on my own... ~ Daniel

t: omkring halv ni om aftenen
s: Dark Forest
o: skov??
v: læs nedenfor
p: læs nedenfor

Vinden mellem træernes grene fik det hele til at virke endnu mere sørgeligt. Hele situationen var sørgelig - set fra hendes synspunkt. Det liv, hun havde ønsket sig, var sat til side til fordel for et liv med konstant arbejde, angst og selvforagt.
Hun havde for lidt siden siddet krøllet sammen i sofaen, i hendes lejlighed, med et tæppe om sig og så Les Miserables. Hele hendes liv, havde hun ikke været så ensom, så trist. Det som om, hver eneste gang hun prøvede at gøre noget edre for sig selv, havde det vendt sig til en katastrofe. Hun havde nu undveget Daniel i omkring halvanden uge, blot for ikke at skulle forklare hvorfor hun havde reageret som hun havde.
Nu, var hun så endelig kommet uden for sin dør. Og det første hun havde gjort, var at løbe. Bare væk fra det hele. Det endte så med at blive langt ude i Dark Forest, ved en lille flod. Hun sad nu, med regnen øsende ned, med fødderne i vandet.. Iført intet andet end en hvid gennemblødt - og gennemsigtig - halvlang kjole. Hun sad der bare, og stirrede ned i vandet. I et håb på, at på ét eller andet tidspunkt ville det hele bare vende, og hun ville være den lykkeligste i hele verden. Men hun vidste, at sådan som tingene så ud nu, var der ikke meget at gøre overhovedet… Måske, var det bare at ende det hele?..

Daniel bukkede sig under nogle grene, der var i vejen. Han kunne høre nogle af menneskerne fra gruppen gå i nærheden, men meningen var at de selv skulle lære at skoven kende, så når de skulle jagte et væsen, så risikerede de ikke at fare vild. Daniel gik hen imod en flod der var i nærheden for at få vasket sit ansigt som var fyldt med tør mudder ligesom hans tøj, hår og hænder. Nogle af menneskerne havde skubbet ham i mudderet for at drille ham. Det havde været morsomt i starten, men ret irriterende til sidst da det blev tørt og tøjet blev helt irriterende at have på.
Han satte sig på hug ved floden og knappede sin skjorte op. Han puttede skjorten ned i vandet og lagde den derefter ved siden af sig. Han begyndte derefter at vaske sine arme, ansigt og hår. Da han var færdig så han rundt for at se om der var andre ved floden. Han fik hurtigt øje på en bekendt skikkelse og der gik ikke lang tid før det gik op for ham at det var Lyssa. "Lyssa? Hvad laver du her?" Spurgte han.

Hun havde i det første stykke tid ikke rigtig lyttet. Hun havde hørt nogen snakke i nærheden, men hun havde ikke haft lyst til at finde ud af hvem de var.
Lige indtil at en stemme skar gennem hendes stilhed, og fik hende til at stirrer på personen som havde talt til hende; Daniel…
’’Jeg… Jeg…’’ hun rystede på hovedet og lukkede øjnene. ’’jeg ved det ikke.’’ Svarede hun så bare inden hun stirrede lidt på ham. Han var i bar overkrop - et syn hun elskede. Så rystede hun på hovedet igen, og stirrede igen ud på vandet, mens hun mumlede for sig selv; ’’jeg ved det ikke…’’
Hun lagde armene om sine ben og hvilede hovedet på sine knæ. Hun vidste det slet ikke. Hun havde brug for at være tom, bare slette det hele. Og det havde hun mulighed for her, ved vandet.

