Who are you? Do i know you? ~ Bjørn

S: Ravenwood Village
T: 12:00
V: varmt og solrigt
O: mennesker

Det var varmt i vejret og der var ingen skyer på himlen i miles omkreds. Dian gik stille rundt i byens gader, og havde ingen ide om hvor hun var eller hvem hun var. Hun var vågnet op ikke langt her fra, og kunne intet huske overhoved. Hun vidste heller ikke hvad hun selv var, eller hvor hun boede. Mens hun stille gik ned gennem gaderne så hun en gepard som kom løbende hen mod hende. Hun farede mere eller mindre sammen da den løb lige hen til hende. Milton standsede op og så undrende på hende, men gjorde ikke andet end det. Dian derimod så bare på ham med store og let bange øjne. *hvor har du været henne? Jeg har let efter dig* hørte hun pludselig en stemme i sit hoved spørge. Hun rystede på hovedet, og barkede langsomt væk fra geparden. *hvad er der i vejen Dian?* spurgte han! og han lagde hovedet på skrå. Hun rystede kraftigt på hovedet. "Bliv ude af mit hoved" sagde hun, og barkede mere. Milton var ikke helt sikker på situationen, men sukkede så i sig selv, og vendte sig om, og løb hurtigt væk fra hende. Dian stod bare og så efter ham. "Hvad var det?" Mumlede hun, men trak så på skulderne, og gik stille videre af vejen.

Milton farede alt hvad han kunne gennem byens gader, for at finde Bjørn. Han vidste ikke om han ville kunne hjælpe på det her, men han håbede det da, da han ikke anede hvorfor Dian opførte sig som hun gjorde. Hun havde ikke set ud til at ha genkendt ham, så nu måtte Bjørn prøve at hjælpe.
Milton havde ikke løbet så langt igen, inden han fik færten af Bjørn. Han løb hurtigt over til ham, og bed fat i hans bukseben, og hev i det, for at få Bjørns opmærksomhed, og for at få ham til at følge med.
Da det så ud til at lykkes, fik han ham til at følge med, og førte ham lige over til Dian, som stadig randte rundt, og ikke anede hvor hun var henne af. Da hun fik øje på geparden igen, sammen med en mand hun ikke genkende, bakkede hun bange bagud. Milton så fra hende og op på Bjørn som tegn på han skulle hjælpe på en måde.

Bjørn havde kysset didi ses på panden klokken 6 om morgenen for at spise et solidt morgen måltid og havde så taget et varmt bad hjemme hos didi, før han var trukket i vagt tøjet i form af sorte kamp bukser, sorte underbukser, sort sweater med security på ryggen og brystet forude sorte fingerløse stof handsker og en elefant hue med en tshirt inde under og en skud sikker vest under sweater, for at tjekke sit arbejdes værktøj, iform af 9mm pistol, peberspray og baton stav, han havde kigget ind til didi med et dybt kærligt blik og hvisket ses senere, før han gik ud af døren og låste efter sig, og gik roligt afsted til arbejdet ved og køre i sin militær hummer afsted.

Han kørte roligt og stødt imens han lyttede til heavy metal, og roligt ankom han til markedet, og mødtes med de andre vagter, røg en cigaret og snakkede før de blev kaldt ind, og fik deres opgaver, og roligt begyndte han og patruljere, og tiden gik, han spiste frokost med tiden, han stod og så udover horisenten før han blev bidt i buksebenet for at kigge overrasket ned på milton, han glodet lidt men ringede over walkien at han var nød til og gå og at de bare skulle trække det fra hans løn, før han fulgte med milton.
Bjørn fulgte let og ædrat med, for at stoppe op lidt fra en bange didi som forvirrede ham før han blidt spurgte "skatte pige, hvorfor render du dog rundt her ude? Hva du bange for? Har nogen gjort dig ondt?" Han så ret for forvirrede ud da hun bakkede bange væk, og han så forvirrede på milton med et spørgende blik.

