The past, is it the past?

s: Rosenclaw Village
v: køligt, lettere blæsende
o: beskrevet nedenfor
t: sen aften
p: beskrevet nedenfor

Lyden af noget der raslede vækkede hende.
Hun kunne ikke lade være med at tage sig til hovedet, og klynke kort over den skarpe smerte fra både tinding og håndled.
På håndleddet sad der en let bandage, men den var allerede gammel, tør og ulækker.
Blodet på den var stivnet og brun - flere dage gammel.
Hun så rundt, anede ikke hvor hun var. Hvor end hun befandt sig, ville hun væk!
Hun prøvede at rejse sig op, men det fik ikke godt. Så snart hun var kommet på benene var hun ved at falde om igen. Alt svimlede sig for hende.
Hendes tøj gjorde hende ikke bekymret, mere... usikker. Hvor pokker havde hun været før hun vågnede?
Hun havde lænker mellem sine ankler, så almene skridt ville være svært. Hun havde normalt tøj på, lod det til. Jeans, støvler, t-shirt og en vest med en hætte på. På håndleddet uden badage var der resterne af et sæt håndjern.
Hun anede ikke hvor pokker hun var, men hun ville væk.
Hun støttede sig til gydens mur, mens hun kæmpede sig vej frem. Jo længer frem hun kom, jo flere så hun med samme lænker, samme bandage og samme tøj... Hvad f*nden var der sket?!

Da hun hørte nogen snakke lidt fra hende, satte hun farten op, panisk. Det resulterede i at så snart hun var kommet uden for gyden, snublede hun i lænkerne og landede lige for fødderne på en fremmed.

(Emnet er åbent for én person, helst mandlig)

Det var en vidunderlig følelse at mærke vinden kærtegne hans vinger og blot flyve op mod himlen. Det var fortryllende og uheldigvis gjorde han det ikke særlig tit. Han var på vej hjem af efter at have strukket sine vinger lidt. Han havde en hvid skjorte på, sorte jeans og sorte converse. Det havde været en lang dag, så han var ret træt. Først skulle han holde et møde med en fra den gruppe som han var leder af, derefter havde han trænet nogle af de nyeste mennesker i gruppen og resten af dagen havde gået med at snakke strategier, hvilket var ret trættende, da de fleste mennesker i gruppen var stædige og nægtede at lytte til fornuft. Hans tanker blev afbrudt af en lyd lidt væk fra ham. Han kneb øjnene lidt sammen for bedre at kunne se. Han kunne se en skikkelse. "Hey, er du okay?" Han begyndte at gå hen imod skikkelsen. Eftersom han kom tættere på skikkelsen kunne han se det var en pige.
Han satte sig foran hende, da hun faldte ned foran hans fødder. Hun havde lænker på! Hvorfor i alverden havde hun dog det?! Han så bekymrende på hende. "Lad mig hjælpe dig." Han tog fat under hendes arm og ville hjælpe hende op at stå, hvis hun da lod ham.

Hun hev kort efter vejret, men stivnede brat da hun hørte en tale til hende, og derefter prøvede at tage fat i hende.
Hun blev hurtigt enig med sig selv om, at det var ok at han hjalp hende op - så kunne hun jo altid stikke af bagefter.
Da han havde hjulpet hende op, vendte hun sig hurtigt og stirrede kort ind mod gyden, hvor skikkelserne af mindste ti andre som hende lå - sikkert døde.
Hun gispede kort efter vejret, stiv af skræk. Hvad i alverden skulle hun dog gøre?
Så gik det op for hende, at hun stod nærmest i favnen på en vildt fremmed mand. Hun ville trække sig væk, men hun vidste godt at lænkerne om hendes ankler ville forhindre hende i det, og så ville hun bare lande på jorden igen.
''tak..'' sagde hun bare, og undgik øjenkontakt med ham. Hun turde ikke rigtigt se på ham, hvad nu hvis han var én af dem der var skyld i at hun var endt i gyden?

