we could dance the memories away? ~ Daniel

Daniel brummede svagt, da hun nussede ham op af rygraden. Han havde aldrig prøvet at få massage før, men han havde hørt det skulle være dejligt. Han lagde dynen under hans hage, så han så ind i væggen, i stedet for at have ansigtet skjult. Han lukkede sine øjne. "Nej, det gør det ikke. Det er altid befriende at folde mine vinger ud. Da jeg lige var kommet til Jorden føltes det underligt ikke at have mine vinger fremme, men jeg er vant til det nu." Han smilede svagt.
Han åbnede sine øjne. "Hvorfor ligger du dig ikke ned?" Spurgte han. Hvorfor sad hun egentlig på ham? Han begyndte at få hovedpine, da han begyndte at tænke for meget. Han skulle finde ud af hvorfor han fik hovedpine så tit.

Hun smilede stille.
Hun havde set hans vinger før, men hun havde været så bange at hun ikke huskede hvordan de så ud.
''Jeg kan lide udsigten heroppe fra... Og desuden, er det rart at kunne mærke dig...'' sagde hun stille.
Hendes halvlange negle gled ned langs stoffet på hans skjorte. De fulgte ryggraden, helt ned til slutningen af lænden.
''Jeg er ikke træt, så hvorfor skulle jeg ligge ned?'' spurgte hun med et lille smil.
Hun var ved at blive mere klar i hovedet, men hun var stadig underligt glad. Hvorfor vidste hun ikke.

Daniel rynkede svagt på panden over at hun sagde at hun godt kunne lide udsigten. Flirtede hun med ham? Han skubbede straks den tanke væk. Selvfølgelig flirtede hun ikke med ham, hun var bare påvirket af alkoholen. De var venner. Han gabte kort, da han begyndte at blive mere træt. "Jeg skal tydeligvis aldrig nogensinde drikke alkohol." Sagde han drillende. "For jeg vil nødig selv ende med at begynde at flirte med andre." Han smilede drillende.
"Du skal ligge dig ned fordi jeg er træt og det er ikke særlig interessant at se på væggen." Hvis ikke flyttede sig, ville han snart sørge for at hun gjorde, ved blidt at skubbe hende ned fra sig.

Hun nikkede stille. Hun forstod godt en afvisning - selvom hun var mere eller mindre beruset.
Hun fjernede sig, og undgik let og elegant at sætte sig på sengen.
Hun skulle alligevel på toilettet.

Uden at tænke yderligere over det, gik hun ud på badeværelset og satte gjorde sig færdig.
Hun så sig i spejlet i langt stykke tid.
Hun var ikke pæn. Hendes øjne var smalle og alligevel ikke. Mørke og uden genskær.
Hun var mørk under øjnene. Huden var mat og mælkeagtig.

Hun forstod ham godt - hun var alligevel ikke særlig spændende.
Hun forlod badeværelset, og satte sig ind i stuen.
Hun bed sig lidt i læben, inden hun gik ind i soveværelset igen, men stoppede ved dørkarmen.
''Sov godt, Daniel.'' sagde hun stille, inden hun gik ind igen og satte sig i sofaen, mens hun så ned på sit ar. Hun var jo håbløst.

Daniel så efter hende, da hun gik ud af soveværelset. Han lagde sig på ryggen, og lukkede sine øjne. Han havde ikke bevidst afvist hende, fordi han ikke vidste at hun havde været ude på noget. Han åbnede sine øjne, da han hørte hendes stemme. Han så hen imod hende, men sagde ikke noget. Han rejste sig op efter hun var gået. Han gik ind i stuen og satte sig ved siden af hende på sofaen. Han havde lyst til at sove, men han besluttede sig for at vente lidt. Det virkede også til at bivirkningen fra alkoholet var begyndt at foretage sig.
Han betragtede hende med et bekymrende glimt i sine øjne. "Hvad er der galt, Lyssa?" Han kunne fornemme at der var et eller andet galt og han ville gerne hjælpe hende, han holdt af hende. "Du ved at du altid kan komme med mig med dine problemer, ikke?"

