Lullaby.. ~ Daniel

t: omkring 22:30
s: Lyssas lejlighed
o: sådan som hendes lejlighed nu engang altid har set ud
v: udenfor regner det voldsomt, tæt på storm
p: sort bh, joggingbukser.
Sangen hun synger (klik!)

Lyssa havde i snart to måneder gemt sig i lejligheden. Hun havde ikke turde se Daniel, i en blanding af frygt for at det ville være sidste gang at hun så ham, og frygt for at han måske kunne se hvad hun frygtede; at hun var blevet gravid.
Der var ikke meget at se. Hun lignede sig selv, bare en smule blegere og tyndere end normalt - undtagen på maven.
Hun sad med sin guitar i sofaen og spillede, uden egentlig at tænke på om Daniel var hjemme og kunne høre hende. Normalt var han jo på opgave på denne tid af døgnet.
Hun sang, og hørte intet andet end sin egen stemme:
''I know the feeling
Of finding yourself stuck out on the ledge
And there ain't no healing
From cuttin' yourself with the jagged edge
I'm tellin' you that it's never that bad
And take it from someone who's been where your at
You're laid out on the floor and you're not sure
You can take this anymore

So just give it one more try
With a lullaby
And turn this up on the radio
If you can hear me now
I'm reachin' out to let you know
That you're not alone

And you can't tell, I'm scared as hell
'Cause I can't get you on the telephone
So just close your eyes
Well honey here comes a lullaby
Your very own lullaby
Please let me take you
Out of the darkness and into the light
'Cause I have faith in you
That you're gonna make it through another night
Stop thinkin' about the easy way out
There's no need to go and blow the candle out
Because you're not done, you're far too young
And the best is yet to come

So just give it one more try
With a lullaby
And turn this up on the radio
If you can hear me now
I'm reachin' out to let you know
That you're not alone

And you can't tell, I'm scared as hell
'Cause I can't get you on the telephone
So just close your eyes
Well honey here comes a lullaby
Your very own lullaby

Well everybody's hit the bottom
And everybody's been forgotten
Well everybody's tired of being alone
Yeah everybody's been abandoned
And left a little empty handed
So if you're out there barely hangin', on

Just give it one more try
With a lullaby
And turn this up on the radio
If you can hear me now
I'm reachin' out to let you know
That you're not alone

And you can't tell, I'm scared as hell
'Cause I can't get you on the telephone
So just close your eyes
Well honey here comes a lullaby
Your very own lullaby
Well honey here comes a lullaby
Your very own lullaby''

Hvorfor pokker havde han ikke set hende i så lang tid? Det var det eneste spørgsmål som han kunne tænke på. Alt andet var irrelevant. Havde han gjort noget forkert? Han var meget usikker på hvordan man skulle gøre tingene, når man vel på en måde var i et fortold, og han var utrolig bange for at gøre noget forkert, der ville skubbe hende væk. Daniel havde en hvid skjorte, sorte jeans og sorte converse sko på. Ikke nok med at Lyssa ikke havde snakket med ham i lang tid, så skulle han også tilbage til himlen snart og han ville gerne sige farvel. Grunden til han skulle tilbage var at de havde brug for at han fortalte dem mere om situationen og det kunne sagtens tage år, eftersom at rådet havde meget travlt med også at snakke med de andre engle. Udover det så var der snak om at han skulle blive lærer for de yngre engle som skulle deltage i kampen når de var klar.
Han nægtede at tage afsted før han havde sagt farvel til Lyssa. Han ville helst blive på jorden for at være sammen med hende, men han havde ikke haft tid til at bede rådet om at finde en anden, der kunne opdatere dem om kampen og lære de yngre engle om Jorden. Han åbnede døren ind til Lyssas lejlighed og kunne høre hende synge. Hun havde en blid og harmonisk sangstemme, det måtte man indrømme! Han lukkede forsigtigt døren bag sig og gik hen imod hende. "Lys.." Han så spørgende på hende. "Har du undgået mig?" Spurgte han forsigtigt. Hans højre skulder og arm var pakket ind i forbinding.

