I wouldn't come back if you asked me to... Would I...? ~ Daniel

Tid, sted, vejr og omgivelser findes i emnet


Det var helt underligt at være tilbage I Ravenclaw. Nu havde hun igennem flere dage gemt sig i gyderne omkring lejlighedskomplekset hvor Daniel boede.
Hun vidste ikke hvorfor, men tanken om at tage tilbage og forklare Daniel hvad der fik hende til at stikke af, ville ikke gøre tingene nemmere. Kun Theo kendte til hendes liv før Ravenclaw. Eller, i hvert fald den del der gjorde at hun ikke turde finde ud af hvem hun virkelig var.
Hun havde nu valgt, at gå en tur i parken. Det var kort process, ingen ville i nærheden af en ulv på størrelse med et menneske. Og da slet ikke en hvid ulv.
Så hun gjorde det nemt for sig selv, hun lå under et træ. Hendes ene øje var der kommet en kæmpe flænge over, og hendes ene pote var blodig. Det svarede til et flækket øjenbryn og en brækket hånd.
Solen var først nu ved at gå ned, og skyerne der havde dækket himlen hele dagen var ved at passere. Mon ikke de enkelte mennesker der havde begivet sig ud på en aftentur ville lade hende være?

Daniel savnede på en måde Lyssa. De første par dage havde der været ensomt i lejligheden, så han havde skaffet en hund som han havde navngivet Arno. Arno var en sød beagle og var ikke særlig gammel, så han var stadigvæk en hundehvalp. Daniel var lige nu ude og gå en tur med Arno. Den søde lille hvalp rendte rundt og snuste til alle som gik forbi dem. Daniel havde en hvid t-shirt på, sorte shorts og sorte converse som efterhånden var ved at blive lidt slidte.
Daniel og Arno nærmede sig parken, men efter nogle få minutter begyndte Arno at gø helt vildt, mens han så hen imod et træ. "Rolig nu." Daniel satte sig på hug og kløede Arno bag øret, men det hjalp ikke. Daniel så hen imod træet og fik øje på den hvide ulv. Det første han tænkte var at det nok var Lyssa, men hvad hvis han tog fejl? Han sad helt stille og så på ulven.

Lyssa lå der bare, indtil lyden af en gøende hundehvalp fik hende til at se op. Hvad skulle hun gøre? Daniel stod og så direkte hen på hende, med…. En hund? Han havde udskiftet hende…
Hun rejste sig hurtigt, hvilket resulterede i et kort klynk, da hun skulle støtte sig på sin pote, og derefter begyndte hun at gå. Havde hun ikke lige overbevist sig selv om at hun var blevet erstattet? Alligevel havde hun kurs direkte mod ham, som om hun ville vise ham, at det var hende. Hvem ellers skulle det være – der er ingen andre hvide ulvinder på størrelse med voksne mennesker i Ravenclaw.
Hun stoppede dog et stykke fra ham og så varsomt på hundehvalpen. Hun havde aldrig stolet på andre dyr. Og specielt ikke andre hunde. Hun så op på Daniel, en smule frustreret.

Arno var ikke en erstatning. Daniel havde længe ønsket sig en hund og eftersom Lyssa bare var smuttet, så havde han valgt at skaffe sig en, mest fordi der også var så stille i lejligheden. Daniel fulgte ulven med øjnene, da ulven gik hen imod ham. Det var tydeligvis Lyssa. Det var han helt sikker på nu. Arno stoppede med at gø, men holdte skarpt øje med ulven.
Daniel sukkede svagt, da han lagde mærke til det frustrerende glimt i hendes øjne. Daniel rejste sig op. "Du skal ikke se sådan på mig når det var dig som forsvandt." Sagde han, en smule irriteret. Han kunne ikke gøre for det. Han var ret skuffet over hende, men han følte også at han ikke var så vigtig.

Hun så på ham, og kunne ikke undgå at føle et stik af smerte over hans ord. Hun var forsvundet fordi hun var begyndt at føle sig… malplaceret. Hun havde på en måde fået nogle følelser for Daniel, som hun ikke selv forstod.
Hun så bare ned og nikkede kort, for at vise at hun gav ham ret. Det var hende der var stukket af. Men hvorfor, ville han nok ikke forstå.
Hun så nu spørgende på hundehvalpen, da hun lagde sig ned, helt fladt, for at vise at hun ikke ville gøre hvalpen ondt. Men andet kunne hun ikke gøre. At blive menneskelig, og kommunikerer med Daniel, var ikke en mulighed, når de var et offentligt sted. Nøgenhed var ikke noget hun var glad for.
Hun sukkede lavt, opgivende.

