Bitch you want to fight?

Til tider var det svært at finde de overnaturlige væsner som var en trussel for menneskerne, og når de manglede noget at lave som ikke var at træne, så spredte de sig. Nogle var i byen, nogle ved søen, andre ved skoven. Daniel var i skoven sammen med to andre. De gik hver til sit for bedre at kunne finde et overnaturligt væsen. Daniel havde en sort t-shirt, sorte shorts og sorte sko på. Han havde kun sort tøj på for at være en del af mørket og derfor sværere at se for andre. Han havde en pistol hos sig med forskellige slags patroner. Træ patroner, sølv patroner og normale. Man vidste jo aldrig hvilket væsen der måske ville dukke op. Daniel sad på et væltet træ og så op i nattehimlen. Der var fuldmåne, så der var en chance for at en varulv ville dukke op.
Daniel rejste sig op, da han hørte en lyd, der lød lidt som en der var ved at falde. Han gik hen imod lyden og fik øje på en skikkelse. "Hvem der?" Han sigtede på skikkelsen med pistolen.

Der var virkelig svært at lære at styre sine fødder, når de kunne bevæge sig så hurtigere end når man var et menneske. Det var ligefrem som at lære at gå igen, og det var da slet ikke sjovt når man ingen havde at støtte sig op af. Det var dog ikke fordi Christopher var en af dem som ville give op, bare fordi han ikke havde sin skaber ved sin side, som så mange andre unge vampyr havde. Den person som skulle passe på en, og ikke mindst havde magten over en i et stykke tid. Det havde derfor været ekstra svært for ham, at holde sine tænder for sig selv og kun overfalde dem som var alene.
Det var også derfor at det var rart i skoven, at han kunne være der alene i mørket. Eller det var hvad han troet, da han ikke ligefrem havde lagt mærke til de personer som havde bevæget sig ind i skoven hos ham. Det var først når han hørte en stemme, at han kunne lugte den særlige duft. Menneske var det bestemt ikke, den duft havde han lært at kende ud og ind. Væsner derimod var noget helt andet, deres lugte var svære at genkende. Hans brunrøde blik blev hurtigt vendt mod hvor lyden fra, mens han var i fuldfart igennem skoven. Han lag ikke engang mærke til det væltede træ da han faldt over det, og fløj flere meter igennem skoven mod et træ. Han ramte træet med så stor kræft, så det ligefrem væltede for ham ”ah” beklagede han sig, som han rejste sig op og børstede det værste snavs af sit tøj. Hans bukser havde endt med huller ved knæene, og både hans knæ, hænder og ansigt havde fået et par skrammer.
Han tænkte ikke længe over sine egne skader, da hans blik vende sig hurtigt mod retningen hvor stemmen havde kommet fra.

Hvordan kunne personen løbe så hurtigt? Daniel fulgte personen med øjnene mens personen fløj i luften og ramte et træ. Daniel løb hurtigt hen til vedkommende imens tankerne om hvordan et menneske kunne løbe så hurtigt fulgte hans hjerne. Det var da ikke muligt for et menneske at løbe så hurtigt, var det? Nej. Personen måtte være overnaturlig. Spørgsmålet var blot hvilket overnaturligt væsen var personen? Efterhånden som Daniel nærmede sig personen kunne han se at det var en mand med ret bleg hud, hvilket sjovt nok var det første han lagde mærke til.
"Hey, er du okay?" Spurgte Daniel. Han holdte stadigvæk pistolen i sin ene hånd, men han tænkte ikke på at gemme den. Daniel så på træet som fyren var røget ind i. "Hvordan kunne du løbe så hurtig? Du er ikke menneske, er du?" Daniel så spørgende på fyren.

