we're all just humans - Damian

Han hævede øjenbrynet som hun reagerede. Så det var hvad hun mente, ville hun virkelig have at han skulle give slip. Han kunne fornemme hendes hjerte banken, hendes åndedrags besvær, den måde hun måtte hive efter vejret. Han lod sine læber glide ned af hendes hals "du vil have os begge, det ved jeg du vil. Jeg kan fornemme det" hviskede han og lagde den ene hånd fladt mod hendes mave "hvad med at vi lave en aftale...jeg giver slip på dig, lader dig få Damian tilbage, men du skal tale med om dette og giv dog knægten et kys" sagde han. Han ville have hun skulle snakke med hans bror om de evt. kunne finde på ting så der måske kunne foregå noget mellem de tre. Man kunne jo fornemme hvordan hun var ved at få følelser for begge brødre.
Hans hånd gled langsomt mere op af, hvis hun ikke gav et svar fra sig, så ville han højst tænkelig ligge sin hånd direkte mod hendes bryst. Grunden til at han bad hende om at give Damian et kys, var fordi han blot ville give sin bror noget godt, og det var ikke just ofte han fik chancen for det gode. Mest fordi han bare for så pokkers sød, det var helt irriterende at se på.

Han så overrasket på hende, han kunne nemt sige han slet ikke havde set denne reaktion fra hende. Man kunne vidst sige Theo ikke just var en person der tænkte tingene igennem når han først sprang ud i dem. Han var spontan og uden tanker for hvordan andre ville have det. Dog det sekund hun rev sig ud af hans arme lod han hende gå. Dog for sekundet efter at lade Damian tage over. På trods af hans adfærd, så vidste Theo godt hvornår han for alvor havde trådt i spinaten og det havde han i det grad her.
Da Damien så hvordan Lyssa rystende gik væk fra dem, tog det ham ikke lang tid for at finde ud af at Theo nok havde fucked noget op, hvorpå han løb efter hende. Han lagde armene om hende, pressede hendes ryg mod hans brystt "undskyld, jeg er så ked af du skulle opleve det. Jeg sagde at han ikke var en god mand. Jeg ville ikke have du skulle opleve det på din egen krop" han holde hende blidt mod sit bryst, forsøgte at berolige hende, også selvom han nok ikke ville klarer sig særlig godt.

Han stivnede da hun udtalte hun havde brug for at være alene. Hvis han kunne ville han skade Theo, han ville slå ham hårder end nogensinde før. Dog var dette ikke just noget han kunne. Han sukkede oggav stille slip. Han lod sine arme falde ned langs siden, næsten som havde han opgovet at forsøge. Igen havde Theo ødelagt det hele, han havde gjort det som han havde ønsket aldrig var sket, men dog nu var sket.
Han så koldt mod spejlet, med den viden om at Theo ville se det. han kunne næsten føle hvordan Theo trak sig tilbage, ikke helt tryk ved situationen. Han gik stille ovenpå, satte sig oppe i sin stue på sofaen. Han kørte hænderne hen over sit ansigt, forsøgte at slappe af oven på hvad der var sket. Han kunne slet ikke fatte hvordan Theo kunne finde på den slags, nok var han inde for voldtægt, men til tider var han for tykhoved nogle gange til at fatte noget som helst. Han lagde hoved tilbage og lukkede øjnene, forsøgte at slappe af bare et sekund eller to. Den lille Echo kunne forneme Damians humør og sprang op i sofaen, for at putte sig ind til den unge mand side

Han øjnene det sekund han fornemmede hende komme ned og sætte sig ved hans side. Den lille Echo der ikke rigtig vidste hvad hun skulle gøre, valgte at tage tilflugt under sofaen. Han rettede sig op, vendte sig mod hende og så undskyldende på hende "du skal ikke undskylde, det var ikke din skyld...Theo, han skulle havde lyttet til dig, givet slip" han kørte hånden igennem håret, kløede sig i nakken "jeg er ked af du skulle gå igennem det, fordi Theo ikke gad lytte til dig" han rakte tøvende hånden frem mod hende, men stoppede dog. Han vidste ikke om hun ville have han rørte hende eller om hun stadig var på randen til endnu et andfald.
Han rynkede brynet "jeg vil gerne snakke, du behøver ikke gå hvis du ikke ønsker" han smilede blidt, lagde hånden nede på sofaen, et par cm fra hende, så hvis hun ønskede så kunne hun røre ham, men han ville ikke gøre det, med den viden om at hun stadig kunne være ustabil "så hvad vil du snakke om?" spurgte han efter lidt tid, efter at havde betragtet hende blidt

