din arm, Daniel..'' sagde hun stille, inden hun så lidt ud af vinduet igen.
''tro mig, hvis du er forelsket i en, så ved man det. Dit hjerte slår hurtigere, du kan ikke holde ud af være væk fra personen... Du har ondt i brystkassen hver gang personen ikke smiler..'' hun rystede på hovedet. Hun lukkede øjnene lidt.
''det er som at blive flået op indefra når personen er ulykkelig. Frygten for at miste personen er ulidelig..'' sagde hun bare, inden hun gik hen til sin taske og tog en pakke cigaretter frem og en lighter. Hun satte sig hen i vinduet, og åbnede det helt op, så det ikke ville genere ham med røgen.
''ikke at jeg kender for meget til det selv..'' sagde hun bare inden hun tog en cigaret frem og tændte den.

Hvis det ikke var det hun havde ment med at træne sin evne, hvad var det så? Han så spørgende på hende. "Hvad mente du så da du sagde at din evne kunne trænes?" Spurgte han.
Han nikkede kort til det hun sagde. "Okay." Der måtte dog være en grund til at Theo ikke havde svaret hende. Han smilede svagt over det hun sagde omkring hans arm. "Hvad hvis jeg så sagde at jeg har brækket den igen idag? Ville du så blive vildt bekymret?" Spurgte han drillende.
Han kunne ikke lade være med at tænke på om det var sådan hun havde det med ham. Dog havde han det ikke sådan med nogen. "Undskyld, men sådan har jeg det ikke med nogen. Det jeg føler omkring dig er at jeg ikke vil have der sker dig noget, når du er ked af det, eller sur, vil jeg gøre alt for at få dig til at smile igen." Han trak på sin ene skulder. Han ignorerede at hun røg.

Hun vidste godt at han ikke ligefrem havde følelser for hende - udover som en ven. Det havde hun jo heller ikke forventet.
''Jeg ville nok blive en smule frustreret over at du kommer til skade - og du vil ikke have mig med for at undgå det!'' grinte hun smilende til ham.
''hvorfor må jeg egentlig ikke komme med dig, Daniel? Og hvad er det helt præcist i laver derude? Det kan umuligt være mere farligt end at danse halvnøgen foran fulde og liderlige mænd der ikke kender deres plads?'' grinte hun roligt inden hun så ud på himlen.
Hvorfor gjorde det hende ikke trist, at han ikke var forelsket i hende? Måske fordi det ikke var det hun ønskede? Hun ønskede at han var glad. Og krævede det at hun så til fra sidelinjen, så var det helt i orden.
''og min evne, jeg tror den kan trænes. Men jeg ved det ikke. Ellers, tror jeg ikke der er noget der er for heftigt for dig.'' grinte hun drillende.

Daniel smilede svagt. "Jeg kom til skade fordi jeg tænkte over hvilke spørgsmål jeg skulle stille dig, så jeg holdte ikke øje med hvor jeg gik, så jeg.. faldt over en kasse." En kort latter forlod hans læber imens han kørte en hånd igennem hans hår.
"Fordi jeg ikke vil risikere at du kommer til skade. Vi leder efter væsner, hvorefter en af os, mest mig, opsøger dem og dræber dem, hvis de viser sig for at være en trussel imod menneskeligheden. Så jo, det er lidt værre end dit arbejde, da hver gang vi tager afsted risikere vi at dø." Han så ned på gulvet med et trist smil om læberne.
"Hvordan vil du træne den?" Spurgte han og så undrende på hende.

''så du påstår altså, at du sætter dit eget liv på spil hver dag, og du vil stadig ikke lade mig komme med dig!?'' hun så nu direkte frustreret på ham.
''Iiih, tak. Så, hvem fra gruppen er det lige der skal underrette mig når du ikke kommer tilbage efter en af dine små visitter?'' hun bed sammen og så ud af vinduet igen, inden hun tog endnu et hiv af sin cigaret.
Så han ville helt seriøst sætte sit eget liv på spil, og alligevel måtte hun ikke være med? Great...
''jeg ved det ikke. Jeg må vel bare øve mig lidt. Styre mine følelser.'' sagde hun bare inden hun så på ham igen.
Hun vidste godt at hun havde lydt ekstremt uretfærdig lige før, men... for fanden, det var ikke fair!

