I want to live, what about you? -Daniel-

Påklædning //

Mørket havde omsider lukket solen ind igen, og natten forsvandt. Hun gned søvnen ud af sine øjne, og ømmede sig en smule da morgensolen ramte hendes hud. Sophia lagde krøllet sammen i et hjørne tæt op af en gyde. Hun kravlede hurtigt hen i skyggen, og ind imod gyderne. Her rejste hun sig op, og måtte se en vred varulv i øjnene. Hendes øjne så chokerede ud. "Nå lille fe, er man faret vild?" Spurgte han flabet og lagde en hånd på hendes kind. Hånden fik det til at løbe koldt ned af ryggen på Sophia. Den anden hånd der fik hende til at sunke en klump, da den greb fast om hendes hofte og trak hende ind til sig. Sophias blik var fast på varulvens nakke og snart var der hul. Ud af det blå, på grund af Sophias talent til blodbetvingelse. Hun lagde sine læber på hans nakke, og manden som troede der forgik noget helt andet havde ingen mistanke. Dog tog Sophia bare hans blod, som morgenmad. Så var det måltid spist. Manden blev pludselig svag og faldt til jorden. "Aldrig døm nogle, som du ikke har mødt før. " Sagde hun tæt op af hans ansigt inden hun brugte to fingre til at skubbe ham tilbage, og ned i den kolde jord. Sophia fjernede blodet om sine læber og gik ud af gyderne, hun ville ikke dø af solens stråler, men den sveg voldsomt på hende, som myg der angreb hende hele tiden. Pointen var, at hun ikke var van til det - og det gjorde hun lignede en der var lettere tævet. Hun svejede lidt rundt, med hovedet ned i jorden. Der gik ikke langtid før hun ramlede ind i en eller anden, hvilket fik hende til at slå blikket op, men skærme for solens stråler. Hun sagde ikke undskyld, hvorfor vidste hun ikke, men det lagde ikke til hende. Faktisk var der ikke noget der lagde til hende, hun opførte sig som to forskellige racer i en hen af vejen. Sophia havde aldrig fået chancen for at udvikle en personlighed.

Daniel havde lige været et møde med en fra den gruppe han var leder af. Det havde været ret kedeligt, men det de havde snakket om havde været vigtigt. De havde lagt planer for fremtidige angreb, forsvar, baser og den slags. Han havde en hvid skjorte, sorte bukser og sorte sko på. Han havde også et sort slips på som sad ret sjusket. Han var på vej hjemad, hvor han havde tænkt sig at tage en lur. Han så op i himlen. Menneskeligheden var truet. Det vidste nærmest alle. De fleste engle ønskede at beskytte menneskeligheden og han var en af dem. Hans tanker blev afbrudt af at en gik ind i ham. Han så undrende ned på pigen. Hun var tydeligvis yngre end ham og hun lignede en der var blevet tævet, hvilket straks fik Daniel til at få medlidenhed med hende. Han trådte et skridt væk fra pigen. "Det beklager jeg. Jeg var optaget af mine tanker." Sagde han og smilede venligt. "Er du okay?" Han så spørgende på hende.

Hun nikkede til ham da han spurgte om hun var okay. Det var feen inde i hende der snakkede for hende og spillede sine kort ud. Hvis det havde været vampyren havde hendes attitude været anderledes, men den brokkede sig stadigvæk inde i hendes hoved. "Jeg klare mig." Svarede hun let og kiggede op på ham. Sophia var eksperimenteret på, for at lave et våben der kunne hjælpe menneskene. Dog var hun stukket af derfra. "Hvorfor er du så pæn. Alle de andre jeg ser er ikke ligefrem et syn for øjet." Spurgte hun og lagde hovedet lidt på skrå. Der var ingen spor af tegn på, at hun prøvede at forfører ham eller virke charmerende. Hun så mere undrende på ham. Måske var det vampyren der var kommet frem med et drilsk lille smil og en sarkastisk bemærkning. Det eneste som Sophia faktisk rigtig kunne tænke på, var at komme væk fra solens stråler. De generede hende voldsomt. Igen undskyldede hun ikke for den kommentar. Sophia åndede tungt ud og begyndte at miste balancen lidt. Solens stråler svækkede hende voldsomt, og det irriterede hende. Sophia holdt dog stadigvæk øjenkontakt med ham.