Han betragtede hende stille, lyttede til hvert hende ord. Det var sjovt som hun sagde disse søde ting om ham, men han vidste at hun ville sige han ikke var god nok, det var hvad de fleste alligevel sagde. For ja han var den gode af de to, han var Theo's menneskelighed, men han var skam heller ikke helt uskuldig selv. Han hævede øjenbrynet "wow jeg havde næsten set dette komme, for det sker altid" han rystede på hoved og trak sin hånd til sig. Han rejste sig op, kørte hænderne igennem håret "og jeg jeg lyttede ikke med. Vi kan efterhånden nogle gange lukke hinanden ud, så jeg nærmest sover" sagde han hurtigt, som en form for indskudt fakta.
Han sukkede, rystede på hoved før han satte sig ned "men det er vel fint nok, men jeg advarer dig...Theo er ikke en god mand, selv ikke jeg ved hvad han er i stand til og det siger meget når man tænker på jeg somme tider lytter med" han trak på skulderne. Hans bror var ikke en man skulle spøge med, på trods af han ikke var et direkte overnaturligt væsen, så kunne han skam sagtens give gode slag ind og var ikke bange for at tage en anden persons liv
Han rettede de blå øjne direkte mod hende "hvis du ville kysse ham, hvorfor gjorde du det så ikke?" han hævede øjenbrynet. Theo var ikke rigtig til stede, han havde valgt at træde til siden, og lade sin bror tage samtalen. Mest fordi han ikke rigtig vidste hvad han skulle gøre. Dukkede han op nu, ville han ikke med sikkerhed røre hende, han ville ikke komme tæt på hende. Han ville bare stå og stirre på hende

Han rystede på hoved "du behøver ikke min tilladelse. Bare gør det, jeg skal nok klarer mig. Jeg finder en anden. Hvis du er glad for Theo, så må det jo være sådan. han fortjener vel også en form for lykke, for det har han godt nok ikke haft meget af" han trak på skulderne og satte sig til rette i sofaen, vendte igen blikket mod hende. Ja han kunne da muligvis være ved at få følelser for hende, men dette var ikke engang i stadiet for forelskelse, så han kunne vel være en smule mere formel ved hende, holde sig fra for meget kontakt også begynde at se andre. Derved kunne man da sige at han ville forsøge at få sine følelser for hende væk og hen mod en anden, så hun kunne få sit lykke øjeblik med hans bror. Hvor længe det nu ville varer, vidste ingen.
Han stivnede, rynkede brynet og så på hende som havde hun fået et ekstra hoved "undskyld mig, du siger du ikke føler for mig som du gør for min bror, men alligevel siger du nu du er forelsket i mig" han kørte hånden igennem håret og vidste ikke hvad han skulle sige til hende, for de var i sandhed forvirrende

Han sukkede, rystede på hoved "nej vent" han ejste sig hurtigt op og gik efter hende "undskkyld...jeg burde ikke havde reageret på den måde. Hvem ville jeg være, hvis jeg stod i vejen for min brors vej til lykken" han trak på skulderne. Han var ofte kendt for at ofre sig selv for andre, der var ikke ting i denne verden han ikke ville gøre for sin bror. Han gik hen mod hende "hvis du vil afvise min bror, så gør det i det mindste til hans ansigt" han hævede spørgende øjenbrynet.
Hans øjne lyste grønne, som i et tegn på Theo igen rørte på sig, om ikke andet gjorde sig klar til at skulle tage over igen. Dette skete skam også, for efter godt fem minutter stod Theo og stirrede på hende "så du ville forsvinde uden jeg fik noget at sige" spurgte han og hævede øjenbrynet. Han lagde armene over kors, hoved på skrå, hvorpå han gik hen til hende