Dian så direkte på Bjørn, men så ikke ud til at kunne genkende ham. *hvem er han, og hvorfor i alverden kalder han mig skatte pige?* hun lagde hovedet på skrå og betragtede ham stille. Om nogle havde gjort hende ondt? Hu var langt fra sikker på svaret af det spørgsmål.
En underlig træng eller tørst var begyndt at mælde sig hos hende, men hun var ikke sikker på hvad den helt gik ud på. Hun havde lyst til bare at fare over til ham og bide ham i halsen, men noget i hende holdet hende tilbage. En svag følelse af at hun ikke skulle skadede denne mand, men hun vidste ikke hvorfor. "Hvem er du?" Spurgte hun stille. Hendes øjne var svagt rødlige som tegn på hendes tørst efter blod.
Da Bjørn så ned på Milton, rystede Milton svagt på hovedet, som tegn på han intet anede om dette.

Bjørn så direkte tilbage på Didi med dybt undrende blik da hun ikke så ud til og genkende ham, han så mistroisk på hende, om det var en spøg af en art eller andet, han så dog bare forvirrede ud da hun hverken svarede på det ene eller andet, hvilket fik ham til og tage et skridt imod hende.
Bjørn stod roligt og træk sin maske op så hans ansigt kom til syne, for og se om det virkede bekendt, han bemærkede dog hendes røde skær i øjnene, da hun oven i købet spurgte hvem han var, sagde han blidt ''jeg er Bjørn, kan du ikke huske mig? vi har kendt hinanden ret længe?, og det der er Milton, din bror'' han så en kende usikker ud, om de ord ville trænge ind i Didi, hans konstatering var dog hun intet kunne huske, han så der efter ned på Milton med et usikkert og tvivlsomt blik, usikker på hvad han skulle gøre, dog gik han stille imod Didi for og stoppe op lidt fra hende og stille lægge en hånd på hendes kind for og se hvordan hun reagerede, om det kunne lukke op for nogle minder, et eller andet.

Hun stirede bare på ham da han så på hende, og da han tog et skridt mod hende, overvejede hun at gå etskridt bagud, men tvang sig til at blive stående hvor hun var.
Da han tog sin maske af, så hun stille på ham, og bed sig i læben men så stadig ikke ud til at huske ham det mindste. Da han sagde at han hed Bjørn, så hun bare på ham med et blik som tydeligt sagde hun stadig ikke kunne huske ham. Hun så ned på leoparden med store øjne, og løftede så det ene øjenbryn, inden hun lagde hovedet på skrå. "Min bror." Spurgte hun undrende. Hun følte at hun havde et sort hul i hovedet hvor alt skulle være. Alle de her informationer hun havde glemt, men var det han sagde mon i det hele taget rigtigt? Hvordan skulle hun vide det, når hun ikke kunne huske det? "Og hvor godt kender vi to så hinanden?" Spurgte hun med et stemme som sagde at hun ikke lige troede på ham. Da Bjørn gik over mod hende, så hun usikkert på ham, og var ikke sikker på hvad hun skulle gøre, men blev stående. Da han lagde en hånd på hendes kind, kom et svagt minde frem af ham, men forsvandt lige så hurtigt igen, og hun havde allerede glemt hvad det var. Hvis man havde set godt efter, havde man kunne se et glimt af et eller andet i hendes øjne, i et millisekundt inden det forsvandt igen. Hun blottede sine tænder, og hvæset af ham, præcis som en kat vil ha hvæset. Hendes blodtørst var så småt begyndt at blive være, og det kunne ses på hendes øjne som også blev mere røde i det. Hun ville nok snart overfalde denne mand, og drikke hans blod. Hun havde faktisk lyst til at gøre det. Hun så sulten på hans hals.

