we could dance the memories away? ~ Daniel

Ulven trådte et skridt tilbage, da hun så Daniel nærme sig.
Hun så op på ham, og vidste ikke hvad hun skulle gøre. Det endte med at hun landede på bagdelen, helt forvirret.
Hun så rundt, klynkende. Nervøs.
Så så hun op på ham igen, bedende. Hun var panisk inden i. Skræmt. Hvad pokker skete der med hende?

Daniel betragtede ulven blidt. Hvilket majestætisk dyr! Forsigtigt nærmede han sig ulven og satte sig på hug foran den. Han havde foldet sine vinger bag sin ryg. Han var meget forsigtig med ikke at lave pludselige bevægelser, så han skræmte hende. Han rakte sin hånd frem imod hende, så hun kunne snuse til ham, hvis hun ønskede.
Han var ikke bange for om hun ville angribe. Hvis hun viste nogle tegn på at ville angribe, ville han hurtigt træde væk fra hende, eventuelt flyve op i et træ, hvis nødvendigt. Han håbede dog at det ikke blev nødvendigt. Han gjorde virkelig sit bedste for ikke at virke truende.

Hun snuste svagt til ham, og rejste sig vakkelvårent op.
Hun strøg sig ind mod hans krop, undskyldende. Som om hun tiggede om tilgivelse.
Hun slikkede ham langs kæben, som en slags underdanighed.

Hun logrede og bjæffede svagt.
En smule tiggende. Hun prøvede virkelig at sige undskyld - virkelig virkelig hårdt.

Daniel kunne ikke lade være med at smile, da hun slikkede ham langs kæben. En blid latter forlod hans læber og han strøg hende over hovedet. "Hvor er du dog kær." Sagde han smilende. Han kløede hende blidt bag ørerne. Han elskede dyr, det var også en af grundene til at han ville have en hund, og det var også en af grundene til at han ikke var bange for hende.
Han rejste sig op, men blev ved med at klø hende bag ørerne. "Nu ved vi hvilken race du er. En animator." Hans blå øjne lyste svagt op. "En prægtig race." Gad vide om hun forstod hvad han sagde? Var det stadigvæk Lyssa der styrede?

hun sprang nærmest op da han rejste sig. Hendes poter landede på hans skuldre, da hun var ret stor af en ulv at være.
Hun logrede forsat og da hun endelig slap ham igen, havde hun overslikket hele hans ansigt.
Om det var Lyssa, eller ulven der styrede, var ikke til at se. Men det var tydeligt: ulven gjorde intet for at skade ham. Ikke nu.

Daniel fandt det ikke klamt eller irriterende at hun slikkede ham i ansigtet. Derimod mente han at det var ret nuttet. Han hørte dog nogle stemmer lidt væk og med det samme var hans vinger væk. Stemmerne begyndte at blive mere tydelige, da de nærmede sig. Daniel strøg Lyssa over ryggen. "Lad os komme væk. Jeg tror ikke dem der kommer er vant til at se ulve i parken." Sagde han med et blidt smil om læberne. Han begyndte at gå og forventede at hun fulgte efter ham.
Hvis hun derimod ikke gjorde, ville han se undrende på hende. Gad vide hvornår hun egentlig ville skifte tilbage til menneskeform?

Hun fulgte lydigt med ham, uden rigtigt at tøve.
Dog var hun udemærket klar over at dem der kom i parken sjældent havde set en ulv af hendes kaliber. Derfor knøb hun langs stigen, dog lidt gemt i buskadset indtil de nåede udkanten af parken og derefter satte hun i fuld galop mod hans lejlighed.
Hun stoppede da hun nåede hans hoveddør, på tredje sal. Hun kradsede på døren, og klynkede mens hun drejede rundt om sig selv for at vise at hun havde brug for at komme ind hurtigst muligt.
Det tog meget energi at være i ulveform, og inden for meget kort tid ville hun være tilbage til menneskeform, uden at kunne kontrollere det.
Hun hylede lavt for at understrege at hun havde brug for at komme ind. Nu.

