The past, is it the past?

Daniel gik ind i stuen igen. Han tog fat i hendes hånd, da hun rakte den udefter ham og trak hende op af sofaen. Samtidig lagde han sin arm om hende, så han var sikker på at hun ikke faldte. Hun kunne dermed også læne sig op af ham, så hun ikke skulle støtte på det dårlige ben. Han hjalp hende ind i badeværelset og tændte for vandet i badekarret med sin frie hånd. Han så på hendes ben. Mon han skulle putte bandagen på nu, eller skulle han vente til hun havde været i bad? Hvis hun var i bad først ville bakterierne nok forsvinde og benet ville blive fri for blod.
"Hvis du har brug for hjælp med noget som helst, så bare sig til." Han gik først ud af badeværelset når det virkede til at hun kunne klare sig selv. Han lukkede døren efter sig og satte sig på sofaen inde i stuen. Han lukkede sine øjne og tog en dyb indånding. Han var så træt.

Hun fik sat sig på kanten af badekarret, og fik kæmpet sig ud af sit tøj.
Hun gled ned i det varme vand, og mærkede freden glide ind over hende.
Hun havde med vilje ikke låst døren - det var hans hjem så det ville være flabet.
Desuden kunne han ikke hjælpe hende hvis hun låste.

I det varme vand fik hun flået lænken af den anden fod og stønnede højlydt af lettelse.
Hun lå der bare, i en evighed føltes det som.
Da hun kom op af badet var hendes blødning fra benet næsten stoppet. Men hun var alligevel forsigtig med at hun ikke kom blod på hans håndklæder.
Hun viklede et håndklæde om sig, og haltede hen til døren og åbnede den.

Det endte med at han tændte for tv'et bare for at få tiden til at gå hurtigere. Der var desværre intet der interesserede ham i tv'et. Efterhånden som tiden gik blev han mere og mere bekymret. Gad vide hvorfor det tog hende så lang tid? Han rystede på hovedet af sig selv. Hun havde det fint, ellers ville hun have kaldt på ham. Det virkede til at hun stolede på at han ville hjælpe hende nu. Han så hen imod døren, da den blev åbnet.
Han rejste sig op og gik hurtigt ind i sit soveværelse. Han fandt en langærmet trøje frem, der nok ville være lidt for stor til hende og et par joggingbukser. Han lagde tøjet på sengen og gik ud til hende. Han lagde en arm om hende, så han kunne hjælpe hende ind i soveværelset. "Jeg har fundet lidt tøj frem til dig." Han smilede svagt. "Tror du at du får brug for bandage omkring dit ben?" Spurgte han.

Hun smilede lidt til ham, holdte fast om ham med den ene arm og holdte håndklædet oppe med den anden.
''det klare sig nok.'' sagde hun roligt, og humpede med ham da han hjælp hende ind i soveværelset.
''Daniel, tror du ikke at du skulle få noget søvn?'' spurgte hun roligt, og smilede stille til ham.
Hun kunne ikke lide at han så så træt ud. Udmattet. Drænet for energi.
Hun satte sig på sengekanten da de var nået derind.
''og tak for hjælpen.'' smilede hun.
''tusind tak.'' hun lukkede øjnene kort inden hun så op på hm med store mørke øjne

Daniel gav slip på hende, da hun sattesig på sengekanten. Det var nok bedst han fik noget søvn, men han ville gerne sikre sig at hun havde det godt først. Han smilede blidt og hans øjne lyste svagt op. "Jeg går først i seng når du ligger under dynen." Sagde han. Det var tydeligt at han ikke var til at overbevise. "Det var så lidt." Sagde han. "Hver gang du har du brug for hjælp, kan du altid komme til mig." Han gik ud af soveværelset så hun kunne skifte tøj i fred.
Han satte sig på sofaen igen og slukkede for tv'et. Han lænede sig tilbage og lukkede sine øjne. Havde han planer i morgen? Han skulle møde en fra gruppen klokken tre, men det var ikke så vigtigt. Han kunne sagtens aflyse det, hvis han ikke orkede det. Han var lige ved at falde i søvn, men nåede lige at få vækket sig selv. Han åbnede sine øjne og så hen imod soveværelses døren.