Lyssa sad helt i sin egen verden, indtil hun hørte en stemme. En stemme der mest af alt kunne lyde som såret og fortvivlet.
Hun så direkte på ham, og krøb lidt sammen.
''Hej Daniel..'' hviskede hun, og brugte bevidst guitaren til at skjule sin lille topmave bag.
''Jeg har ikke... Jeg mener...'' hun sukkede og så undskyldende på ham. Hun vidste faktisk ikke hvad hun skulle sige, ikke længere. Hun havde udtænkt alt, mens hun havde siddet for sig selv og gemt sig. Men hvad skulle hun sige? Hun havde undgået ham, hun var bange. Hun kunne ikke holde tanken ud om at han skulle afsted. Og han ikke kom tilbage.
Hun tog en dyb, skælvende indånding.
''Jeg havde brug for tid til at finde ud af hvad jeg skal gøre...'' svarede hun så, og så direkte på ham igen, direkte ind i hans øjne.
Hun så ned på guitaren igen, spillede intet. Sad der bare, og ventede på at han sagde noget, bare et eller andet. Hun var ikke bare bange, hun var rædselsslagen. Hun vidste hvad der ventede hende, og at han ikke kunne hjælpe hende, der hvor han skulle hen.
''Du skal afsted... Skal du ikke..?'' hun så stadig ikke på ham. Hun kunne mærke tårerne presse sig på, men valgte at skjule det. Hun var i det hele taget begyndt at græde ret meget. Det måtte være hormoner.

Daniel havde troet at de havde haft en god date sidst, hvis man så bort fra at de havde diskuteret lidt og hendes bekymring for om hun ville blive gravid. Han kunne ikke regne ud at det nok var fordi at hun stadig var bange for at hun blev gravid at hun havde undgået ham. For ham gav det ikke helt mening, hvorfor prøvede hun altid at undgå ham? Han gik hen imod hende og satte sig ned på gulvet i stedet for ved siden af hende. Han så op på hende.
"Gøre ved hvad helt præcis? Jeg troede vi havde det hyggeligt sidst..." Han så ned i gulvet. Det var tydeligt at han var såret. Tilsyneladende havde det kun været ham som mente at daten havde været hyggelig. Han så op igen, da hun spurgte om han skulle afsted. "De vil høre om hvordan det går og samtidig skal jeg lære yngre engle om Jorden. Jeg nåede ikke at bede dem om at finde en anden, der kunne gøre det. Jeg skal afsted i næste uge og jeg ville gerne sige farvel... Eftersom jeg ikke regner med at du vil være sammen de sidste par dage når du har undgået mig.." Han rejste sig op. "Men, nu har jef sagt farvel.. Så..."

Hvert ord han sagde krøb ind under huden på hende, og tårerne voksede i hendes øjne.
''hvornår kommer du tilbage...?'' kvækkede hun hviskende. Hendes stemme knak over og hun hev efter vejret for ikke at begynde at græde.
''Jeg vil ikke have at du tager afsted..'' hviskede hun og krøb yderligere sammen. Da han rejste sig op, så hun direkte på ham. Hun greb ud efter ham og fik kort fat i hans håndled, men i samme sekund faldt guitaren ned på gulvet og afslørede hendes lille topmave. Hun stivnede, og prøvede at lade som ingenting.
''Daniel... Du må ikke gå...'' klynkede hun inden hun igen slap hans håndled. Hvad skulle hun ellers gøre? Hun kunne ikke tvinge ham til at blive, ikke nu. Han skulle op og undervise. Hun vidste jo godt, at det var en realitet at hun nok ikke så ham igen. Men det var så hjerteskærende.

Hvornår kom han tilbage? Det var et godt spørgsmål som han ikke havde helt præcis svar på, men det var sikkert at der ville gå nogle år mindst. Han ville ikke afsted, men han kunne ikke modsætte sig rådets ordrer. Han havde intet valg. "Om et par år mindst." Han trak på sin ene skulder. Han skulle til at vende sig om og gå, da hun greb fat i hans håndled og stoppede ham. Han så undrende på hende over skulderen. Han lagde straks mærke til hendes mave, der var blevet lidt mere... Øhm... Ja.. Det var ikke specielt pænt at sige tyk.. Han havde ikke tænkt sig at spørge ind til det eftersom han var usikker på hvad det kunne betyde.
"Jeg har intet valg og ingen god grund til at blive her. Hvis jeg fortæller dem at jeg er forelsket og vil blive her på Jorden vil de ikke lytte." Han så ned i gulvet. "Og hvis jeg ikke adlyder... Jeg tør ikke engang at tænke på hvad der vil ske." Han lukkede sine øjne. "Du vidste også godt at det eventuelt ville ske. Enten døde jeg eller også skulle jeg tilbage."