Daniel stolede ikke helt på at hun var okay. Hun lignede ikke en der var okay. Han havde et svagt bekymret glimt i sine øjne. Hendes spørgsmål overraskede ham, hvilket tydeligt kunne ses. Han vidste ikke helt hvad han skulle svare. "Øh.. Det.." Han kløede sig i nakken og så sig lidt nervøst omkring. Hvad skulle han dog svare på hendes spørgsmål? Hvorfor stillede hun ham overhovedet det spørgsmål? Han så på hende igen. "Det er jeg vel bare." Han kunne ikke finde på et bedre svar.
Han tog blidt fat i hendes arm, da det så ud til at hun begyndte at miste balancen. "Lad mig hjælpe dig." Sagde han blidt og smilede til hende. Hans aura var beroligende og opmuntrende. Hvis hun lod ham, ville han lægge sin ene arm om hendes ryg og den anden under hendes ben, og derefter løfte hende op. "Er du helt sikker på at du har det godt?" Spurgte han.

Hun var ikke van til at folk spurgte hende om hun var okay, eller for den skyld bekymrede sig for hende. Det skræmte hende lidt, men det var ikke noget der var tydeligt overhovedet. Sophia kiggede op på ham da han løftede hende op. Hun følte sig forsvarsløs og trykkere i hans arme - følelsen skræmmede hende igen. Sophia bed sig kort i læben inden hun talte igen. "Hvis du vil gå over i skyggen, så vil jeg få det meget bedre." Svarede hun svagt og kiggede ham stadigvæk i øjnene. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige eller, hvad hun skulle gøre af sig selv. Sophia sagde derfor ikke mere, og ville ikke sige mere før hun ville kunne mærke skyggerne omfavne hendes hud. Det var det eneste hendes krop krævede lige nu, skygge. Sophia slog sit blik væk fra ham og overimod skyggerne. Hendes hoved skreg voldsomt til hende. Kun fordi der var så mange indtryk som hun ikke havde lært at styrer. Sanser. Færdigheder. Livstil. Sophia lukkede sine øjne af udmattelse og man kunne fornemme, hvordan hendes muskler begyndte at spænde sig ekstremt, hvorefter de blev mere slappe. Kun på grund af solens stråler.

Daniel gik hen imod skyggerne, da hun bad ham om det. Gad vide hvilken race hun var, siden hun ikke brød sig om solen? Måske var hun bare et menneske, der foretrak skygger i stedet for solen? Hun var ikke en vampyr, for ellers ville hun være blevet brændt til døde. Han havde tænkt sig at tage hende hjem til ham, så hun kunne slappe af og få noget at spise. Han var ikke verdens bedste kok, men han kunne lave spiseligt mad. Der gik fem minutter før, de nåede hen til en bygning som Daniel gik ind i. Han gik op af trapperne til tredje etage og stoppede op foran en dør. Forsigtigt lagde han hende ned på gulvet, så han kunne åbne døren. Medmindre hun kunne gå selv, ville han løfte hende op igen og bære hende ind i lejligheden. Han ville derefter lukke døren. Han lagde hende ned på hans sofa og trak gardinerne ved vinduerne for.
"Vil du have noget at spise?" Han så hen imod hende med et venligt smil om læberne. "Mit navn er forresten Daniel. Vil du fortælle mig hvad dit navn er?" Han så spørgende på hende.