Han begyndte at gå hjemad og regnede med at hun gik med ham, så da han var henne ved bygningen, var han ret overrasket over at hun ikke var fulgt med ham, men mon ikke hun snart kom hjem? Han gik op til tredje sal og låste døren til lejligheden op. Han gik indenfor og satte sig på sofaen, efter at have lukket døren.
Efter et par minutter kunne han høre nogle kradselyde henne ved døren. Han rejste sig op og gik hen til døren. Han var overbevist om at det var Lyssa, da han hørte en ulv hyle. Han åbnede døren helt op, så hun kunne komme ind. Når hun var gået ind, ville han lukke døren og låse den.

Hun nåede lige præcis ind i stuen i hans lejlighed, inden hun kollapsede på hans stuegulvet.
Hun klynkede udmattet, og slikkede på hendes forpoter, inden hun stille begyndte at klynke over hendes krops knogler begyndte at knække og brække igen.
Pelsen begyndte at forsvinde, hendes tænder faldt ud, kæben omformede sig, nye tænder voksede frem.
Hun hylede lavt af smerte, men hylet gik fra at være en ulv, til at være et brøl af smerte.
Hun nåede knap nok at indse hvad der skete, inden hun lå nøgen på hans stuegulv, bevidstløs.

Daniel så på mens hun skiftede form til menneske, dog begyndte han at rødme, da hun var tilbage til menneskeform og var nøgen. Hurtigt tog han fat i et tæppe og lagde over hende. Han tog også en af sofapuderne og lagde under hendes hoved, så hun ikke skulle hvile sit hoved mod det hårde og kulde gulv. Han strøg hende kort over håret, inden han satte sig ned på gulvet ved siden af hende.
Han gabte kort, da han var blevet træt igen. Hvorfor var han hele tiden træt? Han hvilede sin kind imod hans hånd. Han lukkede sine øjne og ville først åbne dem når hun vågnede. Sikke en lang dag.

Hun lå der i en halv times tid, mens hendes krop nogle gange gav et smæld eller et knæk fra sig - en knogle der satte sig på plads igen efter forvandlingen.
Hun hev efter vejret, en gang imellem, mens hun lå der, rystede og spjættende.
Sandheden var, at hun havde mareridt, det samme som han havde set for lidt siden.
Hun satte sig op med et sæt, da hun kom til at stirre direkte på sig selv, med et morderisk blik i øjnene.
Det var ikke sådan hun var! Det kunne det ikke være, hun havde aldrig gjort nogen fortræd! Aldrig....
Hun for sammen, da det gik op for hende hvor hun var. Hun havde været i parken, og nu var hun...
Daniel! Han sad lige ved siden af hende, med lukkede øjne. Sov han?
Stille viklede hun tæppet om sig som en kjole, og gik ud på badeværelset.
Hendes hår var uglet, og hendes øjne matte af træthed. Hun havde ikke lukket døren ud til badeværelset, mens hun stod og studerede sit eget ansigt.
Det kunne ikke være hende i drømmen. Den pige hun havde set, havde klørligende negle... Hun havde gyldne øjne. Det havde Lyssa ikke. Langtfra. Hendes negle var bidt ned til et smertende punkt, og hendes øjne var så mørke som natten. Det var ikke hende i drømmen..

Daniel halvsov, men da Lyssa gik ud på badeværelset vågnede han. Han rejste sig op og gik ind i soveværelset. Han fandt en t-shirt frem og et par bukser som hun kunne tage på. Han gik hen til badeværelset og åbnede forsigtigt døren. "Her er lidt tøj." Han lagde tøjet på bordet ved siden af vasken, inden han lukkede døren igen og gik hen til sofaen.
Han lagde sig ned og sukkede svagt. Han lukkede sine øjne, og selvom han ikke havde tænkt sig at sove, faldt han i søvn. Han var simpelthen så træt.

//Tænker at vi siger out nu? ^^

//Vi siger bare out her