Bjørn gloedet tilbage uden rigtig og vide hvad han skulle stille op med sig selv, dog da hun blev stående, så han bare forvirrede på Didi.
Han stod stadig og så usikker og forvirrede ud, hvilket ikke lignede den hårde soldat, han så dog på hende bide sig i læben uden nogen tegn på at huske ham, så han stod bare og så usikkert på hende, uden og vide hvad han skulle gøre af sig selv, han nikkede dog roligt og sagde mildt ''ja din bror'' han nikkede imod geparden Milton i håb om da var bare det mindste da kunne minde hende om sin tilstede værelse, han havde set hende lægge hovedet på skrå og løfte øjenbrynet, da gjorde han sukkede forvirrede, usikker på hvad han skulle gøre, han var ikke læge, han var forfanden en soldat, han så dog på hende og rødmede svagt før han sagde ''tja vi er kærester..'' han smilede bredt som en idiot, selv om hans øjne vidnede om en mild intelligent, dog sukkede han usikkert da Didi åbenbart ikke troedet ham.
Da hun ikke rykkede sig væk ved han rørte hendes kind, nussede han hende blidt på kinden, han bemærkede dog hendes øjne og sukkede lidt, usikker på hvad han skulle gøre, dog tog han sig ikke af hun blottede tænder eller hvæsede af ham, dog uden et ord greb han fat om hende og holdt hende fast med en stor rå styrke, dog sagde han mildt ''kom Milton, vi går hjem og prøver om da noget da kan minde hende om noget der'' og uden videre ord gik han med Didi låst fast i armene, dog sagde han intet, udover hans hals var blottet til Didi, hvis hendes tørst blev for voldsom, og det var tydeligt han ikke var bange, da det var det han håbede at hans blod kunne huske hende på lidt om ham eller Milton, et minde, et eller andet, dog gik han imod deres Hus i gå gang.

Hun kunne sagtens se på ham, at han var forvirret over hende, men hun anede intet selv om det her, og kunne derfor intet gøre jo.
Hun betragtede ham mens han stod og så meget usikker ud? Var han ikke en soldat eller noget, eller tog hun helt fejl af ham? Hun sukkede svagt da han igen påpegede at dette dyr var hendes bror. Hvordan kunne det lade sig gøre at ha et dyr som bror? Var det hendes ægte bror eller var det mere lig indianers som kaldte alt levende for bror eller søster? Hun så fra Milton og op på Bjørn da han igen talte, og hun gjorde store øjne af hans ord. Var de kærester? Hun glippede flere gange overrasket med øjnene.

Hun blev selv usikker da han ikke så ud til at reagere på hendes hvæsen. Hvad var han? Hun var tydeligoverrasket over hans styrke, og prøvede at komme ud af hans greb, men gav ret hurtigt op igen, oglod ham slæbe hende med sig, hvor han så end ville have hende med hen.
Milton så op på Bjørn, og fulgte efter Bjørn. Han havde allerede opgivet at talle med Dian da hun mere eller mindre havde lukket ham ude af hendes hoved.
Mens de gik betragtede hun ham stille, eller mere hans hals som var helt blottet. Hun gad ikke stå imod sin træng, så hun blottede sine tænder, og bed sig hurtigt fat i hans hals, og holde fast. Hun drak noget af hans blod, men hun syntes hun kendte smagen af hans blod, eller var det bare ren indbildning? Hun standsede medat drikke hans blod selvom hun stadig var tørstig. Hun kunne stadig ikke huske sit eget navn, da hun var usikker på om hun hed Dian som stemmen i hendes hoved havde sagt til hende. Hun stoppede med at gå, og hvis Bjørn ville havde hende med videre, måtte han bære hende resten af vejen hjem. Hun sukkede svagt af sig selv, og så ned i jorden, og glemte nærmest alle andre om hende lige nu. "Hvem er jeg?" Mumlede hun svagt til sig selv. Det ville nok ikke være let at huske andre, hvis man ikke kunne huske hvem man selv var, vel?

Han så ikke mindre forvirrede ud, da hans hjerne prøvede og finde ud af hvad han skulle gøre.
Han betragtede hende tilbage, han var soldat, og kunne tage imod en kugle regn, eksplosioner, sult og tørst, men ikke dette, dog ville han prøve, hans tanker blev dog stoppet da hun sukkede, som hans skarpe hørelse opfangede, han nikkede dog roligt da det var hendes bror, før han mildt sagde ''du var en santuine, før du blev bidt af en vampyr, så du er halvt om halvt, og Milton her er din bror, og jeg er en varulv, bare for og få det hele med'' han strøg sig i nakken, med et mildt smil da hun glippedet med øjnene og nikkede roligt.