Han gik med hende og hun lod ham gøre det. Hvorfor sige imod? Sophia kiggede lidt rundt da han tog hende med sig hen til en høj bygning, og gik op af trapper med hende. Da han satte hende ned blev hun siddende, kun fordi hun ikke vidste, hvad hun skulle gøre. Han virkede ikke farlig eller noget, men som alting kunne hun jo tage fejl af ham. Sophia kiggede stadigvæk ham i øjnene da han løftede hende op igen, og gik indenfor med hende i sin favn. Da han lagde hende ned på sofaen kunne hun ikke lade hver med at nyde de bløde puder. Sophia kom jo som sagt fra gaden. Hun havde aldrig oplevet gode forhold. Mad. Jo hun kunne vel prøve, men hun vidste ikke, hvordan hendes smagsløg ville have det med det. Han havde trukket for, så lystet ikke kom indenfor. Sophia smilede let da han sagde hans navn, og satte sig op og kiggede på ham. "Jeg hedder Sophia. Og jo, lidt mad ville være dejligt." Smilede hun til ham. "Daniel, pænt navn." tilføjede hun med et skævt smil imens hun kiggede sig omkring. Aldrig havde hun set noget lignende. Sophias øjne var beundret af det hele.

Daniel gik hen imod en stol der stod ved siden af sofaen og tog det tæppe som lå over stoleryggen. Han rakte hende tæppet, så måtte hun selv bestemme om hun ville have det over sig. Han havde tænkt sig at lave pasta med kødsovs til hende, og hvis hun ikke kunne lide det, så kunne han bestille pizza eller noget andet. Han smilede svagt, da hun sagde at hans navn var pænt. "Ikke pænere end Sophia." Sagde han. Han strøg hende over håret, inden han gik ud i køkkenet. Det var en vane han havde med at stryge andre over håret, men det var kun overfor dem der var yngre end ham, og mest piger. Det virkede underligt at gøre det ved en atten årig eller nitten årig dreng. Han fandt to gryde frem og begyndte at lave pasta med kødsovs. Det tog ham lidt over et kvarter at lave det. Han fandt en tallerken frem og puttede lidt pasta på tallerkenen. Derefter hældte han lidt sovs over pastaen. Han tog en kniv og en gaffel, og gik ind til hende. Han satte tallerkenen ved spisebordet der stod foran hende og lagde bestikket ved siden af tallerkenen. "Værsgo." Han satte sig på stolen og smilede venligt til hende.

Sophia slog sit blik ned efter han strøg hende henover håret. Hun vendte ansigtet overimod ham da han gik ud i køkkenet. Lidt efter rejste hun sig op og stillede sig i dørkarmen og betragtede ham lidt. Mest af alt, så kiggede hun rundt omkring sig. Det tog dog ikke længe før hun vendte sig om og satte sig i sofaen igen og svang tæppet over sig, med et lille smil til sig selv. Sophia rettede blikket overimod ham, da han kom ind til hende igen. Hun nikkede tak til ham og greb om bestikket. Sophia rykkede sig lidt tættere på bordet og gav sig til at spise. Det smagte hende mærkeligt, men kun fordi hendes smagsløg var udviklet til at drikke blod, men det betød dog ikke, at hun ikke kunne spise normalt mad, bare ikke med samme nydelse som normale ville synes. Hun kiggede op og slog blikket ned med et grin. "Ser jeg ikke bare totalt akavet ud imens jeg spiser?" Spurgte hun uden hun tænkte over det og kiggede op på ham igen med et lille smil og tømte derefter tallerkenen. "Tak for mad." Smilede hun skævt. Hvis Daniel ikke havde opdaget det endnu, så var hun ikke den reneste. Okay, hun sov på gaden og gik rundt i det samme tøj. "Du.... har vel ikke et bad eller noget?" Spurgte hun og kløede sig lidt i nakken. Sophia forstillede sig en lille skål med noget vand hun kunne vaske sig i. Kun fordi hun ikke havde været van til andet.