Et svagt, opgivende suk forlod Daniels læber over hendes reaktion. "Ikke hver dag, Lyssa. Foreksempel i dag var vi bare henne ved basen for at øve os. I morgen vil vores spioner, eller hvad man nu kan kalde dem, fortælle os om de har fundet et væsen eller ej. Hvis de har vil en af os tage afsted for at finde væsenet." Sagde han. Han trak på sin ene skulder. "Det kan være hvem som helst." Der var ikke nogen som fast meddelte den slags.
"Kan jeg røre dig nu uden at jeg bliver hevet ind i en af dine minder?" Spurgte han. Han havde en ide, men han ville først sikre sig at han kunne gøre det.

Hun nikkede stille, men så stadig en smule frustreret på ham.
''Det er ligemeget om du bare er på basen... jeg er hele tiden bange for at der sker dig et eller andet...'' sukede hun, næsten opgivende.

''det tror jeg sagtens at du kan. Men jeg er ikke sikker.'' sagde hun inden hun så lidt u af vinduet igen.
''hvorfor da?'' spurgte hun inden hun igen så på ham.
Hun var faktisk ret træt efter flere timers løben. En god træthed. Så snart han var gået, ville hun nok falde i søvn på sofaen, som så ofte før.

Daniel ignorerede hendes frustreret blik. "Og tror du det vil blive bedre af at du kommer med?" Han kunne ikke forestille sig at risikoen for at han kom til skade blev mindre hvis hun tog med. Tværtimod ville det bare også sætte hende i fare, hvilket han slet ikke ønskede.
Daniel brød sig ikke helt om at hun sagde at hun ikke var sikker, men han var nød til at tage chancen. Han valgte ikke at svare på hendes spørgsmål ved at fortælle hende det, men ved at vise hende det. Hurtigt var han gået hen til hende, lagt sin hånd ved hendes ene kind for at vende hendes ansigt mod hans og trykket sine læber mod hendes i et blidt kys.

Hun rystede på hovedet af ham, stille. ''jeg ved det ikke..'' sagde hun stille.
Da han gik hen mod hende, stirrede hun bare på ham, uforstående.
Hans hånd på hendes kind fik hende til at blinke en smule febrilsk - hvad var det han ville...?
Da han vendte hendes hoved, og havde trykket sine læber mod hendes, havde hun først gispet en smule forskrækket, men derefter havde hun bare lukket øjnene og gengældt kysset.
Hun vidste at det var en engangsforestilling. Han vidste jo ikke om han følte noget for hende.
Men hun vidste også, at dette bare var for dejligt til at hun ville stoppe det. Hun kunne mærke hvordan alle nerver i hendes krop begyndte at vækkes igen. Hendes sanser blev sløvet, og hendes knæ gav efter under hende.

Dette var hans første kys nogensinde. Det betød dog ikke så meget for ham at det var hans første kys. Grunden til at han havde kysset hende var fordi at han vel havde haft lyst og for at se hvordan det var.. Men, hvad skulle han sige når kysset var slut? Det fandt han nok ud af.
Hendes læber var overraskende bløde. Lidt tøvende lagde han sin ene arm om hendes liv for at trække hende tættere ind til sig. Det var vel ikke forkert at gøre det, vel? For pokker, han havde jo ingen ide om hvad han skulle gøre! Men, i det mindste skubbede hun ham ikke væk.
Der gik et par sekunder før han trak sig væk. Han rødmede kraftigt og så nervøst ned i gulvet.

