IndeksCalendarFAQSøgTilmeldte brugereGrupperTilmeldLogin
Login
Brugernavn:
Kodeord:
Log mig på automatisk ved hvert besøg: 
:: Jeg har glemt mit kodeord. Send nyt kodeord via email
Latest topics
» evt. sletning af bruger...
Ons dec 10, 2014 7:35 pm by Gæst

» Maybe, you should just forget this, Daniel...?
Søn nov 30, 2014 5:08 pm by Lyssa

» Hold dig væk (Alayne)
Søn nov 30, 2014 4:24 pm by Alayne

» All alone
Søn nov 30, 2014 1:48 pm by Alayne

» Faceclaim listen
Søn nov 30, 2014 1:43 pm by Noelle

» Lullaby.. ~ Daniel
Tirs nov 18, 2014 4:54 pm by Lyssa

» who the f*** are you?
Tors nov 06, 2014 4:24 pm by Bella

» The Riverside Meeting - Wren
Tirs nov 04, 2014 5:50 pm by Wren

» Venskaber skabes - Francesca
Lør nov 01, 2014 11:21 pm by Francesca

Top posters
Lyssa
 
Damian
 
Sophia
 
Bjørn
 
Dian
 
Christopher Wilson
 
Elena
 
Samael
 
Richard
 
Melia
 
Statistics
Der er i alt 42 tilmeldte brugere
Den sidst registrerede bruger er Venus

Vores brugere har i alt skrevet 1076 indlæg in 100 subjects

Share | 
 

 Sometimes life just isn't fair

Go down 
ForfatterBesked
Nathan
Nybegynder
Nybegynder
avatar

Antal indlæg : 2
Join date : 08/07/14

IndlægEmne: Sometimes life just isn't fair   Tirs jul 08, 2014 5:39 pm

Tid Klokken er omkring otte om aften
Sted Ravenwood River
Omgivelser Der er ikke just mange personer, ellers ganske hyggeligt
Vejr Solen er der stadig og det er da super godt vejr
Påklædning Tøj + Briller

Tilegnet Melia & Nathan

Det var enlig en smuk aften, solen stod stadig på himlen, stråler ramte mod vand overfladen som en blid kærtegn. Selv stående fra broen, der skilte Ravenwood Village med resten, så var det et mageløst syn. Det undrede ham virkelig der ikke var flere ude og slappe af ved denne flod. Selv vandfaldet var noget der kunne få de fleste til at kigge et par ekstra gange, før man bare lige forsvandt igen. Nathanaël eller som han kaldte sig selv nu om dage Nathan stod godt lænet mod Broens stakit eller rettere beskyttende hegn. Han havde bege arme mod det hårde træ, alt i mens han betragtede det smukke syn af vand der flød direkte under ham. Det havde for ham altid været det smukkeste syn at se hvordan naturen var omkring en. Det var tidspunkter som disse man virkelig lærte sandheden om naturens skønhed. Som en varulv, var naturen helt klart hans yngling sted… eller rettere en af dem, for han havde det nu bedst et sted hvor han vidste der ikke var mange. Han var nok ikke den bedste socialt, han havde det med ofte at være den slags som ingen gad at være sammen med. Enten var han direkte social akavet og vidste ikke hvad han skulle sige, eller også var han konstant sarkastisk og kom med irriterende sar på stort set alt man sagde. Dog så var han jo samtidig også en varulv, og selvom han kun transformerede sig en gang om måneden, så løb genet dybt. Alle ulve var flokdyr, så de er også loyale, hvilket han også var under alt sarkasmen og alt hans stædighed, så var han i bund og grund mere loyal end nogen anden. Der var ikke ting i denne verden han ikke ville gøre for en ven eller bekendt. Det sekund han begyndte at stole på folk, var også det sekund han begyndte at fortælle ting om sig selv ingen anden kendte til. For ja alle havde vel en eller anden historie at komme med, og han havde skam også en selv.
Han sukkede og rystede tankerne væk, rettede på sine briller, hvorpå han igen betragtede flodens strøm nærmere. Det var helt igennem smukt, og sikke dog en kraft det kom med. Det var ikke just det perfekte vand til at skulle ud og svømme, ikke medmindre man var utrolig stærk, et menneske ville måske ikke just klarer denne strøm. Han klukkede ved tanken, men rystede på hoved af sig selv. Han havde ikke altid de bedste tanker vedrørende mennesker, når man selv tænkte på at han selv kunne gå for en. Det var nok fordi de var så uskyldige, de var ikke tvunget til at gøre ting, såsom at forvandle sig eller alt muligt andet. De havde et liv foran sig og alligevel brugte de hvert vågent øjeblik på at brokke sig over det ene eller andet. Det kunne sagtens være livet var hårdt, men deres liv bar ikke finesse som de skulle rette sig efter. Da han for første gang transformerede sig, slog han adskillige mennesker ihjel. Han vågnede op dagen efter dækket i blod. Kort efter blev han fundet af nogle mennesker, der fandt ham fascinerende, så de smed ham ned i en stor labyrint, hvor han blev tvunget til at kæmpe for sin overlevelse. Alt dette skete da han var 7. Da han så blev ældre blev han solgt til et form for cirkus der fik penge for at vise to varulve kæmpe mod hinanden. Dette resulterede i at han i dag havde utrolig mange ar overalt på sin krop, ned af ryggen og andre steder. Nok healede hans krop hurtigt, men der blev hurtigt brugt mange former for midler til at vinde, så han havde efterhånden prøvet det hele.
Han knurrede ubevidst, knyttede næverne og forsøgte at slappe af. Han hade virkelig menneske racen, det var deres skyld hans liv ikke just var gået som han ønskede, han kunne havde været endt som så meget andet, men nej han endte ud som en form for fighter. Han rystede på hoved og valgte i stedet at kigge ned i vandet, se på hvordan naturens kræfter virkelig slog sig løs, det var i sandhed noget man ikke kunne beskrive