Han så ind imod gyden ligesom hun gjorde og fik øje på ti andre skikkelser der lå på jorden. Han rynkede svagt på panden. Hvem ville dog gøre sådan noget? Han så på pigen. Hvorfor var hun her alene i en gyde, hvor der også lå lig, og de alle sammen havde lænker på? Han ville spørge hende senere. Lige nu var det vigtigst at få hende væk derfra og få de lænker af hende. Først lænkerne, men hvordan skulle han få dem af? Var der mon en nøgle i nærheden? Eller måske kunne han bruge en form for redskab til at fjerne dem? Han lagde en arm om pigens ryg, da han ville sikre sig at hun ikke faldt igen.
"Det var så lidt." Han smilede venligt til hende. "Ved du om der er en nøgle her et sted til lænkerne?" Han så sig omkring. Han kunne ikke se nogen nøgle på jorden. Desuden ville den person som havde gjort dette være ret dum, hvis han havde efterladt nøglerne til lænkerne midt på jorden. "Ellers har jeg måske noget derhjemme der kan få dem af."

Hun rystede på hovedet, en smule frustreret. Hun anede ikke engang hvor hun havde dem på.
Hendes hals føltes som om der var ild i den, og hendes hoved var ved at eksploderer.
Hun valgte at stole på ham, selvom det kunne være det dummeste hun nogensinde ville gøre..
''Få mig væk herfra...'' bad hun stille, tiggende. Hun ville væk, og hendes håndled var begyndt at smerte som en gal. Hvad havde hun lavet?
Hendes ben gav efter under hende, og havde han ikke holdt hende oppe med en arm, var hun faldet om igen.
Det var som om hun svævede mellem bevidstløshed og bevidsthed.
Hun måtte være sulten, men hun vidste ikke helt... Hun kunne ikke mærke det...

Daniel fik straks medlidenhed med hende, da hun bad ham om at få hende væk derfra. Da hendes ben gav efter under hende, og lagde sin arm under hendes ben mens den anden stadig var om hendes ryg. Han løftede hende derefter op. Ikke tale om at han ville lade hende gå hele vejen hjem til ham, når hun havde besvær med at gå! Han kunne sagtens bære hende. Han begyndte at gå væk fra gyden og hen imod den bygning hvor han boede. Da de nåede hen til bygningen tog han trapperne op til tredje etage og stoppede op foran en dør. Meget forsigtigt lagde han hende ned på gulvet, da han ikke kunne låse døren op og bære hende samtidig. Han tog en nøgle op af sin lomme og låste døren op. Efter han havde åbnet den, løftede han hende op igen og bar hende ind i lejligheden. Han lagde hende på sofaen og lukkede derefter døren. Han satte sig på en stol der var ved siden af sofaen.
"Vil du have noget at drikke eller spise?" Han så spørgende på hende.

Denne mand, hvem end han var, var ikke almindelig. Han var godhjertet og mild. Langtfra hvad hun havde forventet..
Hun blev lagt i noget blødt - et møbel af en art. Hun kunne ikke mærke hvad.
Hun åbnede øjnene flere gange, men det var svært at fokuserer på noget.
Hun prøvede at sætte sig op, men det gjorde for ondt i hendes håndled. Hun gispede af smerte og hev straks hånden ind til sit bryst og knugede den til sig.
''jeg... jeg vil ikke være til besvær...'' hun så nu hen på ham, med dybe brune øjne. De kunne lige så vel havde været sorte, for der var intet at se udover den dybe farve.
Der kunne ikke skælnes mellem pupil og iris. Omridset af hendes øjne var elegant og smidigt - de kunne bedst beskrives som en ulvindes. Så man godt efter, i det rette lys, ville man se at hendes pupiller var mere som ulvens end et menneskes.
Hun så hurtigt væk igen, da det gik op for hende at hun havde stirret ham i øjnene.

Daniel rejste sig op og satte sig ved siden af sofaen. Han betragtede hendes håndled med tydelig bekymring. Han så på hende og fik øjnekontakt. Han smilede skævt. "Du er skam ikke til besvær." Sagde han og mente det. Han kunne godt lide at hjælpe andre. Han var jo trods alt en engel. Det var en del af hans natur at hjælpe andre. Det mente han i hvert fald. "Er dit håndled brækket?" Spurgte han. Han havde vidst nogle bandager ude i køkkenet, hvis han huskede rigtigt.
"Mit navn er forresten Daniel." Han smilede venligt til hende. "Hvad er dit navn?" Han lagde hovedet lidt på skrå. Hun afbrød deres øjnekontakt, men han tog sig ikke af det. Hendes øjne havde næsten været sorte og mindet en smule om en ulvs. Han havde set ulve få gange ude i skoven, og en gang havde han været heldig at se en helt tæt på. Han ville aldrig glemme det øjeblik. Ulven havde gået hen til ham og snust til ham. Selvom Daniel beskyttede mennesker havde han svært ved at forstå dem. Hvorfor dræbte de så vidunderlige væsner som ulve? Det var et spørgsmål han nok aldrig ville få svar på.