Arno snuste forsigtigt til ulven og logrede lidt med halen. Daniel havde lyst til at gå, da han ikke ønskede at vide hvorfor hun bare var forsvundet. Han havde mistanke om at hun var flyttet hjem til Theo. Daniel løftede Arno op. "Jeg har ikke lyst til at vide hvorfor du gik." Sagde han.
Han så på hendes blødende pote. "Men, jeg kan ikke lade dig gå rundt med det sår." Han satte Arno ned på jorden. "Hvis du tager med hen til lejligheden vil jeg ordne det sår." Han så på hende med et svagt spørgende glimt i øjnene.

Hun kunne godt forstå ham – hvorfor skulle han også ville vide hvorfor hun var stukket af? Men hun havde ondt, og han tilbød hende at hjælpe. Klart nok, det var jo Daniel vi snakkede om. Alligevel kunne hun ikke undgå at føle at han ikke længere gad hende.
Hun havde klaret sig selv i så lang tid, hun kunne sagtens forsætte. Men hun savnede ham… Det mest logiske var at tage med ham, bare for at få ordnet poten. Men hun ville jo gerne forklare ham hvorfor hun var stukket af. Men han var jo ligeglad.
Efter få sekunder, hvor hun havde siddet og kigget ned på jorden fik hun rejst sig og begyndte at halte lidt hen mod hans lejlighed. Så snart hendes pote havde det bare en smule bedre, ville hun tage af sted igen. Han ønskede tydeligvis ikke hendes selvskab.

Daniel begyndte at gå ud af parken, og forventede at hun gik med. Han så sig over skulderen for at se om hun fulgte med og kunne se at hun lidt langsomt fulgte efter ham. Daniel begyndte at gå videre, men ikke så hurtigt, da hun ikke kunne gå hurtigt på grund af sin pote.
Da de nåede hen til lejligheden, låste han døren op og åbnede den. Han lukkede den først efter at hun, Arno og ham selv var gået indenfor. Han tog derefter hundesnoren af Arno og gik ind i køkkenet. Arno løb hen til sofaen og prøvede at komme op, men uden held.
Daniel kom tilbage ind i stuen med bandager, et glas vand, en klud og en saks. "Skifter du form til menneske eller?" Han så spørgende på hende.

Hun fulgte blot lydløst med, op i hans lejlighed.
Hun så lidt tøvende på ham, hvis hun skiftede til menneskeform ville hun stå nøgen foran ham – og det var noget af det sidste hun ønskede sig nu. Men hun vidste, at anatomien hos mennesket var langt nemmere for ham at gennemskue end for en forvokset ulv. Derfor bakkede hun lidt fra ham, og lod sig skifte tilbage. Det var udmattende, og det gjorde ondt. Man kunne se smerten mejslet i hendes ansigt, men hun sagde intet, mens forvandlede sig tilbage til menneske. De sår der før havde været over hendes øje og p hendes pote, var nu nærmest en knust hånd – den kunne ikke bruges til særlig meget – og en dyb flænge over øjet. Nu, uden pelsen, kunne man også se flænger hen over hendes maveskind. Hun så lidt på ham mens hun krøb sammen på gulvet for at skjule så meget som muligt.
’’…. Hej Daniel….’’ Hviskede hun stille, undskyldende.

Daniel lagde tingene på sofabordet og tog tæppet som lå henover stoleryggen. Da hun skiftede form til menneske og sagde hej, lagde han tæppet om hende, men sagde ingenting endnu. Han havde ikke rigtig noget at sige mente han. Han trak hende med hen til sofaen og forventede at hun satte sig.
Hvis hun satte sig ville han tage hendes nærmest knuste hånd og dyppe kluden i glasset med vand. Derefter ville han forsigtigt dyppe kluden imod sårene for at rense dem. Han begyndte at folde bandagen om hendes hånd og klippede det derefter over. "Sådan." Han så på hendes øje med flængen. "Vil du også have ordnet dine andre sår?" Spurgte han.