Hun så ned som om han havde slået hende midt i ansigtet. Som en hund der blev skældt ud krøb hun bare sammen og bed det i sig.
Han havde ingen god grund til at blive. Ordene brændte sig fast i hendes baghoved. Men hun sagde stadig intet. Hun turde ikke. Hvad hvis hun tog fejl? Hvad hvis hun bare overreagerede?
Hun så ikke på ham. Hun kunne ikke. Hun kunne ikke få sig selv til det, i frygt for at hun bare brød totalt sammen.
"Jeg har kastet op konstant de sidste to uger.." Hviskede hun stille.
Hun turde stadig ikke se på ham. Hun ville ikke virke patetisk, det var jo set før at kvinder løj for at få manden til at blive. Det endte aldrig godt.
"Jeg vil ikke tvinge dig til at blive. Det er ikke fair overfor dig. Du hører ikke til her. Og de har brug for dig.." Hviskede hun og krøb bare endnu mere sammen.
Hun kunne ikke få hans ord til at gå væk, de rungede i hovedet på hende. Han havde ikke en god grund til at blive.
Hun havde været tidsfordriv... Ikke andet. Tanken gav hende yderligere kvalme. Hun så kort på ham inden hun rejste sig i en hurtig bevægelse og dernæst forsvandt ud på badeværelset. Hun stod nu foroverbøjet over håndvasken med iskoldt vand løbende fra toppen af hovedet og ned i ansigtet på hende. Det tog toppen af kvalmen. Men også kun lige toppen.

Det han havde ment var at hans grund til at blive ikke var vigtig for ærke englene. For ham var den eneste og bedste grund til at blive Lyssa, eftersom han jo elskede hende, men det ville ikke være godt nok for rådet, desværre. Han rynkede svagt på panden over at hun sagde at hun havde kastet op de sidste uger. Hvad skulle det betyde?
"Hvorfor har du kastet op?" Havde hun spist noget hun ikke kunne tåle? Eller var hun syg? Ikke en eneste gang krydsede tanken om at hun måske var gravid ham. Han kendte ikke så meget til tegnene for at man var gravid, desværre, så han forstod ikke helt.
"Okay.. Men,dette bliver nok sidste gang vi ser hinanden, i så fald." Han smilede kort til hende selvom det var utroligt svært for ham. Han så efter hende, da hun gik ind på badeværelset, og straks fulgte han efter. "Lys?" Han så spørgende på hende imens hun stod foroverbøjet over håndvasken. "Undskyld.. Men jeg kan ikke bare gå imod deres ordrer."

Hun stod der bare lidt, og gispede efter vejret for ikke at hyperventilere.
Da han så undskyldte, slukkede hun for vandet og tog det nærmeste håndklæde.
"Jeg kan ikke bede dig om at blive, hvor meget jeg end ønsker det. Det ved jeg godt.." Sukkede hun og så undskyldende på ham.
"Hvorfor tror du at kvinder kaster op konstant?!" Sukkede hun frustreret og satte sig opgivende på det lille skab der stod ved siden af vasken.
"Daniel... Jeg er gravid..." Sukkede hun og gned sine tindinger. Hun vidste at dette ville gøre alt meget værre. Hun så lidt ned på sit skød, mens hendes gennemblødte hår dryppede iskolde dråber vand ned på gulvet.
Hun sukkede stille, opgivende.