Han var ikke bange for hende, hun måtte skade ham hvis hun ville, de kunne altid snakke om det senere, han slappede dog af imens han holdt hende h sin favn, dog mærkede han hun kæmpede imod men burde vide det ikke nyttedet, han smilede dog trøstene til Didi.
Han kunne høre at Milton fulgte efter og skævede bekymrede tilbage på ham, han sukkede dog mildt.
Han gik fortsat med Didi i favnen, kom dog med et lille gisp over smerten, som dog hurtigt fortagede sig og han slappede af imens hun i den korte tid drak af hans blod, dog så han blidt på hende da hun hurtigt stoppede med at drikke af ham, dog så han på hende da hun stoppede med og gå, og stoppede selv med at gå, for at se blidt på hende, han lagde stille armene om hende for og trøste hende, imens han blidt sagde ''du er Dian, 19 år, Milton er din bror her, vi har kendt hinanden længe, og vi kærester, jeg er Bjarke, bliver kaldt Bjørn, er 28 og er uddannet professionel soldat, men tager små jobs som vagt, udsmider, og hvor jeg ellers kan tjene penge til vores hus, som vi er på vej over til nu'' han smilede blidt og så ventende på hende om hun havde i sinde og følge med, eller om hun skulle fordøje informationerne lidt.

Hun så uforstående på ham. Havde hun været en sautuine før? Hvad i alverden var det? "Og hvad er en saun... Ja et eller andet?" Spurgte hun langsomt. Hun havde godt på fornemmelsen at hun havde været en vampyr eller noget, da hun ligesom havde trængen til blod. Hun så ned på Milton, og fugtede forsigtigt sine læber, inden hun bed i dem. Hun ville hellere end gerne tro på det han fortalte hende, men hun havde svært ved det. Da han så sagde at han var en varulv, begyndte hun at grine af ham. "Jeah og jeg er en flyvende påskehare" grinte hun. Det var tydeligt at hun ikke troede på ham, og hun var heller ikke sikker på hvad hun selv var. Om hun var det han porstod eller ikke.

Hun kunne mærke på ham at han var rolig, og det smittede langsomt af på hende så hun også selv blev mere rolig i det. Men ville han skade hende? Var der en tanke som spurgte, og hun blev en smule urolig af den tanke. Hun så hans trøstede smil, men kunne det også være en fløde? Eller han havde jo ikke lokket hende i en fælde, men hun var alligevel bage for det kunne være en.
Hun blev faktisk lettere overrasket over at han tog det så roligt da hun bed hem. Måske havde han ret i det han havde sagt? Hun så på ham og trak vejret tungt. Hvorfor var hans udtryk så blidt? Hun forstod det ikke helt. Da han blidt lagde armene om hende, bed hun sig i læben. Hun lyttede til hvad han sagde, men hun røg hurtigt af. Ok, hun hed altså Dian, som stemmen også havde sagt til hende. Hun var 19 år, og havde en bror som var et dyr, eller havde hun misforstået noget af det? Hun var allerede røget af da han sagde de var kærester. Så hun havde virkelig en kæreste? Hun så tomt lige ud i luften, uden at se noget som helst. Hun fik også lige fat på han sagde vores hus. Så de boede sammen? "Bor vi sammen?" Spurgte hun stille, og så op på ham. Det var mange informationer han havde givet hende på en gang, og hendes hovede gjorde ondt nu. Hun tog sig stille til hovedet. "Gider ikke gå længere" sagde hun, og blev hvor hun var. Hun var træt, men de fleste vidste at det ville være dumt at sove med hjernrystelse, på nær dem som havde den.

