Forvandlingen er stor! (Lyssa)

S: Parken, Ravenwood village
O: træer, buske, bænke og andet i den dur.
T: Aften
V: lunt, næsten for varmt.

Forvandlingen var stor. En svag overgang, der annoncerede skiftet fra den ene del af parken, til den anden. Den ene lignede efterladenskaberne fra et vulkanudbrud, mens den anden blomstrede om kap med selve paradis. Eller det var i hvert fald en måde at beskrive det, han havde aldrig været i...himlen. Dette mytologiske sted, ofte brug i sætninger og historier, fordi alle vidste hvad det refererede til. Så simpelt.
Samael trådte fra de askeomringede planter og ind på grønt græs. Belysningen var svag i parken, faktisk blev kun selve stierne lyst op af lamper. Men det betød intet for ham. Hans blik skar igennem mørket og så lige så godt, som havde det været dag. Træet til venstre for ham, buske til højre. Han gik lidt væk fra stien...Det var kedeligt altid at skulle følge stien.
På denne varme aften var han iklædt nogle lette kondisko, nogen lidt løse og afslappede bukser og endelig en hvid skjorte, som var åben oppe ved kravebenet. Tillod den mindste brise i at trænge ind til hans hud og køle ham ned, forgæves.
Hans blik gled op mellem træets grene og blade, op til aftenhimlen. Der ville normalt være milliarder af stjerner, men byens lys gjorde dem næsten umulige at se. Her i parken havde man en mindre mulighed for at se nogle af dem. Og netop nu, hvor det var gået fra nat til dag, virkede det til at stjernerne blinkede svagt.
De grå øjne gled fra himlen og ned på jorden igen. Lige som hans tanker. Han begyndte at gå videre, stadig i en lille afstand fra parken. Som ellers var utrolig stille på denne tid...Men han vidste at der gik flere folk på stierne.

Hun hev efter vejret. Hun ville ikke være der lige nu, men hun havde ingen steder at gå hen.
Hun havde brug for lidt afstand til Theo, og hun var næsten stukket af sidst hun var hjemme ved Daniel.
Hun havde ingen steder at gemme sig længere. ¨
Derfor satte hun sig på en bænk med sin guitar, selvom hun vidste at det ikke ville hjlpe på hendes tanker. Hun vidste godt, at musikken ikke tog hende længere væk. At hun var fanget i denne verden, med minderne. Indtil hun en dag døde.
Hun sukkede frustreret og smed guitaren fra sig på stien foran bænken. Det var ikke lydløst – langtfra.
’’Fucking lort!’’ knurrede hun og tog sig til hovedet. Hun var på skideren. Hun havde ingen at gå til længere. Hun havde brandt alle broer. ’’Pis pis pis pis pis!’’ mumlede hun og stirrede på det ulveformede ar på hendes håndled. Latterlige lort!

Han stoppede op og så over mod stien. En let larm, fra et musikinstrument, kaldte på hans opmærksomhed. I et øjeblik blev han stående i skyggerne og så bare lidt på kvinden, der sad på bænken, og tydeligvis var i en form for problemer. Han tænkte sig lidt om...Og begav sig så ud af skyggerne og hen mod bænken. Den knasede let under hans sko, da han trådte ud på stien, ved siden af bænken. Nu kunne han se det...De små og halvstore tegn, der vidnede om en knap så let liv i menneskernes miserable verden. Hendes ar. Han blev stående foran hende, til han var sikker på hun havde bemærket ham. Ikke som et menneske ville have gjort - De ignorerede folk eller begyndte bare at snakke - Men mere som en skygge, der havde hørt hendes råb på hjælp.
Han smilte svagt til hende.
"Jeg går ikke ud fra du er noget så simpelt som et menneske?" han forventede ikke hun var menneske. Men han ville alligevel have det bekræftet. Og bagefter ville han gå direkte til problemet. Dette var en oplagt mulighed...