Det tog ikke engang et minut, før han fik øje på personen som stemmen kom fra. Denne mand duft var noget helt særligt og ikke menneske, duftede næsten ligefrem af hjemmelavet karamel.. et duft der sprede sig rundt omkring ham, den søde duft som næsten var umulig at modstå. Det var som om duften slog ham i hovedet flere gange, prøvede på at tvinge ham over til denne mand ”jeg har det fint” sagde han og tørrede noget blod væk fra sin underlæbe, med bagsiden af sin højrehånd. Hans blik faldt hurtigt på pistolen i hans hånd, som fik ham til at stå helt stille og ikke angribe ham for at smage det sødeblod som han havde i årene. Han vende hurtigt blikket op mod ham igen ”det må du nok spørge om..” sagde han og forstod jo ikke helt sin forvandling, eller hvordan alt fungerede. Hvad var der endelig sket med hans krop? Siden han kunne løbe så hurtigt? Hvorfor han ikke slog sig helt så voldtsomt? Der var så mange spørgsmål han gerne ville have svar på, men det var svært når han ikke havde nogle der kunne svare på dem. Han rystede kort på hovedet ”nej.. og det er du heller ikke” sagde han og lag sit hoved lidt på skrå.

Daniel fik straks øje på blodet ved fyrens underlæbe, men måske var det synsbedrag? Fyren fjernede det ret hurtigt, inden Daniel kunne nå at sikre sig om det var synsbedrag eller om det faktisk var blod. Måske var det ketchup? Det ville dog være ret underligt. Hvorfor ville en fyr løbe rundt i skoven med ketchup på underlæben? Daniel kunne sikkert finde på en grund til hvorfor, men det virkede bare underligt. "Godt." Daniel smilede høfligt. Hans aura var beroligende som enhver anden engels aura var. Daniel lagde hovedet lidt på skrå, da fyren kommenterede at han ikke var menneske. "Du har ret. Det er jeg ikke." Der var ingen grund til at skjule det.
"Mit navn er Daniel." Sagde han venligt. "Lad os lave en aftale, skal vi? Du fortæller mig hvad du er og jeg fortæller dig hvad jeg er." Hans høflige smil blev en smule bredere.

Christopher stolede bestemt ikke på denne mand, som om han stolede på nogle på det sidste stykke tid? Hvis blot han ikke havde stolet på folk før sin forvandling, så havde han måske stadig været et menneske. Det med at være blevet en vampyr, skadet da heller ikke noget på det sidste. Udover i dette øjeblik, hvor han faktisk ikke viste hvad denne mand faktisk var og hvad han kunne gøre. Der var noget beroligt ved denne mand, som tvang Christopher til at kigge over på ham også selv om han prøvede at få sit blik til at gøre noget andet. Han duftede jo bare så fantastisk godt, og sådan lige til at spise. Christopher havde da også været over ham, hvis det ikke var fordi han havde den pistol i hånden ”Christopher” sagde han bare kort og højt nok til denne mand kunne høre ham, også selv om han ikke var så meget for at fortælle sit navn. Han nikkede kort i det, også selv om han ikke viste om det var en god idé ”vampyr” sagde han og lag sin ene hånd på brystkassen.

Vampyrer var, ifølge Daniel, den største trussel imod menneskeligheden.. faktisk, var de en trussel for alle, udover dem selv. De drak jo andres blod og de fleste tog det hele, og dræbte dermed deres offer. Så da Christopher sagde at han var en vampyr, rettede Daniel uden tøven pistolen imod Christophers hjerte. Han smilede ikke længere, derimod så han ret alvorlig ud. "Engel." Sagde han. Han havde jo lavet en aftale om at ville sige hvad han var, hvis Christopher gjorde det. "Det du havde ved din underlæbe.. var det blod?" Spurgte han, selvom han var ret sikker på at det var. "Jeg er en del af en gruppe som beskytter menneskeligheden og for at beskytte menneskeligheden, jæger vi væsner som dig, der er en trussel." Daniels øjne lyste svagt op af vrede. "I drikker blod for at overleve, det forstår jeg, men hvorfor drikker i ikke dyrs blod eller får lavet en gruppe af bloddonere som giver jer deres blod uden at blive skadet?"

