I'm a nightingale! ~ Daniel

Daniel ventede tålmodigt på at Lyssa åbnede døren, men da der var gået lidt tid overvejede han at gå igen. Måske var hun gået i seng? Han hørte så hendes stemme der råbte at døren var åben. Han åbnede døren og lukkede den forsigtigt bag sig. Han satte sig på sofaen og så rundt. Dette var første gang, han havde været i hendes lejlighed. Der var nu meget hyggeligt selvom der ikke var så meget.
Han så hen imod Lyssa, da hun dukkede op. Han rødmede kort eftersom hun kun havde et håndklæde om sig. Han så ned i gulvet og rødmen forsvandt derefter lidt. "Jeg ville bare lige sikre mig at du var okay." Han samlede mod til at se på hende også selvom det ville betyde at han rødmede endnu mere, hvilket han uheldigvis gjorde. "Har du grædt, Lyssa?" Spurgte han og rejste straks straks op.

Hun så lidt på ham, opgivende.
''ja, Daniel, jeg har grædt. Jeg har stået ude i badet i snart tyve minutter og vrælet migselv hæs for ingen verdens grund!'' sagde hun, med en stemme der ligefrem flød med sarkasme.
Hun var ikke ligefrem glad for at han så hende sådan her, men hun var så..... så led og ked af det her liv. Alt var meget nemmere da hun boede i en celle på fire gange fire kvadratmeter.
''nej, jeg har ikke grædt. Jeg har bare ikke fjernet makeup inden jeg gik i bad.'' sagde hun roligt og satte sig ved siden af ham.
''du behøver ikke være flov over det her, du har trods alt set mig nøgen.'' sagde hun med et lille smil.
Endnu et smil, endnu et falskt lille møgsmil.
Hun havde ikke lyst til at smile, men gjorde det for hans skyld. Hvordan ville han ikke have det hvis hun bare sad og havde det elendigt foran ham?

Daniel så ned. Hvorfor snakkede hun sådan til ham? Havde han gjort noget forkert? Han pillede igen lidt ved sin forbinding, hvilket tydeligvis var et tegn på at han var nervøs. Han så på hende igen, da hun satte sig ved siden af ham. "Okay." Mumlede han og så ned igen.
Han trak på sin ene skulder over det hun sagde og valgte ikke at kommentere på det. "Lyssa.. Har jeg sagt eller gjort noget forkert? Du blev lige pludselig.. så fjern, da jeg nævnte pigen fra gruppen." Han så forsigtigt på hende.

Hun så lidt ned. Stille.
Men efter nogle sekunder, så hun igen på ham. ''Du gjorde intet forkert, Daniel. Jeg er glad for at du er så glad for en anden pige.''
hendes ord var skælvende, men hun prøvede at skjule det.
''jeg er bare... jeg har bare mange ting for tiden som ikke helt gør mig... særlig følelsesmæssigt stabil..'' sagde hun stille.
En direkte løgn, men hun ville ikke fortælle ham sandheden.
Hun savnede at blive holdt om, kysset på panden... Hun savnede tætheden, nærheden. Hun savnede det hun engang havde haft.
Inden i skreg alt efter at afslutte det her... Komme videre med sit liv. Men hun kunne ikke. Det ville betyde at hun forlod det liv hun havde nu. Og uden Daniel ville hun gå til grunde. Om hun så måtte leve med at han havde sit livs kærlighed som ikke var hende...

Daniel rakte udefter hendes hånd og hvis hun lod ham tage den, ville han give hendes hånd et blidt klem. "Du ved at du kan fortælle mig alt, Lyssa." Han smilede opmuntrende til hende. Han håbede at hun ville fortælle ham hvad der gik hende på, for han havde en fornemmelse af at det hun sagde ikke var sandheden, men hvis det var, ville han gerne vide hvilke ting det var der gjorde hende følsesmæssig ustabil.
"Har du spist?" Han så spørgende på hende. Han var ret sulten.

Hun bed sammen, da han tog hendes hånd. Uheldigvis, havde hun mere end bare en smule følelser i klemme, og det resulterede i at der nu skete det hun så ofte prøvede at undgå.
En sort malstrøm flåede dem begge fra sofaen og ned i et minde. Et minde som hun for alt i verdenen ikke ønskede at han så.