Det var egentlig ret længe siden han havde set hende. Normalt så de hinanden hver dag, men siden sidste gang var det som om hun havde prøvet at undgå ham, men måske havde hun bare haft travlt? Han valgte at tro på at hun havde travlt. Tanken om at hun prøvede at undgå ham var ikke til at bære. Daniel rejste sig op og gik hen til hende. Han satte sig ved siden af hende og havde et bekymret glimt i sine øjne. Han betragtede hende i tavshed i de første par sekunder, inden han valgte at sige noget.
"Lyssa, er du okay?" Det spørgsmål besvarede ligesom sig selv. Hun virkede ret ked af det og så ked af det ud, så han gættede sig hurtigt frem til at hun ikke var okay. "Det er dejligt at se dig igen." Han vidste ikke helt hvad han ellers skulle sige. Han smilede skævt og fik en varm glød i øjnene.

Hun vidste ikke engang lyst til at forklare ham hvordan hun havde det. Hun havde lyst til at bryde grædende sammen, men det endte bare med at hun igen rystede på hovedet.
’’Jeg ved det ikke.’’ Svarede hun inden hun tog sig lidt til hovedet.
’’hvad laver du herude? Du burde være sammen med gruppen…?’’ mumlede hun inden hun så lidt på ham. Hun havde poser under øjnene, hun havde ikke sovet i flere dage efterhånden. Hun kunne ikke. Hver gang hun døsede hen, mærkede hun hans læber mod hendes.
Hun rystede tanken af sig, og så igen ud på vandet. Havde han sin gruppe med herud, måtte hun væk hurtigt. Andre var måske ikke så åbne som ham overfor hvem og hvad hun var. Måske, ville de se hende som den trussel som hun egentlig kunne være.
Hun sukkede og gned sig i ansigtet.

Ligesom han havde frygtet var det hele så akavet imellem dem. Det føltes i hvert fald sådan. Han kørte en hånd igennem sit våde hår for at få nogle af lokkerne væk fra øjnene. Han ville gerne lægge en arm om hende, trøste hende på en eller anden måde, men han var i tvivl om det var en god ide. Hvad hvis hun ikke ville have at han rørte hende? Hvad hvis hendes evne blev aktiveret og rev ham ind i en af hendes minder? Han blev flået ud af sine tanker og mange spørgsmål, da hun snakkede igen.
"Jeg er sammen med gruppen. Nogle af nybegynderne er ved at lære skoven at kende." Han trak på sin ene skulder. "Lyssa, skal jeg ikke føre dig hjem? Du ser virkelig træt ud." Han så bekymret på hende. Han kunne sagtens gå, gruppen havde ikke rigtig brug for ham lige nu.

''jeg er hjemme.'' var det første hun fik sagt. Det var næsten sagt i en døs, men hun mente det.
Skoven var vild, fri. Som hun ønskede at være. Her var der ingen der dømte hende for hvad hun lavede for at leve. Der var ingen der voldtog hende dér. Hun så igen kort på ham.
''din gruppe skal ikke være uden deres 'leder'. Det er bedre hvis du er sammen med dem - er det ikke? Det er bedre, at du sætter dit eget liv på spil hele tiden, så du kan komme hjem og bede mig være forsigtig? Og når du så en dag, ikke kommer hjem. Så sidder jeg tilbage, alene. Det var ikke din mening, men alligevel har du efterladt så meget. Måske gik noget bare galt - måske gik noget rigtigt. Men jeg vil i hvert fald hade hvert sekund hvor jeg ved at du kunne være på vej hjem, hvis jeg blot havde været med.'' Man kunne se hun ikke havde tænkt på så meget andet end lige dét aspekt.
Han var ikke hendes, hverken som elsker, som husbond eller som ven. Han var langt mere, og hvis der skete ham noget - hvis han blev taget fra hende - ville hun igen blive reduceret til det væsen hun var da han havde fundet hende.
Hendes blik gled igen ud over floden.
''hver gang solen så ned... så er du ved min side. Alt er så magisk. Vand ligner krystaller i månelyset... Men jeg ved, at det kun er mig selv, jeg taler med. For du er der ikke. Når solen så igen står op, så er jeg alene. Jeg bebrejder dig ikke. Det er min egen skyld... Jeg ved jo, at hvis jeg forsvinder, så vil din verden ikke gå i stå... Jeg ville bare ønske at jeg kunne sige det samme for mig selv...'' hun sukkede og lukkede øjnene lidt.
inderst inde, håbede hun vel lidt at én fra hans gruppe kom, og afbrød dem - inden Daniel fik svaret hende. Hun ville ikke høre hans svar.