//jeg undskylder hvis det er virkelig dårligt... men ja, havde ikke rigtig en ide om hvordan jeg skulle starte, så skrev et eller andet Very Happy
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Melia
Nybegynder
Nybegynder
avatar

Antal indlæg : 14
Join date : 04/07/14
Age : 21
Bosted : hun bor i et hus lidt uden for byen

IndlægEmne: Re: Sometimes life just isn't fair   Tirs jul 08, 2014 10:50 pm

Melia løb gennem en skov hun viste ikke hvor den førte hen eller hvor hun var, hendes tøj var letter hullet, og sort der hvor hullerne var som om nogen have brændt det, hvis man var tæt på hende ville hun også lugte af røg over det hele, men hun have igen brændemærker eller røde øjne selv om hun have fået røg i dem. Lyden af ilde der brande og ting som falde fra hinanden hang stadig i Melias hoved som en tung sten man ikke kunne løfte af sig selv. mens  løb gennem skov kom der billede fra de sidste par dage tilbage til hendes hoved som have hun glemt dem og de nu vente tilbage i brudstykker. Melia stoppede op og så sig om, der var ikke nogen i nærheden som hun kunne set, hun brætterede sit ene ærme op og så på sin arm, der var nogen blå  mærker efter en hånd der havde taget hårdt fast. Melia huske da mændene i det sorte og hvide tøj var kommet og ville have hende med på til en ny person som ville finde ud af hvad hun var, den ene have fået hende til at danne et skjold som få ikke at komme mere til skade.
Hun begynde at gå mod lyden af en vandfald, hun huske deres overraske ansigtsudtryk da de så på hende, hun have tage chancen og var løbet ovenpå, men de var næste lige i hælene på hende, der var en som havde en pistol med sig og skød efter hende dog uden at ramme hende. hun var blevet omringet i midten af huset, med en pistol rate mod sig da hun bryd i flammer og satte ild til de ting der var tæt på hende, efter som huset var lavet af træ og luften var tør fik ilden hurtigt fat og mændende blev urolige, de viste ikke hvad de skulle gøre.
Melia kom ud mellem træerne og så sig om, vandet strømmede som hun ikke have set før, måske fordi hun ikke så tit var kommet ud fra huset, men nu var det brændt ned som med de tre mænd som var efter hende. hendes tøj havde først taget skade da hun var blevet sig selv igen og var på vej ud af huset mens hun kunne høre det falde sammen bag hende, det bagte hende på flugt, og nu var hun her ved en flod som hun ikke viste hvor førte hen, hun besluttede at gå op af for at se hvor den førte hen, efter noget tid kunne  hun skimte en bro, det så ud til at der stod nogen der på, men hun var ikke sikker på det.  Da hun kom der hen kunne hun godt se at der stod en man og så ned i vandet, hun stilet sig lidt væk fra ham så hun ikke ville skræmme ham væk med lugten af røg, hun viste godt at hun have brug for et bad men hun viste ikke lige hvor hun skulle finde et lige nu. hun så lidt  ned i vandet før hun vente  blikket mod ham.
"Hej, hvad laver du her unde på denne tid?"
spurgte hun og smilet venligt til ham, hun blive letter overrasket da hun hørte han kurrede og lå mærke til at han knyttede sin ene hånd, hun viste ikke helt hvad hun skulle gøre men valgt så at vende ryggen til vandet og se på ham i sted før hun igen åbenende munden.
"Er du okay?"