Hun så ikke på ham, mens han lagde bandager om hendes hånd. I stedet så hun ned på sin hånd, og prøvede at finde ud af hvad hun skulle sige.
’’Det er kun hånden der volder mig problemer…’’ mumlede hun stille – hun var nærmest bange for at tale med ham. Hvad ville han ikke sige hvis han kendte grunden til at hun stak af?
’’Jeg ved godt at du ikke vil høre på mig… Jeg kan se det på dig..’’ hun så kort op på ham, inden hun krøb lidt sammen. ’’men en undskyldning skylder jeg dig.’’ Hun sukkede.
’’Daniel, jeg blev bange…. Det hele blev bare for meget. Jeg havde jo nærmest taget det som en selvølge at bo hos dig. Du behandlede mig så godt… Og så tager jeg Theo med herhen, og så var det som om… som om jeg havde fornærmet dig med mit valg af forhold…’’ hun så nu ned igen, tøvende. ’’Theo opførte sig som om han bare kunne gøre hvad han ville, og jeg skammede mig over hans direkte grove opførsel… Jeg kunne ikke se dig i øjnene…’’ hun så ned på sin hånd.

Daniel nikkede kort, da hun sagde at det kun var hånden som gav hende problemer. Han rejste sig op og forsvandt kort for at sætte tingene på plads inde i køkkenet. Han gik ind i stuen igen og satte sig på stolen. Arno havde lagt sig på gulvet ved siden af sofaen.
Et svagt suk forlod hans læber. "Du fornærmede mig ikke. Jeg følte at jeg gjorde alting forkert. Du blev ved med at se irriteret på mig." Han masserede sine tindinger, da han begyndte at få hovedpine. "Var det derfor du bare forsvandt uden at sige noget som helst til mig?" Han så spørgende på hende. "Er det forkert af mig at tro du bor hos Theo fordi at det er irriterende at bo hos mig?" Han så hen imod Arno.

Hun så direkte på ham nu, som om hun havde fået en lussing.
’’du troede at jeg var flyttet ind hos…’’ hun tav. ’’Daniel, jeg kender knap nok Theo… Jeg vil ikke bo med én, jeg ikke stoler hundrede procent på..’’ hun sukkede. Det var frustrerende at indse, at hun knap kendte Theo. At hun kendte til hans race, og lidt om hans fortid. Hun vidste intet om ham… Det gjorde hun heller ikke om Daniel, men Daniel ville aldrig gøre hende ondt. Dét vidste hun…
’’Daniel, jeg var bange for at du var vred på mig… Jeg har været ude nær skoven eller parken lige siden jeg stak af..’’ sagde hun og så lidt op på ham. Hun følte på en måde, at hun skyldte ham hele forklaringen, men han ville se det som… som en total farse, at hun måske også var faldet for ham. Hun skulle måske bare droppe sine følelser lidt? Bare gemme dem væk?

Daniel rynkede svagt på panden. "Og alligevel gik du med til at bo hos mig, selvom du ikke kunne være sikker på om jeg ville gøre dig fortræd eller ej." Selvfølgelig kunne han ikke finde på at gøre hende fortræd. Han kunne godt lide hende, også selvom hun havde såret ham. "Hvis du ikke stoler på Theo, hvorfor er du så sammen med ham?" Han kunne ikke lade være med at spørge. Han vidste ikke så meget om kærligheds forhold, men man burde kunne stole på hinanden, ikke?
"Jeg bliver ikke så let vred." Han smilede svagt og trak lidt på sin ene skulder. "Så du stak af fordi du var bange for at jeg var sur på dig?" Han lænede sig tilbage i stolen. "Da jeg gik udefter mad var det fordi... det blev for meget. Jeg følte mig ukomfortabel. Jeg kan ikke forklare det."

’’Jeg følte mig tryg hos dig. Du hjalp mig, selvom du ikke kendte mig.. Da jeg første gang mødte Theo, skræmte han mig… Det gør han stadig…’’ indrømmede hun stille.
’’Mine evner virker ikke på ham – så jeg kan røre ved ham uden problemer. Men… Jeg tør ikke. Jeg ved ikke, måske er det derfor jeg ikke er gået fra ham. Fordi han ikke forventer noget af mig… Men jeg…. Jeg ved ikke hvad jeg er sammen med ham for… Han er, sammen med Damian, den perfekte ven. Men…’’ hun sukkede.
’’jeg er bange for at jeg ikke kan lade være med at føle noget for dem jeg holder af… Og at jeg pressede dig ud i en situation hvor du var nødt til at gå fra dit eget hjem på grund af ubehag… Det var utilgiveligt…’’ hun så på ham igen, denne gang med et lille glimt i øjet.