Daniel betragtede hende roligt imens hun spiste. Han var ikke sulten, derfor havde han ikke selv taget noget. Han smilede lidt over hendes spørgsmål. "Nej, det gør du ikke." Han løj ikke engang. Nogle spiste anderledes end andre og det var der så absolut intet galt i. Han rejste sig op og tog hendes tallerken og bestik, da hun var færdig med at spise. Han gik ud i køkkenet og satte det ned i opvaskemaskinen. Han gik derefter ind i stuen igen. "Velbekom." Han smilede venligt til hende.
Han nikkede som svar på hendes spørgsmål om han havde et bad og gik hen imod en dør. Han åbnede den og gik ind i rummet. Han forventede lidt at hun også gik ind i rummet. Inde i rummet var der et badekar, et brusebad, toilet og en vask. Han tog to håndklæder frem til hende fra et skab og satte på bordet ved siden af vasken. "Du kan tage bad her. Du bestemmer selv om du vil bruge brusebadet eller badekarret. Hvis du har brug for hjælp med noget, så sig til." Han gik ud af rummet og lukkede forsigtigt døren bag sig.

Sophia fulgte med ham ind i det næste rum og hun kiggede sig omkring, hun var langtfra van til disse forhold, så det tog næsten pusten fra hende. Helt imponeret. Sophia nikkede til ham som tak. Da han gik kiggede hun sig lidt omkring, inden hun tog den slidte kjole af og sit undertøj og trådte ind i bruseren, hun tændte for vandet og lod det først køllige vand lande sine stråler på hendes hud, til at tempratureren blev varmere. Det overraskede hende med varmt vand, men hun lukkede øjnene og nød det blot. Det var befriende, som at stå under et vandfald. Der var ingen problemer ingenting at bekymre sig om. Sophia lukkede vandet og gik øje på noget shampoo og tog lidt af det i hånden, hvorefter hun førte det op i hendes hår. Det skummede og hun elskede det. Duften af det var fantastisk. Hun lød sæben rense hendes krop, og tændte derefter vandet igen. Klinkerne på gulvet var lidt mørke af skidt, men det løb ud i afløbet. Alt snavs og skidt forlod hendes hår, hendes hud. Hun havde ikke i noget tid følt sig så ren. Efter hun havde skyldet sig ren slukkede hun vandet og tog et håndklæde om sit hår og derefter sin krop. Hun kiggede sig selv i spejlet og kunne næsten ikke tro, at det var hende selv hun kiggede på. Hvad havde hun set sig selv sidst dengang hun var 14 måske? Det var alligevel lidt forskel fra der til nu. Hun tørrede sig hurtigt, men lod håndklædet blive om hendes krop. Hun bøjede forover og ruskede i håndklædet der var om hendes hår, så det blev mere tørt. Så lod hun det falde ned i hendes ene hånd og lagde det på bordet. Sophia holdt om håndklædet der var om hendes krop og åbnede så døren. Hun trådte ud. Denne gang var hendes ansigt helt rent fra det jord der måske havde sat lidt raster på hendes hud før. Sophia smilede til ham. "Tak fordi jeg måtte låne dit, fantastiske bad." Svarede hun med et smil.

Daniel satte sig på sofaen og tog fjernbetjeningen på sofabordet. Han tændte for tv'et og ventede tålmodigt på at hun blev færdig. Han elskede at se tv. Han havde en vane med at se tv til han faldt i søvn, hvilket ikke var så godt, da han ofte faldt i søvn i en ubehagelig stilling, så han vågnede efter nogle timer. Det irriterede ham, men han plejede altid at luske ind i sengen bagefter. Tv'et viste en dokumentar om hvaler, hvilket ikke rigtigt interesserede ham, men han så det alligevel.
Han så hen imod døren, da den åbnede. Han smilede skævt. "Det var så lidt." Han slukkede for tv'et og lagde fjernbetjeningen på bordet. Han rejste sig op og gik ind i soveværelset for at finde noget tøj til hende. Han fandt en hvid t-shirt frem som nok ville være lidt for stor til hende og et par joggingbukser. Han lagde tøjet på sengen og så hen imod hende. "Du kan låne det her tøj." Han gik ud af soveværelset, så hun kunne klæde om. "Skal jeg sætte dit tøj til vask?" Spurgte han lige inden han gik ud.