I never really guessed this would happend

Som solen der langsomt gled over himlen, kom dagende og gik. Skyer passerede med jævne mellem rum, og skyggede over den brændende stjerne. Strålerne beklædte græsset og gav liv til de mange planter der for længst var begyndt at gro rundt omkring. Flere havde også valgt denne dag som et perfekt tidspunkt at være ude. nok var vejret ikke decideret "varmt" men der var mere end varmt nok til at der var nogle der brugte den overskydende tid på at solbade. Siddende oppe af et træ, omringet af smukke blomster var Elena, en ung engel, der havde lidt mange tab igennem sit liv og alligevel havde hun overskud til at gøre ting som disse også samtidig stadig smile til omverden. Livet kunne være hårdt, men man kunne jo ikke hvad der ville ske eller hvad der var sket, kun leve med det også komme videre. Elena var en af dem der troede på at livet kun satte en igennem så mange prøvelser som man ville kunne holde ud.
De blå øjne skinnede i solen og selvom hendes ansigt mere eller mindre lå i læg for solens stråler, kom der alligevel et par ind engang imellem. Med et ansigt som en engel, narrede hun ikke nogen når først hun kom sig omkring. Folk kommenterede det ikke just, men hun vidste at de hurtigt ville regne hende ud, det var nu heller ikke fordi hun altid lagde skjul på det, med alle mulige væsner omkring dem ude af boksen, kunne man jo ikke være sikker på ens egen nabo nu var et menneske.

Elegant rejste hun sig op, næsten som en danse bevægede hun sig rundt. Hun bar elegancen og graciøsiteten som en ballet danser, måden hun bevægede sig rundt på kunne umuligt være menneskeligt. Med øjnene oppe mod himlen og ellers rundt omkring var det ofte hun ikke så sig for. Dette resulterede i et par ulykker her og der, dog var de fleste hun kom til at gå ind i ikke direkte sure og man grinte kun af det bagefter.
Hun kørte en lok af sit lange bølgede hår om bag øret, og lod derefter hånden falde ned langs siden. Elena havde altid af natur været en nysgerrig pige, hun ville helst vide mere og mere. Samtidig med at hun også var en observerende pige, kunne hun ofte opsnuse sig til de fleste ting. Fuldkommen inde i sine tanker bemærkede hun ikke hvor hun gik og bankede direkte ind i en ung mand, hvorpå hun væltede bagover og landede i græsset. Hendes blå øjne slog op og hun betragtede nysgerrigt skikkelsen

//håber det er okay jeg satte dig som personen hun støder ind i

De store blå øjne betragtede ham nysgerrigt. Han var smuk, det ville selv en blind mand kunne se, og han var tydeligvis ikke et menneske, det var da alt for tydeligt, hans træk var for blide og overraskende perfekte. Hendes bølgede hår hang ned over brystet og var næsten som en smuk manke rundt om hende. Hun blev helt optaget af hvem mon han var og hvad det mon var han var så optaget af. Da han ligesom hende selv havde været optaget af sine egne tanker og derfor ikke opdaget hvem der gik omkring ham. Hun lagde hoved på skrå og betragtede ham opmærksomt. Det måtte enlig havde set sjovt ud, med hende liggende på sin numse på jorden, mens han stod der overfor hende, med hånden rakt frem mod hende.
Det var først det sekund han snakkede igen hun blev kastet ud af sine undringer og fik øje på den hånd han havde rakt frem mod hende. Hun blinkede og fik et smil frem på læberne. Ligesom hans var hendes blidt. Hun rakte sin egen bløde og en hel del mindre hånd frem mod hans. Det sekund deres hænder rørte gik det for alvor op for hende, hvor meget større han var end hende. Den varme hud stod i stor kontrast mod hendes egen bløde. Hun lod sig blive hjulpet op og smilede halvt generet til ham "åhh det skal du ikke tage dig af, ulykker sker og jeg var ligeså meget skyld i det som du var" Hun lod sin hånd glide ud af hans, kørte hånden igennem sit lange tykke hår. Hun hævede øjenbrynet, men rystede på hoved "nope ingen skader her" sagde hun og børstede græsset væk fra sin nederdel.