Daniel fik et undrende glimt i øjnene. "Hvordan skræmte dig?" Han var nød til at spørge, da han blev lidt bekymret. Han blev straks forvirret. Hvilke evner hentydede hun til? Det mindede ham om at han ikke havde fået tydeligere forklaring på hvordan han var røget ind i en af hendes minder. "Undskyld, hvilke evner? Mener du det med minderne, eller?" Han så spørgende på hende. "Hvis han skræmmer dig så bør du ikke være sammen med ham. Når man er sammen med nogen handler det om ærlighed, tillid, kærlighed, men også at i føler jer trygge ved hinanden." Han havde set lidt for mange romantiske film. "Lyssa, jeg har allerede tilgivet dig. Det er ikke din skyld at jeg reagerede sådan. Jeg beklager, men jeg bryder mig ikke om ham, men du bestemmer selv hvem du er sammen med." Han smilede opmuntrende til hende. "Og, hvis du vil, så må du gerne bo her igen, men.. hvis du invitere Theo herhen, vil du så ikke advare mig først?"

Det var tydeligt at hun ikke havde lyst til at forklarer ham hvad der var sket dengang i Damians træningssal. Men som han sagde, så byggede et forhold på tillid. Det behøvede ikke være et romantisk forhold før det gjaldt. Hun tog derfor en dyb indånding.
''Jeg er født med en ’gave’ der tillader mig at hive folk ind i mine minder, når min krop bliver presset. Om det er af seksuel ophidselse, glæde, vrede, frygt…’’ hun trak på skuldrene. ’’Personer der røre ved mig, under sådanne tilfælde, hives ned i et minde. Jeg bestemmer ikke selv hvilke… Jeg genlever mindet, mens dem der hives med ned i mindet ser til, som tilskuere…’’ hun stille, inden hun så lidt ned.
’’Det var det der skræmte mig… Theo ville ikke slippe mig, han ville have mig til at give efter for mine instinkter. Jeg blev bange. Jeg blev hevet ned i mine egne minder, men han er immun… Jeg panikkede….’’ Hun så lidt ned, opgivende. Det var tydeligt at det ikke var behageligt for hende at tale om det.
’’Jeg inviterer ham ikke med herhjem igen. En Changer har ingen plads i et hjem når han ikke respekterer hjemmets herre.’’ Sagde hun stille, inden hun krøb lidt sammen.

Daniel kunne tydeligt huske da han var blevet hevet ind i en af hendes minder. Det var som om hans hjerne ikke ville tillade ham at glemme det. "Yeah, jeg kan godt huske da det skete ved mig." Han så ned i gulvet mens han lod hende snakke færdig. "Så du er kun romantisk sammen med ham fordi han er immun overfor din evne?" Han så hen imod hende. "Det er ikke retfærdigt for hverken dig eller ham. Du skal finde en som acceptere dig fuldkommen som du er, som du føler dig tryg ved." Han smilede blidt til hende.
Han rejste sig op og gik hurtigt ind i soveværelset for at finde hende noget tøj. Da han kom tilbage havde han en lang hvid t-shirt med og et par shorts. Han rakte hende tøjet. "Her." Sagde han. HAn rynkede svagt på panden. "Changer?" Han lagde hovedet lidt på skrå. "Hvad mener du?"

’’Jeg kysser ham, ja. Jeg fletter fingre med ham og nusser ham på kinden. Men vi er ikke intime udover det… Det er vi begge enige om..’’ sagde hun stille.
Da han kom tilbage med tøjet, var hun ikke bleg for at rejse sig og fjerne sofatæppet. Kort stod hun fuldkommen nøgen overfor ham, indtil hun tog tøjet han havde lånt hende på. Han var alligevel ikke interesseret i hende, så hun behøvede ikke være nervøs for at stå nøgen foran ham i et par sekunder.
Hun stivnede. Havde hun lige afsløret Theo?
Hun rystede på hovedet. ’’Det er ligemeget.’’ Sagde hun, for at understrege at hun ikke ville – ikke måtte – tale om det. Hun så lidt på ham.

Daniel lagde armene over kors og satte sig på sofabordet. Han så væk fra hende imens hun skiftede tøj, mest for at være høflig, men også fordi det var lidt akavet at se på hende imens hun intet tøj havde på. Arno løb hen til Daniel og bjæffede glad. Daniel løftede ham op til sig og kløede ham bag øret. "Ønsker du overhovedet at være sammen med ham på den måde?" Spurgte han.
Han så først på hende, da hun havde fået tøjet på. "Meget vel." Han så lidt fortabt ned i gulvet. Så Theo var en Changer? Det forklarede et par ting. "Hvordan fik du de sår?" Han så spørgende på hende.