''Der er ikke noget galt.'' sagde hun og så på ham.
''gå bare ind og sov, Daniel. Jeg kan altså godt babysitter migselv i et par timer.'' sagde hun og så tilbage på sin hånd.
Hun vidste ikke om hun havde lydt for hård, men hun orkede ikke rigtigt at forklare sig selv.
Ja, hun havde da ting hun gerne ville dele med ham - fortælle ham hvad hun huskede.
Men hvorfor skulle hun? hvad fik han ud af at kende til alt det lort hun havde været igennem?
Hun pillede igen ved sit ar på håndleddet, hun havde fået en dårlig vane med det, når hun ikke kunne forholde sig i ro.

Daniel så ned i gulvet. Han sukkede svagt, inden han rejste sig op. Han ville gerne hjælpe hende, men det virkede ikke til at hun ønskede hans hjælp. Han gik ind i soveværelset. Han ville ikke spørge hende igen, da han var ret sikker på at det ikke ville hjælpe. Han knappede sin skjorte op og tog sine bukser af. Han lagde sig derefter ned under dynen og lukkede sine øjne. Det virkede lidt som om at hun ikke ønskede hans hjælp og at han var en plage. Han skubbede sine tanker væk, da hovedpinen begyndte at blive stærkere. Derefter gik der ikke lang tid før han faldt i søvn.
Han vågnede først op klokken ti om morgenen, altså medmindre Lyssa vækkede ham.

Hun rystede på hovedet over sig selv.
Hun var så frustreret, så vred, så... håbløs.
Hun burde tage hjem tl Theo, hjem og fået gearet ned. Eller... tage en løbetur?

Hun gik ind efter der var gået et par timer, ind til ham i soveværelset.
''Tak for hjælpen, Daniel..'' hviskede hun da hun sad på hug ved siden af sengen.
''Men jeg må nok hellere komme videre nu..'' hun rejste sig og kyssede ham kort på håret, inden hun var på vej ud af soveværelset igen. Han skulle sove færdig.

Daniel rynkede svagt på panden, da hørte en stemme, men det lød som om det var fjernt væk. Alligevel vågnede han, da han mærkede at nogen kyssede ham på håret. Hurtigt havde han grebet fat i hendes arm, inden hun nåede ud af hans rækkevidde. Han åbnede sine øjne og så på hende. Han satte sig op. "Inden du går vil jeg gerne have at du svarer på mine spørgsmål." Han gav slip på hendes arm. Han satte sig lidt bedre til rette.
"Hvorfor spurgte du mig om det var normalt at falde for en engel?" Han så spørgende på hende. "Hvad var det for nogle piller i din øl?" Han havde flere spørgsmål, men dem ville han vente lidt med.

Hun stivnede, da han tog fat i hende, og med en hurtig bevægelse var hun henne ved dørkarmen.
Hun rystede på hovedet.
''Jeg ved ikke hvad det var i øllen, okay? Og jeg er ligeglad. Jeg er ikke død af det.'' sagde hun bare, mens hun så lidt ned.
Hans andet spørgsmål var... Ikke fair.
''Det ved jeg ikke. Jeg var beruset, okay?'' hun gned sit ansigt, stille.
''vi ses, Daniel..'' sagde hun igen, og var allerede ude af soveværelset igen.

Daniel vidste ikke helt hvad han skulle gøre eller sige, da hun begyndte at gå. I det mindste sagde hun ikke farvel, så de mødte nok snart hinanden igen. Han ville gerne gå efter hende, men det var som om det var nytteløst. Selvom han flere gange havde sagt at han gerne ville hjælpe hende fortalte hun ham aldrig om sine problemer, og han var helt sikker på at hun havde problemer. Der var noget der gik hende på og han vidste ikke hvad det var, selvom han gerne ville hjælpe hende.
Han lagde sig ned igen og lukkede sine øjne. Han var tydeligvis ubrugelig lige nu. Han trak dynen op over sit hoved.

