The past, is it the past?

Hun smilede roligt.
''jeg aner ikke hvor gammel jeg er. Selv hvis jeg kunne huske det, ville jeg sikkert lyve om det. Skal vi ikke bare sige at jeg er 19?'' grinte hun roligt.
Hun smilede til ham, og hvilede hovedet mod hans brystkasse.
''Har du nogle søskende, Daniel?'' spurgte hun stille. Hun havde ingen. Ikke så vidt hun vidste.
Og selv hvis hun havde, ville de kun være biologisk beslægtede. Hun havde ingen kontakt til andre end Daniel lige nu.

Hun lignede en på 18-19 år, så at sige hun var 19 år passede nok. Han lukkede sine øjne, men han lyttede stadigvæk til det hun sagde. "Jo, lad os sige det. Du ligner også en på nitten." Der var en svag drillende tone i hans stemme. Han åbnede sine øjne igen.
"Nej. Mine forældre døde nogle år efter jeg blev født, så de nåede ikke at få flere børn." Det virkede ikke til at røre ham at hans forældre var døde. Selvfølgelig var han ked af det over det, men han kunne jo knap nok huske dem. "Min mors søster tog sig af mig. Jeg har ikke set hende de sidste tre år." Og han savnede hende, også selvom hun havde været streng og meget bestemmende. Hun havde altid behandlet ham godt og han havde aldrig været i tvivl om at hun holdte af ham.

//Out.