Det var slet ikke det Christopher havde regnet med, når han ligefrem fik rettet pistolen mod sig. Der var en del af ham som sagde at han bare skulle angribe ham, forsvare sig selv og ikke mindst smage noget af det søde blod han havde i årene. Den menneskelig del fortalte dog bare noget andet, og sagde at han skulle løbe så hurtigt han overhovedet kunne. Selv om det overraskede ham at der fandtes engle, så gav det jo også mening hvorfor han duftede så sødt i hans hoved.
Han så hurtigt ned på sin håndryg, og den svage spor af blod som kunne ses der på. Han nikkede bare kort og vende sit blik mod hans ansigt igen ”det er ikke fordi du kan løbe ind i et træ, uden at tage skade” sagde han og smilte svagt, også selv om det ikke var det rigtige tidspunkt at smile. Han var bare så forbandet nervøs, og det havde han da også grund til.
Denne mand havde jo rettet en pistol mod ham, og uden at Christopher overhovedet gjorde noget ”dyr kæmper allerede at overleve fra mennesker..” sagde han og viste faktisk ikke hvad han skulle svare til det sidste, han var jo alene i verden og derfor var der intet vi i det. Det var heller ikke fordi han ønskede at skade mennesker, men noget han blev nød til for at overleve.
Han tog langsomt sin hånd op og rakte den ud efter ham ”hvad med at du tager den der pistol ned, så kan vi snakke om det” sagde han og var bestemt ikke tryg ved at have en pistol rettet mod sig, mest fordi han ikke viste om det kunne skade ham eller ej. Der var jo ingen der havde fortalt ham, hvad der kunne dræbe ham og hvad der ikke kunne. Så der var vel mange ting i verden han frygtede, blot fordi han ikke viste om det var farligt eller ej.

Daniel havde lyst til at kalde på de andre fra gruppen som også var i skoven, men de ville nok ikke kunne høre ham, så han besluttede sig for at lade være. Desuden, så kunne han nok godt klare sig selv. "Jeg har aldrig prøvet at løbet ind i et træ." Sagde han. Det var sandt. Han havde aldrig løbet ind i et træ, kun fløjet ind i et. Hvilket mest havde gået udover hans hoved, men heldigvis havde det ikke været særlig hårdt, og dermed ikke så alvorligt.
Christopher havde ret. Menneskerne dræbte dyr for at få mad, lidt ligesom vampyrer. "Sandt, men kan du så ikke bare tage lidt fra et menneske? Eller få et menneske til at hælde noget af sit blod i et krus, så du ikke dræber dem?" Der måtte da være en fredelig løsning og han ville finde den! Daniel brød sig ikke om at skulle fjerne sin pistol, da det var hans eneste forsvar imod at blive bidt. "Jeg fjerner min pistol, hvis du stopper med at være vampyr." Sagde han. Han vidste godt at Christopher ikke bare kunne stoppe med at være vampyr og det var pointen. "Jeg kan ikke være sikker på om du ikke vil bide mig og drikke mit blod." Daniel sigtede stadigvæk på Christopher med sin pistol. Selvom det nok ikke ville slå Christopher ihjel at skyde på ham, ville det nok forsinke ham lidt, så Daniel kunne nå at stikke af.