En ung forsmået Lyssa sad sammenkrøbet i et hjørne af en celle. Overfor hende sad en ung mand der lignede Daniel utroligt meget.
Han nynnede for hende, mens han beroligende strøg hende op og ned af benene. Man kunne se at han bare samme mærke som hun gjorde nu.
''Jeg bliver nødt til at gå omlidt, Lyssa..'' sagde han, med en forpint stemme. Den lille Lyssa kravlede op i hendes broders skøb, med tårer trillende ned af sine kinder.
''Dean! Det er tid!'' kaldte en vagt, og den unge mand satte Lyssa på gulvet. Han gik hen til døren hvor en vagt gav ham lænker på - magen til dem hun have haft på da Daniel fandt hende. Han fik et halsbånd på og en mundkurv til når han forvandlede sig.
Både Daniel og Lyssa kunne mærke smerten i mindet, hvordan den lille pige-version af Lyssa blev omringet af frygt og rædsel. Hun var alene...

De blev fluks hevet ind i et nyt minde, denne gang i Daniels soveværelse, hvor Lyssa sad på gulvet og tegnede Daniel som var gået ud som et lys. Ved siden af hende lå en bunke med tegninger af ham, alle sammen minder fra hendes tid med ham. Enkelte i hans engleskikkelse. Nogle af dem endda i skikkelse af en elsker. Dem havde hun dog kun tænkt sig til...

Lyssa hev sin hånd til sig igen, og stirrede på Daniel. Man kunne se, hvordan hun ikke ønskede han skulle se det. Hvordan hun bare ville gemme sig, give op.
''Jeg.... Jeg ser lige om der er noget i køleskabet...'' sagde hun tøvende, en smule forvirret. Hun var svimmel og træt. Faktisk, føltes det som om hun var ved at besvime. Men hun lod som ingen ting.

Daniel fik et chok, da han igen blev revet ind i en af hendes minder. Han glædede sig ikke ligefrem til at se det. Sidste gang havde været ret skræmmende, hvis han skulle være ærlig. Derfor lukkede han sine øjne, men da han hørte en drenge stemme, åbnede han sine øjne. Han så rundt i rummet. Udover ham selv var der en lille kær Lyssa og en dreng der lignede ham en hel del, hvilket chokerede Daniel lidt. Han ville ønske at han kunne stoppe det der var ved at ske, så lille Lyssa ikke skulle miste sin ven. Var det mon hendes bror eller bare en ven? Han kunne spørge hende senere.
Og så røg han ind i et andet minde. Nysgerrig så han på tegningerne Lyssa havde lavet. Han elskede selv at tegne og syntes selv han var ret god til det. Nogle af tegningerne gjorde ham dog helt forvirret.
Pludselig var de tilbage i Lyssas stue. Han så forvirret på hende. "Lyssa.." Han ville gerne sige undskyld og spørge hvem drengen havde været, hvorfor hun havde tegnede ham, men han kunne ikke få sig selv til det. "Jeg.." Hvad pokker skulle han sige?

Hun fandt hurtigt frem til at lave nogle sandwiches til ham.
Hun kom ind igen med et stort glas cola og to store sandwiches på en tallerken til ham og satte det på et lille kaffebord foran dem.
''Daniel...'' sagde hun stille, inden hun så lidt ned da hun satte sig igen.
''Hvad du ser, når det her sker, er ikke noget der er med vilje. Jeg ønsker ikke at du skal se det, men det gør noget andet åbenbart.'' sagde hun stille.
''hvad end du vil spørge om, så spørg hurtigt - inden jeg skifter mening..'' sagde hun stille, inden hun så op på ham igen.
Hun tog den ene sandwich og delte i to, hvorefter hun begyndte at nippe til den.
Hvad skulle hun ellers gøre...?

Igen begyndte Daniel at pille ved sin forbinding. Efterhånden var den begyndt at gå op fordi han pillede så meget ved den, så han skulle nok snart få en ny forbinding på. Han så på Lyssa, da hun dukkede op med cola og sandwiches. Han kunne ikke få sig selv til at spise endnu. Han var nød til at få besvaret nogle af sine spørgsmål inden. Han vidste ikke helt, hvad han skulle sige til hende, så han valgte bare at nikke og se ned.
Dog, da hun sagde at han skulle stille sine spørgsmål hurtigt, så han på hende. "Hvem var den dreng som lignede mig så meget? Hvorfor har du tegnet mig.. og hvorfor var nogle af tegningerne lidt, øh..?" Han vidste ikke hvilket ord han kunne bruge.