Pengene han engang havde tilbudt hende, valgte hun bare at glemme.
Det var bedst hvis hun bare forsvandt.
Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte sank, hun ville ikke forlade ham nu.
Hendes krop begyndte at blive utroligt varm, og svedig.
Hun rystede og støttede sig til væggen i stuen.
Hun buggede sig forover. Hun klynkede, mens hun kunne mærke hvordan hendes knogler langsomt bukkede sig til de brækkede. Højlydte smæld. Hun ville skrige, men hun kunne ikke.
Hun stod der bare, mens hendes krop ændrede form. Hendes øjne blev gyldne, og flydende som karamel at se ind i.

Han kunne ikke falde i søvn igen, så han kunne lige så godt stå op. Han rejste sig op og tog en sort t-shirt og sorte shorts på. Han redte hurtigt sengen, inden han gik ud af stuen. Han var ret sikker på at Lyssa var gået, så han var alene i lejligheden. Måske skulle han se en film, eller lave noget mad? Han var ikke rigtig sulten, men det blev han nok snart. Da han nåede ud i stuen fik han med det samme øje på Lyssa. Han kunne med det samme se at der var noget galt.
"Lyssa." Han gik hurtigt hen til hende og lagde forsigtigt sin hånd på hendes ryg.

Hun knurrede lavt af smerte da han lagde hånden på hendes ryg.
''lad være...'' bad hun stille, inden hun prøvede at vende sig væk fra ham.
Hun skulle ikke røre ved hende, ikke lige nu. Hun bukkede sig endnu mere sammen, klynkende, da endnu en knogle brækkede. Denne gang lød det som et ribben.
Hun hev efter vejret, og tårer væltede frem i øjnene på hende.
Hun knugede sig op af væggen, for ikke at falde om. Hun prøvede virkelig at holde sig i skindet, bare... bare få det overstået. Det ville stoppe igen, ville det ikke..?

Igen var det som om han var ubrugelig. Han trådte et skridt væk fra hende. Han havde vel intet andet valg end at vente. Han betragtede hende med et bekymrende glimt i øjnene. Han blev blot mere bekymret, da det lød som om hun brækkede en knogle. Hvad i alverden skete der? Han skulle lige til at sige noget, men stoppede sig selv. Han lagde armene over kors.
Han havde ingen ide om hvad han skulle gøre. Han følte sig ubrugelig og unødvendig. Han hadede den følelse mest fordi han ikke følte det særlig tit. "Lyssa." Han sagde hendes navn blidt.

Hun hev forsat efter vejret, og da hendes ben knækkede sammen under hende.
Hun landede på gulvet, stille. Hun klynkede, og krøb sammen.
''Få.. det til... at stoppe...!'' bad hun hulkende, da endnu en knogle brækkede.
Forvandlingen fra menneske til ulv var smertefuld. Mere smertefuld end normalt - hun vidste ikke hvad der skete. Hun huskede ikke hvad hun var, så dette skræmte hende bare endnu mere.

Daniel ændrede sin aura til at blive mere beroligende og opmuntrende end før, i håb om at det ville hjælpe hende. Han vidste ikke rigtigt hvad han ellers skulle gøre. Da hun landede på gulvet, satte han sig på hug ved siden af hende. Meget forsigtigt lagde han sin hånd på hendes skulder. Han kunne ikke få det til at stoppe, men han kunne være der for hende, selvom det nok ikke var en stor trøst. "Det skal nok gå over." Sagde han blidt. Han kørte blidt sin hånd ned af hendes arm.
Han var sikker på at det nok skulle gå over. Han var meget i tvivl om det han kunne gøre udover dette. Det irriterede ham lidt at han ikke kunne få smerterne til at gå væk for hende.