Hun var ved at blive helt perpleks. Han kunne umuligt få noget ud af at hjælpe hende, så hvorfor gjorde han det?
''D-det tror jeg ikke...'' mumlede hun en smule forvirret. Hvordan ville det føles hvis det var brækket?
Hun knuegede stadig sit håndled ind mod sit bryst. Hun stolede ikke helt på ham hvad angik hendes skader.
Hvad hed hun...?
''Daniel...'' hun smagte på navnet, gentog det flere gange for sig selv. Det lød godt, varmt... Følelsen af ordet fik hende til at smile for sig selv.
''Jeg... Jeg ved det ikke...'' sukkede hun stille, inden hun så lidt rundt.
Hvad hed hun? Hvem var hun?... På siden af hendes hals var der en tatovering, en stregkode. Tallene under den udformede hvad hun havde heddet næsten hele hendes liv: 12-25-19-19-01.
Man kunne skimte tatoveringen hvis man fjernede lidt af hendes hvide hår.

Brækket eller ej, det var nok bedst at putte bandage på hendes håndled, bare for at være sikker. Han gik hurtigt ud i køkkenet og fandt bandage og en saks. Han satte sig derefter ned på gulvet igen og tog meget forsigtigt fat i hendes arm. Han begyndte derefter at putte bandage om hendes håndled og klippede så bandagen over, da han ikke al bandagen. Han lagde bandagen og saksen på sofabordet. "Dit håndled healer hurtigst, hvis du ikke bruger den så meget de næste par dage." Han smilede skævt.
Han lagde hovedet lidt på skrå, da hun sagde at hun ikke vidste hvad hun hed. "Hvad kan du huske?" Gad vide om hun havde hukommelsestab? Havde hun overhovedet et sted at sove? Han betragtede hende lidt. "Vil du gerne have et bad?" Han så spørgende på hende. Hvis hun ikke havde et sted at sove, så var hun velkommen til at overnatte her. Han kunne sagtens sove på sofaen mens hun sov i hans seng. Det havde han intet imod. Han faldt faktisk tit i søvn på sofaen, da han havde en vane med at se tv til han faldt i søvn.

Hendes håndled var rødt, og varmt.
På den bløde blege hud kunne man se et ar fra en brandmærkning - arret var formet som en ulv der blottede tænder. En indikation af hvad hun var.
''Det ved jeg ikke...'' hun så på ham igen, og bed sig lidt i læben.
''Jeg ved ikke hvad jeg husker... Alt er... grød. Små bidder af ting..'' mumlede hun og så på håndleddet igen. Nu med bandagen på. Den dækkede arret. Hun huskede da hun fik det.
Hun så igen på ham. ''Et bad ville være rart...'' indrømmede hun, inden hun så ned på sine ankler, hvor lænkerne stadig sad og holdte hendes ben låst til én enkelt funktion - at gå i samme skridt hver dag..
''Daniel, jeg vil ikke være til besvær.'' hun så nu igen på ham, og sagde det som om hun prøvede at overbevise ham om det.

Inden han havde puttet bandagen om hendes håndled havde han betragtet brandmærket lidt, men valgte ikke at sige noget om det. Han kunne altid spørge om det senere. Lige nu var det vigtigst at hun fik det bedre. Han strøg hende over håret, da hun sagde at hun ikke vidste hvad hun huskede. Det var en vane han havde med at stryge andre over håret. "Det er okay. Måske gendanner du noget af din hukommelse med tiden." Han smilede opmuntrende til hende.
Han rejste sig op og så på hendes ben, hvor lænkerne var. Hvordan skulle han mon få dem af hende? Gad vide om det lænkerne var lavet af var meget stærkt? Han så på hende igen, da hun snakkede. "Du er ikke til besvær. Jeg vil meget gerne hjælpe dig." Han så igen på lænkerne. "Det er i min natur at hjælpe andre." Han kørte en hånd igennem sit hår. "Har du en ide til hvordan vi får de lænker af?" Spurgte han.