Han sukkede "Damian har givet mig grøn lys, så jeg har godt nok ikke tænkt mig at spilde det" han greb blidt fat i hendes arme, dog gav han igen slip, for blidt at lægge en hånd mod hendes hage, blot for at vende hendes ansigt op mod hans. Han bøjede sig ned mod hende, stoppede først det sekund deres næser rørte mod hinanden "Han sagde ja" hviskede han blidt. De grønne øjne betragtede hende stille, med øjenbrynet høvet, hvis hun nu stak ham en, ville han være klar.
Hans bror havde trukket sig tilbage, så man kunne faktisk sige det bare var de to sammen i dette øjeblik, ingen var med dem, andet end hunden under sofaen. Han bed sig i læben, skiftede mellem at betragte hende og se ned mod hendes læber "du spurgte hvad jeg ville...jeg skal vise dig hvad jeg vil" og med det trykkede han sine læber mod hendes. Hans frie hånd lagde sig mod hendes hofte, mens den anden lagde sig mod hendes kind

Han hvilede kort panden mod hendes, før han trådte væk "det var hvad jeg ville, intet mere eller mindre" sagde han kortfattet. Han rettede sig op, før han fjernede sin hånd fra hendes hofte, dog blev hånden mod hendes kind, blot et par sekunder endnu "nu er det dit valg... jeg lagde kortende på bordet, du har valget nu" han slog ud med hænderne, før han trådte et skridt væk. Nu var det hendes valg hvorvidt hun ville fortsætte hvad de kunne have eller stikke af. Hvad end hun gjorde ville han ikke følge hende, kun hvis hun selv ønskede det. Han vidste hvornår han skulle give op, og hvis det gik som han troede det ville, så skulle han til at give op nu, i den grad endda.
Godt nok havde hun kysset ham igen, men det havde været svagt og måden hun ikke kunne å på ham bagefter, fik ham til stille at fatte hvad der enlig skete, enten så ville hun gerne, men var bange eller også så vidste hun slet ikke hvad hun rent faktisk gerne ville og derfor ville hun hellere stikke af

Han rynkede brynet "jeg sagde aldrig du skulle være sammen med ham. Jeg sagde han gav os grønt lys han rystede på hoved, trak på skulderne "ved du hvad, gør hvad du vil" han trådte væk "jeg forsøger faktisk her, men det ligger ikke i min natur at være sådan her, så enten så vil du eller også så gider du ikke, den er ikke længere end det" sagde han og det var tydeligt Theo i den grad havde mistet tålmodigheden. Det lå ikke til ham at være venlig og blid, man skulle ville det eller også kunne man ligeså godt forsvinde. Han vidste Damian fandt hende interessant og måske endda havde små følelser for hende, men han frygtede lidt hun ikke rigtig kunne give det som der var godt for dem. Dog var han selv ligeså forvirret som sin bror, men hans tålmodighed var dog værre end hans brors og det var ofte han slet ikke vidste hvad han skulle gøre, hvor han blot handlede per refleks

Han rynkede brynet "hvis du lige havde kysset en, der derefter ikke gider kigge dig i øjnene, hvad ville du så gøre? jeg er ikke født af glæde eller for den sags skyld varme, men det er slet ikke noget der vedkommer dig. Hvad jeg mener er ganske enkelt, jeg er ikke god til det her, jeg er ikke god til at være...den gode. Jeg tager hvad jeg vil" sagde han og trak på skulderne. Han så ned på hende da hun gik tættere på ham "hvad er det du vil. Du spurgte mig før hvad jeg ille og jeg vidste det, men nu hvad er det du vil" han bøjede sig ned mod hende, rynkede brynet og betragtede hende nærmere. De grønne lynede og røbede ikke just hvad han skulle føle. Med begge hænderne i lommerne, stod han blot der bøjet mod hende

Han hævede øjenbrynet over hvad hun sagde, lyttede i stilhed med på hvad hun sagde, dog var hans ansigt uden nogen følelser. Selvom hans øjne i den grad vidste dem, så var hans ansigt frit for alle former for følelser, det var så neutralt som det nu engang kunne blive. Han lagde stille på skrå, så hun ville altså have ham. Et kort minut, spurgte han sin bror om hans mening, men det eneste han fik fra ham var at han skulle gå efter det, hvorpå Damian igen forsvandt.
Han rakte stille hånden frem mod hende, lagde den om hendes liv og trykkede hende igen mod sig. Hans øjne kiggede direkte mod hendes, ikke et sekund så han væk, det eneste han havde øjnene for var hende. han bøjede sig stille ned mod hende, næsten som ville han kysse hende, dog stoppede han op få cm'et fra hendes læber. Han kunne næsten fornemme hvordan hans egen ånde ramte mod hendes læber og som hendes ramte mod hans læber "så bevis du vil have mig" sagde han direkte og kiggede kort ned mod hendes læber, før han igen betragtede hendes øjne