Hun stivnede, da han rørte ved hendes arm.
Følelsen at det sortnede for hende blev afløst af en hvirvelstrøm der flåede både hende og Daniel ned i et mørkt rum.
For Daniel ville det virke som at stå i en filmscene og ikke spille nogen rolle. For Lyssa, var det helt anderledes.

Det mørke rum var oplyst af en enkelt lamt, der lyste på den anden side af en glasrude.
''Testemne L.Y.S.S.A. Klar til første prøve.'' lød det fra en mand, der stod med en diktafon.
På gulvet lå Lyssa, iført intet andet end en sportsbh og meget små shorts. Hun var lænket ved højre fod.
''Igangsæt første prøve'' lød det fra manden. En stor mand, med maske på, trådte frem mod Lyssa, og stak et elektrisk spyd ind i siden på hende. Hun drejede hovedet mod ham med et højt smæld, en knogle der brækkede. Hun blottede tænder - tænder som en ulvs. Hendes øjne var honningfarvede og glødede svagt.
''Rør mig igen, og din hånd er fortid..'' knurrede hun truende.
Manden satte styrken op på spyddet og gav hende endnu et stød, denne gang i halsen. Lyssa skreg af smerte, knurrede og prøvede at flå sig fri. Og det lykkedes. Med foden dinglende - revet af led - gik hun til angreb på manden med masken. Han skreg for livet, da hun fik flået masken af ham med sine halvlange klørligende negle, og bed hans strube op. Blodet pumpede frit. Hun så direkte hen på Daniel og...

Hun flåede sig væk fra Daniel og krøb sammen ovre i et hjørne. Hun gispede efter vejret, med tårer trillende ned af hendes kinder. Hun svedte voldsomt, og hun så panisk på ham. Hun kunne ikke tale. Hun prøvede at finde ordene, men forgæves. Hun var gået i panik.

Pludselig blev han flået ind i et mørkt rum af en form for hvirvelstorm. Det havde i hvert fald føltes som en hvirvelstorm. Det mørke rum blev kun oplyst af en enkel lampe. Testemne? Han så sig omkring og fik med det samme øje på Lyssa og en mand med maske på. Hvad i alverden foregik der? Han ville gerne stoppe manden i at gøre hende fortræd, men han kunne ikke få sig selv til det. Dette var et minde. Ikke virkelighed. Det var han sikker på. Han spærrede sine øjne op, da hun dræbte manden, men alligevel blev han ikke bange. Han stolede på hende.
Og så var han tilbage i lejligheden. Han så hen imod Lyssa. Han vidste ikke helt hvad han skulle sige, men han følte at han var nød til at sige et eller andet. Han så ned i gulvet. Han begyndte at få kraftig hovedpine på grund af det der lige var sket. Han tog sig til hovedet og skar ansigt af smerte. Han tvang dog sig selv til at glemme smerten. Han så hen imod hende igen. "Undskyld." Hans blå øjne var fyldt med medlidenhed. "Jeg skulle ikke have.. Jeg er så ked af det."

Han kom tættere på, og det hele sortnede for hende. Hun fik stablet sig på benene.
''lad være!'' knurrede hun - hun brølede det nærmest.
''Hold dig væk!'' hun var pludselig i den anden ende af rummet.
''bare hold dig væk fra mig!'' hun flåede døren op, og sprang nærmest ned af trapperne.
Angsten havde været det der havde runget i hendes stemme. Angsten for at kunne skade ham eller andre.
Hun nåede ned for enden af trapperne, og tog sig til hovedet.
Hun havde brug for at stikke af. Hvad end der skete med hende, skulle ikke ske på gaden.
Mennesker kunne komme til skade.
Hun satte imod parken, panisk.