Hendes instinker sagde at hun bare skulle gnave sit ben af.
Men det virkede så... underligt.
Hun rystede på hovedet, og prøvede at skjule hendes rødmen over hans blide kærtegn over hendes hår - hun kunne ikke undgå den varme der steg fra hendes mave op i hendes kinder. Hvad var det?...
''Måske kan de lirkes af?'' hun så lidt på ham igen, mens hun prøvede at få sat sig op. Det virkede næsten, så hun var næsten helt oppe og sidde. Hun trak sine ben op til sig, på en underligt smidig måde. Måske kunne hun vride dem af, hvis hun kunne få sin fod hevet af led?
Hun så kort på ham.
''Kender jeg dig et sted fra?'' spurgte hun stille, en smule undret. Han virkede så venlig, så rar... Han kunne umuligt være sådan over for andre fremmede?...

Daniel lagde armene over kors mens han stadig betragtede lænkerne. Han havde ikke rigtig noget værktøj, desværre. Måske kunne han låse det op med en gaffel eller noget? Bryde låsen? Han satte sig på sofabordet og så på hende. Han smilede lidt over at hun rødmede. Hvor var hun kær. "Ja, men hvad kan vi lirke dem af med?" Tænkende så han tomt ud i luften.
Hans blå øjne så på hende igen. Han smilede lidt og rystede på hovedet. "Nej, jeg er ret sikker på vi ikke har mødt hinanden før." Han kunne huske de fleste han havde mødt siden boksen var blevet åbnet. Han kunne huske hvordan de engle som havde boet oppe i himlen havde fløjet ned imod jorden og han havde været iblandt dem. Det ville han nok aldrig glemme. Han rystede på hovedet for at få sine tanker væk fra minderne. "Jeg har kun været på Jorden i tre år. Kan du huske hvad en engel er?" Han så spørgende på hende.

Hun så lidt på ham. En engel? De fandtes da kun i Biblen og i eventyr?
''så du er en engel?'' hun løftede et øjenbryn.
''jeg kan få dem af selv... Tror jeg. Men jeg foretrækker at være alene når jeg gør det..'' sagde hun og så ned på lænkerne. Minder i små bidder væltede ind over hende, men de gav ingen mening medmindre man vidste hvad der var sket med hende.
''jeg har været på Jorden hele tiden, tror jeg. Men det er også ligemeget.'' hun trak let på skuldrene inden hun så på ham igen.
''Jeg husker små ting. Episoder. Men det er som om de ikke passer ind i andet end en dårlig film om tortur og koncentrationslejre fra 1900'tallet.'' sagde hun opgivende.
Hun så lidt rundt, inden hun så på ham igen, med sine mørke øjne.

Daniel var stolt over at være en engel. "Ja, det er jeg." Hun virkede ikke helt overbevist over det, men det var måske bare noget han forestillede sig? Han smilede skævt. "Jeg kan sagtens bevise det, hvis du ikke tror på mig." Selvom hans mors søster altid havde sagt at han ikke måtte vise sine vinger foran andre, havde han alligevel intet imod at gøre det. Han kunne ikke se hvad der var galt i at vise hans vinger frem overfor en person. "Okay." Han rejste sig op.
"Nogle af os engle boede oppe i himlen indtil boksen blev åben. Kan du huske noget om en boks?" Han så spørgende på hende. Det ville undre ham hvis hun ikke havde været inde i boksen, men måske havde hun været helt utrolig heldig? Engle havde jo ikke været inde i boksen, da de var gode væsner. "Som sagt, dine minder kommer nok til dig på et tidspunkt. Lad vær med at tænke for meget på hvad de betyder, vent hellere på at det automatisk begynder at give mening." Han gik ind i soveværelset, og lukkede døren, så hun kunne få lænkerne af.