Christopher var bestemt bange for denne mand, han havde jo en pistol i hånden og måske kunne den slå ham ihjel? Det var en del af ham som havde lyst til at grine, når Daniel sagde at han aldrig havde løbet ind i et træ ”det ville jeg også fraråde dig” sagde han og prøvede på at sende ham et svagt smil, også selv om det var svært når han stadig var bange.
Det så bestemt ikke ud til at han ville forstå ham, og endelig var han bange for at fortælle at han var en nyskabt vampyr. Dette kunne måske være noget som denne mand kunne holde mod ham, og det havde han bestemt ikke lyst til at skulle ske.
Han rystede kort på hovedet ”det kan jeg ikke” sagde han bare kort og kende endelig ikke nogle mennesker, også tvivlede han på at han ville kunne holde sulten væk ved blot at smage på folk. Det at få dem til at komme deres blod i et krus tvivlede han også på, hans tænder begynde ligefrem at klø efter et stykke tid uden at bide. Han havde det endda med at bide sig selv om dagen, blot for at holde den forfærdelig kløen væk.
Han rystede kort på hovedet ”så skal du desværre dræbe mig, før jeg ikke er det mere” sagde han og havde bestemt ikke lyst til at dø igen, det havde været nok at han var blevet forvandlet til det monster som han var.
Han havde vel også lyst et eller andet sted, at sige til denne mand at han bare skulle skyde ham. Det pinede ham jo ligefrem at være et monster, at dræbe mennesker for at overleve selv. Han var bare for ung til at dø, der var så mange ting i livet som han stadig gerne ville nå.
Den søde duft af Daniel, påvirkede ligefrem hans nerver og fik hans fingre til at bevæge sig. Han lag sit hoved lidt på skrå ”jeg vil gerne drikke dit blod, dufter så godt her fra.. og jeg kæmper så meget for ikke at overfalde dig lige nu” sagde han med en helt ærlig stemme, hans øjne blev også bare mere og mere røde som han stod der og duftede til Daniel ”du lugter som sød karamel, som skal påføres på de mest rødeste æbler som findes.. og blive solgt i et tivoli” sagde han og lukkede kort sine øjne i, men vende lige så hurtigt blikket mod ham atter igen ”MEN.... jeg er bange for at suge livet ud af dig, ende med aldrig at lugte den duft igen... mærke hvordan mine tænder løber i vand” sagde han og viste at det ikke var det smarteste at sige, men det var sådan han havde det. Han gled langsomt ned på sine knæ, mens et højt suk kom ud mellem hans læber ”du forstår det ikke” sagde han.

Imens Christopher snakkede overvejede Daniel hvad han skulle gøre. Det var uden tvivl bedst at dræbe Christopher, så der var en mindre trussel i verden, men fortjente Christopher det nu? Han skadede mennesker, men.. der var bare et eller andet der gjorde at Daniel var i tvivl. Han valgte ikke at kommentere på det med at løbe ind i et træ. Det var ikke det vigtige lige nu.
"Det ved jeg godt, du ikke kan. Derfor sagde jeg det." Sagde Daniel. Han kneb øjnene lidt sammen. "Giv mig en grund til at jeg ikke skal dræbe dig." Han ville gerne høre grunden bare fordi han var nysgerrig og så få lidt mere indblik på Christophers personlighed.
Daniel brød sig ikke om den måde Christopher beskrev hans blod på. Det gjorde ham faktisk ret urolig, så han begyndte at ligne en som faktisk havde tænkt sig at skyde, men det havde han dog ikke. Endnu. Det kom an på hvordan deres samtale udviklede sig. "Så, det du siger er at du er.. bange for at jeg dræber dig hvis du prøver på at drikke mit blod?" Christophers frygt for det var sand nok. Hvis Christopher prøvede på at drikke hans blod ville han skyde. Uden tvivl. "Nej, jeg forstår det ikke, og det kommer jeg heller ikke til før du forklarer mig det."