''du er alt for sød.'' smilede hun, da hun åbnede døren igen efter at have skiftet tøj.
Det var alt for stort på hende, hvilket bare viste hvor spinkel og underernæret hun var.
''jeg kommer ikke til at sove foreløbigt. Det kan jeg ikke. Så du kan sagtens sove i din egen seng. Det er sikkert bedre for din ryg - ikke?'' smilede hun, og humpede hen til ham. Hun kunne gå på foden, men det var ikke smertefrit.
''Jeg kan huske noget... Jeg ved ikke om det er relevant eller ej... Men jeg blev kaldt Lyssa...'' sagde hun og så lidt på ham.
Lyssa... hun lukkede øjnene kort.

Daniel trak på sin ene skulder, da hun sagde at han var alt for sød. "Jeg er bare en engel." Han smilede svagt. Det var svært for ham at holde sine øjne åbne. Han rystede på hovedet. "Jeg kan sagtens sove på sofaen. Jeg har gjort det flere gange. Sov du bare i min seng." Han rejste sig op og gik han til hende. Han lagde hovedet lidt på skrå. "Lyssa?" Han havde aldrig hørt om andre der hed det. "Meget smukt navn." Sagde han med en blid tone i sin stemme.
"Jeg insistere på at du sover i min seng og jeg godtager ikke et nej." Hans øjne havde fået et drillende glimt i sig. Han rakte hende sin arm, så hun kunne støtte sig til ham. Hvis hun tog imod hans arm ville han begynde at gå hen imod soveværelset. "Der er tv foran sengen, så du kan bare se hvad du vil indtil du falder i søvn." Sagde han. Da de nåede ind i soveværelset tog han fat i dynen med sin frie hånd og skubbede den til side, så hun kunne lægge sig.

Den leg kunne de begge lege!
''jeg godtager heller ikke et nej. Hvis jg skal sove i din seng, skal du også.'' sagde hun med et drillende smil, inden hun så lidt rødmende ned, da han omtalte hendes navn som smukt.
Da de nåede ind til sengen satte hun sig igen på sengekanten. Hun ville ikke lægge sig uden at han også lagde sig.
Det ville være bedst for hans ryg at sove i en seng. Og hun var ligeglad om de sov i seng sammen eller ej.
''Daniel er også et godt navn. Stærkt og blidt.'' smilede hun stille, stadig med en rødmen over kinderne

En blid latter forlod Daniels læber. Eftersom han kun han boet på Jorden i tre år reagerede han lidt anderledes på nogle ting, som foreksempel det hun netop lige havde sagt. "Meget vel, men så har du desværre ikke så meget plads som du ville have, hvis du sov alene." Han blinkede drillende til hende. Han mente ikke at der var noget forkert i at sove ved siden af en pige.
Han gik hen på den anden side af sengen samtidig med at han knappede sin skjorte op. Skjorten var ødelagt ved ryggen, da han jo havde foldet sine vinger ud samtidig med at han havde haft den på. Han lagde skjorten ned på gulvet, inden han lagde sig på sengen. "Tak." Han så hen imod hende. Han lukkede sine øjne, og efter et par få sekunder sov han. Han ville nok sove til klokken tolv næste dag, måske lidt efter tolv, medmindre han blev vækket, selvfølgelig.

Hun sad på sengekanten og så på ham. I flere timer. Han var smuk, blid... en engel uden tvivl.
Hun var bange for at sove, bange for at drømme.
Ikke desto mindre gled hun ind i søvnen, ved at sidde op, men ligge med hovedet på hans brystkasse.
Hun sov tungt, men hun drømte desværre også.
Drømmen var svær at forstå.
Hun var en ulv. Hun fik barberet pelsen af. Hun fik indsprøjtninger, piller.. Hun vågnede med et sæt da de nåede til hendes brandmærkning på håndleddet. Hun hev efter vejret og opdagede at hun havde grædt i søvne. Daniels brystkasse var våd.
Hun satte sig lidt op og så rundt, tavs.

Han vågnede af at noget bevægede sig ved siden af ham. Han åbnede sine øjne og så hen imod Lyssa. Han lagde mærke til at hans brystkasse var våd, men han vidste allerede hvorfor. Hun havde grædt. Han satte sig op og så bekymrende på hende. "Lyssa, er du okay?" Han lagde sin ene hånd på hendes ryg og kærtegnede blidt hendes ryg. Han så på klokken, der stod på nattebordet ved siden af sengen. Klokken var halv fire om natten. Han var ikke så træt mere, men han kunne stadigvæk sove. Det nægtede han dog at gøre lige nu.
"Havde du mareridt?" Han så spørgende på hende. Han var tydeligvis meget bekymret. Han håbede at hun ville fortælle hvad der var galt, så han kunne hjælpe hende, men det var også okay, hvis hun ikke ville fortælle ham det. Han ville ikke tvinge hende til at gøre noget, hun ikke ville.