Daniel lod hende snakke. Han ville ikke sige noget før hun var færdig. Han var ikke sikker på hvad han skulle sige til hende. Hvordan skulle han fortælle hende det? Det var tydeligt at han havde stor indflydelse på hende, men hvorfor havde hun så ikke kontaktet ham siden sidst? Han betragtede hende imens hun snakkede, og da hun var færdig, vidste han lige præcis hvad han skulle sige.
"De har ikke brug for mig lige nu, men det har du. Hvis det vil gøre dig glad, så vil jeg lade dig tage med til mine missioner, men du skal være hundrede procent sikker på at du kan forsvare dig selv." Sagde han og smilede svagt. "Jeg holder af dig, Lyssa. Meget endda, men jeg har levet i himlen det meste af mit liv. Jeg brugte min tid på at læse, studere racer, og jeg snakkede sjældent med andre. Derfor ved jeg ikke meget om kærlighed, udover det jeg har set på film og læst i bøger." Han grinede kort. "Men, udfra hvad du har fortalt mig, så begynder det at gå op for mig..." Han tøvede lidt og så ned i vandet. Han fik et drillende smil om læberne. "Før jeg fortæller dig det, vil du så fortælle mig om du har tegnet mig igen siden sidst?" Spurgte han kækt.

//havde altså skrevet et langt svar - og så ryger netforbindelsen!!! -.- //

Hun trak vejret dybt, lyttede til hvert et ord. Hun vidste ikke hvad hun skulle svarer. Hun var på grådens rand igen. Om det var fordi han fortalte hende, at han holdte af hende, eller om det var fordi hun faktisk ikke kunne indrømme over for sig selv, at hun næsten ikke havde lavet andet når hun var hjemme, end at skrive breve til ham, tegne ham, skrive små sange... Hun havde samlet det hele i en kasse, der var gemt godt væk. Hun havde lige lovet sig selv samme morgen, at hun var færdig med sin forelskelse i ham.
Hun ville ikke leve i sådan en verden, hvor han følte sig tvunget til at elske hende. Det var ikke et liv man skulle leve.
''Tror du selv, at jeg ville stoppe med at tegne dig...?'' mumlede hun og så ud over vandet.
Hun frygtede lidt at nogen fra hans gruppe så dem. Hvad ville de ikke tro? Hun rystede lidt ved tanken om at hun allerede nu var 'eftersøgt' på grund af hvad der skete på arbejdet... Hun turde næsten ikke fortælle Daniel at hun havde myrdet. At hun havde nydt det... Hun kunne mærke gråden vokse i halsen. Hun rystede på hovedet inden hun krøb sammen.
Hun begyndte at kradse ved det brandemærke hun havde på håndleddet, fra lejren.

Daniel blev lidt skuffet over sig selv, da det ikke så ud til at hans drilleri fik hende i bedre humør. Han vidste ikke hvad pokker han skulle gøre. Han ville have at hun skulle smile igen. Han bestemte sig for ikke at fortælle hende det alligevel. Han ville vente til hun var mere glad. Prøvende smilede han til hende. "Må jeg se dem på et tidspunkt?" Spurgte han.
Han hørte fodskridt hen imod dem. En ung kvinde med lyst, langt hår gik hen imod dem. "Daniel, Jeff sidder fast i en fælde lavet af jægere." Sagde hun og så kort på Lyssa. "Hvem er det?" Spurgte hun. Daniel smilede svagt. "Mit idol. Lyssa, dette er Quinn, hende jeg fortalte dig om." Daniel så på Lyssa.