Boksen? Hvilken boks?
Hun tog en dyb indånding da han var gået ind i det andet rum.
Hun tog sin støvle af, og med et hårdt ryk i foden og et smæld fra et led der tydeligtvis ikke var tilfreds, hang foden slattent og tilbøjelig.
Hun fik hevet lænken af benet mens hun klynkede lavmældt. Hun ville helst ikke gøre ham bekymret.
Blodet begyndte at dryppe fra hvor lænken havde siddet den havde været presset ind i hendes kød på benet. Hendes bukser tog blodet til sig, uden tøvelse.
Hun havde ikke tænkt dette igennem, langtfra. Hvordan skulle hun nu kunne komme i bad uden at han stod og holdte hende? Og hvordan skulle hun kunne få den anden lænke af, uden at foden skulle hives af led der også?
Blodet der dryppede...

Det mørke rum var ikke svært at tage fejl af; en celle. På væggen var der ridset med klør, og der var blod overalt. Hamren på døren, hvorefter ordene: middag, Lyssa! blev råbt.
Ind af lemmen kom en levende kanin.
Kaninen blev samlet op, skrigende aaf skræk. Det varme blod der fuldte munden, pels blod og kød. Blodet ned af armene...

Hun for skrigende sammen, tog sig til hovedet og begyndte at græde i mellem hendes skrig.
Det var ikke hendes minder, det kunne det ikke være! Det var ikke hende, det var ikke hende!

Daniel satte sig på sengekanten og så ned i gulvet mens han ventede. På trods af at han hjalp andre og havde venner fra gruppen, var Daniel faktisk ret ensom. Han havde ikke snakket med særlig mange engle de sidste tre år, hvilket han savnede. Han rystede på hovedet for at få tankerne væk. Han kom ikke til Jorden for at få venner. Han var kommet til Jorden for at beskytte menneskeligheden. Det måtte han aldrig glemmer. Da han hørte et skrig løb han nærmest ud af soveværelset og ind i stuen. Det første han lagde mærke til var blodet på hendes ene ben. Det andet han lagde mærke til var at hun græd. Han gik hurtigt over til hende. Han fik sin aura til at blive opmuntrende og beroligende. Han satte sig på sofakanten og lagde en arm om hende. "Hvad sker der?" Spurgte han blidt. Gid han vidste hvad hun hed. Han måtte finde på et midlertidigt navn til hende, men først senere. Lige nu var det vigtigst at trøste hende. Han foldede forsigtigt sine vinger, og grundet det gik hans skjorte i stykker, men han var ligeglad. Han havde andre skjorter. Han foldede sin ene vinge om hende i håb om det ville trøste hende lidt.

Hun hev efter vejret, klynkende og hulkende.
Hun kunne ikke se, kun mærke trangen til at skrige og smadre noget.
Vingerne der lukkede sig om hende fik hende til at skrige endnu mere.
Cellen havde været så lille, så fyldt med blod... Hun rystede på hovedet og krøb sammen.
Det endte med at hun blev så træt at hun faldt om, næsten bevidstløs igen.
Hun hev endnu engang efter vejret, men denne gang var det i små paniske stød.
Hun blev ved med at mumle noget med en kanin og en celle, men det var usammenhængende.

Det overraskede ham at hun skreg igen. Panikken greb fat i ham. Hvad skulle han gøre? Hans vinger foldede sig sammen bag hans ryg, så de ikke længere var om hende. Han ventede på at hun faldte til ro. Måske havde hun bare brug for stilhed? Han så på hendes ben, hvor blodet var. Det var som om nogen havde et greb om hans hjerte. Han hadede at se andre der led og han ville gøre meget for at gøre dem glad igen. Han havde sin ene arm om hende, så da hun faldte om ville hun ikke lande på gulvet, heldigvis. Han betragtede hende roligt mens han ventede på at hun sagde noget. Da hun begyndte at mumle forstod han ikke hvad hun sagde.
"Vent med at forklare. Slap af." Han smilede svagt. Hans vinger forsvandt igen. Han lukkede sine øjne, da han var en anelse træt. Det havde jo trods alt været en udmattende dag og det så ud til at han ikke ville få sovet efter et par timer. Det havde han dog heller ikke noget imod.