Daniel stod ved døråbningen og så bare på hende, da han var i tvivl om hvad han skulle gøre. Han så ned i gulvet efter at hun havde set undskyldende på ham. Hvorfor skete dette lige nu? Hvorfor havde rådet beordret ham til at tage tilbage? Det var ikke længere hans hjem. Det hjalp ikke at hun nærmest virkede sur på ham. Han vidste jo ikke hvorfor kvinder kastede op konstant! Han vidste ikke særlig meget i sidste ende, han havde mere lært om kampteknikker, væsener og de vigtige sager om Jorden som hvordan man brugte mobiltelefoner og lignende.
"Du er hvad?!" Han så straks på hende igen med et overrasket og lidt chokeret blik. I et par sekunder stirrede han bare på hende. Hun var gravid.. og derfor havde hun var.. øhm, derfor havde hun fået lidt mere mave.. "Æhm.." Det gjorde bare det hele meget værre. Han kunne jo ikke tage tilbage nu! Han ville ikke efterlade hende alene med det ansvar. "Men.." Han var i tvivl om hvad han skulle sige. "E-er du sikker?" Det var det dummeste spørgsmål han kunne stille lige nu. Selvfølgelig var hun sikker! Og var hendes mave ikke bevis på det? "Jeg mener.. Jamen.."

Hun så på ham, en smule frustreret. Gu faen var hun sikker!
"Jeg har ikke været sikker før her til morgen..." Sukkede hun og så ned igen, inden hun bed sig i læben.
Hun lukkede øjnene og krøb lidt sammen igen.
"Jeg ved godt at du ikke kan blive... Jeg beder dig heller ikke om det.." Sagde hun inden hun rakte ud efter håndklædet fra før og begyndte at tørre sit hår.
"Jeg er sikker på at englene har en ide om det allerede..." Sagde hun og så på ham.
"At de beder dig tage tilbage alligevel, det er jo bare... For fanden det er godt at jeg ikke tror på Gud!" Knurrende hun frustreret inden hun rejste sig igen og støttede sig til vasken da hendes knæ begyndte at svigte hende.
Hun så på ham igen. Denne gang en smule mere skrøbeligt.

Daniel kløede sig lidt på sin ene arm, der ikke var skadet. Man kunne se lidt blod på hans forbinding, men det var intet alvorligt, heldigvis. Hvis det havde været alvorligt ville han nok være bedt om at tage hjem allerede i dag, så de ikke risikerede at miste ham. Det der irriterede ham mest lige nu, udover at han var tvunget til at forlade Lyssa, var at han end ikke kunne være der når hans barn blev født! Hvis hun da havde tænkt sig at beholde barnet og ikke få en abort.
"Jeg tvivler på at englene ved du er gravid, men der vil nok ikke gå lang tid før de finder ud af det. De kender til vores... forhold, og de kommenterede det skam også. De holdte en lang tale om at engle helst skulle være sammen med andre engle fordi at der jo helst skulle være flere engle som kunne hjælpe menneskene. De ville dog aldrig forbyde romantiske forhold mellem engle og andre racer... Så længe det ikke var vampyrer eller faldne engle." Han smilede svagt, men smilet forsvandt hurtigt igen. "Jeg er nød til at tage afsted og selvom det nok ikke hjælper dig, så vil jeg holde øje med dig når jeg kan..." Hans blå øjne havde et trist skær over sig. Han bredte sine arme ud som til et kram. "Et sidste kram inden jeg smutter?"

Hun så på ham, opgivende. Han ville holde øje med hende... Great...
Hun så undrende på hans forbinding, og i det han bad om et kram, var hun allerede igang med at pille hans bandage af i stedet.
"Du får ikke lov til at gå nogle steder før jeg har skiftet den der." Sagde hun, og prøvede at smile kærligt til ham.
Hun var forsat tæt på at græde. Men hun sagde ikke andet, mens hun pillede bandagen af ham.
"Om end andet, så ses vi jo nok om små halvtreds år, ikke..?" Sagde hun med et lille sørgmodigt, dog drillende smil. Hun magtede ikke være ked af det. Det gjorde for ondt.