Hun så lidt på ham, undrende. Hvad vedkom det ham om hun ønskede at være sammen med Theo på den måde? Men hun kendte svaret, og uheldigvis ville det ikke falde i Theos smag. Selvfølgelig ikke.. Hun ønskede ikke være sammen med nogen som helst på den måde. Hun smilede kort til ham.
’’Jeg er ikke…. Jeg er ikke interesseret i at være sammen med nogen som helst på den måde, Daniel. Ikke foreløbig.’’ Sagde hun roligt, med et varmt smil.
’’Dem her?’’ hun pegede kort mod sin mave, med de dybe flænger. ’’Bjørnefælder i skoven. De er et par dage gamle, men de vil ikke heale ordenligt.’’ Hun så roligt på ham.
’’Hånden fik jeg smadret af en hund der gik til angreb i parken.’’ Sagde hun. Flængen i øjenbrynet huskede hun ikke.
Hun smilede roligt til ham.

Når Daniel var nysgerrig omkring noget, så reagerede han ofte på det medmindre han mente at det var en dårlig ide, hvilket han ikke mente dette spørgsmål var eftersom at de var venner. Hun kunne fortælle ham alting.. eller, næsten alting. Der var selvfølgelig grænser. "Jeg mente nu om du ønsker at kysse og flette fingre med Theo?" Han så spørgende på hende.
Arno begyndte at pive lidt, så Daniel satte ham ned på gulvet igen, så han stoppede. Daniel så derefter hen imod Lyssa. "Prøv at rense dem lidt og hvil dig de næste par dage, så burde de heale." Han smilede svagt, men hans smil forsvandt igen. Selvom han havde tilgivet hende, så var han stadigvæk lidt ked af det kunne man vel sige. Man kunne vel også godt sige han var lidt skuffet. "Jeg forstår ikke at du ikke kontaktede mig når du blev såret sådan. Hvor lang tid siden er det du har set Theo?" Han kørte en hånd igennem sit hår for at få nogle af de blonde lokker væk fra øjnene.

Ærligt, så havde hun ikke set ham siden hun var stukket af.
’’Jeg ved det ikke…’’ mumlede hun stille, inden hun så på ham. ’’Det er jo rart at have en til at holde om sig…’’ sagde hun stille.
’’Jeg kom ikke til dig, fordi… jeg var bange for at du afviste mig. Nægtede at hjælpe…’’ hun sukkede stille.
’’Jeg har ikke set Theo siden jeg stak af… Jeg er bange for at han ikke engang har ledt efter mig…’’ sagde hun stille, og så lidt på hundehvalpen.
Hun sukkede stille og krøb lidt sammen i sofaen, inden hun så lidt op i loftet.
’’Lyssa….’’ Mumlede hun stille. Navnet gav hende kuldegysninger. Hun hadede det, men vidste ikke hvad hun ellers skulle kaldes…

Arno gik hen til Lyssa og snuste til hendes ben mens han logrede med sin hale. Arno bjæffede kort og begyndte at løbe rundt om sig selv som om han prøvede at fange sin hale. "Det er rigtigt, men hvis du ikke er helt tryg ved ham, så er det måske ikke så dejligt alligevel?" Han så spørgende på hende. Han rejste sig op og begyndte at lede efter sin mobil. Han havde stadigvæk ikke vænnet sig til at have en mobil, så den forsvandt ofte.
"Lyssa, som jeg har sagt før, så er det i min natur at hjælpe andre. Desuden, jeg holder af dig." Han smilede blidt til hende. Han fandt endelig sin telefon som var gemt under en af sofapuderne. "Jeg er sikker på at Theo er bekymret og leder efter dig. Selvom jeg ikke bryder mig om, så var det meget tydeligt at han holdte af dig." Han vendte sig om imod hende. Han så lidt undrende på hende, da hun sagde sit eget navn, men han valgte ikke at kommentere det. "Er du sulten? Jeg kan ringe til pizzariet."

Hun kunne ikke lade være med at se ned og rødme, da han sagde at han holdte af hende. Han mente det selvfølgelig ikke på dén måde, men det var alligevel rart at vide at det ikke kun var Theo der holdte af hende. Hun så lidt ned på hvalpen, og prøvede at smile. Hun var ikke tryg ved dette lille væsen, specielt ikke når hun før var blevet angrebet af hunde af samme race.
Hun så igen på Daniel, tøvende. ’’jeg har ikke spist i et godt stykke tid. Selvfølgelig er jeg sulten..’’ sagde hun med et lille smil. Det var at underdrive, at sige at hun ikke havde spist i et stykke tid. Siden poten, havde hun ikke kunne jage. Hun var afkræftet og var tæt på at besvime, men det skulle han ikke bekymre sig om.