Hun lå bare op af ham, klynkende.
Noget i hende rev efter at komme fri, at komme ud.
Langsomt kunne man høre det smæld ledet gjorde ved foden, da foden af sig selv gled på plads, og i et kort sekund spændtes hele hendes krop i smerte.
Hun lukkede de mørke øjne helt, og hev efter vejret, lige indtil hun besvimede.
Hun var afkræftet og bange.
Men alligevel var der noget ekstremt beroligende ved at være sammen med Daniel.
Det var så afslappende... Så fredfyldt... Måske var han i virkeligheden ikke bare en engel, men hendes engel? Tanken ville have fået hende til at smile, hvis hun kunne styre sin krop.

Daniel strøg blidt sin hånd op og ned af hendes ryg, i håb om det ville berolige hende lidt. Han hørte smældet fra hendes fod, men han kommenterede ikke på det. Hun skulle have lov til at falde til ro. Han så tomt ud i luften. Tankerne og spørgsmålene fyldte hans hoved og gav ham hovedpine. Tankerne om hvad han kunne gøre for at hjælpe hende, spørgsmålene om hvad der skete og om hvordan han kunne hjælpe hende. Han tog sig til hovedet med sin frie hånd mens han rynkede på panden. Hans hovedpine begyndte at forsvinde i takt med at han tog dybe indåndinger. Det plejede nemlig at hjælpe når han fik hovedpine. Han kørte hånden igennem hans hår og hen til hans nakke. Han så på hende igen. Mon hun var faldet mere til ro nu? Hans blå øjne var fyldt med bekymring, men der var også noget opmuntrende over det.
"Når du føler dig klar til at fortælle mig om hvad der skete, så bare sig til. Det er okay, hvis du ikke ønsker at snakke om det." Sagde han blidt og ret forsigtigt. Han ville vente lidt med at putte bandage om hendes ben.

Efter fem minutter prøvede hun at sætte sig op.
Hun så rundt, en smule forvirret. Hun havde siddet i cellen, havde hun ikke?
Hvor var hun så nu?
Hjemme hos Daniel! Det var jo der hun var! Hvordan var hun kommet derud?
''undskyld..'' mumlede hun og tog sig til hovedet.
Det måtte være ekstremt ubehageligt for ham at se hende sådan.
''det var ikke meningen at flippe... Undskyld.'' sagde hun og så på ham. Han så ud til oprindeligt at bekymre sig om hende.
''kunne jeg låne dit badeværelse? Jeg er sikker på at jeg har nemmere ved at holde migselv sammen hvis jeg ikke stinker af blod og gnu..'' hun prøvede at smile, med det afslørede bare to hjørnetænder som var en anelse spidsere end menneskers. Og en anelse længere.

Daniel blev tydeligvis lettet, da hun begyndte at snakke. Det så ud til at hun begyndte at få ret bedre. Han tog sin arm til sig, så hun kunne føle sig lidt mere fri. "Du skal ikke sige undskyld." Sagde han med et kærligt smil om læberne. Han strøg hende blidt over håret. "Det er okay. Jeg er bare glad for du at virker til at have det bedre nu." Han rejste sig op og så på lænken, der stadigvæk sad fast om hendes ene ben. Han så på hende igen og fik øjnekontakt. "Selvfølgelig." Han lagde mærke til de hjørnetænder som sagtens kunne minde om en vampyr. Det var som om han fik en knude i halsen. Var hun en vampyr? Nej, nej. Hun blødte. Hendes hud var varm. Hun var et levende væsen.
Han gik hen imod en dør og åbnede den. Han gik derefter ind i rummet. Der var et badekar, et brusebad, toilet og en vask. Han fandt to håndklæder frem og stillede på bordet ved siden af vasken. Han så hen imod hende. "Har du brug for hjælp med noget?" Spurgte han.

''hvis du kunne give mig en hånd med at komme ind på badeværelset er jeg ret sikker på at jeg kan klare resten selv.'' smilede hun undskyldende.
Hun ville ikke kunne støtte på den fod foreløbig.
Roligt rakte hun hånden ud efter ham for at kunne komme op og stå.
Hun var ærlig talt lidt bange for hvad der ville ske hvis hun fandt flere ar og mærker rundt omkring på sin krop.
Lige nu, ville hun bare vaskes, slappe af...