Han blev lidt skuffet over at hun ikk krammede ham. Han skulle altså snart smutte for at pakke og rådet var ikke tålmodige. Desuden skulle han også sælge Arno.. Hvilket han virkelig ikke havde lyst til! Den søde hund var nærmest afhængig af ham. Hvordan ville det dog ikke gå når Arno blev solgt og skulle bo hos total fremmede?! Han kunne ikke klare tanken om det! Han havde overvejet at spørge om Lyssa ville overtage Arno, men han var bange for at få et nej. Så han havde tænkt sig at finde en familie som virkede søde og havde et rart hjem. Han nægtede simpelthen at tage tilbage før han havde sikret sig at Arno levede et godt sted.
Han så undrende på hende, da hun begyndte at pille hans forbinding af. Han havde fået en sløv og lille kniv i overarmen, og et brandsår på skulderen. Gruppens læger havde taget sig godt af det og renset sårene, så indtil videre havde det healet pænt. "Lys.. Jeg kommer højst sandsynligvis ikke tilbage. Jeg kom kun til jorden på grund af krigen og rådet vil hellere have mig i himlen.." Hvor var det altså uretfærdigt! Hvorfor ham af alle engle? Han ville bare være ved Lyssa... "Jeg elsker dig. Husk det." Han smilede svagt til hende.

Hun lukkede af, lyttede ikke til ham.
Hun fik skiftet forbindingen, og så roligt på ham.
"Du kan bare stille Arno herned, sammen med hans ting. Hvem kender en hund bedre, end en hund selv?" Hun smilede kort til ham, inden hun samlede sit hår i en knold.
"Jeg ved det.... Jeg ved det godt.." Sagde hun stille da hun endelig var nødt til at svare ham.
"Jeg elsker også dig..." Sagde hun, inden hun kyssede ham på kinden og så lidt ned.
Hun lagde armene om ham kort, og hvis han kendte hendes krop normalt, ville han vide at hun var ekstremt kold i forhold til hvad hun var normalt.
Hun slap ham og forsvandt ind i soveværelset for at finde en trøje..
Han kom ikke tilbage... Hun satte sig på sengen, og ventede bare på at hører døren til lejligheden gå i igen, så hun kunne få lov til at bryde sammen uden at han så det.

Han så lidt overrasket på hende. Kunne hun læse tanker eller hvad? Men han var da glad for at hun ville tage sig af Arno. Han ville meget hellere forlade Arno ved hende end ved en totalt fremmede familie. Arno havde jo mødt hende et par gange. "Tak, Lys." Han smilede taknemmeligt til hende. Det var virkelig en lettelse for ham!
Hans smil blev bredere af at hun sagde at hun også elskede ham. Han lagde sine arme om hendes liv og trykkede hende ind til sig. Han lagde skam mærke til at hun var mere kold end normal, men han troede at det blot var fordi at hun kun havde en top på. Han så efter hende, da hun gik. Han så ned i gulvet og sukkede svagt. Han havde ikke lyst til at gå, men han var nød til det. Han gik ud af hendes lejlighed. Efter lidt tid havde han stillet Arnos ting ude foran hendes dør. Han strøg Arno over hovedet og satte ham ind i hundekurven, så han ikke løb efter ham. Han lagde også sin nøgle på gulvet. Daniel rejste sig op og gik ud af bygningen med sin skuldertaske over skulderen. Kort efter var han ikke længere på Jorden.

//Tænker vi springer en måned frem? ^^

Lad os hellere det, for Lyssa får et totalt sammenbrud nu. Så en måned senere?//

Iført sorte joggingbukser og en løs T-shirt, og et par gummisko, og et sjal, var hun på vej ned fra lejligheden med Arno i snor. Den sædvanlige gåtur pressede på, og det gjorde at hun nok hellere måtte komme afsted.
Hun var blevet spinkel, grålig at se på, kold. Hun var en skygge.
Arno led ikke aflast, han lod til at nyde det livet godt. Han sov nu i sengen, i armene på Lyssa. Maven var blevet lidt større, men ikke meget.
Hendes hår var gået fra den farvede kastanjebrun til at være bleg blond. Hun ville ikke farve det længere.
De dybe Render under hendes øjne lignede i de var tatoveret på, sort som natten.
Når hun sov, drømte hun. Hun drømte om Daniel, om det væsen hun nu bar i sig.
Når hun ikke sov, og ikke gik med Arno, sad hun i kurvestolen ved sit vindue livløs og Tom at se på. Med tårer trillende ned af kinderne, når hun ikke var for dehydreret til at det var umuligt.

Hun havde en iPod i lommen, med earplugs i ørerne. Hun lyttede ikke til noget, mens støjen fra omverdenen blev holdt ude.
Hun åbnede døren ud til gaden, og begyndte bare at gå.