Hun klukkede blidt "ja det er jo dejligt når man ikke kommer til skade" da hun selv var det mere mindre end ham og højst tænkelig også svagere end ham, så ville han højst tænkelig kunne gøre stor skade på hende, om det så var ubevidst eller ej. Hun var heldigvis ikke så svag, så et par slag eller to gjorde ingen skade mod hende, nok gav det hende et par mærker, men så svag var hun nu heller ikke. Ligesom ham gjorde hun også an for at skulle gå videre, det ville se lidt underligt ud hvis hun selv blot blev stående mens han var på vej væk. Hun nåede faktisk kune at vende sig om, før han igen snakkede til hende.
Hun så halv overrasket på ham, for han havde for et øjeblik siden mere lignet en der var på vej væk og nu førte han samtalen videre. Det var ikke just hvad hun troede ville komme, men dog vendte hun sig igen mod ham. Med hoved på skrå, betragtede hun ham med et par blå øjne "hvad jeg er?" den havde hun ikke set komme og dog, nu om dage med den viden om at der fandtes "magiske" væsner, så var det ofte man spurgte hinanden om den slags ting. Hun lagde hænderne om bag ryggen, da hun ikke just havde noget sted at ligge dem "jeg er en engel" hun hævede øjenbrynet og så op på ham, da han tydeligvis var højere end hende "hvad med dig?" selv kunne hun ikke holde nysgerrigheden tilbage, der var vel altid en form for nysgerrighed et sted i alle.
Hendes smil blev blidere som han fortalte sit navn, samtidig havde hans høfelige tonefald også en hel del med det at gøre. Hun plejede som regel bedst at kunne lide de som kendte manere, godt nok var det ikke hvad hun kun hørte om, men det var samtidig også noget hun havde et soft spot for. Hun lagde armene over kors "mig en fornøjelse Daniel, mit navn er Elena" lød det fra hende efter noget tid, ligesom ham selv, talte hun med en høflig tonefald.

Hun smilede til ham, som hans smil blev bredere. Det fik ham nærmest til at ligne et lille barn, på den måde som han lyste op. Ganske nuttet, hvis hun selv skulle indrømme det. Det gik stille op for hende, hvor lidt kontakt med det mandelige køn hun enlig havde. Efter mordet på hendes familie, havde hun ikke rigtig lysten til at være omkring det mandelige køn for meget, men Daniel virkede ganske rar at være omkring. Hun grinede da han med et bukkede for hende, men da ordende om at han også selv var en engel kom ud, var hun ligesom ham og et større smil kom frem på hendes læber. Hun små klukkede "hvor dejligt, jeg tror ikke jeg har talt med en anden engel, ja siden mine forældre" sagde hun og lagde hoved på skrå.
Nu hvor sandheden om hans race kom frem, kunne hun nu godt se det. Han var både smuk og høflig, det ville ikke undre hende hvis han havde en kæreste. Med et så smukt ansigt og hvad der lød til at være en begelig personlighed. Det var et under hvis han ikke blev sværmet om af alle mulige piger. Hun kørte en lok hår om bag øret, rødmede helt af hans ord "jamen dog, sikke du kan med de ord, men mange tak" hun nejede for ham. Det var ikke så tit hun fik udøvet sine finere sider. Hendes familie havde været relativt rige, hvis man da kunne sige det, så hun havde været vant til som mindre at vokse op med det hele.
Hun så rundt og vendte derefter blikket tilbage mod ham "Kunne du have lyst til at gå lidt rundt i parken med mig, hvis du da intet har at lave?" spurgte hun efter lidt tid. Selv kunne hun godt tænke sig at få snakket med dem fra sin race, det var ikke tit hun kom forbi en anden engel, så hun ville i den grad udnytte det også måske samtidig få sig en anden ven.