Hun sukkede stille og så på ham.
''den unge mand... var Dean. Han var min storebror... Det der var sidste gang jeg så ham.'' sagde hun stille, inden hun så lidt ned. Hun havde virkelig ikke lysten til at tale om Dean. Ikke efter han bare havde forladt hende dengang...
Hun blev lettere rød i hovedet, da han spurgte ind til tegningerne.
''Ja, det...'' sagde hun stille, i et forsøg på at finde en god undskyldning.
''det er sådan jeg ville ønske at vi to var.'' sukkede hun opgivende. Hun så ikke på ham, ikke længere. I stedet tog hun en tår cola fra glasset, og krøb lidt sammen i sofaen - stille.
Hun vidste godt hvad hun ville sige, men hun turde ikke.
*det var derfor jeg gik, derfor jeg græd i badet, derfor jeg ikke ville tale om det...*
Hun så tavst frem for sig, stille...

Så det havde været hendes storebror. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige. Det var nok ikke en god ide at spørge om hvad der var sket med ham, da det ikke virkede til at hun ville snakke om det. "Det gør mig ondt." Sagde han for ligesom at lukke den samtale.
Han fik et undrende glimt i øjnene eftersom hun rødmede. Det blev dog hans tur til at rødme efter hun havde svaret på hans spørgsmål. Hun ville have.. at de var.. han kunne ikke engang få sig selv til at tænke ordet. "Så da jeg.. nævnte hende fra gruppen.." Han fik det helt dårligt. "Undskyld, Lyssa." Han så roligt på hende. "Men.. hvor længe har du ønsket det? Hvad med Theo?" Han vidste ikke hvad han ellers skulle gøre end at stille hende spørgsmål.

Hun rystede på hovedet uden at sige mere.
Hvad skulle hun også sige? Hun kunne plapre løs i en evighed, men hun ville aldrig komme til sagen.
Hun så ned på sine hænder, inden hun stille begyndte at mumle:
''dengang jeg havde fået en øl, og jeg ikke ville lade dig sove i fred startede det hele..'' mumlede hun stille.
''Du skal ikke undskylde for at tale om en pige du kan lide.'' sagde hun stille.
''Jeg kan jo ikke forlange at alt går efter mit hoved.'' sagde hun bare, inden hun så lidt ud af vinduet.
Egentlig, vidste hun jo godt at han ikke følte den slags for hende, så det måtte hun jo leve med...
''jeg gider ikke tale om det, okay..?'' sukkede hun inden hun rejste sig stille og gik ud i køkkenet igen.

Det forklarede hvorfor hun havde spurgt ham om der var noget galt i at blive forelsket i en engel, hvilket han stadigvæk var ret sikker på der ikke var noget galt i. Han rakte udefter sin sandwich og tog en bid. "Lækkert." Han smilede svagt og tog en bid mere, inden han lagde sandwichen tilbage på tallerknen.
Han så efter hende, da hun gik ind i køkkenet. Han rejste sig op og fulgte efter hende. "Lyssa, hvis vi ikke snakker om det, så vil det hele blive mere akavet imellem os." Sagde han. "Så.. du var vild med mig imens du var sammen med Theo?" Han så spørgende på hende.

Hun stod nu med ryggen til ham og stirrede ned i køkkenvasken hvor vandhanen bare løb med koldt vand. Hun havde et glas i hånden, og ventede blot på at vandet blev koldt nok til at drikke uden at det var ubehageligt.
Man kunne se at hun prøvede at kontrollere sin vejrtrækning. At hun prøvede at forholde sig rolig.
''Jeg...'' hun tav igen, inden hun fyldte glasset med vand.
Hun tømte hele glasset inden hun så på ham igen.
''Det er ligemeget, Daniel.. Jeg ved godt at du tror at det bliver akavet, men hvis det gør - er det fordi du ikke kan gå tilbage til at vi bare er venner.'' hun prøvede at virke helt klar i hovedet. I virkeligheden var hun ved at bryde sammen mentalt. Men hvad skulle hun gøre, han var jo glad for en anden. Det var ikke hende han skulle bekymre sig om.
''Theo var immun overfor mine... små uheld ved fysisk kontakt. Han var nem at være tæt på uden at være bange for at han så noget han ikke skulle. Men han var bare... Ikke det jeg ville.'' sagde hun kort og kontant.
Så trak hun vejret tungt.
''jeg går lige ind og så noget tøj på..'' sagde hun stille, og gjorde an til at gå forbi ham o ind i hendes soveværelse.

Daniel så bare på hendes ryg imens han ventede på hendes svar. Hun var vild med ham. Det var lidt svært for ham at forstå, også selvom det forklarede et par ting. Han vidste ikke om han gengældte hendes følelser, men han vidste jo heller ikke om han var vild med pigen fra gruppen. "Eller også vil jeg have dårlig samvittighed over ikke at gengælde dine følelser som jeg ikke ved om jeg gør." Han så ned i gulvet.
"Men, hvorfor mig?" Han forstod det ikke. Han var ikke speciel og hans udseende var ret normalt, så det var ikke fordi han var helt vild pæn, men han var heller ikke grim.
Da hun lagde an til at ville gå forbi ham skulle han til at række udefter hendes arm for at stoppe hende, men han lod være. Han ville ikke risikere at hun skulle opleve de forfærdelige minder igen.