Hun kunne godt mærke, at han ikke selv ville trække sig tilbage.
Derfor lagde hun hænderne på hans hofter. Det var en ikke en dårlig følelse, men det var en underlig følelse at han trak sig væk.
Hun kunne se hvordan han rødmede, hvordan han pinligt berørt kiggede ned i gulvet.
''wow...'' mumlede hun inden hun tog sig lidt til hovedet. Hun smilede fjoget inden hun så på ham.
''Hvorf-...'' hviskede hun og så samme vej som ham - ned i gulvet. Hvad skulle hun sige? Hvad skulle hun gøre? Han havde jo lige kysset hende!
Det endte med at hun rejste sig, og gik ud i køkkenet og fuldte et glas vand. Hun var svimmel, men ikke træt som før. Hvad var det for en følelse..?

Daniel vidste ikke hvad han skulle svare. Han vidste godt hvad hun ville spørge ham, trods hun havde stoppet sig selv. Kunne han sige at han havde haft lyst? Det var jo sandheden. Han havde også været nysgerrig. "Jeg.. havde lyst og var nysgerrig." Hviskede han tøvende.
Han så efter hende, da hun gik ud i køkkenet. Han satte sig ned på sofaen og lukkede sine øjne. Havde han ødelagt deres venskab ved at kysse hende? Eller givet hende de forkerte tanker? Ville det overhovedet være forkerte tanker? Hun åbnede sine øjne. "Lyssa?" Han så hen imod hende.

Hun havde sat sig ved siden af ham, mens hun tog en ordenlig tår vand.
''mmmhmmm?'' mumlede hun inden hun sank vandet i hendes mund.
Hun havde ikke lyst til at høre hans forklaring. Hun havde ikke engang brug for hans undskyldning.
Hun var glad for at han selv havde taget sig sammen, men hun vidste jo godt at det bare var et forsøg.
Som en lille teenagedreng der havde forsøgt at kysse sin bedste veninde for at se hvordan det var.
Men hun ville høre hvad han havde at sige. Måske ville han trods alt kmme med en god forklaring, og ikke en forklaring som var en undskyldning. Det ville nok bare gøre hende ked af det, at skulle høre på undskyldninger over et kys.

Daniel var virkelig usikker, hvilket var tydeligt. Måden han blev ved med at se rundt og pille ved sin forbinding sendte signalet om at han var usikker og ikke helt vidste hvad han skulle gøre. Han var bange for at sige noget forkert. Han fortrød ikke kysset, faktisk var han ret glad for at han havde gjort det, men.. Han følte sig så.. Han kunne ikke beskrive det.
"Jeg, øh.. Var det.. Forkert af mig?" Han var ikke selv sikker på om det havde været forkert eller ej. Han vidste jo ikke den slags ting. Han tog sig til hovedet. "Theo vil ikke bryde sig om dette." Mumlede han. Hvorfor blev han ved med at bringe Theo op?!

Hun så på ham, en smule opgivende. Men på en sød måde.
''det er ikke forkert, at du kysser mig. Kun hvis det ikke er noget du vil.'' sagde hun roligt.
Men lige så snart han havde nævnt Theo, kunne hun ikke lade være med at mærke en vrede glide op i hende. En vrede, der tog form i hendes øjne. De blev svagt gule, ovenpå deres naturlige farve.
Hun havde ikke lyst at skælde ham ud, for ikke at kunne tænke på andet end hende og Theo.
Hun rystede følelsen af sig.
''Daniel, er du ikke sød bare at fortælle mig én ting? Hvorfor pokker kyssede du mig, hvis du alligevel ikke kan tænke på andet end mit godt og grundigt smadrede forhold til Theo?..'' hun gjorde sit bedste, for ikke at lyde vred, men det var svært. Derfor tog hun endnu en stor mundfuld vand, og lukkede øjnene mens hun kunne mærke hvordan hendes læber dirrede, hvordan hendes øjne sved som lige før man brød ud i gråd.
Derfor gjorde hun noget af det eneste hun kendte til at kunne gøre, når hun var så langt ude - hun fandt noget der distraherede hende. Hun sad nu og pillede ved det ligegyldige smykke på hendes hals - en lille flaske med noget rødt i. Blod, uden tvivl. Men hvis blod, tænkte hun sjældent på.