//Åh, kender det.. Nederen. -.-

Hun trak på skuldrene.
''hvis du opfører dig pænt, må du jo nok godt.'' smilede hun stille, men da hun hørte fodtrin tav hun.
Den unge kvinde var ikke yndefuld, ikke smuk og elegant. Det var Quinn.
Hun så på Daniel først, og derefter igen på Quinn.
Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre - hvad hun skulle sige.
Det endte med at hun rejste sig uden at så på Daniel igen. Hun gik hen og så Quinn direkte i øjnene.
Kort skiftede Lyssas øjne over i den gullige farve - der tydede på at ulvinden i hende tog over.
Hun blottede kort hjørnetænder, i en advarsel og hilsen - begge dele i samme uhyggelige smil.
Hun begyndte hun at gå.
Daniel havde travlt med at være babysitter - og nu var han kæreste også dukket op. Lyssa havde ikke tid til at skulle spille sød over for en eller anden fremmed kvinde.
Hun var nået omkring hundrede meter fra dem, da hun gled ned og sidde op af et træ. Regnen piskede nu ned på hende. Det var næsten befriende.

//nu håber jeg ikke at Quinn er helt død af skræk //

Quinn lagde armene over kors og betragtede undrende Lyssa. Daniel rejste sig op, da Lyssa gjorde og så hen imod hende og Quinn. Quinn kneb øjnene lidt sammen, da Lyssas øjnefarve fik en gylden farve. Al farve havde forladt Quinns ansigt. Daniel begyndte at gå hen imod dem. Han så undrende efter Lyssa, da hun gik. Han så lidt ned i jorden. Hvorfor var hun sådan? Han knyttede sine hænder.
"Quinn, få Jeff ud af fælden." Sagde han til Quinn, inden han begyndte at følge efter Lyssa. Da han nåede hen til Lyssa, så han først bare på hende. Han så ret vred ud, men mest forvirret. "Hvorfor opfører du dig sådan, Lyssa? Quinn har ikke gjort dig noget. Du bliver ved med at gå, og du har ikke kontaktet mig siden sidst. Er du træt af mig? Gider du ikke være min ven mere? Hvis det er tilfældet, så sig det til mig."

Hun så direkte på ham, da han dukkede op - så hans vrede og forvirrede udtryk.
''Du er vred, den var ny.'' sagde hun og rejste sig op så hun kunne se ham direkte ind i øjnene. De var en blanding af grå og guld.
Hendes tonefald var monotont, hendes ansigt uden yderligere følelse.
''Havde det været omvendt, ville du så også blive vred? Hvis det var Quinn der skræmte mig? Nej, vel?'' hun så ham bare direkte i øjnene, uden at vise et eneste tegn på at ændre det.
''Prøv at forestille dig det her; Du er forelsket i mig. Men jeg har allerede fortalt dig i fortrolighed at jeg er forelsket i en anden - eller i hvert fald tror det. Og da du endelig samler mod nok til at fortælle om dine følelser, så går alt galt. Du bliver deprimeret, indelukket, bange for omverdenen. Og det eneste sted du troede du kunne gemme dig, var ved den flod du elsker så højt. Nu dukker jeg så op. Lige som stemningen mellem os letter og vi igen kan tale normalt sammen - så dukker det menneske op som ødelagde venskabet i starten. Det menneske jeg er forelsket i - det menneske der ødelagde dit liv ved at tage mig fra dig. Ville du hilse høfligt på - lade som om alt var normalt?'' Hun så ham direkte i øjnene, og nu var der en glød af noget i hendes stemme - noget der kun kunne tydes som nederlag.
''Jeg ved godt, at det er forkert af mig at se det sådan - intet af dette er Quinns skyld. Men sådan føles det.'' sagde hun med et skuldertræk inden hun lukkede øjnene kort.
''Jeg kan ikke være i nærheden af dig, Daniel.'' sagde hun så.
''for hvad end det er i gør ved de væsner der truer menneskene, så ender du med at stå mellem valget om din gruppe eller mig. Det vil jeg ikke tvinge dig til - så jeg tager valget for dig.'' hun åbnede øjnene igen.
''jeg har grædt alt for meget over noget der alligevel ikke var meningen skulle ske. En engel er ikke skabt til at elske en morder - det har jeg da lært.'' sagde hun inden hun så ham kort i øjnene. Derefter tog hun en dyb indånding og begyndte at bakke væk fra ham.

Han var sjældent vred, men hendes opførsel irriterede ham, nok mest fordi han ikke vidste hvordan han skulle håndtere det. Han lagde armene over kors og så på hende. "Du tror du ved alt om mig. Du tror at jeg ikke gengælder dine følelser. Du skubber mig væk og lader mig ikke sige det jeg vil. Jeg ville være blevet vred, hvis Quinn havde truet det. Faktisk, ville jeg være rasende og ret såret. Quinn er en del af min gruppe og min ven, men du er mere end min ven." Sagde han og så væk fra hende.
Han lyttede til det hun sagde, og havde lyst til at afbryde hende hele tiden, men kunne ikke få sig selv til det. Da han så på hende var hans blå øjne alvorlige, men der var et såret glimt i dem. "Ja. Det ville jeg for det har jeg gjort en gang før. Da du bragte Theo hen til min lejlighed opførte jeg mig ordentligt. Jeg prøvede at være venlig, men at se ham klistre sig op af dig blev til sidst for meget. Derfor valgte jeg at lede efter noget at spise bare for at slippe for at se på det, men det tænker du selvfølgelig ikke på." Han var så.. irriteret. Han havde ikke prøvet det før.
"Hold mund!" Han havde hævet stemmen. Han greb fat i hendes arme og trak hende tættere på sig, så deres ansigt var tætte på hinanden. "En engel er skabt til at hjælpe andre. Du har brug for min hjælp, men du skubber mig væk. Du tænker ikke over hvad jeg går igennem, gør du?" Tonen i hans stemme var vred, men alligevel ret trist.

Hun havde lyst til at slå ham, bare på grund af hans toneleje.
Men da hun så hørte hvad han havde at sige, var det som om noget vendte sig indeni hende.
Hun gik fra at ville smadre ham én på siden af hovedet, til at ville skyde sig selv. Hun havde da ikke troet at han havde følt noget som helst for hende, dengang med Theo. Hun havde troet at han havde set sig selv som hendes bror - intet andet.
Alt inde i hende begyndte at fornægte det hele.
*du er skabt til at dræbe. en engel er ikke hvad du har brug for.* men det var som om hendes tanker ikke var andet end en ubetydelig hvisken.
Daniel tog fat i hende, og straks skete det hun ikke ønskede - det han ikke skulle set..

Lyssas lejlighed var indelukket og mørk - undtagen den enkelte læselampe ved siden af sofaen hun sad i. På hendes sofabord lå der omkring to kasser med papirer - den ene med tegninger og den anden med en masse sange, breve og digte.
Lyssa sad selv med en stak papirer, og et krus med blyanter i. Hun sad selv og tegnede, en tegning af Daniel der sad og lavede regnskaber. Man kunne se på hende, at hver blyantstreg gjorde ondt på hende. Hendes ar på hendes håndled var rødglødende, og hendes øjne var trætte og slørede. Det var som om hun var gået i stå, da hun tegnede hans mund - hans læber...
Hun så op, og så nu direkte hen på Daniel...
Mindede skiftede, og de stod nu i en mørk gyde. I skyggen stod Lyssa, med lysende gyldne øjne.
Hendes negle var blevet til lange klør, og hendes tænder var på vej til at blive mere og mere som en ulvs.
''Lyssa...! Kæ-kære Lyssa, h-hør nu her!'' stammede en lavstammet fed mand, som var presset op mod gydens ene hjørne. Ingen flugtmulighed.
''Du skal ikke kalde mig kære!'' knurrede Lyssa lavmælt, truende og vred.
Det så ud til at manden allerede havde fået en del tæsk.
''Lyssa, jeg sværger! H-han er i live!'' mandens bedende stemme fik hende til at blotte tænder i et knurrende brøl.
''Løgner! Jeg har fortalt dig hvad der sker med dem der lyver for mig!'' knurrede hun, og inden han fik fremstammet hans undskyldning, fik han flået struben ud.
''Jeg havde advaret dig.'' sagde hun nu, i en sær monoton stemme, inden hun efterlod ham til forbløde og drukne i sit eget blod...

Lyssa hev sig fri, rystende.
Hun havde lyst til at gemme sig væk, bare... forsvinde.
Hun havde ikke fortalt ham om dén del hun havde lært. Hun kunne reagerer i minderne nu. Se hvem der så det. De ville kunne hører hende, men hun ville ikke kunne hverken hører eller røre ved dem.
I et panikslagent øjeblik bakkede hun væk igen, denne gang med et blik fyldt med skam. Hun havde ikke fortalt ham om delen med hendes lille hævntogt. Det var ikke noget han skulle blandes ind i.
Hun turde ikke engang kigge ham ind i øjnene nu.
Hun rystede på hovedet, og begyndte at gnide sig i ansigtet. Hun hev efter vejret, og vendte ryggen til ham. Han var en engel.. Han forstod det jo ikke!

Daniel havde skam tænkt på at han ville blive revet ind i en af hendes minder, da han havde taget fat i hendes arme, og han havde været ligeglad. Han ville ikke lade det stoppe ham. Hun skulle ikke have lov til at slippe væk fra ham denne gang. Hun skulle høre hvad han havde at sige. Det var som om han havde forandret sig på få minutter. Han var ikke så sød og venlig lige nu. Det kom han jo ingen vegne med at være. Han reagerede ikke på minderne, men tankerne snurrede i hans hoved. Normalt ville han være blevet overrasket over at hun havde dræbt manden, men denne gang var hans ansigt følsesløs. Hans blå øjne var kolde. Det var nok første gang i hele hans liv at han var sådan.
Da minderne stoppede havde han ikke lyst til at give slip på hende, men hun fik hevet sig fri. Hvis hun troede at hun kunne slippe væk nu tog hun grusomt fejl. Han greb udefter hendes arm for at trække ind i et kram, og selv hvis han ikke ville få fat i hende ville han begynde at snakke. "Hold så op med at gemme dig. Du vil gerne have vi er sammen, men alligevel så trækker du dig selv væk. Du prøver at gemme dig, hver gang jeg ser dine minder, som om du skammer dig over at jeg ser dem. Du ved ikke hvad jeg følte dengang du var med Theo eller hvad jeg føler nu. Du har bare valg at tro jeg ikke gengælder dine følelser. Jeg havde følelser for dig, da du var sammen med Theo, men jeg gemte det væk. Så da jeg fandt ud af du havde følelser for mig troede jeg at jeg ikke gengældte dem fordi jeg havde gemt dem i længere tid."

Hun nåede ikke at komme længere end at han fik fat på hende og hev hende ind i et kram.
Hun hev efter vejret endnu, og kunne mærke hvordan hendes hals snørrede sig sammen. Hun vidste jo, at han ikke ville lyve for hende, og alligevel turde hun ikke tro på ham.
Hun endte med at bare give op. Bare lade ham tale, og lade være med at prøve at sige ham imod.
Ja, hun gemte sig. Hun lukkede af, hver gang hun var ved at blive udsat for endnu en sårende oplevelse - som Theo havde været.
Hun var på en måde lettet over at Daniel ikke spurgte ind til manden han havde set i mindet. Det ville havde været en ubehagelig forklaring.
Nu stod regnen igen ned i tykke stråler, til trods for det korte ophold der havde været.
Hun var lettere taknemmelig, over regnen - den gemte lidt hendes tårer der trillede ned af hendes kinder.
Hun var sårbar, hun kunne ikke bare gå sin vej nu og bare slette det hele. Hun kunne ikke forsvinde...
Det endte med at hun bare stod der, i hans favn. Rystende, gennemblødt og lydløst grædende.
Hendes tanker vandrede, på hvordan det ville ende... Hvorfor han intet havde sagt til hende om det dengang... Hun var så udmattet til sidst, at hun kunne mærke sine ben give efter.
''J-jeg... Jeg må nok h-hellere komme hjem...'' mumlede hun stille, inden hun prøvede at se oppå ham. Hun turde næsten ikke, i frygt for at se et vredt og bebrejdende blik hvile på hende.

Daniels arme låste om hende, dog ikke sådan at det ville føles ubehageligt, forhåbentligt. Han ville bare ikke risikere at hun prøvede at stikke af. Da han var færdig med at snakke havde han forventet at hun ville sige et eller andet til det. Han havde absolut ikke forventet at hun ville hjem. Skuffelsen blev tydelig i hans blå øjne. Var det hendes svar? Hun ville gå efter alt det han havde sagt? Efter han rent faktisk havde indrømmet at han havde følelser for hende? Han så ned på hende, så de fik øjnekontakt. Hans øjne afslørede at han var skuffet og såret. Han trak sig væk fra hende. Han var ved at blive træt af at holde fast i hende. Hun gad ham tydeligvis ikke nu.
"Udmærket. Det må du selvom. Jeg havde lidt håbet at du ville sige noget andet end det, men husk. Det er dig som lige nu sørger for det ikke vil ske. Ikke mig." Efter at have sagt det, så han afventende på hende. Ville hun stadig gå eller ville hun blive?

Hun havde ikke regnet med at han ville tage det sådan? Hendes krop kunne ikke holde til det, ikke meget længere. Hun var træt, udmattet. Snart ville hun falde om. Men hun ville ikke have, at han troede at hun ikke ville det her. Hun ville mere end noget andet blive hos ham - men hun var bange for, at det kunne gå galt. At han kunne komme i problemer på grund af hende.
Han havde trukket sig væk fra hende, og det gjorde at hun nærmest vaklede hen mod det nærmeste træ at støtte sig op af.
Hun så hen på ham, mens hun kunne mærke trætheden i hele hendes krop - den gjorde hende tung.
''Daniel, hvad sker der, hvis jeg ikke gå? Hvis jeg bliver her?'' hun lukkede øjnene et kort sekund, men åbnede den hurtigt igen. Tildels i frygt for at hun ville falde om, men også at han ville være væk når hun åbnede dem igen.
Egentlig, fandt hun det uretfærdigt... Overfor dem begge.
Men hun valgte hurtigt at blive. Hun turde ikke rigtigt gå, hun var bange for at han mente det. Der ville intet være mellem dem, hvis hun gik.

Hvad der ville ske hvis hun blev? Det måtte han tænke lidt over. Hans hår var vådt på grund af regnen, og klistrede sig til hans pande. Han havde stadigvæk bar overkrop, men han var ligeglad. Det generede ham ikke. Han så op i himlen og kneb øjnene lidt sammen. "Hvis du bliver.." Hvad ville der så ske? Det var svært at besvare det spørgsmål eftersom virkelig var i tvivl. Han så på hende igen. "Hvis du bliver vil jeg nok snart føre dig hjem og ikke efterlade dig før du har det bedre. Du er den vigtigste person i mit liv, Lyssa, men selvom jeg er engel, så finder jeg mig ikke i alting. Så når du prøver at gemme dig bliver jeg såret. Gruppen er ikke det vigtigste for mig, det er du." Et svagt smil foldede sig om hans læber. "Og det vil ikke ændre sig." Hans øjne havde en svag glød af varme i sig.
Han gik hen til og rakte hende sin hånd, så hun kunne tage den og støtte sig op af ham.

Hun nikkede stille over hans ord. Det var svært at tro, at han elskede gruppe ikke var vigtigere end hende. Hun havde været det vigtigste i nogens liv før...
''Det lyder godt..'' smilede hun til ham, prøvende. Hun var ikke helt sikker på om det var det han ville hører - at det lød godt at han ville følge hende hjem.
''Daniel, det med Quinn..'' sagde hun tøvende da hun tog hans hånd.
''Undskyld... Jeg bliver så frygtelig let jaloux..'' mumlede hun og så lidt ned igen - det var svært ikke at fokuserer bare lidt på hans overkrop.
Hun lod et par fingre glide over hans ene brystmuskel inden hun tog hans hånd.
Hun så ham kort ind i øjnene. Der var stadig små flydende prikker af guld i dem.
''Hvad så nu?'' spurgte hun og prøvede at komme op og stå. Det virkede jo direkte sjusket af hende bare at hænge op af et træ når hun snakkede til ham

Daniel gav hendes hånd et blidt klem og lagde hovedet lidt på skrå. Han trak let på sin skulder over det hun sagde med at hun blev let jaloux. "Hjælper det hvis jeg siger at Quinn kun er min ven og aldrig vil være andet?" Han så spørgende på hende med et svagt kækt smil om læberne. Han var glad for at de ikke længere diskuterede. Dog havde hans irritation og vrede overrasket ham. Han havde ikke troet at han kunne være sådan, men han prøvede at skubbe det væk.
"Nu skal du hjem. Du ser vildt træt ud. Kan du gå selv eller skal jeg bære dig?" Spurgte han blidt. Han havde intet imod at skulle bære hende, det ville ikke være første gang han bar en.

Hun vidste ikke om hun selv kunne gå - men hun vidste at hvis hun blev båret af ham og han gruppe så det, ville spørgsmål ikke kunne undgås.
Hun smilede til ham inden hun begyndte at gå selv, med sin hånd i hans. Hun ville jo helst ikke give slip.
"Kan din gruppe klare sig herude selv? Jeg vil helst ikke være skylden i at dine venner kommer ud i problemer.." Sagde hun roligt, en smule tøvende. Hun tænkte lidt over hans ord... "Egentlig, hjælper det ikke..!" Grinte hun smilende til ham, hun vidste jo at Daniel ikke ville sårer hende, aldrig.

Daniel kunne ikke lade være med at grine lidt over hendes spørgsmål. Det var ikke fordi det var et dumt spørgsmål, men fordi at hans gruppe altid rodede sig ud i et eller andet også selv hvis han var der. Han smilede drillende til hende. "De roder sig altid ud i et eller andet selv hvis jeg er der. Du behøver ikke bekymre dig. De klarer sig. Mange af dem er unge, men i sidste ende er de fornuftige nok." Sagde han og fulgte efter hende, da hun begyndte at gå,
Han så trist på hende, men det var selvfølgelig falsk. "Jamen.. Stoler du da ikke på mig?" Han tørrede en usynlig tåre væk. Kort efter begyndte han dog at grine. Han kyssede kort hendes kind.

Hun så på ham, opgivende men drilsk.
Jeg stoler lige så meget på dig som jeg stoler på mig selv.'' smilede hun, og man kunne se hvordan den røde farve steg til hendes kinder i rødmen over hans lille kys på hendes kind.
Hun måtte lige vende sig til tanken om at han faktisk kunne kysse hende. Det var... en behagelig tanke. At hun ikke længere skulle være bange for at rører ved ham. Måske, kunne de en dag faktisk kysse uden at hun frygtede at hendes lille 'gave' fulgte med i købet og ødelagde det hele.
Hun så lidt ned i jorden mens de gik, mest af alt for at skjule hendes åbenlyse rødmen.
Hun kom i tanke om, at han nu skulle ind i hendes lejlighed igen. Dette kunne godt blive problematisk, da han så ville opdage hendes nye bofælle - som tydeligvis ikke kunne sammen med fremmede. Med Delilah gjorde ingen ondt, udover katte selvfølgelig. Og så dem der ikke behandlede Lyssa pænt.
''Nu håber jeg ikke at du er alt for bange for hunde.'' grinte hun drillende. Men også en smule hemmelighedsfuldt.