Hun så kort på ham, opgivende.
Så rystede hun bare på hovedet. Hun havde længe overvejet at fortælle ham det - men hun havde været bange for at ødelægge alt.
Way to go, nu ville det hele være ødelagt mellem dem...
Det var ligemeget, at hun var forelsket i Daniel. Det var bare en forelskelse. Den ville gå over på et tidspunktt. Forhåbentlig.
''Jeg...'' hun tog en dyb indånding.
''jeg ved det ikke, Daniel. Okay?..'' uden at vente på hans svar gik hun ind i sit soveværelse. Hun tog endnu en dyb indånding inden hun stirrede på spejlet på væggen.
*hvad havde du regnet med? Hvem med en normalt fungerende hjernebro ville kunne falde for dig?*
Hun tog en serviet fra æsken oven på kommoden og fik fjernet den værste udtværede makeup, mens hun prøvede at tage sig sammen.
''en pige fra gruppen...'' hun rystede på hovedet, stille.
*han vil jo ikke engang have dig med i gruppen.*
hun rystede på hovedet igen, hårdt.
hun fumlede med at finde noget tøj frem fra kommoden.
Det blev en af Theo's gamle t-shirts og et par enorme joggingbukser. Hun lagde det på sengen og satte sig ved siden at tøjet, opgivende.

For pokker da også. Han havde ingen ide om hvordan han skulle håndtere denne situation. Han havde jo aldrig prøvet dette før. Han gik ind og satte sig på sofaen i stuen. Hvorfor var det hele så besværligt lige nu? Hvorfor kunne han ikke bare vide om hvem han var vild med, hvis han var vild med nogen? Han kørte en hånd igennem sit hår og lænede sig tilbage i sofaen.
Efter et par minutter rejste han sig op og gik hen til soveværelset. Han bankede på døren. "Lyssa? Må jeg komme ind." De var nød til at snakke sammen også selvom det ikke var nemt. "Vi er nød til at snakke om det. Jeg vil ikke have ødelagt vores venskab." Var det han sagde nu det rigtige? Eller gjorde han det hele forkert?

I nogle få minutter havde hun bare siddet og gloet. Hun vidste jo godt at han kun så hende som en ven.
Da han så bankede på, sagde hun ikke rigtig noget, andet end at der ikke var låst. Det var op til ham selv, om han ville ind.
Hun sad stadig iført håndklædet, med tøjet foran sig. Hun følte sig så alene, lige nu. Dean havde vidst hvad hun skulle gøre...
Deres venskab? Det havde aldrig lidt overlast af at hun var vild med ham? På den anden side, nu da han vidste det, ville det nok blive en smule akavet.
Men hun vidste ikke hvad hun skulle sige, kunne hun overhovedet sige noget? Hun følte at hendes hals var snørret sammen. Hverken lyd eller luft passerede.
Hun vidste ikke længere hvad hun skulle gøre.
Hun sad og pillede ved en tot af sit hår, mens hun stirrede på tøjet. Hun orkede ikke engang tage det på. HUn havde brug for bare at... gå i stå, i noget tid.

Det gik ham på at hun ikke sagde andet end at døren ikke var låst. Han var ligeglad med om den var låst eller ej, det var kun høfligt at spørge om man må gå ind i stedet for bare at brase ind i værelset. Han åbnede døren og gik ind i værelset, hvorefter han lukkede døren bag sig. Det gjorde ham ked af det at se hende have det sådan, men hvad skulle han gøre? Måske var det bedst hvis han gik?
Han satte sig ved siden af hende på sengen og overvejede hvad han skulle sige. Han så lidt på hendes tøj som hun ikke havde taget på endnu. "Vil du gerne have at jeg går, så du kan være alene?" Spurgte han forsigtigt.

Hun så på ham, en smule frustreret.
''det ved jeg ikke, Daniel... Jeg ved bare, at jeg er for træt til at skulle håndtere alt det her nu..'' sagde hun stille, inden hun så lidt ned.
Det var løgn, hun var ikke træt. Hun havde bare brug for at gemme sig væk.
Hun tog en dyb indånding for at rette op på hendes totalt ulidelig opførsel.
''Nå!'' sagde hun, med en optimisme der osede langt væk af falskhed.
''Hvordan er hun så? Hende pigen fra gruppen?'' hun spurgte ham med et prøvende smil, mens hun rejste sig og fandt et par trusser frem fra hendes kommode og tog dem på, mens hun stadig havde håndklædet om sig.
''Er hun sådan en genert lille mus, eller giver hun dig kamp til stregen?'' spurgte hun, drillende. Hun vidste godt at han ikke troede på hendes lille optimistiske maskerade, men hun var nødt til at gøre noget for ikke at ødelægge deres venskab helt.