Bjørn så mildt på Didi da hun så uforstående på ham, han smilede dog stille og roligt til hende med et usikkert blik, han sagde dog blidt ''en Santuine, ja er et menneske da har et dyr som bror, altså i bliver født som tvillinger hvis man kan kalde sådan en fødsel for det, men i er telekinesisk forbundet og kan snakke i forstanden, du kan jo prøve og lukke op for dine tanker og lade Milton snakke til dig'' han smilede blidt til hende da det med vampyren måtte være indlysende, han fulgte dog hendes blik ned på Milton og nikkede roligt til geparden, dog bemærkede hans skarpe øjne hun fugtedet læberne forude bed i dem, han himledet dog med øjnene da hun åbenlyst grinte at han sagde han var varulv, som fik ham til og knurre en opgivende strube lyd, ikke for og bevise noget, han sagde dog roligt ''måske er du, skat, men suk jeg vil bare gerne have vi går hjem, så vi kan finde ud af det her, aye?'' han brugte det britiske ord for ja eller okay ved og sige aye, dog så han bedende på hende om de ikke godt kunne gå hjem.

Han havde brugt mange år som soldat som havde gjort ham vant til og tilpasse sig mange typer situationer så han vare ofte rolig i de mest bizarre situationer, han holdt dog stadig om hende imens han gik og smilede trøstende for og berolige hende mere, dog bemærkede han de anspændte træk da kom af frygt, som han havde mange års erfaring med som soldat, og han så undersøgende på Didi med milde øjne.
Han havde haft den korte smerten da tænderne brød igennem huden, men han havde fundet det en smule ophidsende når hun bed ham, fordi de var forbundet på en slags måde, og da han allerede som varulv ikke kunne forvandle, så tog han sig ikke synderlig af det, han fortsatte dog med og være blid og kærlig over for hende, for og gøre hende mindre bange, dog så han blidt bekymret på hende da hun så tomt ud i luften, han smilede dog blidt og svarede kærligt ''ja, har vi gjort et lille stykke tid'' han smilede mere imens han holdt om hende, han så på hende da hun tog sig til hovedet, han nikkede roligt og svarede blidt ''så holder vi lidt pause'' han fandt en militær dunk frem og åbnede den, for og række hende den da halv køligt halv lunkent vand var i den, omkring halv tom, for og se om hun var tørstig da hendes santuine del gjorde hun også kunne indtage mad og drikke, så hun kunne måske bruge lidt vand tænkte han, imens han holdt den imod hende med et mildt smil, og ventede roligt på hende.

Hun lyttede stille til det han fortalte hende om en santuine. Så de var altså blodsbeslægtede! og han påstod at de kunne talle sammen ved hjælp af telekinese. Hun bed sig i underlæben, og tog så en dyb indånding, og prøvede at lukke op for det, men det var nemmere at lukke af for det, end det var at lukke op for det igen. Hun rystede på hovedet. "Kan jeg ikke finde ud af" sukkede hun lettere omgivende.
Da han knugede af at hun grinte, fordi hun ikke troede på han var en varulv, så hun på ham med let store øjne. "Ok, så er du vel en varulv" mumlede hun lavt, om himlede med øjnene af ham. "Jezzz" sukkede hun. Da han sagde hun måske var en flyvende påskehare grinede hun af ham igen. "Ok, så går jeg med" grinte hun.

Hun kunne mærke hans blik på sig, men tog sig ikke af de det mindste. Hun undrede sig mildt over at han stadig var kærlig over for hende selv efter hun bed ham. Inten lå der noget bag, eller også elskede han hende virkelig højt. Da han så på hende, drejede hun langsomt hovedet over mod ham, og så på ham, og nikkede langsomt til det han sagde til hende. Da han foreslog at de skulle holde pause, nikkede hun ivrig, og da han fandt en vanddunk frem, tog hun tøvende imod den, og skævede kort til han. Var det sikkert at drikke det? Hun trak på skuldrene, og satte dunken op til sine læber, og drak grådigt af det, hvor efter hun bare rakte den tilbage til ham, og satte sig så på jorden, og så op på ham.

