For hvert skridt hun tog, dryssede mere og mere festøv af hende, og efterlod glimrende og tiltrækkende glimmer på den mosede skovbund. Af en 17 årig natur fe at være, klarede hun sig ikke super godt. Det havde hun nu heller aldrig gjort. Men af en eller anden uforklarlig grund, havde Francesca det bare med at se bort fra det. Ignorere det, fuldstændig.
Her hvor hun stod lige nu, var faktisk det eneste sted I hele Ravenwood Village hvor hun kunne føle sig helt sig selv. Den gamle Frances, fra de yngre dage, hvor hun havde været livlig, glad og charmerende. Nu var hun det modsatte. Stille, stum og uintelligent.
Vingerne var gemt væk. Frances gik ikke rundt med dem udslået. Det ville være direkte selvmord. Hun brød sig heller ikke om dem. De var helt hvide, men et skær af sort prægede dem også. Desværre. Måske var hun på vej til at blive en skygge fe? Nej.. Hun var en natur fe, og det ville hun altså forblive resten af hendes liv.
Det var derfor ingen hemmelighed at Frances befandt sig her. I skoven. The Dark Forest. Hun havde for meget kort tid siden genoplivet et par planter. Det eneste hun gjorde var bare at lægge hænderne fladt på den grusede skovbund, også ville hendes hænder sende en energikilde fra hendes hænder, og til planternes rødder, så de ville få energi, og kunne leve længere. Det var hvad Frances var god til. Som én af de eneste ting I hele verden.
En skygge længere henne fangede hurtigt hendes opmærksomhed. Med ét stoppede hun op, og lukkede alle lyde ude. I et håb om at få iagttaget den ukendte skygge, sneg Frances sig tættere på. Hun kunne endnu ikke se hvem det var.. Eller hvad det var.
Knæk, sagde det pludselig højt. Frances kiggede ned. Hun havde trådt på en gren. Og en af de store.. De der hvor det virkelig siger knæk højt, og tiltrækker opmærksomhed. I dette øjeblik ønskede hun inderligt hun bare var blevet hjemme I lejligheden I Ravenwood. Så var dette aldrig sket! Hun kunne jo bare stille en masse planter, og blomster op derhjemme, plante noget græs, også lave hendes egen lille skov.. Men det var ikke hvad hun gjorde. Hun gjorde det dumdristige.
”Hallo..” Prøvede hun at spørge ud I ukendtheden. Hun snakkede til skyggen. Da hun nærmede sig den skygge, lignede det en pige, men da Frances slet ikke var tæt nok på, var kønnet endnu ubevidst for hende, men hun kunne næsten konkludere det var en pige.. Heldigivs da.
”You’ll never know.. I’m one big secret.”