Christopher havde bestemt bare lyst til at sige at han skulle skyde ham, ende det helvede som han levede i. Det var forfærdeligt at leve det liv som han gjorde, at være så tiltrukket af en duft på sådan nogle forkerte måder. Det så ikke ud til at denne mand ville give ham en eneste chance, at han havde tænkt sig at skylde Christopher ligemeget hvad. Det var som om denne mand blot var ude på at pine ham, eller måske håbe på at Christopher ville flyve i kødet på ham. Måske ønskede denne mand det virkelig? Så havde han en grund til at skyde ham? Han mærkede en irriterende fornemmelse inde i krop, mens hans tænder begynde at klø og nogle stemmer begynde at komme frem i hans hoved. Det var tegn på at han var sulten, at han havde brug for blod og det næsten ikke kunne gå hurtigt nok ”hvorfor? Du vil sikkert ikke engang tro på mig, så på mig!” sagde han højt og vende blikket hurtigt mod ham, der var en svag vrede i hans øjne ”jeg er et monster! ..” sagde han lidt for højt og slog sig selv på brystkassen en enkel gang, som gav en ekko lyd igennem skoven ”men jeg gør det jeg skal for at overleve, hvis det så betyder at jeg skal dræbe flere personer om natten, lade hver eneste bid pine mig... så gør jeg det” sagde han og rystede svagt i kroppen, før han vende hurtigt blikket væk fra ham igen.
Han rystede svagt på hovedet af ham ”nej” hviskede han og lod langsomt sit blik vende sig mod ham igen ”at jeg dræber dig,... det er jeg måske bange for” sagde han og rejste sig langsomt op, det var som om det bankede inde i brystet på ham. Han tøvede for hvert et skridt han gik tættere på ham, det dirrede i hans fingre og han havde bare lyst til at sætte sine tænder i ham.
”jeg blev slået ihjel, efterladt alene.. for blot et par dage siden, hvis jeg kunne holde mig tilbage fra at dræbe.... så tro mig, så havde jeg gjort det” sagde han og kunne lige så godt fortælle ham sandheden, hvis han alligevel skulle ende med at dø uden denne mands hænder ”en del af mig har blot lyst til at flyve på dig lige nu, suge hver eneste lille dråbe ud af din krop” sagde han og stoppede op, også selv om hans fødder bare havde lyst til at bevæge sig videre ”den anden side, har ikke lyst til at skade dig.... og blot vil have at jeg løber min vej, for ikke at lade den anden side overvinde denne kamp jeg har inde i” sagde han og lag sin ene hånd på maven, han var så utrolig sulten og nu stod der en foran ham og duftede så godt.
Han rystede i hele kroppen, så meget at det ville være umuligt for Daniel ikke at lægge mærke til det.

Vreden i Christophers øjne mindede Daniel om hvilke monstre vampyrer var. Selvom de ikke alle sammen havde bedt om at blive en vampyr endte de alligevel med at blive et monster, uanset hvor meget de kæmpede. Tørsten for blod var for stærk til at de kunne ignorere den. Daniel vidste en del om vampyrer, deres svagheder, deres styrker. Han havde kun været på Jorden i tre år, men før han var blevet sendt ned til menneskerne for at beskytte dem, havde han læst om væsenerne en hel del. Han havde ikke haft meget andet at lave end det. Han havde ikke haft særlig mange venner før han havde lavet gruppen. De fleste i gruppen var hans venner, også selvom de ikke snakkede om meget andet end deres arbejde. "Jeg er ikke uenig med dig i at du er et monster. Alle vampyrer er monstre." Sagde Daniel og trak lidt på sin ene skulder. "Og hvad så med dem du dræber? Tror du ikke også de ønsker at overleve, men at du har holdt dem fra det?" Daniel rynkede svagt på panden.
"Undskyld, hørte jeg forkert? Er du bange for at dræbe mig?" Hvordan kunne Christopher være bange for det?! Det gav ingen mening! Daniel trådte et skridt væk fra Christopher. "Hvis du kommer et skridt nærmere, så skyder jeg." Daniel så truende på Christopher. Det var ikke ligefrem rart at høre at Christopher havde lyst til at suge hver eneste dråbe blod ud af hans krop. Det gav Daniel lidt kuldegysninger bare ved tanken om det. "Hvor lange har du været vampyr?" Spurgte Daniel, i stedet for at kommentere på det Christopher havde sagt eftersom Christopher lød som en nyskabt vampyr.