Bjørn så blidt på Didi da hun lyttede til ham dog stille, ikke sikker på om det var beregnet på bekymring, han nikkede dog opfordrende og blidt til hende med et smil, så hende bide sig i underlæben, han smilede dog da hun tog en dyb indånding, han smilede dog trøstende til hende og sagde mildt til hende ''det kommer nok, prøver bare senere'' han gav hende et trøstende kram.
Han klukkede blidt af hende da hun så en smule forskrækket ud, så dog undskyldende på hende bagefter og nikkede roligt, før han mildt sagde ''da findes mange racer, jeg er bare en af dem'' han smilede bredt og kærligt til hende, han så dog drillende og blidt på hende da hun sukkede igen, han grinte dog blidt da hun grinte, han nikkede mildt og klappede hende på ryggen.

Han smilede blidt da hun ikke så ud til og tage sig af ham, hvilket ikke genrede ham, hun skulle nok bare lige finde ud af tingene, han fortsatte dog med sit milde og blide væsen, han så dog rundt for og se om da var nogen da fulgte efter, så dog på Didi da hun vendte sit hoved imod ham, og han smilede kærligt til hende, han grinte dog da hun nikkede ivrigt af pause ideen, han nikkede dog blidt beroligende til Didi da hun så tøvende på vand flasken, han smilede blidt, og da hun trak på skulderne, fulgte han hende bare med øjnene og smilede roligt stadig da han tog den tilbage, han så sig omkring igen, og satte sig ned ved siden af hende og sagde blidt ''husker du stadig intet, Didi?'' han smilede blidt til hende og så over på Milton med et roligt blik.

Hun nikkede stille da han sagde at det nok skulle komme på et tidspunkt, og at hun bare skulle prøve senere, Men da han gav hende et trøstende kram, stivnede hun halvt i hans arme. Hun anede ikke hvad hun skulle gøre af sig selv lige præcis i det øjeblik. Hun trak sig derfor forsigtigt ud af hans kram. "Undskyld, men jeg.... jeg...." hun sukkede frustreret da hun ikke vidste hvad hun ville sige. Hun så stille ned i jorden.
Hun så fornærmet på ham da han begyndte at grine af hende. Hun tog sig ikke af hans undskyldende blik, men blev bare ved med at se på ham med et fornærmet blik, men det ændrede sig dog hurtigt til et overrasket et, da han sagde at der fandtes mange racer. "Hvor mange racer findes der?" spurgte hun stille, og så på ham med et nysgerrigt blik. Hun kendte overhoved ingen racer mere, eller hun kunne ikke huske dem. Da han så drillede på hende, lagde hun undrende hovedet på skrå. Da han klappede hende på ryggen, vidste hun ikke hvad hun skulle tænke om det, så trak bare mentalt på skulderne af det.

Hun var ikke helt sikker på hvordan hun skulle forholde sig over for milde og blide væsen. Hun så usikkert på ham, og da han så rundt, kiggede hun også rundt, men anede ikke hvad de så efter. Hun betragtede bare stille Bjørn eller Bjarke eller hvad hun nu skulle kalde ham for. Hun smilede tøvende tilbage til ham, da hun så hans kærlige smil, og hendes hjerte bankede en smule hurtigere end før, men hvorfor? Hun vidste det ikke, eller jo inderst inde, der hvor hun ikke kunne nå ind til. Da han grinede af hende, bed hun sig hårdt i læben. Hvorfor grinede han af hende?
Da hun havde drukket hans vand, og givet ham flasken igen, lagde hun igen hovedet undrende på skrå, og så på ham med undrende øjne da han kaldte hende for Didi. Hun var forvirret. Hed hun Dian, eller Didi? "Øm, Didi?" spurgte hun forsigtigt, og en smule undrende. "Nej jeg husker intet overhoved, sorry" sukkede hun stille, og så ned i jorden.

Ikke så langt der fra, stod en mand gemt i mørket, og betragtede dem. Han var en mester til at være usynlig, så de ville ikke opdage ham, og han fulgte stille efter dem. Betragtede dem.