Daniels måned var gået med at snakke med rådet og undervise. Han havde haft meget lidt tid til at tænke over Lyssa, men når han gjorde var det som om at nogen rev hans hjerte ud af hans brystkasse. Han savnede hende forfærdeligt meget. Han havde heller ikke haft tid til at holde øje med hende. Han kunne simpelthen ikke klare at han ikke var sammen med hende og det lagde rådet mærke til, så.. lang historie kort, han måtte blive på Jorden. Der var ingen grund til at beholde ham, hvis han alligevel var så distraheret og når han nu alligevel skulle have et barn..
Han havde en hvid skjorte, hvide bukser og hvide sko på... for han var lige kommet fra himlen, og der gik nærmest alle med hvidt eftersom deres vinger også var hvide, så det matchede! Han var på vej hen imod bygningen hvor han havde boet og hvor Lyssa sandsynligvis nok stadig boede medmindre hun var flyttet. Der gik ikke længe han fik øje på hende med Arno. Det lettede ham at se at Arno var glad, men det skar ham i hjertet at Lyssa så helt.. træt og livløs ud. Han gik hen foran hende med et kækt smil om læberne og ventede blot på hendes reaktion.

Hun lagde ikke mærke til at en person stod foran hende, før hun var millimeter fra at hamre ind i ham.
Hun så direkte op på ham, rystede på hovedet med et smil.
"Jeg troede du sagde at du aldrig kom tilbage...?" Hviskede hun, og mindede mest af alt om en gammel enke der så sin afdøde ægtemand for sig. Hun så ned på Arno inden hun så på Daniel igen.
Hun havde ikke spist, drukket meget lidt vand og ellers bare siddet og gloet. Hun så udhungret ud, døende. Hvilket hun sikkert også var.

Det var sikkert virkelig uhøfligt at sige det, men han kunne ikke lade være med at tænke at hun så virkelig syg ud, hvilket gjorde ham bekymret. Var det hans skyld at hun havde forsømt sig selv? Han lagde sin ene hånd imod hendes kind med et kærligt glimt i øjnene.
"Rådet skiftede mening. De sagde at jeg gerne måtte blive.. fordi jeg hele tiden var distraheret, da jeg tænkte på dig, og fordi du er gravid. De ville finde en anden." Sagde han. "Jeg vil begynde at arbejde med gruppen igen, men bare ikke så meget som før i tiden." Han så ned på Arno som snuste nysgerrigt til hans ben. "Og du skal have noget at spise, Lys. Du ser.. undskyld, men du ser forfærdelig ud." Han så undskyldende på hende, men det var jo sandheden. "Hvad har du dog gjort ved dig selv?"

Hun så uforstående på ham. Hvad? Han blev...?
Det tog omkring et minut, før det lod til at synke ind. Men da det endelig gjorde, kunne man se det på hende. Det var som om der kom lys i hendes øjne igen. Arno bjæffede en enkelt gang, og inden Daniel kunne nå at reagere, havde hun trykket sig direkte ind til hans brystkasse, med øret mod hans hjerte.
Hun sagde ikke noget, hun stod der bare, uden at vide hvad hun skulle gøre. Hvis hun nu bare så ham for sig igen, ville det være hjerteknusende når det gik op for hende. Men hun rørte ved ham, var han der virkerlig!?
''Så... du forlader mig ikke igen..?'' hviskede hun hæst mod hans brystkasse, uden at se op på ham.
Hendes øjne blev fyldt med tårer, men hun nægtede at græde igen, ikke igen i dag. Det kunne vente.
Arno lod til at blive rastløs - hun måtte nok hellere komme videre. ''vil du med ud og gå?..'' spurgte hun, håbende påå at han gik med, hun ville jo så gerne snakke...