''det er ikke noget..'' sukkede hun og gned sine øjne lidt.
''undskyld at jeg vækkede dig..'' hun så lidt på ham. Hun vidste at hendes drømme ikke var vigtige. De var sikkert bare fordrejninger af sandheden om hvad der skete før hun vågnede i gyden.
''Jeg går ud og får mig et glas vand... Sov bare videre.'' sagde hun og smilede undskyldende til ham, mens hun rejste sig fra sengen.
Hun støttede svagt på foden, men det gjorde ondt, og hun gjorde alt for at skjule det.
Hun sukkede da hun nåede soveværelsesdøren.
Hun kunne rigtig godt lide at være sammen med Daniel. Men når solen stod op, var det nok bedst at hun var taget afsted. Han skulle ikke hænge på hende.

Daniel så efter hende, da hun gik ud af soveværelset. Han lagde sig ned igen, men denne gang trak han dynen over sig. Gad vide hvad hun havde drømt om? Han lukkede sine øjne, da han begyndte at få hovedpine igen. Han var nød til at slappe mere af eftersom grunden til han fik hovedpine måtte være at han tænkte for meget. Han trak dynen op over sin mund. Han var usikker på om han kunne sove videre nu. Han havde tænkt at Lyssa kunne midlertidigt bo hos ham, indtil hun fandt sit eget sted. Det ville han intet have imod, men det kom også an på om hun ville.
Selvom han ikke havde troet han kunne falde i søvn, sov han efter nogle minutter. Han lå næsten helt gemt under dynen.

Hun sad på gulvet ude i køkkenet i flere timer, og stirrede på glasset med vand foran sig. Hun havde drukket fire glas allerede, men hun var stadig tørstig.
Hun vidste ikke hvorfor, men det var som om hendes krop ikke var vant til væsken, og til at tale i det hele taget.
Hun ventede nærmest kun på at han vågnede igen, så hun kunne sige tak for hans hjælp, og komme afsted. Han skulle ikke hænge på hende for længe. Det ville være for svært for hende at være en byrde.

Først klokken lidt i ni vågnede han. Han så rundt i soveværelset, men kunne ikke få øje på Lyssa. Var hun gået? Han rejste sig op og tog en t-shirt ud af et skab som stod derinde. Han trak den på samtidig med at han gik ud af soveværelset. Hans hår var pjusket og hang lidt udover det hele. Han gik ud i køkkenet og fik øje på Lyssa. Han smilede svagt og satte sig ved siden af hende.
"Der var du." Han så på glasset foran hende. "Jeg troede du var smuttet." Han kørte en hånd igennem sit hår for at få nogle af de blonde lokker væk fra sine øjne. "Har du været herude mens jeg sov?" Der var stadigvæk en bekymrende glød i hans blå øjne. Mon hun havde det bedre nu?

Hun så op på ham, roligt.
''jeg går da ikke uden at sige farvel.'' sagde hun roligt, inden hun så ned åpå glaset igen.
Hun vidste ikke hvad hun skulle sige længere. Han var jo... Han var som en bror for hende.
''Ja... Jeg ville ikke risikere at vække dig igen.'' sagde hun stille, med et lille smil.

Hun så lidt op på ham.
''Har du sovet godt?'' spurgte hun roligt, inden hun tog en tår af vandet der nu var blevet lunkent.

Hans smil forsvandt lidt. Ville hun tage afsted nu? Var det nu en god ide for hende at gå med hendes ben? Han trak sine knæ op til hans hage og slog sine arme om benene. Han hvilede sin hage på knæene. "Kan du godt klare dig?" Han så spørgende på hende. Det var tydeligt at han havde håbet at hun ville blive lidt længere, men han ville selvfølgelig ikke tvinge hende til at blive. "Jeg ville ikke have så meget imod at du vækkede mig igen." Han smilede svagt.
Han nikkede. "Ja, det har jeg." Han vidste allerede at hun ikke havde sovet godt eftersom hun havde virket som en der havde haft mareridt. "Hvor vil du bo?" Han så spørgende på hende.

Hun så lidt på ham, opgivende.
''Jeg ved det ikke... Jeg regner med at finde et eller andet midlertidigt. Jeg kan jo ikke bare blive her og nasse på din gæstfrihed.'' sagde hun stille, mens hun så lidt ned.
''Jeg tror det er bedst hvis jeg ikke bliver her for længe. Du kunne jo gå hen og blive træt af mig.' sagde hun med et lille smil.
Hun ville hellere have at hun kunne komme når hun havde lyst, end at hun boede hos ham - nassede på hans gæstfrihed.
Så ville hun næsten hellere sove i en gyde, og være sikker på at han kunne sove i sin egen seng uden at blive forstyrret af hende.

