The Riverside Meeting - Wren

Påklædning: Let grå sommerkjole
Vejr: Lun nat, Stjerneklar himmel og halvmåne
Sted: Ravenwood River - ingen mennesker
Tid: Omkring midnat

Amnesia var gået væk. Hun kunne ikke orke at være hjemme. Eller det var jo ikke hendes hjem. Hun havde ikke noget hjem. Amnesia var lige blevet forvist fra himlen. Hendes hjem. Hendes familie. Hun var en Falden Engel. Selvom hun havde været falden i snart tre uger var det ikke til at vende (staves) sig til. Amnesia var rykket ind i et båd skur. Hun var så meget på røven. Alting havde forandret sig. Amnesia sad ved den brusende flod. Hun ønskede bare at der kom en eller anden. En eller anden og tog hende i hånden. Fortalte at det nok skulle gå det hele. Men der kom aldrig nogen. Amnesia tog sin tegneblok og gik i gang. Blyant strøgende fik hende ned på jorden igen. Hun startede med snuden. Derefter gik hun videre med pels, knurhår, og så dens øjne. Amnesia sukkede. Hvorfor så han ham aldrig mere? Han var som sunket i jorden.

Det var sommer. En varm sommer. Amnesia var kun fem. Hun lå i det høje græs med lukkede øjne. Hendes fingre knugede om en hvid blomst. "Hej." Stemmen kom fra en dreng. Amnesia vendte sig om. Drengen var nok et år ældre end hende.

Der var den første gang de mødtes. De sås næsten dagligt på den blomstrede eng. Han var varulv. Hun var engel. Som tolv og trettenårige udviklede deres venskab sig til mere. Kærlighed.

Det var sommer. Igen. Amnesia var tolv. Snart tretten. Når hun blev tretten ville hendes forældre have Amnesia kunne allerede se ham nede på engen. Hun fløj hurtigt ned. Hendes hoved var på hovedet og det hele var omvendt. Da Amnesia bar lige ud for hans snude kyssede hun den blidt. Han blev overrasket. Hun smilede.

Hvis bare Amnesia vidste hvor han var nu. Måske var det ham der ville tage hende i hånden og sige at det hele var okay.

Påklædning: Sort stram trøje med v-udskæring, korte sorte shorts.

Wren hev sine løse sorte converse af og traskede videre ned langs Ravenwood River. Han havde det enlig meget godt... Når han da var sammen med mennesker der kunne få ham til at tænke på noget andet end hende. Alle auraerne fik ham også godt og grundigt på andre tanker for det meste. De var meget spændende og vigtige for ham. Hvis han ikke kunne se dem ville han hele tiden se hende.Men om aftenen når gaderne blev øde blev hans sind åbnet op og tanker og minder væltede frem i et forvirrende hjerteknusende rod. Han savnede hende. Af hele sit hjerte. Hvis han dog vidste hvor hun var ville det hele være meget nemmere.

En fjortenårig Wren løb ud på engen for at møde sin soulmate. De sås vær dag en den dag var hun væk. Wren satte sig såret ned i græsset og pillede ved en lille smuk blomst. Den mindede ham om hende. Han kaldte hende altid hans blomst, så det gav vel god mening. Hver dag tænkte han på deres første kys, men han gik aldrig tilbage til engen. Den ellers så smukke lille eng var blevet hjemsted for et spøgelse i form af en engel.

Hvor mon hun blev af. Wren gik lidt længere og opdagede en pige skikkelse der sad og tegnede. Mon pigen kunne få ham på andre tanker end hans elskede Amnesia der havde forladt ham. Han satte sig ned ved siden af hende. "Hej. Må jeg se?" Spurgte han med et klassisk hjerteknuser smil. Han britiske accent var som en lidt for sød lyserød topping på hans smil.