Daniel ventede tålmodigt på at hun reagerede på det han havde sagt. Han kunne ikke lade være med at betragte hende hele tiden imens han tænkte at hun virkelig trængte til at få noget at spise og sove. Han lagde sine arme om hende, da hun trykkede sig ind til ham, og knugede hende ind til ham. Han havde virkelig savnet hende. Han trykkede sine læber imod hendes hovedbund.
"Nej, jeg forlader dig ikke igen. Jeg bliver ved dig." Han lukkede sine øjne og smilede lykkeligt for sig selv. Han skulle jo selvfølgelig på 'arbejde' nogle gange, men ellers ville han ikke forlade hende. I hvert fald ikke i specielt lang tid! Han ville ikke miste hende igen.
"Meget gerne, men kun hvis du lover mig at få noget at spise senere. Du ligner en som, øh.. er ved at dø af sult." Han så bekymret på hende, inden han trak sig væk. Han tog fat i hendes hånd og kyssede hendes håndryg blidt.

"det er ikke sikkert at jage eller skifte form så længe jeg er gravid..."
Hun så undskyldende på ham. Det var ikke ligefrem fordi hun havde behov for at jage... Men almindelig mad tiltalte hende ikke. Hun kunne simpelthen ikke få det ned.
Hun tog dog sine daglige vitaminer som lægen havde tvunget hende til.
"hva så Arno? Kan gåturen vente..?" Arno lod ikke til at have et problem med det, derfor så hun på Daniel.
"vi kan gå op og få noget at spise nu..?" Hun så lidt ned af sig selv, så hun så syg ud?
Hun så på ham, roligt.
Hun vidste faktisk ikke om han stadig havde sin lejlighed. Hun regnede jo lidt med at han ikke ville komme tilbage, så hun havde ikke været oppe i hans lejlighed.

Hun så på ham, og undrede sig lidt.
"Arbejder du stadig med gruppen? Det er ikke ligefrem det sikreste arbejde..." Mumlede hun stille.

Daniel kneb øjnene lidt sammen over det hun sagde. "Hvorfor har du så ikke bare købt frisk rødt kød henne ved supermarkedet?" Spurgte han undrende. Han så ned på Arno, da Lyssa snakkede til ham. Han satte sig på hug og kløede Arno bag øret. "Vi kan altid gå senere." Sagde han med et svagt smil om læberne. Han rejste sig op igen og så på Lyssa.
"Lad os gøre det." Hans svage smil blev en smule bredere og hans blå øjne fik en kærlig glød over sig. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Ja, jeg vil starte igen imorgen. Jeg vil ikke arbejde så meget som før, men jeg har ikke tænkt mig at opgive kampen helt." Han trak lidt på sin ene skulder. "Desuden vil jeg nok ende med at skulle træne de nye rekrutter mere. Bare fordi jeg er engel betyder det jo ikke at jeg skal klare alle missionerne." Han så hen imod bygningen.

Han forstod ikke hendes bekymring. Det var vel også hvad hun skulle forvente, det var jo ikke ham der bar et lille væsen i sig...
"Jeg mener... Hvad hvis der sker dig noget...?" Hun så lidt på ham, inden hun begyndte at gå tilbage mod sin lejlighed, med Arno luntende efter sig. Hun regnede med at Daniel også var med.
Hun nød at høre hans stemme rigtigt. Ikke bare minder eller hallucinationer. At hun så ham, var hun. Vant til. At han bare dukkede random op, men somregel var han et produkt af hendes savn. Dette, dette var den virkelige Daniel. Den rigtige Daniel.
Hun ville aldrig indrømme over for Daniel var bange hun var. For alt. Graviditeten, barnet, hans arbejde. Hun følte sig som denne kvinde fra middelalderen, der intet kunne uden manden. Der sandt nok kunne tage sig af et hjem, eller et horehus, men det var det... Hun var ikke en mor, og det blev hun nok aldrig. Og det væsen - halv engel, halv animator - ville være alt andet end hvad hun drømte om. Hun var bange for, at barnet ikke kunne styres. At hendes tidligere 'ejere' fandt det interessant og derfor fandt frem til dem igen...
Daniels forsvinden var ikke det eneste der havde sat sine spor hos hende. Ikke længere.
Hun tog første trin op af trappen, og knækkede en smule sammen for at skjule smerterne i hendes led. Hun havde mere ondt i dag, end dagen før. Normalt gik smerterne over efter en dags tid, de plejede aldrig at blive værre.
Hun støttede sig til gelænderet på vej op af trappen og prøvede at beholde den smule værdighed hun mente at hun havde tilbage.