Daniel havde haft lyst til at kysse hende, men lige nu var han i tvivl om det havde været forkert, også selvom hun sagde at det ikke var. Der var så mange spørgsmål, hun ikke kunne svare på, som han havde. "Jeg ville gerne." Sagde han og trak på sin ene skulder.
Måske var det bedst han gik? Hendes svagt gyldne øjne fik ham til at fortryde det han havde sagt omkring Theo, men sagt var sagt. Han kunne ikke gøre noget ved det lige nu. "Som sagt, fordi jeg havde lyst. Jeg lagde mærke til Theos opførsel, da jeg mødte ham, og jeg kunne tydeligt se at han holdte meget af dig. Jeg har vel bare lidt ondt af ham." Han fik det helt dårligt. Han rejste sig op. Var det en dårlig ide at gå? Ville det såre hende endnu mere? Han så tøvende på hende. "Vil.. du gerne have jeg går?" Spurgte han.

På ét eller andet punkt, ville hun ikke have at han gik, men at han bare blev og kyssede hende endnu mere. Men det ville være forkert, når han fik det dårligt med det.
Derfor så hun lidt ned.
''Theo elskede mig sikkert. Måske gør han det endnu. Men jeg er ikke interesseret i at skulle stå til ansvar overfor mine egne følelser. Jeg var ikke tryg med Theo. Jeg var bange for at han fik et tilbagefald, at han ville overfalde mig som første gang vi mødtes. Du har selv engang sagt, at han ikke var den rigtige for mig, hvis jeg ikke følte mig tryg med ham.'' hun så på Daniel igen, denne gang var det gule helt væk i hendes øjne - men øjnene var blanke som glas, af de tårer der dannede en hinde om hendes øjne.
''Du skal ikke gå for min skyld, Daniel. Men hvis du hellere vil op til dig selv og tømme dit hoved lidt, så er det ikke min opgave at stoppe dig.'' sagde hun forsigtigt. Hun så igen ned, denne gang for at skjule de tårer der løb ned af hendes kinder. For fanden, kunne hun så ikke vente til han var gået med at hulke!

Vent, hvad?! Havde Theo overfaldet hende?! Daniel knyttede sine hænder og prøvede at skjule den vrede som tydeligvis var vågnet inde i ham. "Han er især ikke den rigtige, hvis han overfalder dig." Sagde han og lagde armene over kors. Han håbede at Theo holdte sig væk fra Lyssa. Ikke tale om at Theo skulle tæt på hende igen!
Hans vrede forsvandt med det samme, da han så tårerne løbe ned af hendes kinder. "Lyssa, du må ikke græde..." Sagde han blidt og satte sig ned ved siden af hende igen. "Jeg bliver, men.. Hvorfor græder du?" Han så trist på hende.

Hun rystede stille på hovedet. Hun vidste ikke engang hvordan hun skulle sige noget, uden at hendes stemme knækkede over i gråd. Hvordan skulle hun overhovedet kunne fortælle ham det? Forklare ham det?
Hun havde næsten ondt af ham, at han ikke selv kunne se det. Se hvordan hun bare havde valgt at opgive det hele.
Hun trak vejret dybt et par gange, og tørrede sine tårer væk med en arrig bevægelse. Latterlige følelser!
''han... han overfaldte mig ikke rigtigt... Jeg var selv ude om det...'' sagde hun stille, men så ikke på Daniel.
''det er svært at forklare... Jeg havde selv bedt om at møde Theo.. Damian havde advaret mig om Theo's opførsel... Han virkede ikke farlig, ikke truende... Men han nægtede at give slip på mig... Jeg panikkede og det eneste han kunne var at holde mig fast... Du ved hvad der sker når jeg panikker... Jeg kunne ikke styre det...Det var ikke et fysisk overfald... Ikke som sådan..'' hun lukkede øjnene lidt, hendes stemme skælvede.
Theo var farlig. Meget... Hun var bange for ham - uden tvivl...
Hvorfor græd hun egentlig Fordi hun ikke fik sin vilje? Eller fordi hun ville ønske at han kyssede hende igen? Hun vidste det ikke helt, men hun vidste at han ikke skulle røre ved hende, for så ville det samme ske som tidligere. Hun ville ikke tvinge ham til det. Ikke igen.