Christopher forstod virkelig ikke denne mand, hvorfor skød han ham bare ikke? Hvis han alligevel havde tænkt sig at slå ham ihjel, måske havde han det bare ikke i sig? Måske truede han bare Christopher i håb om ikke at blive bidt. Han valgte dog alligevel at stoppe op, når han fik besked på det ”hvorfor skulle jeg lade mig selv sulte? Blot for at lade menneskerne leve? Så skulle hvert og et menneske, blive vegatar.. for de dyr havde måske også lyst til at leve” sagde han og mente hver eneste ord, og det skræmte ham også så grusomt. Mennesker levede af at dræbe dyr, og vampyr levede af at dræbe mennesker. Hvad var der så galt i det?
Han gav et lille nik fra sig ”ja det er jeg” sagde han og lukkede kort sine øjne i, mest fordi han ikke havde lyst til at snakke om det. Skulle han stå der og tigge denne mand om ikke at dræbe ham, fortælle hvorfor han ikke skulle gøre det?
Han åbnede langsomt sine øjne igen og træk kort på skulderne ”et par dage.. måske en uge” sagde han med en stemme som havde en tone, som blot de dage havde været som en evighed i hans hoved.
Han lag sit hoved lidt på skrå ”hvis du alligevel har tænkt dig at dræbe mig... hvad holder dig tilbage?” spurgte han om også selv om han ikke var sikker på at han ønskede at høre svaret ”måske ønsker du slet ikke at dræbe mig?” sagde han og gik tøvende et skridt tættere på Daniel, også selv om hans advarsel lå dybt i baghovedet på ham. Så kunne han ikke modstå at gå tættere på ham, mærke en kildende fornemmelse i sin krop, en brusende stemme som nød at tage en risiko.

Daniel følte ikke rigtigt at han kunne være bekendt at skyde Christopher endnu. Først ville han snakke lidt med Christopher, få en ide om hvad hans personlighed var, og derefter beslutte sig. Christophers syn på det med at dræbe gav mening for Daniel, men ikke desto mindre ville det ikke ændre Daniels mening om vampyrer. "Jeg forstår hvad du mener, men det ændrer ikke på noget. Du har ikke ret til at straffe menneskerne over at de dræber dyr. Du bliver ligesom menneskerne på det punkt og det er ikke det du vil, vel?" Daniel kunne ikke lade være med at smile lidt. "Du kan overleve på andre måder end at dræbe mennesker." Daniels blå fik en varm glød over sig.
"Det er ikke lang tid." Mumlede Daniel for sig selv. Så kunne han bedre forstå Christophers opførsel omkring blod. "Hvem er din skaber? Ved du det?" Spurgte Daniel. Mange vampyrer vidste ikke hvem deres skabere var, desværre. Daniel havde i hvert fald mødt en masse af dem. Det var en skam når mennesker, eller andre væsener, blev forvandlet til vampyrer. Især når deres tørst for blod var så dominerende.
Daniel rynkede lidt på næsen over Christophers spørgsmål. "Jeg vil have en ide om din personlighed først." Svarede Daniel uden tøven, da det jo var sandheden. Igen trådte Daniel et skridt væk, da Christopher trådte et skridt tættere på ham. "Ikke nærmere. Jeg har advaret dig." Daniel sigtede imod Christophers hoved.

Christopher havde det mest som om han blev pine't af denne engel, turde knap nok at røre på sig. Den pistol som han havde i hånden, som holde ham fra at nærme ham alt for meget. Den søde duft af Daniel, som fik hans tænder til at løbe så meget i vand som muligt. De kløede så forfærdeligt meget, at han bed sig selv i læben uden at tænke over det. Det fik dem ligefrem til at stoppe med at klø en lille smule, også selv om det fik lidt blod til at løbe ned af læben på ham. Han tørrede det hurtigt væk fra læben, med bagsiden af sin ene hånd ”jeg var et menneske for blod et par dage siden, så hvilken forskel gør det?” spurgte han om og gav et lille suk fra sig ”hvordan? Hvordan skulle jeg overleve? Du har alligevel tænkt dig at dræbe mig” sagde han og kunne virkelig ikke se hvilken anden forskel det ville gøre, at have den samtale om at Christopher ville kunne klare sig på en anden måde. Sulten inde i ham var alt for stor, og hver gang han satte tænderne i nogen, var der en lille del af hans menneskelighed som forsvandt.
Han træk svagt på skulderne ”jeg husker svagt omkring den nat.. kun nogle forfærdelige billeder, blodige.. og jeg ser dem hver gang, blodet løber ned i halsen på mig” sagde han mens hans øjne var lukkede i, der kom et svagt suk ud mellem hans læber før han åbnede sine øjne igen ”jeg vågnede næste nat, i en gyde.. efterladt, og med en sult som jeg ikke kan styre” sagde han og havde virkeligt følt sig forvirret de sidste par dage, ikke fordi det var gået over.
Han træk ikke længere vejret stille og roligt, det var tunge og utrolige vejrtrækninger. Han knyttede sine hænder så meget han nu kunne, så de blev mere hvide end de allerede var ”ved du hvor svært det er? Føler mig så dårligt, mine tænder klør så forfærdeligt meget” sagde han og holde sit blik på pistolen, som var rettet lige imod ham.

Daniel rynkede svagt på panden, da Christopher bed sig i læben og det begyndte at bløde. Det gjorde dog også at Daniel hurtigt blev mindet om at vampyrer ofte lod sig styre af deres tørst. Daniel blev efterhånden om hvad han skulle sige til Christopher som ville give mening. Det var jo nærmest umuligt at overbevise ham at det var forkert at drikke blod menneskernes blod! "Stor forskel. Du tror du har ret til at dræbe menneskerne ligesom de dræber dyr. Jeg gætter på du havde familie, da du var menneske. Forestil dig at din mor, far eller et andet familiemedlem pludselig døde og du vidste ikke hvordan vedkommende døde, udover de ikke har mere blod tilbage. Ville du ikke blive ked af det? Det er jeg ret sikker på du ville. Så tænk på hvad du sætter andre igennem når du dræber et menneske. Det menneske du dræber har sikkert venner, familie, en kæreste, eller børn." Daniels stemme var rolig imens han snakkede, men også alvorlig. Han prøvede virkelig at få Christopher til at forstå at det var forkert det han gjorde. "Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig medmindre du giver mig grund til det." Sagde Daniel imens han trak på sin ene skulder.
Daniel lyttede interesseret til hvad Christopher sagde, for måske kunne Daniel hjælpe ham. "Christopher, har du nogensinde prøvet at få fat i din skaber? Kan du huske hvordan vedkommende der forvandlede dig så ud, eller noget som helst som kunne hjælpe dig med at finde personen?" Spurgte Daniel. "For måske kan din skaber hjælpe dig med at styre din tørst." Daniel smilede opmuntrende til ham. "Nej, jeg ved ikke hvordan det er at tørste helt vildt, men jeg ved hvordan det er at være forladt. Da jeg kom til Jorden var jeg alene. Jeg var ikke den sociale type dengang." Daniel kneb øjnene lidt sammen. "Men hvis jeg en dag blev vampyr ville jeg ikke skade andre for at tilfredsstille mig selv."

Daniel var virkelig i tvivl om han burde dræbe Christopher. Måske skulle han bare gå sin vej og sige til de andre i skoven at der ikke var nogle væsener? Daniel kneb øjnene lidt sammen, da Christopher gik med faste skridt hen imod ham.  "Bare fordi du er vampyr, så betyder det ikke at du skal miste al kontakt til din familie eller at du skal pive sådan. I stedet for at brokke dig konstant, så fokuser på at styre din tørst." Daniel var ved at blive godt irriteret, hvilket man tydeligt kunne se på ham. "Man kan ikke sige at jeg selv har valgt at beskytte menneskene. Lige siden jeg blev født fik jeg af vide hele tiden, at jeg skulle beskytte menneskene. Jeg kender nærmest ikke til andet. Du dømmer mig, trods du ikke kender mig. Jeg prøver på at beskytte menneskeligheden fordi jeg har fået ordrer om det." Han trådte lidt væk fra Christopher. "Udmærket. Lad vær med at kontakte din skaber. Hav et dårligt liv. Dit valg." Eftersom Daniel blev ved med at træde væk fra Christopher var pistolen ikke i rækkevidde. "Jeg går nu og hvis du følger efter mig, eller prøver på at angribe mig, så tøver jeg ikke med at skyde." Han begyndte at gå, men han blev ved med at holde øje med Christopher for at sikre sig at han ikke prøvede på noget.

Daniel ville bare hjem, og det kunne ikke gå for langsomt. Han ønskede ikke længere at diskutere med Christopher. Daniel lagde først mærke til at Christopher var oppe i et træ, der var lidt væk fra ham, da Christopher begyndte at snakke. Daniel så op og kneb øjnene lidt sammen. Han var stoppet med at gå. Han havde stadig fat i pistolen og var tydeligvis klar til at forsvare sig selv, hvis det viste sig at være nødvendigt, men han havde ikke tænkt sig at angribe Christopher. "Du indrømmede det selv. Du har lyst til at drikke mit blod. Hvorfor skulle jeg ønske at lære en person at kende som ønsker at drikke mig tom for blod?" Daniel rystede lidt på hovedet og begyndte at gå videre.
"Og vi har ikke mere at diskutere. Jeg ønsker ikke at få min dag ødelagt mere end den allerede er." Daniel så kort hen imod Christopher. "Så vær sød at lade mig være i fred. Jeg har ikke tænkt mig at dræbe dig og spørg mig ikke om hvorfor." For han vidste ikke hvorfor. Han kunne bare ikke få sig selv til at gøre det. Det var yderst frustrerende, da han vidste at hvis Christopher blev ved med at leve, ville flere mennesker lide. Pludselig stoppede Daniel og vendte sig om imod Christopher. "Lov mig en ting. Aldrig angrib børn eller teenagere." Efter at have sagt dette, vendte han om igen og ville gå videre.

Christopher følte lidt af en nysgerrighed over denne mand, som havde givet ord for at han med glæde dræbte væsner som Christopher. Det som gjorde at han blev så nysgerrig, var nok at denne mand faktisk valgte ikke at dræbe ham. Hvis Christopher havde været Daniel, så havde han nok ikke tøvet et eneste sekund i at så sig selv ihjel. Han var jo et monster, og han ville jo så gerne smage blodet fra denne mand. Han lod langsomt sine ben glide ned fra træet, så han landede lidt hårdt ned mod jorden på sine knæ. Han rejste sig bare hurtigt op, og tørrede det meste jord af sine knæ "det må jeg fin fikse" sagde han og kiggede kort op mod træet, før han vende blikket mod Daniel "jeg ønsker ikke at slå dig ihjel, gav jeg også udtryk for før" sagde han og havde ingen tanker om at slå denne mand ihjel, selv om han med glæde havde lyst til at smage den søde duft af blod fra ham.
Han valgte lidt tøvende at følge efter ham, begravede sine hænder ned i lommerne på sine bukser. Det hjalp lidt med at styre hans hænder, og ikke bare angribe denne mand bagfra. Vinden blæste svagt og lige mod Christophers ansigt, og i hver brise var fyldt op med duften af denne mand. 
Han stoppede med det samme op, når denne mand valgte at gøre det samme. Hans ord gjorde en smule ondt, mest fordi han allerede viste at han havde fejlet i dette tilfælde. Han gik hurtigt op ved siden af ham, også selv om han udmærket godt viste at dette kunne være en fejltrin "jeg kan kun lov at jeg ikke angriber børn... teenagere er dumme, laver så mange fejltrin" sagde han og kiggede kort ned af sig selv "kig selv på mig.. fejltrin.. blot fordi jeg var dum" sagde han med en stemme som lød lidt bedøvet i det, som han kiggede op og ned af Daniel og betragtede ligefrem denne mand med sine øjne.