//det er helt i orden Smile
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Nathan
Nybegynder
Nybegynder
avatar

Antal indlæg : 2
Join date : 08/07/14

IndlægEmne: Re: Sometimes life just isn't fair   Tors jul 10, 2014 10:54 am

Det var sjovt som menneskeracen gjorde så mange dumme ting, at de rent faktisk åbnede en boks uden at tjekke den først, det var da fuldkommen latterligt. Han fnyste og rystede på hoved, han kunne næsten ikke tage det. Midt i sin tankespind kom en kraftig lugt af røg frem, man kunne sige at det var det der trak ham ud af sine tanker. Han rettede sig brat op og vendte blikket ud mod det sted det så ud til at komme frem.
Han rynkede brynet og trådte et skridt frem, hvorpå han fik øje på den unge kvinde, havde han været et menneske, ville han næppe havde set hvordan såret hun så ud. Han ville hellere ikke havde kunne lugte den kraftige lugt af røg og sod der hang om hende. Han trådte et skridt mod hende, lagde hoved på skrå og betragtede hende nærgående. Hvis man så bort fra de blå mærker, og det ødelagte tøj, så var hun nu smuk. Det lange brune hår, og det fine ansigt. Når hun endelig fik et bad og noget nyt tøj, så ville hun nok være kønnere end nu. Dog blev han med et optaget af ideen om hvad hun var, hun var ikke menneske, men hendes lugt. Han havde aldrig lugtet noget som det før, han rynkede brynet og tog sig selv i at lugte til luften, blot for at se om han kunne opfange hvad hun var i hendes fært. Dog intet.

Hendes spørgsmål fik ham tilbage til virkeligheden, han blinkede og kløede sig i nakken "hvem kan ikke lide at gå ned til en flod også se hvordan det hele fungere" spurgte han retorisk og trak på skulderne. I det mindste var det ikke et sarkastisk svar han kom med, de havde han det ofte med at udlevere til folk. Det var ofte han ville komme med et eller andet irriterende svar der fik folk til at lade ham være i fred. Han var ikke just den mest sociale person, grundet han ved hver eneste fuldmåne lod sig forvandle til et stort monster, ikke just den største turn on.
Han så overrasket på hende da hun med et spurgte hvordan han havde det, det havde der aldrig været noget der havde spurgt ham om før. Han åbnede munden for at svarer, men intet kom ud så han lukkede den hurtigt igen. Han lagde hoved på skrå, og betragtede hende stille. Efter noget tid rystede han dog på hoved og rettede sig op "jeg har det vel fint" han trak på skulderne og vendte igen blikket ud mod vandet.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Melia
Nybegynder
Nybegynder
avatar

Antal indlæg : 14
Join date : 04/07/14
Age : 21
Bosted : hun bor i et hus lidt uden for byen

IndlægEmne: Re: Sometimes life just isn't fair   Tors jul 10, 2014 6:17 pm

Melia stod og ventede stille på at han ville regere på at hun snakkede til ham, hun så stadig mod ham da han pludselige rettede sig op og smilet da han så hen mod hende, hun syntes dog at han kiggede lidt meget, men så kom hun i tanke om hvordan hendes tøj så hun og grinede roligt af det mens hun så ned af sig selv for hun vente blikket op igen var han kommet tætter på hende end før det kom lidt bagpå hende og så hvordan han lugtede til luften, det fik hende til at smile da det så ret sødt ud da han gjorde det, men det underende hende lidt da det ikke minde hende om et menneske, hendes mor have fortalt hende at der var andre væsner ude i verden fordi nogen mennesker have åbnet en eller anden boks, hun troede han måske var andeleds.
"Undskyld jeg spørg, men hvad laver du? Det er ikke for at snage eller noget jeg er bare nysgerrig."
Hun så lidt usikkert på ham da hun have sagt det, da hun ikke var sikker på om det var smart at spørge om men nu var det sagt så kunne hun ikke tage det tilbage.

Melia satte sig op på kanten af beskyttelse hegnet og lå selv hovedet på skrå for at vise med hendes kropssprog at hun lyttede til hvad han sagde, det fik hende til at smile og se ned på vandet før hun vente blikket mod ham igen, mens hun tænke lidt over det han have sagt.
"det ved jeg ikke, det er nu en god måde at slappe af på, at lytte til vandet."
Sagde hun venligt og var glad for at have fundet en og snakke med selv om hun ikke viste hvad han hed i nu var det alligevel ret at snakke med en som ikke var ude på at slå en ihjel eller det viste hun ikke om han kunne finde på, men det virke ikke sådan. Melia så på ham da han åbenden munden for at svar  men da der ikke kom noget ud så hun på vandet igen til hun hørte hans stemme igen og drejede hovedet så hun så på ham i sted for vandet, men det svar han kom med var ikke helt overbevisende i hendes hoved dog sagde hun ikke noget da hun viste hvor irritererene det kunne være når de helle tiden spurgt om der var noget galt, i stedet hoppede hun ned på broen igen og så på ham med et smil.
"Jeg hedder forresten Melia, hyggeligt at møde dig."
hun ville give ham hånden, men var lidt usikker på om ham ville tage den, men hun var sikker på at hvis hun blive ved med at snakke med ham kunne de blive venner før eller siden.
Tilbage til toppen Go down
Vis brugerens profil
Sponsored content




IndlægEmne: Re: Sometimes life just isn't fair   

Tilbage til toppen Go down
 
Sometimes life just isn't fair
Tilbage til toppen 
Side 1 af 1

Permissions in this forum:Du kan ikke besvare indlæg i dette forum
Everything has changed :: Ravenwood city :: Ravenwood River-
Gå til: