on my own... ~ Daniel

"Der KAN gå flere år?!" Hun så på ham som om han havde slået hende.
"Hvornår havde du tænkt dig at fortælle mig det?!" Man kunne se hendes øjne fyldtes med tårer, og hendes store øjne blev mere og mere gyldne.
Hun kunne mærke hvordan hendes lunger blev tømt for luft.
Hun kunne ikke få vejret, og godt det samme lige nu. Hun havde lyst til bare at gå, men hun lod være. Hun ville ikke sårer ham, men lige nu følte hun sig så forrådt af alt. Ikke af ham, men af kosmos.
"Er du klar over, hvordan det føles at hører...? Der 'kan' gå et par år... Du aner det jo ikke... I morgen når jeg vågner, kan du være væk..." Hun havde lyst til bare at krybe sammen og hulke.
Det endte dog i den anden boldgade, hun stod bare og så på ham.
"Jeg elsker at jage og dræbe menneskeret har gjort mig ondt.." Sagde hun endelig, inden hun så ham direkte i øjnene igen.
"Jeg elsker at se dem lide, tigge om at dø." Hendes øjne var nu som flydende guld.

Han havde ikke forventet at hun ville reagere så kraftigt på det. Selvfølgelig havde han forventet hun ville blive ked af det, men ikke at hun ligefrem ville virke sur på ham, som om det er hans skyld. "Når jeg var sikker på at det var det rigtige tidspunkt at sige det på." Svarede han roligt. Langsomt blev han irriteret igen. Han knyttede sine hænder. "Nej, Lys. Jeg ville aldrig gå før jeg har sagt farvel, men jeg er bange for jeg intet valg har. Det var aldrig meningen at jeg skulle forelske mig i nogen på Jorden. Meningen var at jeg skulle hjælpe menneskerne og når jeg havde gjort det, medmindre jeg døde, skulle jeg vende tilbage. De andre engle som kom herned skal også tilbage medmindre de altid har boet her." Hans stemme var irriteret, men det var meget svagt, så det var ikke sikkert at det kunne høres.
Han trådte et skridt væk fra hende. "Du.. dræber mennesker og.. nyder det?" Han rynkede på panden. "Er du godt klar over at risikoen for at gruppens spioner finder dig og jeg muligvis vil blive tvunget til at dræbe dig er ret så stor?! Hævn er aldrig løsningen! Det kan godt være du ikke kan tilgive dem for det de har gjort, men du behøver ikke at dræbe dem!" Halvråbte han.

Hun så på ham, igen som om han havde slået hende - denne gang føltes det også sådan.
''Du har igen ret, til at komme og sige om hævn er løsningen eller ej, når du ikke engang kender problemet! Hvorfor tror du at jeg ikke ville fortælle dig det!? Nu står du sikkert og tror at du er tvunget til at vælge - enten lyver du for din gruppe, ellers slår du mig ihjel.'' hun tog en rystende dyb indånding.
''Så en dag, skal jeg bare forvente dig væk? For evigt?'' da hun spurgte, var det som om alle spor af vrede og raseri veg for sorg. Hun ville altså miste ham igen...
Tårer løb nu ned af hendes kinder, men det eneste hun gjorde var at se direkte på ham.
''Hvor meget af mig, er deres liv værd, Daniel? De mænd, der torturerede mig hele mit liv, og efterlod mig i en gyde til at dø fordi jeg ikke kunne bruges til avlsprojektet!? Hvor meget er deres liv værd, når mit ikke engang var nok værd til at de ville smide mig på børnehjem!? De smed mig ud, Daniel. Ud med skraldet. Og så siger du, at hævn ikke er det rigtige? De myrdede min familie - min bror! Hvor meget var hans liv værd?!'' hun satte sig på sengen igen, denne gang sammenkrøbet.
Hun lukkede øjnene, og så for sig hvordan hendes liv var blevet ødelagt af de mænd... Og hvordan hendes liv skulle ende...
''Spar dine spioner besværet... Meld mig. Få det overstået, så du kan komme videre med at redde mennesker og en dag vende hjem til Himlen.'' hun magtede ikke mere - faktisk var hun tæt på at bede ham om bare at slå hende ihjel så han ikke behøvede melde hende og ydmyge sig selv.

Daniel sukkede svagt og så ned i gulvet med et opgivende glimt i øjnene. "Lys, jeg mistede mine forældre da jeg var barn, og jeg ved at hævn aldrig er løsningen. Derfor bad jeg aldrig om at få af vide hvem der dræbte dem." Han så op på hende igen. "Og hvis du tror at jeg vælger min gruppe fremfor dig, så kender du mig ikke særlig godt." Han lagde hovedet lidt på skrå. "Ikke forevigt. En dag vil du komme op til Himlen og jeg vil vente på dig. Måske kan jeg endda overbevise dem der bestemmer at jeg skal blive her, eller også.. skal jeg blive det jeg hader allermest. En falden engel." Hvilket han langtfra havde tænkt sig at blive. Det var en de værste ting der kunne ske.
Han kørte en hånd igennem sit hår. "Og hvad hvis dem du dræber selv har en familie? Tænk hvis de havde børn? Jeg er enig med dig om at det de gjorde var utilgiveligt, men ikke alt kan løse sig ved at dræbe dem." Han så blidt på hende. Han ville gerne tørre hendes tårer væk og trøste hende, men han ville ikke risikere at hun blev tvunget til at se sine minder igen. "Jeg har ikke tænkt mig at melde dig." Sagde han og så ned i gulvet igen. "Jeg har tænkt mig at.. forlade gruppen, måske.."

Hun kunne mærke hvordan hendes egen krop forrådte hende. Hun kunne mærke galde stige op i halsen på hende, og hvordan hun blev svimmel.
Hun ville have bedt sig undskyldt men hun nåede ikke mere end at kvække et eller andet med at hun må ud, inden hun for ud på badeværelset. Hun havde smækket døren i bag sig, og sad nu på knæ foran toilettet med hovedet med i kummen.
Hun gylpede først galde op, derefter blod som var halvfordøjet og til sidst stumper a pels og en harepote. Hun krøb sammen, gispene efter vejret og klynkende. Hun vidste ikke hvad der havde fået hende til at tro at hun ville have mødt forståelse hos Daniel? Troede han virkelig på at hun kom i himlen en gang? Han måtte være bims...

Daniel så undrende på hende, da hun sagde noget med at hun måtte ud. Han så efter hende. Hvad var der nu galt? Han sukkede svagt inden han gik ud af soveværelset og hen imod badeværelset. Han bankede let på døren og lænede sig op af væggen med sin ene skulder.
"Lys, er du okay?" Han så på døren og håbede lidt at hun ville åbne døren snart. Han lagde armene over kors. "Jeg tror det er bedst jeg går, så vi begge kan få tænkt i fred. Jeg vil ikke miste dig." Han rettede sig op. "Jeg elsker dig." Han gik hen imod hoveddøren og gik ud af lejligheden.

Hun sagde ikke noget, mens hun hev efter vejret.
Det var måske bedst, at han bare gik. Hun kunne ikke holde ud, at græde foran ham - han forstod jo alligevel ikke hvorfor.
Hun var faldet for en engel, og nu betalte hun prisen.
Og som om det ikke var nok at han en dag måtte forlade hende det igen - nej, hans job var at myrde hende for at beskytte dem der ødelagt hendes liv dengang.
Tanken fik hende til at kaste op igen, denne gang kun mavesafter. Hun så lidt ned på gulvet, og rystede på hovedet.
det var så frygteligt belastende, at hun ikke bare kunne glemme det hele - eller, kunne hun? Hun havde mistet hukommelsen før - måske kunne hun gøre det igen?
Hun fik rejst sig op, og skyllede ud, og fik vasket ansigtet, inden hun børstede tænder og tog en jakke over hendes nattøj, tog sine nøgler og alle hendes tegninger -sange - digte - breve og samlede dem i en ekstremt tyk kuvert, som hun tog under armen og forlod sin lejlighed. Hun gik op til hans lejlighed, og låste sig selv ind. Hun lagde kuverten på hans sofabord. Hvis han var i lejligheden, havde hun ikke hørt det - godt det samme.
Hun tog den ene tegning fra kuverten og begyndte at skrive et brev til ham:
''Jeg ved godt at jeg overreagerede.
Du havde ikke haft én eneste mulighed for at fortælle det - havde du vel?...'' hun tog en yb indånding.
Så skrev hun videre;
''... Mit første indskud var at forlade det hele igen - og vente på dig i Himlen.
Hvem narrer jeg? Jeg kommer ikke i Himlen, og det ved vi begge godt.
Jeg vil bruge så meget tid med dig, som muligt, inden vi bliver nødt til at sige farvel...'' hun kunne mærke klumpen i halsen, da hun igen var ved at græde.
''... Jeg er i lejligheden hvis du vil mig noget - men først er der noget jeg er nødt til at gøre...''
Med det brev efterladt til ham, forlod hun igen hans lejlighed og låste efter sig.
Hun samlede de penge hun havde - en del efterhånden, og fordelte dem i fire bunker, en for hver af de mænd hun havde myrdet i hævn.
Nu skulle hun bare finde mændenes familier og give dem pengene og en undskyldning.
Hun søgte ikke tilgivelse, men hun ville give dem tilfredsheden ved at se deres elskedes morder - og hvem ved, måske endda hjælpe hende med at forkorte hendes levetid?..

//ved ikke om emnet så slutter her, eller om vi skal springe til et nyt tidspunkt - nogle dage senere?//

//Tænker vi springer til et nyt tidspunkt. ^^

// så starter du du bestemmer selv hvor lang tid der er gået//

Der var gået to uger siden han sidst havde set hende. Han havde set hendes brev med alle digtene, tegningerne og sangene. Han havde gennemgået dem alle og gemt dem i en skuffe, der kunne blive låst med en nøgle. Han ville ikke risikere at nogen tog dem. Hendes brev var også i skuffen. Grunden til han ikke havde kontaktet hende endnu var at han havde haft travlt, men også fordi han var nervøs for om hun stadigvæk var vred på ham, hvilket han sandelig håbede at hun ikke var.
Han havde dog fået taget sig sammen nu, så han var på vej ned til hendes lejlighed. Han havde en hvid t-shirt, brune shorts og sine sædvanlige sorte converse på. Måske ikke den bedste kombination når det regnede udenfor, men han var ligeglad. Han havde en forbinding på omkring skulderen, men det var en lang historie om hvorfor. Man kunne svagt skimte forbindingen, da den også var om hans brystkasse. Han bankede på hendes dør tre gange og ventede derefter.

Efter en halv uges til havde hun besøgt samtlige familie, betalt kompensation og derefter givet dem hendes dybeste undskyldning.
Siden da, havde hun været i sin lejlighed, nu igang med at tegne igen. Tegningerne havde samme motiver som altid - dog med et lille twist.
Daniel havde nu vinger, og Lyssa var nu både ældre og mere ensom at se på.
Lyssa kunne ikke se fremtiden - men hun kunne oftest stole på sine drømme. Hendes drømme fortalte hende oftest sandheden, om det var i forbindelse med Daniel eller hans gruppe.
Hun havde flere gange haft mareridt om Daniels gruppe fandt ud af hvad hun havde gjort - og dømte hende til det som hun frygtede mere end noget andet - døden.
Men hun havde ikke tænkt sig at dele disse tanker med Daniel - hvis han nogensinde valgte at tale med hende igen.
Lejligheden var fulgt med små lys og røgelse brændte i det ene hjørne. Lejligheden var lun og svagt belyst - taget i betragtning at hun tegnede.
Det var først da hun hørte at det bankede på, at hun trak sig ud af sine tanker.
Iført yogabukser og en bh åbnede hun døren og så nu direkte op på daniel. Hun var på vej til at smile, da det gik op for hende - dette kunne være et arbejdsrelateret besøg.
''Jeg er i tvivl - er det kondomer eller knive jeg skal finde frem?'' spurgte hun med et kækt lille smil, inden hun gik til side for at lade ham komme indenfor.
Hun vidste ikke hvor hendes kække lille bemærkning kom fra - og hun var nærmest ligeglad. Enten grinte han med, eller ej. Op til ham.

Da hun åbnede døren rødmede han kraftigt og det blev ikke bedre af hendes kække bemærkning. Han så ned i gulvet og mumlede et eller andet utydeligt. Han trådte indenfor, men havde stadig blikket i gulvet. Han tvang sig selv til at se på hende. "Hv... Hvorfor har du ikke en trøje på?" Spurgte han, det var tydeligt at han var nervøs og genert. Han så sig omkring, inden han vendte sig om imod ham.
"Jeg, øh.. Jeg kom for at sige at.." Han sukkede svagt. "Okay, jeg kom ikke fordi jeg ville sige noget, jeg kom fordi jeg savnede dig." Han kløede sig lidt i nakken og så ned i gulvet. "Hvad angår gruppen, så ved de intet. De er alt for optaget efter de opdagede en gruppe vampyrer her i byen. Vi angreb dem i forgårs, men det gik ikke så godt." Han lagde sin ene hånd imod sin skulder. Han rystede på hovedet. "Men, hvad.. hvad har du gået og lavet?" Det var tydeligt han var i tvivl om hvad han skulle sige og gøre lige nu. At hun ingen trøje havde på distraherede ham virkelig.

Hun smilede drilsk til ham.
''Jeg tænkte at det var nemmere for dig at komme til - når en trøje ikke var i vejen.'' hun rakte kort tunge af ham.
''Gruppen er ikke et problem - Daniel. Ikke længere.'' sagde hun roligt. Hun lukkede døren efter sig. ''Så du savnede mig?'' smilede hun roligt.
Hun gik hen til sin køkkenvask og fyldte et glas vand til sig selv.
''vil du have noget?'' spurgte hun inden hun smilede drilsk til ham. Hun overvejede lidt at vise haam hvordan det var at være kæreste med hende - men var de nu også det?

Selvom det ikke burde være muligt rødmede han endnu mere. "Mh.. O-okay." Han vidste ikke hvad han ellers skulle sige til det. Han var så pokkers nervøs. Han så spørgende på hende. "Hvad mener du med de ikke længere er et problem?" Spurgte han undrende og rynkede svagt på panden. Han trak på sin ene skulder. "Ja, selvfølgelig gjorde jeg det." Mumlede han.
Han rystede på hovedet. "Nej, ellers tak." Han satte sig på hendes sofa. Hans forsigtige bevægelser viste tydeligt at han var skadet, men han prøvede ellers at skjule det. Han så på tegningerne. "Hvad skal dine tegninger forestille?" Han var lidt i tvivl om det.

Hun valgte at holde igen med drilleriet - tænk nu hvis han slet ikke kune se at det bare var drilleri..
Hun gik ind og satte sig på sofabordet - dog undgik hun sine tegninger - og så direkte på ham.
''Jeg har ikke jaget siden du gik. Jeg har snakket med alle mændenes familier, og hjulpet dem i deres helingsprocess.'' mere sagde hun ikke om det - der var ikke mere at sige.
Roligt tog hun en tår af sit glas med vand - uden egetlig at sige mere. Indtil han spurgte om tegningerne...
''det er lige meget hvad de forestiller.'' sagde hun og begyndte at samle dem sammen for at lægge dem væk.
Hun havde ikke lyst til at fortælle ham om hendes drømmesyn - om hendes mareridt om at han skulle myrde hende. Og at han kunne lide det.

Daniel kunne ikke lade være med at smile, da hun sagde at hun ikke havde jaget siden sidst. Det var han rigtig glad for at høre. "Dejligt. Det er jeg rigtig glad for at høre." Siden hun hjalp familierne, så gjorde hun en god gerning, hvilket var det der skulle til for at komme i himlen.
Hans smil forsvandt, da hun samlede tegningerne sammen. Han fornemmede at der var noget galt, men var usikker på om han skulle kommentere på det. "Lys.." Han stoppede sig selv før han fik sagt noget. Han så ned i gulvet. Han vidste virkelig ikke hvad han skulle sige til hende. Det var som om at hver gang, han fandt noget han gerne ville sige, så glemte han det, eller også kunne han bare ikke få sig selv til det.

'''Det er drømme jeg har haft på det sidste. Ikke andet.'' sagde hun, da han atter tav. Hun havde ikke lyst til at uddybe det yderligere.
Men hvis han havde set efter, var tegningen øverst i bunken, en tegning der viste Lyssa, Quinn og Daniel. Quinn stående og smile, med et par vinger voksende ud af hendes ryg, Daniel med store flotte vinger og Lyssa stående med blodrøde tårer og en kniv i hjertet. Daniel havde blod på hænderne.

Hun lagde tegningerne med bagsiden opad for at gemme motiverne.
''du burde passe på, når du er på opgave. Jeg kan ikke have at du kommer hjem med brækkede ribben og smadrede skuldre.'' sagde hun med et lille smil. Hun havde ikke lyst til at dele sine drømme, sine mareridt, med ham.

Daniel lagde ikke mærke til tegningen, da han kun lagde mærke til hende lige nu. Han havde ikke tænkt sig at spørge yderligere ind til de drømme hun havde haft, da det ikke virkede som om hun ville snakke om det, og han ville ikke blive uvenner med hende igen. Han lænede sig tilbage i sofaen. Da hun snakkede igen rørte han automatisk sin ene skulder. "Jeg var bare lidt uheldig. En af vampyrerne havde en pistol og jeg var ikke forberedt, så." Han smilede svagt.
"Forresten, så vil jeg gerne.." Pludselig rødmede han igen. Han tog en dyb indånding og så alvorligt på hende. "Jeg vil gerne.. invitere dig ud." Sådan. Nu havde han sagt det.

Hun så på ham. Vidste han ikke at det var unormalt for vampyre at bære våben?
Hun lyttede til ham, mens han talte. Det lod til at han bare ville glemme hvad han ville sige igen og så ville de være over det. Lige indtil hun hørte noget fra hans mund der fik hende til at stivne og tabe glasset med vand. Det splintrede ned på gulvet med en skarp lyd.
"Du vil inviterer mig ud...?" Hun lignede en der vare evnesvag for det lod ikke til at hun helt forstod hans forespørgsel.
"Hvorhen?" Spurgte hun så, en smule mere roligt

Daniel så ned på gulvet, da hun tabte glasset. Var det et godt eller et dårligt tegn? Nervøst så han på hende igen. Han nikkede. "Ja, det vil jeg." Han var virkelig nervøs. Hans ansigt lyste dog op, da hun spurgte hvor. Det måtte da betyde at hun gerne ville ud med ham, ikke? Han rettede sig lidt op. "Jeg kender en rigtig god restaurant, men ellers tænkte jeg at vi kunne tage ud i skoven og have en picnic. Det kommer meget an på hvad du har lyst til. Jeg vil bare gerne være sammen med dig." Han smilede svagt og håbede virkelig at han sagde det rigtige lige nu.
"Så.. du vil gerne ud med mig?" Han ville gerne lige sikre sig at hun ville. Han havde et spørgende glimt i øjnene imens han ventede på svaret.

Hun var lidt skræmt ved hele situationen. Hun vidste ikke hvordan hun skulle reagerer.
Hun så på ham, tøvende. Hans spørgere blik gjorde hende en smule trist. Hvad hvis det ikke gik mell dem? Hun så lidt ned. "Ja, jeg vil gå ud med dig." Svarede hun så, og så på ham igen.
"Du bestemmer hvor og hvordan." Sagde hun roligt. "Men, je kan ikke love at det bliver perfekt." Sagde hun roligt inden hun rejste sig og trådte med bare fødder ned på det smadrede glas.
Blodet dryppede frem fra undersiden af hendes fod.
Hun lod ikke til at bemærke det, som om hun ingen smertefølelse havde længere.

Daniel fik et trist glimt i øjnene over det hun sagde. Hvorfor var hun så negativ omkring det? Sagde hun bare ja for at gøre ham glad? Han så trist på hende. "Du virker ikke ligefrem.. glad for at jeg spurgte dig ud.. Sagde jeg det forkert, eller vil du ikke?" Han så spørgende på hende. Han fik ubehagelig tanke, men han tvang sig selv til at skubbe tanken væk. Hun havde virket så glad og spændt den dag hun skulle ud med Theo. Hvorfor var hun ikke glad og spændt nu hvor Daniel spurgte hende?
"Lys, dine fødder." Han så bekymret på hende. Hvorfor var det hele så negativt lige nu? Da han havde spurgt hende havde han troet at hun ville blive glad, men.. ikke alt gik som man troede, desværre.

Hun vendte sig om og så undskyldende på ham med et lille varmt smil.
"Jeg er bare ikke erfaren med dates. Jeg har kun været på én date og den var med en person der viste sig at være alt andet end god for mig." Hun sukkede
"Jeg vil på date med dig. Du bestemmer hvor og hvordan. Bare giv mig besked om tøj" smilede hun blidt.
Hun så på sine fødder, en smule opgivende.
"En bivirkning ved kropsmodificering.... Ødelagt smertereceptorer" sagde hun inden hun så lidt ned på gulvet og skyndte aig at finde klude frem så hun kunne fjerne blod og glas fra gulvet.

Så, hun var bange for at ville opdage om Daniel ikke var god for hende eller ej, når de var på date? Han rejste sig op og satte sig på hug ved glasset, hvor han begyndte at hjælpe hende med at fjerne glas fra gulvet. "Det er okay. Jeg finder på noget godt." Han smilede skævt og så på hende. Han havde allerede en ide. "Jeg sender dig en besked over mobil omkring påklædning, hvis det er okay?" Han så spørgende på hende. Han rynkede svagt på panden. "Oh. Det må vel på et eller andet punkt være rart ikke at kunne mærke smerte." Han smilede svagt og så på hende.
Glasskårene han havde samlet op lå på hans flade hånd. Han rejste sig op og gik hen imod køkkenet, hvor han smed glasskårene ned i skraldespanden. Han så hen imod hende. "Hvis der ikke er noget som vi skal snakke om, så vil jeg gå nu, så jeg kan planlægge vores date færdig." Han smilede kærligt til hende.

Hun nikkede roligt til ham over hans lille aftale om at smide en besked på mobilen, om påklædning.
''det er ikke en fordel, tro mig. Jeg kan mærke led smadres, jeg kan mærke direkte smerte.. Med epidermisk smerte kan jeg ikke mærke. Der skal dog en masse til før jeg mærker smerten..'' sagde hun roligt. ''Jeg kan ikke mærke hvis jeg er ved at forbløde, eller hvis jeg bliver skudt. Men som det siges i én af mine ynglingsfilm; I you touch me with a burning candle, I can feel no pain. If you stab me with a knife, it's still the same..'' hun smilede roligt til ham.
Ja, hun så sig selv som død. Ikke fordi hun følte sig det, men hun var dødelig. Snart ville der ikke være en Lyssa på Jorden længere. Og hun forventede at det ville være længe før at Daniel skulle tilbage til Himlen.
Hun vidste at hun var syg, at hun blev ædt op indefra. Men at sige det til ham, ville være umenneskeligt... At ødelægge hans glæde. Egentlig ønskede hun at han tog til Himlen inden hun døde.. Inden hun måtte sige farvel..