Det virkede ikke til at han kunne overbevise hende om at han ikke havde noget imod at hun var der. Han brød sig dog ikke om at hun skulle gå og hun ikke rigtig havde nogle penge. Han så tomt ud i luften. Han kunne selvfølgelig give hende nogle penge, men ville hun acceptere dem? Det var et forsøg værd. Han så på hende. "Jeg giver dig nogle penge, så du kan skaffe med og husly." Han rejste sig op og gik ind i stuen. Kort efter vendte han tilbage med en pung. Han trak 2 guldmønter op og rakte hende dem. Han forventede at hun tog imod dem og han ville ikke acceptere et nej.
"Og så skal du love mig, at hvis du en dag ikke kan skaffe et sted at sove, så kommer du herhen. Du er altid velkommen her." Han smilede svagt.

Hun kom op og stå, og så lidt opgivende på ham.
''Så enten bliver jeg her, ellers tager jeg imod dine penge?'' hun så drilsk på ham.
''er det din måde at afpresse mig på?'' grinte hun opgivende og lænede sig op af køkkenvasken.

''jeg kan sagtens blive her lidt, Daniel. Men er det virkelig det du vil? Jeg er en klods om benet, indtil jeg kan klare migselv.'' sagde hun bare, roligt. Dog en smule undskyldende.
Hun ville ikke være påtrængende

Daniel smilede lidt over hendes drilske blik. Han lagde mønterne på spisebordet, men han regnede stadigvæk med at give hende dem. Han nægtede at lade hende gå før hun tog imod pengene. "Det er ikke afpresning, men min måde at sikre mig på at du har det godt." Sagde han. Han lagde armene over kors og hovedet lidt på skrå. Det var hyggeligt at snakke med en som ikke var optaget af krigen der var igang. Det var også meget anderledes.
"Jeg vil gerne have du bliver, men jeg vil ikke tvinge dig, men hvis du går, skal du tage pengene." På det punkt tvang han hende, men han var ligeglad. Han var simpelthen nød til at være sikker på at hun kunne klare sig.

''jeg ville langt hellere have et kram'' smilede hun stille, inden hun slog armene ud.
Et lille kram kunne ikke skade, og hun elskede at mærke ham helt tæt på. At vide at han var der.
''jeg tager mod pengene, når jeg tager afsted, okay?'' smilede hun og så igen op på ham.
Hun var glad for hans selvskab. Det var sjældent at finde så god en ven så hurtigt.

//sorry, lille smule kreasvigt

En kærlig latter forlod hans læber. Han gik hen til hende og lagde armene om hende i et kram. Han var glad for at han havde fundet hende i gyden for hvis han ikke havde gjort det havde han ikke mødt hende og fået en ny ven. Han trak sig lidt væk fra hende, da hun snakkede igen. "Okay. Aftale." Han smilede skævt. Hvornår ville hun så tage afsted? Han ville gerne spørge, men først senere. Lige nu ville han bare gerne snakke med hende.
"Vil du skaffe dig et job?" Han så spørgende på hende. Han kendte et par steder hvor de ledte efter flere ansatte. Måske kunne det interessere hende?

''jeg kan ikke rigtigt tillade mig at lade være, kan jeg?'' grinte hun roligt.
Hun pressede bare hovedet ind mod hans brystkasse, en smule fortrøstningsfuldt.
En ven, en der faktisk passede på hende. Så blev livet ikke bedre.
''Sig mig Daniel, hvor gammel er du egentlig?'' spurgte hun roligt, med et drillende smil

Han smilede lidt over det hun sagde. Nej, hun kunne ikke rigtig lade være. Hun skulle have penge for at overleve og for at få penge måtte hun få et job. "Nej, det kan du ikke." Han havde ikke rigtigt et job, men han fik penge ved at arbejde sammen med gruppen. Hvordan de fik penge var en lang historie, han ikke orkede at tænke på. Han ville nemlig bare ende med at få hovedpine.
Han rynkede lidt på panden over hendes spørgsmål. "Jeg er 21 år." Han var ret ung, når man tænkte på at engle levede evigt. Dog var han ret sikker på at hans krop ville stoppe med at ældes nu. "Hvad med dig?" Han så spørgende på hende. Han kærtegnede blidt hendes ryg.