Han brød sig ikke om den negative stemning der var i rummet, han vidste bare ikke hvad han skulle gøre for at gøre det hele bedre. Han nikkede kort til det hun sagde. Han så på hende, da hun rejste sig op. Han trak på sin ene skulder over hendes spørgsmål. Han havde ikke rigtig lyst til at snakke om piggen med hende, mest fordi at han var ret sikker på at det ville gøre hende ked af det.
"Lyssa, jeg vil ikke snakke med dig om hende nu hvor jeg ved at du kan lide mig mere end som ven. Jeg vil ikke gøre dig ked af det." Han rejste sig op. "Og jeg vil tage tilbage til min egen lejlighed nu. Måske kan vi snakke om det hele imorgen når jeg er kommet hjem?" Han så spørgende på hende.

Hun bed sammen, da han insisterede på at tale om hende og ikke om pigen fra gruppen.
Han ville ikke engang lade som om, for hendes skyld.
''Okay... ja, det er... Ja, okay..'' sagde hun inden hun fik trukket i tøjet.
''Så ses vi.'' hun smilede svagt til ham, indne hun satte sit våde hår op i en hestehale.
Hun vidste ærlig talt ikke hvad hun skulle lave, ikke nu. Der var en evighed til hun skulle på arbejde igen. Uheldigvis.
Hun ventede ikke engang på at han var gået, før hun fandt sin makeup pung frem og begyndte at lægge en neutral makeup.
Hun kunne jo sætte sig til at tegne igen? Selvom hun ikke havde gjort det i flere dage nu.


//undskyld kort svar//

Daniel smilede kort til hende, inden han gik ud af hendes lejlighed og hen til hans egen lejlighed. Han begyndte at knappe sin skjorte op og tage den af. Uden at tænke på at tage sine bukser af lagde han sig under dynen, men først efter at have flyttet Arno lidt, så han kunne ligge sig. Arno lagde sig på en af puderne og faldte i søvn igen. De minder som han havde set, da han havde rørt ved Lyssa, blev ved med at genindspille sig i hans hoved. Der gik lang tid før han faldte i søvn.
Da klokken var syv om morgenen var han allerede taget afsted og var først hjemme klokken fire om eftermiddagen.

Hun havde med det samme sat sig til at finde blyanter og papir frem, men det endte med at hun sad og skrev i stedet for.
Efter flere timer, havde hun valgt endelig at få noget at spise. Men hvad det så end var hun havde fået bkset sammen, smagte det af badr!
Hun havde derfor opgivet. Hun vidste at han ikke havde en nøgle til hendes lejlighed, og det var unfair. Hun tog sin ekstra-nøgle og satte den i en nøglering hvor der var en ulv i. Han burde vide hvad det var.
Hun var gået op og havde lagt den på hans sofabord, hvorefter hun havde taget sin iPod, og taget et par løbesko på.
Hun havde brug for at stresse af og glemme aftenens lort.
Derfor satte hun i løb mod parken, mod det eneste sted hun faktisk ikke følte sig malplaceret. Hun smilede svagt da hun så et ældre ægtepar sidde på en bænk.
Men hun løb bare videre, og videre. Det havde hun brug for.
Da hun først kom tilbage, var det langt ude på eftermiddagen igen. Hvad klokken var, vidste hun ikke, men hun var skrup sulten!
Så med høj musik i ørerne gik hun igang med at lave endnu en sandwich, men den var nok ikke lige noget for andre end hende. Rødt kød mellem to skiver toast.
Kom nogen ind i lejligheden ville hun næppe opdage det før de faktisk rørte ved hende.

Daniel åbnede døren ind til sin lejlighed og gik indenfor. Han fik straks øje på nøglen på sofabordet og gik derhen for at tage den op. Han smilede svagt over det. Han gik nedenunder til den etage hvor Lyssa boede. Han låste døren op og gik indenfor. Han lukkede forsigtigt døren og så sig omkring. Lyssa var nok hjemme. Det regnede han da med, da han kunne høre at nogen var inde i køkkenet. Han gik roligt derud og fik straks øje på Lyssa.
Med et drillende, skævt smil gik han hen bag hende og tog ørepropperne ud af hendes ører. "Hvad hvis jeg var en forbryder?" Spurgte han drillende.