Han fik et chok, da hun nærmest brølede at han skulle holde sig væk fra hende. Han rejste sig først op efter hun var væk. Han knyttede sine hænder og gik ud af lejligheden. Han lukkede døren efter sig, og låste den, og løb derefter ned af trapperne. Ikke tale om at han ville holde sig væk fra hende. Da han nåede udenfor, så han sig kort rundt og da han ikke kunne se nogle mennesker, foldede han sine vinger ud. Hans t-shirt gik i stykker, men han var ligeglad. Han fløj lidt op over tagene og så rundt. Hun var ret let at få øje på på grund af hendes hvidlige hår, så derfor opdagede han hende hurtigt. Han fløj hurtigt hen til hende. Vinden kærtegnede hans vinger og normalt ville han koncentrere sig om den vidunderlige følelse af at have sine vinger fremme, men lige nu var det vigtigst at nå frem til Lyssa. Han fløj ned mod jorden, da han nærmede sig hende og landende på fødderne lidt væk fra hende, men foran hende. Han så sig hurtigt omkring. De var i parken. Han så på hende igen. "Lyssa, jeg lader dig ikke være i fred, når du er bange. Jeg er din ven." Han trådte et skridt tættere på hende. Hans aura var unaturlig beroligende.

Hun stoppede først med at løbe da han igen stod foran hende. Hun panikkede denne gang, for alvor.
I en hurtig bevægelse trådte hun bagud, i takt med at han trådte tættere på hende.
''Daniel, lad nu være..'' bad hun anstrengt. Hun kunne ikke holde masken meget længere.
Hun ville meget snart blive til det som han havde set i mindet, det som hun ikke ville vise nogen. Et monster.
Hun hev luften ned i lungerne, men det var som om hendes lunger brændte.

Daniel lagde armene over kors og foldede sine vinge bag ryggen, men ikke sådan at de forsvandt. Han rystede på hovedet. "Nej. Jeg nægter at lade dig være alene, når du har smerter og nu hvor jeg.. så en af dine minder, er jeg endnu mere overbevist om at du har brug for en ven. Du skal ikke løbe væk fra mig, Lyssa. Hvis du ikke deler dine problemer med mig, så kan jeg ikke hjælpe dig. Hvis du bliver ved med at gemme dig for mig, så vil jeg en dag give op. Jeg føler mig ubrugelig, fordi det ikke virker som om at du vil have min hjælp." Han så ned i jorden.
"Men, jeg vil ikke tvinge dig." Han så på hende igen. "Hvis du ikke ønsker min hjælp, så sig det til mig, men jeg vil alligevel altid være klar til at være der for dig." Han foldede sine vinger ud igen. Han lignede en som var klar til at flyve sin vej.

''Du kan ikke bede mig om at vælge! Ikke nu!'' hun så forpint for ham, og krøb sammen.
Hun var ved at falde om.
''Jeg vil ikke miste en ven nu! Ikke på grund af det her!'' hun støttede sig lidt til et træ.
Hun ville ikke miste ham. Hun havde brug for sin bedste ven. Hun havde brug for Daniel.
''Daniel... du må ikke gå...'' bad hun stille, inden endnu en af hendes knogler lavede et smæld.
Hun faldt sammen, klynkende, mens hendes krop langsomt transformerede sig.


// klik HER for at se forvandlingen

Han vidste at det var uretfærdigt af ham at forlange af hende at vælge nu, men han kunne ikke vente, især fordi at han ikke var sikker på hvad der skete og om han overhovedet ville se hende igen. Han trådte et skridt tættere på hende, da hun støttede sig til et træ. Han valgte at vente med at sige noget. Han spærrede sine øjne op i chok, da hendes krop begyndte at forandre sig til en ulv, men han gik ikke. Hun havde bedt ham om at blive, så han blev.
Han ventede på at forvandlingen var færdig. Nu vidste han i det mindste hvad hun var. En animator. Han havde hørt om den race, men aldrig set en før. Det var utroligt, men han havde ondt af Lyssa, der skulle gå igennem så meget smerte. "Lyssa." Han så bekymret på hende.