Det er tænke tilbage på hvordan hendes forældre mistede livet, var ikke just altid rart. Det var tider hvor hun ikke følte andet end sorg hele tiden, hvor smerten var en form for trøst der altid lå der. Som en dyne over hende. Hun kørte hånden igennem håret "de blev myrdet" sagde hun kortfattet. Hvorfor dog holde det tilbage, dette var sandheden og sådan lå landet nu. Desto mere hun accepterede det, desto bedre ville hun komme sig over det. Det havde altid været en form for ro hos hende, at de måske var et bedre sted nu og hun derfor ikke behøvede at frygte for deres liv eller hvordan deres velbefinge var. Godt nok var hun ikke direkte troende, men hun havde en form for tro på at hvor end de nu, så måtte de have det godt og ikke længere være i smerte.
Hun grinede blidt, nikkede og smilede igen til ham "det kan jeg kun give dig ret i, øvelse gør virkelig mester" med gjorde hun. Hun kunne godt se det smarte i den filosofi, det at øve hele tiden, for jo mere man øvede en ting, jo bedre huskede hjernen hvordan det blev gjort. Altså med tid og øvelse kunne enhver blive bedre til noget. Som han begyndte at gå, gik hun hen så hun var ved hans side. Det var dejligt at have nogle at snakke med, nogle at dele sine tanker med. Daniel virkede ikke som typen der ville dømme folk, så hun kunne i den grad fortælle sine tanker. Hun blev smidt ud af de mange tanker, da han med et svingede et spørgsmål mod hende. Hendes tanker om krigen? Hun så lettere tænksomt på ham "jeg er pacifist, så jeg tro ikke på vold. Men samtidig tror jeg vel der er noget godt i os alle, kald mig naiv, men selv den ondeste person har en svaghed der gør vedkommende menneskelig. Dog hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg det er idiotisk at skabe en krig over dette, det er næsten barnligt" sagde hun efter lidt tid. Hendes blå øjne gled op mod ham "hvad med dig, hvad er dine tanker omkring den krig" forsøgte hun sig nysgerrigt.

Hun så på ham med blide øjne, nikkede kort. Det gjorde ondt når man vidste de der stod en nærmest var døde, men i hans tilfælde, at man så bar ikke vidste hvem morderen var. Hun vidste heller ikke hvem hendes forældres morder var, men hun havde set ham. Det forekom hende tydeligt hvordan han så ud og hvad han var. Hun så blidt på ham "det gør mig ondt med dine forældre" hun lagde kort hånden mod hans overarm, før hun igen fjernede den og så frem "nej... jeg ved ikke hvem han er" ´dette var nok ikke det bedste emne for hende, så derfor forklarede hun ikke mere ind på det.
Hun lyttede interesseret med i de ord han sagde, nikkede med jævne mellemrum "jeg kan se hvad du mener, men hvad sker der den dag vi går for langt. Menneskeracen er kendt som en voldelig race, de skiller familier af deres egne op... Så hvem siger ikke at når de har fået nok, jamen så går de efter at udslette os alle sammen, selv os som intet har gjort" spurgte hun og betragtede ham stille. Hun havde før haft stor interesse i mennesket, og deres historie. Det man så mest af, var krig efter krig "jeg forstår godt at væsner som vampyrer gerne vil frem igen, det er et normalt overlevelses gen der ligger dybt begravet i hvert enkel væsen. Vi ønsker at overleve og hvis man skal overleve så skal der være flere" forklarede hun og lagde armene over kors. Hun lagde hoved tilbage og betragtede himlen "jeg ønsker ikke vi skal ødelægge hinanden, for i sidste ende kunne det komme ud med et stort blodbad" Hun havde aldrig holdt af krig, det var direkte afskyeligt, men desværre noget der så ud til at være nødvendigt.

Hun nikkede ""jeg læste et sted at mennesker ofte reagere positivt på denne berørelse På trods af hun havde levet omkring mennesker, meget af sit liv, så var det ikke altid hun heller forstod dem. Dette var en af de store grunde til at hun valgte at studere deres race "selvfølgelig vil jeg ikke hævne dem, hvorfor skulle jeg det? Hvis jeg søger blod, så bliver jeg jo ligesom ham og det vil jeg ikke" sagde hun med rynkede bryn. Hun havde aldrig ønsket at blive som de som gjorde andre ondt, hun ville bare være fri.
Hun trak på skulderne "du vil blive overrasket over de ting menneske racen ville gøre. Selv ikke jeg har forstået det helt. De skillede familier op i den kolde krig, da muren kom op i berlin. En mand slagtede næsten en helt race mennesker, sammen med andre" hun nævnet blot få af de mange ting som menneskeracen havde gjort af onde ting. Hun klukkede blidt "jeg har aldrig sagt vi var bedre selv, ingen af os er gode. vi gør bare hvad vores instinkter fortæller os og det er nødvendigvis ikke altid det bedste" Hun lyttede stille og smilede blidt "vi har vel alle retten til selv at vælge hvem vi lytter til, blot fordi nogle følger herrens vej, betyder det ikke andre gør" pointerede hun